Trofast mod Gud trods brutal forfølgelse
FOR fjerde gang i de sidste år er uskyldige kristne blevet genstand for brutal forfølgelse i det afrikanske land Malawi. Som berettet i Vågn op! for 8. februar er tusinder af Jehovas vidner som i 1972 fik tilladelse til at flygte ind i nabolandet Moçambique efter at en voldsom forfølgelse var brudt ud i Malawi, blevet tvunget til at vende tilbage til Malawi. Dér er de endnu en gang blevet udsat for en barbarisk, nedværdigende behandling.
Årsagen til alt dette er imidlertid ikke at disse kristne har gjort sig skyldige i nogen form for lovløshed. Overalt i verden er Jehovas vidner kendt som meget lovlydige borgere. Som Guy Wright skrev i San Francisco-bladet Examiner: „Man kan betragte dem som mønsterborgere. De betaler omhyggeligt deres skat, tager sig af de syge og bekæmper analfabetisme.“ Og det er også kendt at der blandt dem ikke findes den kriminalitet, korruption og umoralitet der er så udbredt i verden i dag.
Men i Malawi, som alle andre steder, har Jehovas vidner på grundlag af Bibelen konsekvent bevaret deres neutrale stilling i politiske spørgsmål. Jesus sagde om sine disciple: „De [er] ikke . . . en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 17:14) I Malawi har de derfor nægtet at købe politiske partikort udstedt af Malawis Kongresparti, kort som bærer billedet af Malawis præsident, dr. H. Kamuzu Banda, der er ældste i den presbyterianske kirke. Denne nægtelse har resulteret i en grusom forfølgelse, anstiftet af de højeste regeringsinstanser.
De står fast
Den ånd som disse Jehovas vidner i Malawi har lagt for dagen, har vist sig at være en kilde til stor opmuntring både blandt dem selv og blandt deres åndelige brødre og søstre i andre lande. De har vist verden at der her i 1970erne i sandhed findes kristne som holder fast ved deres tro på Gud, uanset hvilken brutal forfølgelse de udsættes for.
Det var det mange malawiske Jehovas vidner gav udtryk for, da de i et interview udtalte: „Vi vil aldrig gå på kompromis når det gælder vores tro på Gud, selv om vi stilles over for truslen om døden for disse brutale forfølgeres hånd.“
Et ældre Jehovas vidne fra Malawi som blev interviewet sagde: „Vi véd at Jehova må have en hensigt med at tillade at vi udsættes for alt dette. Vi er besluttede på at holde os til ham indtil hans hensigt er fuldført.“
Intervieweren sagde: „Alle vidnerne og deres børn syntes, at være meget åndeligt stærke.“ Intervieweren bemærkede også at deres kristne tilsynsmænd „ikke viste noget tegn på frygt for noget som helst, men var fast besluttede på at fortsætte deres hyrdegerning, uanset hvad der måtte komme“.
Hvilket vidnesbyrd om deres tro er dette ikke for hele verden! I Guds nye orden, når beretningen om de sande kristne i denne endens tid skal fortælles, vil deres nuværende trofaste færd i sandhed blive rosende omtalt!
Flugt til Zambia
For nylig, da titusinder af malawiske Jehovas vidner som havde boet i Moçambique, blev tvunget til at vende tilbage til Malawi, flygtede tusinder af dem til nabolandet Zambia. Dér kom flygtningene til at bo i en lejr i Sinda Misale i Chipata-distriktet, hvor de nærmeste menigheder af Jehovas vidner fik mulighed for at sende dem nødforsyninger, deriblandt mad og medicin. Indtil sidst i oktober 1975 befandt der sig 4800 flygtninge i denne lejr i Zambias østligste provins nær grænsen til Malawi.
De der besøgte lejren var forbavsede over den summen af aktivitet der var der. En sagde: „Der var travlhed overalt. Nogle brødre var i færd med at afmærke jordlodder hvor de nyankomne kunne bygge deres hytter, mens andre som allerede havde fået tildelt jordlodder havde travlt med at bygge. Den færdige del af lejren var ren og pæn.“
Denne iagttager bemærkede også at mange vidner — mænd, kvinder og store børn — var spredt rundt om i bush’en, i færd med at skære stokke og græs til disse hytter. Kvinderne samlede sort jord til gulvene i deres hytter.
Mens Jehovas vidner aflæssede nødforsyningerne blev den flygtningeofficer som havde opsyn med lejren, spurgt om hvad hans indtryk var. Han sagde: „Jeg er meget forbløffet over disse folk. De arbejder så hårdt og behøver ikke ret meget opsyn. Jeg er sikker på at hvis disse folk fik overdraget et stykke jord og fik besked på at opdyrke det, kunne de udføre et vældigt arbejde.“
Også i det hospital der var blevet oprettet i lejren blev der arbejdet hårdt og vist god disciplin. Her arbejdede vidnernes lægehold sammen med tre sygepassere fra den zambiske regering for at pleje de syge. Man lagde mærke til at Jehovas vidner i lejren var forholdsvis stærke og raske, selv om de fleste af dem var tynde, fordi de havde tilbragt mange dage i bush’en uden mad før de nåede Sinda Misale.
Intet kompromis trods lidelser
I Sinda Misale-lejren blev der aflagt mange beretninger om de lidelser som embedsmænd, ungpionerer og politibetjente i Malawis Kongresparti har udsat både voksne Jehovas vidner og deres børn for.
Den 28. september 1975 blev seks mandlige og kvindelige Jehovas vidner for eksempel ført til Chimutu-afdelingen af Malawis Kongresparti i Lilongwe-området. De fik påbud om at købe partikort, men nægtede det alle. Derpå blev disse vidner bundet med reb og skånselsløst pryglet.
I Mkochi-landsbyen blev et ældre kvindeligt vidne meget brutalt slået af ungpionerer fordi hun ikke ville købe et politisk partikort. En af hendes tænder blev slået ud mens hun blev pryglet, og hun blev efterladt bevidstløs.
Et andet ældre Jehovas vidne fra Mambala-landsbyen berettede at da hun den 26. august sammen med sin gravide datter vendte hjem fra Moçambique, krævede partimedlemmer at de skulle købe de politiske kort. Da de opdagede at de to kvinder ikke ville købe dem blev de jaget ud af landsbyen. Det ældre Jehovas vidne og hendes gravide datter måtte derefter sove uden for landsbyen under et træ.
Et par dage senere kom det tidspunkt da datteren skulle føde sit barn. Moderen bad landsbyens beboere om hun måtte få lov at tage sin datter ind i et af husene så hun kunne føde barnet der. Alle beboerne sagde nej til hende. Lederen for landsbyen gjorde nar af hende og sagde: „Bed din Gud Jehova om at sende dig en stige så du kan tage din datter op til himmelen, for at hun kan føde sit barn der.“
Den unge kvinde fødte sit barn under træet mens landsbyens beboere stod rundt omkring og så til. Straks efter at fødselen var overstået jog landsbyens leder sammen med sine folk den ældre moder bort, mens datteren og den nyfødte blev efterladt under træet.
Flygtningene i Sinda Misale-lejren fortalte mange lignende beretninger. Dog viste alle beretningerne at de der blev forfulgt var forblevet trofaste. Som én iagttager sagde: „De havde indtil nu ikke modtaget en eneste rapport om at nogen var gået på kompromis, til trods for de mange beretninger om brutal forfølgelse.“
Udholdenhed under vedvarende prøve
En at beretningerne kom fra fire mandlige Jehovas vidner der nylig var blevet løsladt fra et fængsel i Malawi. De og et andet Jehovas vidne var blevet holdt indespærret i et år og fem måneder, før de i juni 1974 blev stillet for retten. I al den tid blev de udsat for forskellige former for tortur i et forsøg på at få dem til at fornægte deres tro på Gud. De blev gentagne gange slået brutalt og udsat for langvarige forhør der blev ledet af embedsmænd. De blev opfordret til at opgive navnene på deres trosfæller, som for eksempel ansvarlige tilsynsmænd. De forblev imidlertid tavse og forrådte ikke deres brødre.
Så fik fængselsmyndighederne befaling til ikke at give de fem Jehovas vidner nogen mad i ni dage. De blev også låst inde i et mørkt rum og fik ikke lov at se solen eller lyset i nitten dage. Derpå blev de overflyttet til en anden celle som var meget snavset. En af mændene døde af denne mishandling, men han gik ikke på kompromis. De fire andre sagde at de bad indtrængende til Jehova og blev styrket til at udholde denne prøve.
Ved en lejlighed kom nogle embedsmænd til fængselscellerne med noget mad som Jehovas vidner skulle spise. Men de forlangte at disse først skulle bede højt før de spiste. Eftersom Jehovas vidner takker Gud før måltiderne, gjorde de hvad man forlangte. Straks efter bønnen blev de imidlertid beskyldt for at ’lede et ulovligt selskab’. Grunden var at den der havde bedt brugte de samme udtryk som Jehovas vidner bruger andre steder, blandt andet Guds navn Jehova.
I juni blev de stillet for retten og idømt meget hårdt arbejde. Men da fængselsmyndighederne så at disse vidner trofast udførte deres hårde arbejde, blev de sat til at føre tilsyn med andre fanger. Fængselsmyndighederne fik stor respekt for disse Jehovas vidner.
Disse fire Jehovas vidner fik også frihed til at tale med andre fanger om Bibelen. Og fængselsafdelingen sørgede for at gruppen fik nitten bibler på sproget cinyanja. Den tilsynsførende sagde til Jehovas vidner: „Vi ønsker at I skal benytte disse bibler til at undervise de forbrydere der er her i fængselet, så de også kan blive gode mennesker ligesom I selv.“ Snart blev der påbegyndt otte bibelstudier, et med en fangevogter!
I begyndelsen af oktober 1975 blev de fire Jehovas vidner omsider løsladt fra fængselet. De drog til Zambia, til Sinda Misale-lejren, hvor de berettede om deres oplevelser. Under alle deres prøvelser havde de følt at Jehova gav dem styrke og kraft.
De står fast trods yderligere forfølgelse
Sidst i oktober sørgede regeringen i Malawi for at disse tusinder af vidner i lejren i Zambia blev sendt tilbage til Malawi. Vidnerne stod således endnu en gang over for den sadistiske grusomhed som Malawis Kongresparti har udsat dem for.
Til trods for alt dette står Jehovas vidner — mænd, kvinder og selv små børn — i Malawi fast. De har besluttet at de aldrig vil svigte det de ved er ret, det de ved er Guds vilje. De vil ikke forråde Gud ved at svigte deres tro på ham.
I dag skrives der således i diktaturlandet Malawi endnu et betagende kapitel om tro. Det får sin plads sammen med beretningen om mange trofaste folk i fortiden som omtales i Bibelen i Hebræerbrevet, kapitel 11. Der siges det at mænd som Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og andre „ved tro nedkæmpede riger, øvede retfærdighed“. Der siges også at „andre mænd blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum“, det vil sige ved at gå på kompromis eller fornægte deres tro på Jehova Gud.
Dette samme kapitel i Hebræerbrevet beretter også: „Andre fik deres prøve i form af latterliggørelser og piskninger, ja mere end det, i form af lænker og fængsel. De blev stenet, de blev prøvet, de blev gennemsavet, de døde ved at blive myrdet med sværd, de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød, trængsel, mishandling; dem var verden ikke værd.“ — Hebr. 11:32-38.
I Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 1, kaldes disse trofaste mennesker for „så stor en sky af vidner“. Denne ’store sky af vidner’ indbefatter nu i sandhed de kristne i Malawi som lægger samme tro på Gud for dagen. Selv om nogle af dem måske dør, og mange andre bliver grusomt mishandlet, har de trofaste kristne i Malawi besluttet ikke at lade Satan Djævelen og hans håndlangere her på jorden nedbryde deres tro. Og de bliver trøstet med løftet om at selv om de dør på grund af deres integritet over for Gud, kan de „opnå en bedre opstandelse“, en der giver dem mulighed for evigt liv. — Hebr. 11:35.
Disse kristne forstår også at ligesom Jehova tidligere tillod at hans folk blev forfulgt, som for eksempel i Jobs tilfælde, sådan tillader han det også i dag, indtil hans tid til at gøre ende på Satans verden er inde. Og selv om det, ligesom i Jobs tilfælde, kan se ud som om prøven trækker i langdrag, har Jehovas vidner i Malawi ligesom Job tillid til at det endelige resultat vil blive fuldt ud tilfredsstillende, og at det vil mere end opveje en hvilken som helst skade de nu måtte lide på grund af brutal forfølgelse. — Job 1:9-12; 2:3-7; 42:12-17.
Gud vil nu snart eksekvere sin dom over denne sataniske tingenes ordning. Han vil befri jorden for ondskab og for onde mennesker for at bane vejen for de retfærdige „nye himle og en ny jord“ som han har lovet. (2 Pet. 3:13) Guds fjender og hans folks hårdnakkede modstandere vil „gå bort til evig afskærelse, men de retfærdige til evigt liv“. — Matt. 25:44-46.
Mens Jehovas vidner i Malawi udsættes for grusom forfølgelse udelukkende på grund af deres tro på Gud, har de således Guds urokkelige løfte om at de vil blive belønnet med muligheden for evigt liv i hans nye orden. Derfor kan de glæde sig, idet de véd at „den prøvede ægthed“ af deres tro „som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. — 1 Pet. 1:6, 7; Sl. 37:10, 11, 28, 29.