Brutal forfølgelse bryder løs igen

DET var ikke uden grund at Jehovas vidner tøvede med at vende tilbage til Malawi. Det forstår vi klart når vi erfarer hvad der skete med dem der blev ført tilbage.

Der ventede dem en ny bølge af terror. Forholdene var ikke blevet anderledes. Hadet mod dem fortsatte. Malawis regering havde ikke gjort noget for at bedre situationen.

Tilbage i Malawi

Da vidnerne ankom til Lilongwe lufthavn i Malawi, blev de der var kendt som ledende tilsynsmænd arresteret og sat i fængsel. Deriblandt var John Chiwele, der havde været leder af lejren Sinda Misale, og Lazarus Chirwa, hans assistent.

I lufthavnen talte embedsmænd fra Malawis regering til vidnerne. En af dem var Kumbweza Banda, minister for centralregionen. En anden var Qaniso Chibambo, minister for den nordlige region. Vidnerne fik at vide at de havde forladt Malawi af egen fri vilje, hvilket var usandt, og at de var vendt tilbage til Malawi af egen fri vilje, hvilket også var usandt.

Embedsmændene sagde derefter at de skulle tage tilbage til deres respektive landsbyer og købe partikort. Da et af vidnerne prøvede at sige noget til embedsmændene, fik han besked på at holde mund. Politibetjente og medlemmer af „Unge Pionerer“, kongrespartiets militante ungdomsgruppe, fik så ordre til at visitere dem alle. De konfiskerede bibler, bibelske bøger og blade, pas og alle andre dokumenter. Vidnerne fik så at vide at de skulle gå tilbage til deres landsbyer. De der boede meget langt borte, blev i lastvogne kørt til et sted i nærheden af deres hjem, og fik så at vide at de kunne gå resten af vejen.

Da de nåede til deres landsbyer, fik nogle få af dem et sted at sove fordi de kunne bo hos slægtninge. De fleste måtte imidlertid sove i det fri, nogle under træer, sammen med deres børn. Men det skulle snart vise sig at en værre skæbne ventede dem. Et eksempel herpå er omtalt i Londonbladet Sunday Telegraph for 14. januar, der refererede en radiotale som blev holdt af præsident Banda ved årets begyndelse. Vi læser:

„Banda sagde at Jehovas vidner . . . var blevet narret af deres egne til at tro at ’en som hed Harmagedon ville ødelægge Malawi den 15. november og ville bygge dem en ny by ved Lilongwe’.

Mens han talte blev mr. og mrs. Gorson Kamanga, midaldrende medlemmer af sekten som var blevet sendt tilbage til deres hjem i Nkhata Bay ved søen, klædt af til skindet og ført nøgne gennem gaderne fordi de endnu en gang havde nægtet at købe partikort.

Og i en landsby i nærheden af Lilongwe blev fem andre ’hjemvendte’ vidner grusomt pryglet af ’Unge Pionerer’, som brækkede armene og benene på dem. En mand fik slået nagler igennem hænderne. På Lilongwe Hospital blev de nægtet lægehjælp fordi de ikke havde nogen partikort.“

Enhver som er kendt med Jehovas vidners lære, er naturligvis klar over at de aldrig har troet eller fremholdt at Harmagedon er en person. De har heller aldrig fremholdt at Malawi ville blive ødelagt den 15. november, eller at der ville blive bygget en ny by til dem dér.

Men sådanne fjendtlige udtalelser fik forfølgelsen til at flamme op. De ’hjemvendte’ Jehovas vidner blev igen stillet over er spørgsmålet om partikort. Og da de nægtede at købe sådanne kort på grund af deres neutralitet i politiske anliggender, blev de udsat for grusomme overfald.

Øjenvidneberetninger

Beviserne på dette kommer ikke bare fra udenlandske aviser. De kommer også fra de Jehovas vidner der selv er blevet overfaldet. Mange af disse ’hjemvendte’ Jehovas vidner som igen blev udsat for en bølge af terror, er blevet interviewet.

Øjenvidneberetningerne viser at da flygtningene kom tilbage til deres respektive landsbyer, forlangte høvdinge, landsbyoverhoveder, fremtrædende partimedlemmer samt regeringsembedsmænd at de skulle købe partikort. Følgende eksempler er typiske:

Et af Jehovas vidner, Gilbert July fra landsbyen Chimongo, beretter: „Den 3. januar 1973 blev der holdt et møde for alle landsbyoverhoveder i Mchinji-distriktet, ledet af mr. Cheuche, der er parlamentsmedlem fra Mchinji-regionen. Ved dette møde blev det besluttet at der ikke skulle vises Jehovas vidner fra Sinda Misale nogen barmhjertighed hvis de stadig nægtede at købe partikort. Efter mødet blev de brødre og søstre fra Kandama-menigheden der boede i landsbyen Chimongo (hvis høvding hedder Duwa) alle jaget bort fra deres landsby fordi de nægtede at købe partikort. Brødrene og søstrene flygtede ind i bush’en.“

Et andet Jehovas vidne, Rightwell Moses fra landsbyen Kachijere, hvis høvding hedder Mbelwa, fortæller at så snart vidnerne var vendt tilbage til landsbyen, blev de grusomt pryglet af de unge fordi de nægtede at købe partikort. Hastings Mzamo, den præsiderende tilsynsmand i den lokale menighed, blev slået så slemt at hans hørelse har taget skade.

Rigthwell Moses føjer disse detaljer til: „To dage efter at vi var vendt hjem, kom parlamentsmedlem Mahara Banda til landsbyen og gjorde under et møde opmærksom på at ingen som manglede partikort, skulle have lov at blive boende i landsbyen. Den 1. januar 1973 havde Mahara Banda derpå to unge med sig i sin bil. Deres efternavne er Jere og Tembo. Han parkerede bilen uden for landsbyen og ventede dér mens de unge gik ind i landsbyen. Da de unge kom ind i landsbyen, henvendte de sig til min datter Joicy og til søster Oliva og forlangte at se deres partikort. Søstrene kunne naturligvis ikke fremvise nogen kort, og de unge begyndte derfor at slå dem med knytnæver. De rev tøjet af dem og begyndte at slå dem med stokke mens de var nøgne. De fik også fat i brødrene og begyndte at prygle dem. Da de blev trætte gik de tilbage til bilen, mens de råbte at de ville komme tilbage og prygle brødrene og søstrene igen. Så snart de var borte, flygtede brødrene og søstrene fra landsbyen ind i bush’en og forlod Malawi.“

Et kvindeligt Jehovas vidne, Likeness Kamanga, blev sendt tilbage til sin landsby, Vithando, hvis høvding hedder Chindi. Hun beretter følgende: „Da vi ankom til vores landsby blev vi indbudt til et møde i Bulale. Ved mødet talte Adamson Dindi, der er distriktsformand for Malawis kongresparti. Det var den 4. januar 1973. Jeg overværede mødet sammen med elleve andre Jehovas vidner. Vi fik alle besked på at købe partikort. Men vi forklarede at vi ikke ville købe nogen. Adamson Dindi og de andre blev da så rasende at de gav os ordre til at forlade Malawi straks, lige på stedet. Vi fik ikke lov til at tage noget med os. Vi flygtede alle ind i bush’en i små grupper. Dagen efter, mens jeg var på flugt, fik jeg af mine slægtninge at vide at et af de Jehovas vidner der havde været til mødet sammen med os dagen før, var blevet dræbt.“

Geleson Esaya, et Jehovas vidne fra landsbyen Mwelekela, fortæller: „Den 2. januar 1973 blev vi indbudt til et møde som skulle holdes i landsbyen Mwelekela. Det skulle ledes af Lombwa, som er overhoved i landsbyen. Vi var i alt tyve Jehovas vidner. Ved mødet fik vi ordre til at købe medlemskort til Malawis kongresparti, ellers skulle vi dø. Vi forklarede at vi ikke ville købe noget kort. Så gav han os ordre til at forlade landsbyen øjeblikkelig. Venligt, men bestemt, forklarede vi at vi ønskede et brev fra ham hvori han forklarede hvorfor vi blev bortvist fra landsbyen. Det nægtede han os. Så besluttede vi at gå til politistationen i Mchinji. Men i stedet for at høre på os, gav den vagthavende betjent os ordre til at vende tilbage til landsbyen. Vi havde derfor ikke noget andet valg end at forlade Malawi.“

Snesevis af andre øjenvidneberetninger fortæller om den samme brutale behandling. Hvert eneste af de over hundrede Jehovas vidner der er blevet interviewet, har bekræftet at regeringen ikke havde gjort noget som helst for at standse forfølgelsen. De udtrykte alle frygt for at situationen ville blive værre. Som følge heraf er mange af dem endnu en gang flygtet ind i bush’en, og bort fra Malawi.

Flygtningene i Mozambique

Allerede da forfølgelsen blussede op i 1972, var der tusinder af Jehovas vidner der flygtede til nabolandet Mozambique. Nogle af dem der for nylig er ’vendt hjem’ og derpå er blevet tvunget til at flygte igen, er nu også taget dertil.

Hvordan er situationen i øjeblikket for de Jehovas vidner der er flygtet til Mozambique? Den er også vanskelig, men det ser ikke ud til at de bliver forfulgt. Livsbetingelserne er vanskelige og arbejdsdagen er meget lang og anstrengende, men myndighederne i Mozambique har ikke mishandlet vidnerne.

De har fået lov at opholde sig i visse områder i nærheden af grænsen, hvor de har fået noget jord. De har fået besked på at rydde arealerne og dyrke afgrøder. På denne måde vil de kunne forsyne sig selv med mad. Jehovas vidner andre steder har forsøgt at sende forsyninger til disse områder, men myndighederne har afslået tilbudet og sagt at de selv vil tage sig af situationen.

De portugisiske myndigheder har også venligt givet flygtningene yderligere 100 hektarer land hvor de kunne indrette en lejr i nærheden af Fort Mlangeni. Det har gjort et stort indtryk på myndighederne at vidnerne straks gik i gang med arbejdet og organiserede lejren effektivt. De har indrettet toiletter til mænd, kvinder og børn. De har bygget deres eget hospital, hvor jordemødre har taget sig af børnefødsler — og indtil den 15. december var der blevet født 78 børn! På det tidspunkt oplystes det at der var 7670 Jehovas vidner dér.

I sidste halvdel af december havde en af Jehovas vidners områdetilsynsmænd lejlighed til at besøge nogle af disse områder. Han beretter om det slidsomme arbejde de udfører, men også at de ikke bliver forfulgt. Han nævner at vidnerne har lov at holde deres kristne møder og studere Bibelen.

Ved udløbet af december døbte Jehovas vidner endda 217 mennesker i flygtningelejrene i Mozambique. Det viser at nogle af dem der er flygtet, har været udøbte interesserede.

Respektable mennesker chokerede

Forfølgelsen af Jehovas vidner i Malawi har chokeret og rystet respektable mennesker i hele verden. Og det har i høj grad skadet Malawis omdømme.

Mange som ikke er Jehovas vidner har givet udtryk for deres medfølelse. De siger at de kender Jehovas vidner som hæderlige, lovlydige mennesker der virkelig elsker Gud. Et førende engelsk blad, The Guardian, har offentliggjort en sådan kommentar fra en læser på Bahamaøerne. Kommentaren var stilet til bladets redaktør som en reaktion på en tidligere artikel i bladet om den brutale forfølgelse af Jehovas vidner. Læseren skrev:

„Artiklen ’Jehovas vidner dræbt’ kaldte mange tårer frem i mine øjne da jeg læste den. Jeg kender disse mennesker, og enhver anden der kender dem, véd ligesom jeg at ingen Jehovas vidner noget sted i verden fortjener en sådan behandling. . . .

Kan man ikke sige at de elsker Gud over alt andet på jorden? Når en mand brutalt bliver pryglet ihjel fordi han nægter at slutte sig til en bande for at dræbe andre mennesker, hvilket strider direkte imod Guds ord, fortæller dette os så ikke straks noget om denne mand?

Han tror på sin Gud, elsker ham og stoler på ham. Det ville ganske givet have været lettere for ham at slutte sig til dem og bevare livet, men det ville have gjort den lære han fremholder til genstand for spot, og ville derfor stride mod en sand kristens tro. . . .

Med andre ord: det var en ære for dem at dø for den Gud de så villigt elskede. . . .

De passer omhyggeligt på ikke at bryde lovene i det land de lever i, men husk at de heller aldrig vil bryde deres Guds love.

Jeg er ikke et Jehovas vidne, men jeg har betragtet dem meget nøje, og det er min opfattelse at de hører til de pæneste mennesker jeg nogen sinde har mødt. Man kan se på deres øjne at de elsker og tror på den Gud de så tålmodigt og energisk forsøger at lære andre om.“

Og i det amerikanske blad The Christian Century kunne man læse:

„Selv om Jehovas vidner på mange kristne virker noget geskæftige, bør det at de hårdnakket nægter at fire på deres tro trods vold og forfølgelse, i det mindste aftvinge os alle en vis beundring. I vore dage hvor nationalismen breder sig voldsomt, er Jehovas vidner en af de få grupper der stadig vidner om det kristne synspunkt at man skal adlyde Gud før mennesker. Og i De forenede Stater, der fremtræder i en forvirret, halvreligiøs tilstand, er det forfriskende at vi har Jehovas vidner til at minde os om hvem vi først og fremmest skylder troskab.“