Filippinerne i en nøddeskal

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE

SOM en perlekæde der er kastet i havet strækker Filippinerne sig over 1850 kilometer fra nord til syd og danner derved, med sin perlerække af øer, en grænse mellem Stillehavet og Det sydkinesiske Hav. Ingen ved nøjagtig hvor mange øer der er — de aktive vulkaner får hele tiden nye øer til at dukke op, mens andre opsluges af havets vældige bølger — så man siger simpelt hen at der er „over 7000“. Kun cirka 4000 af disse er beboede. Mange af de andre har ikke fået navn, eller er ikke engang blevet betrådt af mennesker.

På disse talløse tropeøer bor der fyrre millioner mennesker som taler over syvogfirs dialekter og tilhører ikke mindre end enogfirs forskellige folkegrupper! Amerikanere, spaniere, malajer, kinesere og arabere har alle haft markant indflydelse på dette mangfoldige og interessante folk.

Det er kun de færreste som har tid og råd til at tilbringe flere måneder med at lære et andet lands folk og kultur at kende. Men de der kan afse bare en eneste dag her på Filippinerne, kan godt få et hurtigt glimt af livet på hele øgruppen. Kun et stenkast fra Manilas internationale lufthavn ligger et areal på 35 hektar som kaldes Ang Nayong Pilipino — Filippinerne „i en nøddeskal“.

Her vil man finde en klynge på seks spændende „landsbyer“ fra Filippinernes hovedregioner: Den muhamedanske region, Visayan, Nord-Luzon, Bjergprovinsen, Bicol og Tagalog. Hver af landsbyerne skildrer arkitektur, landskab, kunst og håndværk særegent for en rigtig landsby i hver af de forskellige provinser.

Farverige transportmidler

Idet vi træder ind i parken bliver vi præsenteret for et udvalg af nogle typisk filippinske transportmidler — kalesa’en og jeepney’en. Kalesa’en er en farverig hestevogn som leder tanken hen på det spanske herredømme i det nittende århundrede. I de større byer er denne hestevogn ganske vist blevet stillet noget i skyggen af motorkøretøjerne, men benzinmangelen og de stigende priser har i den senere tid medført at flere og flere af disse hæderkronede kalesa’er er vendt tilbage til de trafikerede gader.

Denne gang vælger vi dog et nyere transportmiddel, jeepney’en. Jeepney’erne kom på mode efter den anden verdenskrig da der var mangel på offentlige transportmidler samtidig med at der var overskud af jeeps fra den amerikanske hær. Opfindsomme filippinere fandt på at hvis man forlængede jeepen med to lange bagsæder havde man faktisk en firhjulet minibus som med lethed kunne forcere ikke alene de mest ujævne jordveje men også de bække der var svulmet op på grund af regnen. Der synes ikke at være nogen grænser for hvor mange passagerer den lille jeepney kan have med — både mennesker, dyr og grøntsager. Og ofte kører chaufføren med sand dødsforagt.

Disse hjemmelavede busser er malet i livlige farver og mønstre, så de er lette at få øje på, og hver af bussernes „personlighed“ er yderligere understreget af nogle lige så farverige skilte med tekster som „Din egen“, „Hjertenskær“ eller „Skattebasse“ på skærme, sider og kofangere. Indvendig kan man finde en bibelsk sentens på instrumentbrættet, for eksempel „Gør dig rede til at møde din Gud“. Dertil kommer et halvt dusin skinnende, forkromede spejle og båthorn — dér har du jeepney’en, en spændende blanding af noget praktisk, noget holdbart og noget folkeligt.

Tagalog og Ilocos

Med vores jeepney her i Ang Nayong Pilipino suser vi først hen til den afdeling af parken der skal skildre Tagalog-regionen på den centrale og sydlige del af øen Luzon — Filippinernes kornkammer. I dette flade og frugtbare land med gode vandingsforhold kan man høste tre store afgrøder af ris på et godt år.

Idet vi klatrer ud af jeepney’en fanges vores opmærksomhed straks af nogle maleriske stråtækte huse som er bygget på stylter så de står seks fod over jorden. Den megen regn er kun af det gode når man skal dyrke ris; til gengæld indtræffer der tit oversvømmelse; men når husene er hævet over jorden kan man stadig leve tørt og godt. Vægge og gulve er af tremmer, og der er store vinduer, så luftcirkulationen er god, skønt der måske ikke er så gode muligheder for at skjule sig for naboernes blikke.

Vi klatrer op ad en stige og går ind i en af disse bondehytter. Gulvet giver efter under os for hvert skridt vi tager. Efter nogle få nervøse øjeblikke bliver vi dog klar over at bambusgulvet nok skal holde. Inde i hytten finde vi at risbønderne gør god brug af den tid de har mellem de tre årlige sæsoner hvor de udplanter og høster risen. Her er udstillet nogle smukke, lette piña-stoffer som er lavet af dele af ananasplanten, og jusi-stoffer af bananfibre, flotte broderier, keramiksager, og læderarbejde lavet af huder af vandbøffel (carabao). Der er smukke borde og kister af en lokal træsort kaldet narra (filippinsk mahogni), nydeligt indlagt med carabao-ben. Den slags håndarbejde bruges ofte som udsmykning i dyre møbelforretninger forskellige steder i verden. Denne hjemmeindustri, eller „hytteindustri“ som den kaldes, er blevet så udbredt at det nu er en af de vigtigste industrier på Filippinerne.

Idet vi passerer en lille dam med pludrende ænder kommer vi til at tænke på den vigtigste næringsvej i byen Pateros på Rizal, nemlig balut. Balut er andeæg som lægges til rugning i et par uger og derefter koges lige før udklækningen. På gaderne er der sælgere som skaffer sig en glimrende indtægt ved at sælge balut til sultne forbipasserende som med stort behag spiser hele ællingen i én mundfuld, med fjer og det hele. For de fleste filippinere er balut en sand lækkerbisken, men der er ikke ret mange fremmede som vænner sig til denne spise.

Idet vi bevæger os hen imod Ilocos-afdelingen, passerer vi nogle af de mere end 300 filippinske arter af bananer og den nært beslægtede abacaplante, hvoraf den verdensberømte manilahamp produceres. De arbejdsomme og driftige ilocano-folk fra den smalle dal lige nord for Manila holder sig stadig til den solide og lidt pompøse bygningsform fra den spanske tid. Det store hus vi ser her i Nayon er sten for sten blevet overført hertil fra det sted på Ilocos-egnen hvor det kommer fra.

Bicol-regionen

Denne afdeling domineres af en skalamodel af den 2438 meter høje Mayon-vulkan, ligesom selve vulkanen dominerer Bicol-landet. Mayon siges at være den af alle verdens vulkaner der har den mest fuldkomne kegleform. I 1814 havde den et udbrud så kraftigt at en hel by, Cagsawa, blev begravet under et 6 meter tykt lag sten og lava; flere andre byer blev udslettet, og tusinder af mennesker mistede livet. Spidsen af et enligt kirketårn rager op af den størknede lava som et tavst minde om katastrofen. „Vulkanen er stadig aktiv,“ får vi at vide. Den havde sit sidste udbrud i 1968, og som mange af de øvrige halvtreds vulkaner på Filippinerne stiger der stadig damp op af den.

I det stormomsuste tyfonbælte er de hylende vinde blevet en så almindelig del af livet at Bicol-folkene i spøg siger at en storm ikke kan kaldes en tyfon før den kan løfte en halv kokosnød op og føre den med sig „på ryggen“. Det er vinden man frygter, mere end oversvømmelserne, så husene må stå fast forankret i jorden for at kunne holde stand mod tyfoner med en vindhastighed på 200 kilometer i timen. Uvejr af den slags vil altid ødelægge alle huse undtagen de mest solide, men de godmodige filippinere indsamler bare nogle forhåndenværende byggematerialer og begynder forfra igen.

Idet vi fortsætter vor tur føler vi os næsten hensat til en af Bicol-landets smukke plantager, omgivet af de tropiske træers konge, kokospalmen. For en filippinerfamilie er kokospalmen mere værd end penge, den er et sandt overflødighedshorn af varer. Strengene fra palmens blade kan bruges som fejekost; stammen kan være en god og holdbar bro eller pæl, og den kan blive til et billigt vandrør; rødderne er en god og rigelig brændselskilde. Og de filippinske husmødre kan få deres polerede gulve til at skinne ved at tage en dusk fra toppen af en kokosnød under den ene fod og pudse gulvet med den! Kokosnøddeskallerne kan bruges til utallige ting — køkkenredskaber, guitarer, udskårne smykker, trækul og tandhjul. Af frugtens indhold fremstilles der smør, sæbe og olie.

Mange landmænd følger den skik at plante seks kokospalmer når der fødes et barn i familien. Ved den tid barnet begynder at gå i skole, begynder træerne at bære frugt, og på den måde er de med til at betale udgifterne til barnets skolegang. Når træerne vokser til og bærer flere frugter, har den unge mand eller kvinde en vis sum at begynde på.

Visayan-regionen

I hjertet af dette ørige ligger de kønne Visayan-øer, som nyder velstanden fra den voksende sukkerindustri. Femoghalvfjerds procent af alt sukker der dyrkes på Filippinerne, kommer herfra og især fra øen Negros. Her er der huse i spansk stil med balkoner og gitre, som giver den besøgende et indtryk af hvordan her så ud for år tilbage.

Den tættest befolkede ø, Cebu, har en livlig historisk fortid. I 1521 satte den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan for første gang foden på den nærliggende ø Homonhon. Han fik en hjertelig modtagelse, men efterhånden som han lod de indfødte føle sit skatteåg kølnedes deres gæstfrihed noget. I et slag mellem kong Lapu-Lapu, høvdingen på Cebu, og Magellans hær mistede Magellan livet.

De spanske nybyggere på Cebu rejste senere et stort kors til minde om at Magellan havde bragt den vestlige verdens religion til Filippinerne. Senere fik overtroiske mennesker den tanke at korset havde helbredende kraft. Man måtte ligefrem lukke korset inde for at det ikke skulle blive ødelagt af religiøse fanatikere som ville have et stykke af det „undergørende“ kors. Den dag i dag er der folk som tror på kraften i dette kors; de betaler professionelle dansere for at tænde vokslys og opføre danse foran kapellet hvor korset opbevares. En kopi af dette berømte symbol for Visayan-regionen forevises her i Nayong Pilipino.

Den muhamedanske region

Idet vi får øje på den spændende landsby der ligger forude, glemmer vi helt vore trætte fødder og fortsætter ad stien der snor sig hen mod landsbyen. I stærk modsætning til husene i de andre regioner, som er mindre farverige, er denne landsby præget af liv og farver. Husene er dekoreret med udskårne træornamenter i livlige farver — nogle af dem står på stylter helt ude ved vandkanten — og i midten ligger en hvid moské med fem røde minareter. Ifølge den muhamedanske opfattelse repræsenterer den midterste minaret guden Allah, og de mindre minareter i hjørnerne repræsenterer hans fire hjælpere. Inde i den moské som står i midten af alle landsbyer, er der en stor, rund gongong af bronze som man på bestemte tidspunkter hver dag lader lyde, hvorefter alle i landsbyen vender hovedet mod moskeen og beder.

Allerede mange år før spanierne kom til Filippinerne, var arabiske missionærer kommet til øerne Mindanao, Palawan og Sulu, hvor de havde omvendt mange til islam. I dag udgør disse mennesker ganske vist kun cirka 4 procent af Filippinernes befolkning, men deres skikke er sandelig et farverigt indslag i folkelivet. Mændene er let genkendelige med deres små fløjlshuer eller turbaner, kaldet kopia, og kvindernes lange vide bukser, eller kantio, er stærkt iøjnefaldende blandt de sager der er udstillet her.

Nogle af muhamedanerne tilbringer hele deres liv på vandet, enten med at fiske eller dykke efter perler; de bor i huse der er bygget på stylter over vandet. Selv deres indkøb foretager de dér, nemlig fra banca’er eller både der med jævne mellemrum sejler rundt og sælger. Husene er indbyrdes forbundet ved hjælp af tatayas, eller plankebroer, så man let kan komme på visit fra det ene hus til det andet.

Det er dog ikke alle landsbyerne på Mindanao der er bygget over vandet. Mange huse er bygget oppe på det tørre land, som for eksempel de udskårne huse her i Nayon. Muhamedanerne hævder at de mange fantasifulde udskæringer langs tagskægget holder „onde ånder“ borte. Men hvad med de andre farverige træudskæringer der rager frem på siden af huset, som store sommerfuglevinger? Disse såkaldte olir skal tilkendegive den overordnede stilling som indtages af byens Datu, den muhamedanske hersker, som bor her sammen med sine sønner eller „sultaner“. De to mindre huse i nærheden bebos af Datu’ens hustruer. Ifølge muhamedanernes tro har en Datu ret til at have fire hustruer plus fire medhustruer, hvis han har råd til det. De otte hustruer skal leve sammen i det der kaldes „venlig konkurrence“.

Også muhamedanernes gravpladser er der noget særligt ved. På hver af gravene er der anbragt en eller anden genstand som symboliserer noget fra den dødes liv. På en fiskers grav kan der for eksempel være en båd. En kvindes grav er måske prydet med et spejl, som symbol på kvindelig forfængelighed!

Bjergprovinsen

Fra den store ø Mindanao mod syd rejser vi hele vejen op til Bjergprovinsen på den nordlige del af øen Luzon. Her i Nayong Pilipino er rejsen ikke længere end nogle få skridt. Højt oppe i bjergene i denne provins lever der en hårdfør folkegruppe som, på de stejle bjergskråninger og i en højst utropisk kølighed, har skabt et af verdens undere: de berømte Banaweristerrasser. For flere hundrede år siden blev de påbegyndt — ved hjælp af simple redskaber, hårdt arbejde og stor tålmodighed blev den ene risterrasse efter den anden anlagt på de næsten lodrette bjergskråninger, hver af dem vandet med et indviklet system af vandfald som løber fra den ene terrasse til den anden. Hvis disse faldende kanaler blev lagt i forlængelse af hinanden ville de være ti gange så lange som den store kinesiske mur, nemlig 22.530 kilometer, eller mere end halvvejs rundt om jorden!

De stråtækte huse fra denne egn er bygget på fire kraftige piller med en stor rund træblok øverst til at holde rotterne nede. Hvis man finder en stige der fører op til et af husene, betyder det at man gerne må komme på besøg, så følg bare med. Inde i huset er der et ildsted, her laves mad, og her sover familien. I de varme dagtimer tilbringes det meste af tiden nede under huset med at væve og udskære træ. Særlig populære er udskæringerne af carabao og af gammeldags krigermasker, som bringer mindelser om befolkningens fortid som hovedjægere.

Huset er ikke så stort, for børnene bor der ikke så længe. Halvvoksne drenge flyttes over til en slags sovesal for deres jævnaldrende, et hus der kaldes atos, og de unge piger til et lignende hus der kaldes ulog. Senere arrangeres der et prøveægteskab, men hvis parterne ikke kan enes, eller hvis de ikke får nogen børn, bliver ægteskabet ikke stadfæstet. Kun hvis det går godt bliver der indgået et formelt ægteskab.

Men nu er det blevet aften, og det er på tide at vi forlader Nayong Pilipino. Det vi har set er Filippinerne i en nøddeskal. Vi tænker igen på de mange forskellige og usædvanlige ting vi har set. Hvad enten det gælder det travle byliv i Manila eller livet hos stammerne i bjergprovinsen, kan man ikke undgå at føle den charme og tiltrækning der er ved livet på Filippinerne — enkelt men spændende som det er.

[Illustration på side 14]

Typisk hus fra Tagalog-regionen

[Illustration på side 16]

Huse fra bjergprovinsen