Jeg fødte hjemme

En kvinde fra U.S.A. fortæller hvorfor hun valgte at føde hjemme, og hvilke forberedelser hun traf til begivenheden.

HER i De forenede Stater hører man somme tider at et barn overrasker sine forældre og stik imod planen bliver født et andet sted end på hospitalet. Men man hører sjældent at forældre planlægger at fødselen skal ske andre steder end på hospitalet. Det gjorde vi imidlertid. Hvorfor?

Selv om det økonomiske også spillede en rolle i vores afgørelse, var det ikke fordi vi var så dårligt stillede at vi ikke havde råd til at betale for hospitalsbehandlingen.a Det var heller ikke en overilet beslutning vi traf i uvidenhed om de farer det kunne indebære for moder og barn, blandt andet som følge af mulige komplikationer under fødselen.

Vi traf vores beslutning på grundlag af det vi syntes var et ligevægtigt syn på alle de faktorer der var forbundet med fødselen — først og fremmest risikoen ved en fødsel, som vi ikke mener er nær så stor som de fleste mennesker tror, og dernæst værdien af hospitalsbehandling, som vi mener i mange tilfælde ikke er nær så stor som mange mennesker tror.

Hospitalsbehandling

Som ung pige troede jeg, sådan som de fleste, at et hospital var et sted hvor de syge får en omhyggelig pleje af højt kvalificeret personale. Da jeg var nitten år blev jeg ansat som sygehjælper ved et mindre kommunehospital i det sydlige Californien.

Moderne hospitaler har virkelig et vidunderligt udstyr og dygtige medarbejdere til rådighed så de kan hjælpe patienter i nødsituationer. Men jeg var forbavset over at se hvor stor en del af den pleje man får og betaler for som ikke kræver særlige fagkundskaber. Jeg følte at mange patienter kunne have fået den samme pleje derhjemme, med større kærlighed og for færre penge.

Jeg husker at jeg den første dag jeg arbejdede på hospitalet skulle være på fødeafdelingen. Jeg blev ført hen til en kvinde der havde fødselsveer, og hendes tilstand blev forklaret for mig uden så meget som et „goddag“ til patienten. Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Her, ved en af de vigtigste begivenheder i hendes liv, er denne kvinde ikke andet end et „tilfælde“ som man drøfter ganske upersonligt.’ Jeg præsenterede mig og fandt ud af at patienten var en meget sød dame som, på trods af sit fysiske ubehag, var meget rolig.

Jeg spurgte hende hvor mange børn hun havde. Hun skulle snart føde nummer syv. Hun stillede mig det samme spørgsmål. Jeg fortalte hende at jeg var ugift. Hun klappede mig på hånden og smilede som om hun ville sige: „Bare rolig; jeg skal nok få Dem godt igennem dette her.“

Efter et stykke tid sagde hun at hun var klar til at føde og bad mig om at ringe til sygeplejersken. Det gjorde jeg, men sygeplejersken sagde til mig at lægen havde kontrolleret udvidningen (hvor meget livmodermunden havde åbnet sig), og at den ikke var tilstrækkelig stor til at fødselen kunne begynde endnu. Så jeg, der var teenager og jomfru, lagde røret på og sagde til hende at hun altså ikke skulle have sit barn endnu. Imidlertid stak barn nummer syv hovedet frem et minut senere. Lægen ankom ikke før fødselen var næsten overstået. Og jeg må indrømme at dette også skete i andre tilfælde som jeg senere overværede.

Fødselslægernes væremåde

Jeg var ofte irriteret over den uforskammede hovmodighed som visse af de fødselslæger jeg kom på nært hold af på fødestuen, lagde for dagen. De viste ingen venlighed eller blot almindelig høflighed og talte sjældent til mødrene under fødselen, og da kun på en studs måde: „Pres.“ „Benene op.“ „Hvem er læge her, De eller jeg?“, „Gør De som jeg siger, eller skal jeg gå?“

Det er naturligvis ikke alle læger der af naturen er så ufølsomme og studse; mange er medfølende. Jeg er klar over at nogle er overanstrengte, og dette er uden tvivl en medvirkende årsag til deres utålmodighed. Men ikke desto mindre gør det mig ondt at se hvordan de undlader at tage hensyn til patienternes ønsker som for eksempel da en kvinde bad om ikke at få lattergas, fordi det ved tidligere fødsler havde givet hende kvalme. Men hendes ønske blev ignoreret uden forklaring eller undskyldning.

Jeg blev senere chokeret over at læse at en af farerne ved en fødsel netop består i at moderen, der ligger på ryggen og er i en sløvhedstilstand som følge af de bedøvende midler, kan blive kvalt i sit eget opkast, og at lattergassen kan være en medvirkende årsag hertil. Og til trods for at mange lægelige autoriteter mener at det er farligt at bruge for mange medicinske præparater, giver man ofte rutinemæssigt mødrene smertestillende midler for at mindske deres ubehag. Jeg læste også at disse bedøvende stoffer gennem moderkagen når frem til barnet, hvor de samler sig i leveren og hjernen. Hvert femogtredivte spædbarn i Amerika er alvorligt retarderet, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor mange af disse hjerneskader der skyldes lægernes overdrevne brug af bedøvende midler og unaturlige fremgangsmåder, som for eksempel kunstig igangsættelse af fødselen.

Jeg oplevede kun ét dødsfald i forbindelse med en fødsel på dette hospital. Årsagen var bloduforligelighed med den transfusion moderen havde fået. Jeg lagde mærke til at der, på trods af de velkendte risici der er ved blodtransfusioner, var mange fødselslæger som næsten rutinemæssigt foreskrev en blodtransfusion efter fødselen. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om denne kvinde mon ikke havde været i live i dag hvis hun havde været for fattig til at føde sit barn på hospitalet.

Jeg tvivler ikke på at man virkelig redder nogle menneskeliv på fødestuerne. Men hvor mange? Og hvor stort er antallet i forhold til de menneskeliv der går tabt? I 1972 var der femten andre lande i verden der havde lavere børnedødelighed end De forenede Stater. I 1965 blev omkring 69 procent af de børn der blev født i Holland, født hjemme, og dog var børnedødeligheden kun 14,4 pr. 1000 fødsler. Men i U.S.A., hvor over 97 procent af fødslerne foregik på hospitaler, var børnedødeligheden 24,7 pr. 1000 fødsler!

Stigende priser — en af følgerne?

Min moder var den første kvinde i vores slægt der fødte på et hospital. Nu synes de fleste at have glemt at børn nogen sinde er blevet født andre steder. Og efterhånden som afhængigheden af hospitalerne er vokset, er priserne det også.

Da jeg blev født for toogtredive år siden i Los Angeles, betalte min fader lægen 75 dollars, og hospitalet fik 75 dollars for et tidages ophold for min moder og mig. I dag må en familie i Californien regne med at betale fra 620 til 1500 dollars eller mere for en normal graviditet og fødsel!

Pasningen af den nyfødte

På det hospital hvor jeg arbejdede var det i alt væsentligt en sygehjælper der tog sig af børnene. Skønt hun var et intelligent og venligt menneske, var hun ikke mere specialuddannet i spædbørnspleje end mange forældre. Det at hun selv havde flere børn var grunden til at man syntes hun var kvalificeret til dette arbejde.

Men hvis det gjorde hende egnet til at tage sig af nyfødte, hvorfor kvalificerer det så ikke forældre, bedsteforældre, tanter og onkler til at tage sig af spædbørn der bliver født i deres egen familie? Hvem tror De vil undersøge, kysse, holde om, lugte til og se mest på barnet — den henrykte familie, eller en sygehjælper der har mange spædbørn i sin varetægt?

Som et aktuelt eksempel kan jeg nævne hvad en familie i vores hjemby var ude for. Moderen tog sin nyfødte med hjem efter det sædvanlige hospitalsophold. Den anden dag hjemme blev moderen bekymret. Barnet havde ikke haft afføring. Den lille blev taget med til lægen for at blive undersøgt. Han fandt ud af at hun havde en medfødt abnormitet. Hun kunne umuligt have haft afføring en eneste gang siden fødselen, og dog var dette gået upåagtet hen under de fire dages hospitalsophold. Tror De ikke at moderen snarere ville have lagt mærke til en sådan ting hvis hun fra begyndelsen havde taget sig af sin nyfødte derhjemme?

Der er også mange læger som indrømmer at hospitalsrutinen ikke gør det let for mødrene at komme ind i en god rytme med at amme deres barn. Brystet har brug for ofte at blive stimuleret af et suttende barn for at kunne producere mælk nok, men på mange hospitaler råder man moderen fra at give bryst, og somme tider får hun ikke engang lov til at amme sit barn de første atten timer efter fødselen. Selv efter at barnet endelig bliver givet til moderen, er det ofte kun for en kort tid og med nøje afpassede mellemrum.b

Der var derfor flere grunde til at min mand og jeg besluttede at vort tredje barn skulle fødes hjemme. Vi er klar over at nogle måske har haft andre erfaringer, og derfor ikke vil være enige med os i vores beslutning. Men vores hensigt er heller ikke at anbefale andre at føde hjemme, især ikke kvinder der venter deres første barn, eftersom dette som regel er en vanskeligere fødsel. Imidlertid syntes vi, efter omhyggeligt at have overvejet sagen, at fordelene ved en hjemmefødsel i hvert fald for vort vedkommende rigeligt opvejede ulemperne. Vi gik derfor i gang med forberedelserne.

Forberedelserne

Jeg forstår fuldt ud hvor vigtigt det er at der vises en moder særlig opmærksomhed før fødselen. Der kan opstå komplikationer — kvindens bækken er måske for snævert til en normal fødsel, eller der kan ske en sædefødsel, hvor barnet ikke fødes som normalt med hovedet først, eller det kan være at kvinden venter mere end ét barn. Før i tiden førte sådanne ting ofte til dødsfald, men moderne videnskabelige metoder redder nu mange af disse børn. Jeg gik derfor til undersøgelse hos en læge før fødselen, og alt tydede på at det ville blive en normal fødsel.

Jeg ville gerne have en professionel jordemoder til at forløse mig. Men i Californien er det ikke lovligt at være jordemoder af profession. Kun en læge må tage betaling for den hjælp han yder. Men de myndigheder jeg drøftede sagen med, deriblandt en af den offentlige anklagers medarbejdere, sagde at en kvinde må få hvem hun vil til at hjælpe sig når vedkommende blot ikke får noget honorar. Jeg ordnede det derfor sådan at en af mine veninder skulle fungere som „jordemoder“.

Jeg må sige at jeg ofte bliver forbavset over hvor lidt kendskab mange kvinder har til hvordan en fødsel skrider frem, blandt andet de der har født under stærk indflydelse af beroligende midler. De spørger: „Hvem fik barnet til at trække vejret?“ „Måtte I give ham hjertemassage?“ „Hvordan vidste du hvad du skulle gøre?“ „Var du ikke bange for at komme til at begå en alvorlig fejl?“ „Hvad står navlestrengen i forbindelse med?“ „Hvordan skal den underbindes og skæres over?“ „Hvilket udstyr har man brug for når man skal føde hjemme?“

I vore dage hvor folk ændrer indstilling til så mange af de institutioner man længe har taget for givet, ville det måske være godt hvis gifte kvinder i den fødedygtige alder indhentede nogle oplysninger om emnet fødsel. Det ville måske være godt at de tænkte over hvad de ville gøre hvis de skulle komme ud for at føde et andet sted end på hospitalet, enten fordi de selv har valgt det eller som følge af uventede omstændigheder.

Hvad har man brug for når man skal føde hjemme? Først og fremmest et rent sted hvor man kan sidde på hug, eller ligge ned hvis man foretrækker det. Så enkelt er det. Har man brug for særlig vejledning? Den store Livgiver har faktisk sørget for alle de vigtige detaljer og kun overladt det mest indlysende til moderens instinkt og intelligens. Under fødselsveerne og fødselen gør moderen det hendes krop tvinger hende til at gøre for at føde barnet, og det viser sig at være det rigtige.

For at gøre det hele lettere og mere hygiejnisk, gjorde jeg nogle enkle forberedelser. Vi planlagde at jeg skulle føde på min moders sybord. Jeg købte derfor et par store plasticdækkener i en farvehandel for at beskytte bordet mod fugt. Jeg vaskede også nogle gamle lagener og håndklæder. Da de var tørre lagde jeg dem i en brun papirsæk som jeg lukkede omhyggeligt, og bagte dem i flere timer i ovnen ved svag varme. Lagenerne skulle jeg sidde på hug på, og håndklæderne kunne vi bruge efter behov. De frygtelige infektioner mødrene somme tider pådrog sig før i tiden, opstod som regel ikke hos mødre der fødte hjemme, men skyldtes at hospitalspersonalet bragte smitten med sig når de tilså mødrene på hospitalerne.

Derefter købte jeg en øresprøjte af gummi så vi kunne fjerne slim fra barnets næse hvis det blev nødvendigt. Jeg kogte den i vand sammen med en saks til at klippe navlestrengen over med. Så lagde jeg begge dele i en plasticpose og lukkede den. I ovnen bagte jeg desuden en pakke hvid bændel som jeg havde købt i en trikotageforretning. Dette skulle bruges til at underbinde navlestrengen med. Jeg købte også en god forsyning af store hygiejnebind, og naturligvis pakkede jeg også noget tøj sammen til barnet.

Vi indså at det var godt at være forberedt på eventuelle komplikationer, og vi overvejede derfor hvad vi ville gøre i en nødsituation. Hvis fødselen ikke skred normalt frem ville vi tage på hospitalet. Det ligger ikke langt fra hvor mine forældre bor, og det er grunden til at vi valgte at lade fødselen foregå der. Jeg ville også tage på hospitalet hvis livmoderen efter fødselen ikke ville trække sig sammen. Den skal efter fødselen trække sig sammen i en hård knude for at standse eventuelle blødninger.

Hvis det skulle vise sig at barnet ved fødselen havde en tilstopning i svælget, ville vi rense den ud med en finger. Dette er ikke så vanskeligt; forældre må somme tider gøre det samme med større børn hvis noget sætter sig fast i deres svælg. Hvis barnet skulle være længe om at begynde at trække vejret, ville vi holde det med hovedet nedad eller give det kunstigt åndedræt ved hjælp af mund-til-mund-metoden. Dette er noget alle forældre bør være forberedt på at kunne gøre, for selv børn der er lidt ældre kan være ved at kvæles eller ved at drukne, eller de kan få elektrisk strøm igennem sig, og i alle disse situationer kan det være nødvendigt med kunstigt åndedræt.

Veerne begynder

Jeg begyndte at få fødselsveer en mandag aften. Det var en hjælp for mig at jeg i forvejen havde undersøgt hvad der egentlig sker under fødselens forskellige stadier. Den forklaring der var mig til størst hjælp beskrev livmoderen, eller moderskødet, som en gummiflaske hvis mund, eller åbning, holdes tæt lukket af nogle muskler der virker omtrent som en løbesnor. Når fødselsveerne begynder mærker kvinden at livmoderen periodisk trækker sig sammen, eller presser, med omtrent tyve til tredive minutters mellemrum. Sammentrækningerne varer cirka fyrre sekunder. Hvis hun lægger hånden på underlivet, kan hun mærke en hård knude som lidt efter lidt bliver blød igen efterhånden som sammentrækningen holder op. Denne knude er livmoderen, som er en stor muskel, hvori barnet ligger.

Efterhånden sker sammentrækningerne hyppigere og er kraftigere. Livmoderen presser indtil trykket tvinger de ringmuskler til at åbne sig som har holdt livmoderen lukket under hele svangerskabet. Denne gradvise udvidning af livmoderhalsen, som kan sammenlignes med flaskens åbning, kaldes „dilatation“, eller udvidningsperioden. Denne periode udgør fødselens første stadium. Alt dette er ikke underlagt viljens kontrol. Det sker uden moderens hjælp og uden at hun behøver at koncentrere sig om hvad der sker.

Til slut, hen mod afslutningen af fødselens første stadium, når livmodermunden er blevet helt udvidet, bliver sammentrækningerne så kraftige og hyppige at kvinden finder det vanskeligt at tænke på noget som helst andet. Jeg måler hvor fremskredet fødselen er, ikke ved sammentrækningernes tiltagende hyppighed, men ved min egen evne til at koncentrere mig. Når jeg ikke længere kan koncentrere mig om noget andet, så ved jeg at tiden er inde til at jeg koncentrerer mig om at føde barnet. Hermed begynder fødselens andet stadium.

Tidligt tirsdag morgen var jeg klar over at tiden nærmede sig da jeg skulle føde. Jeg overlod derfor børnene til deres tante, og min mand og jeg kørte hen til mine forældre.

Mens mine forældre og min mand sad rundt omkring i housecoat og hjemmesko, gik jeg frem og tilbage på gulvet. For mit vedkommende falder det mig mest naturligt at gå frem og tilbage når jeg har veer. Det er som om det hjælper kroppen i dens bestræbelser for at presse nedad. Det afleder også ens tanker lidt fra hvor dårligt man befinder sig. Det at synge højt hjalp mig også til at aflede tankerne fra ubehaget, og jeg opdagede også at det var en hjælp til at undgå at min vejrtrækning blev anspændt.

Under fødselens andet stadium begynder livmoderen, hvor livmodermunden nu er helt udvidet, at reagere som et kraftigt stempel. Den presser barnets hoved ned mod den snævre, hårde passage gennem bækkenet. Ja, veer er et passende udtryk. Uanset hvad „velmenende“ mennesker forsøger at foregøgle vordende mødre, så er det meget ubehageligt.

Sammentrækningerne er skånselsløse i deres bestræbelser for at presse barnet ind i og ud gennem fødselskanalen. Det er en forbløffende fornemmelse at mærke hvordan hovedet glider stadig længere ned gennem bækkenkanalen. Men man vinder ikke noget ved at forsøge at stritte imod. På hospitalet så jeg somme tider kvinder der gjorde sig helt stive og forsøgte at standse sammentrækningerne. De blev snart helt hysteriske af afmagt.

Efterhånden som hovedet glider længere frem i bækkenet, føler kvinden trang til at trykke eller presse nedad. Hun bør følge denne trang, selv om det i fødselsøjeblikket er klogt at holde op med at presse, eftersom en for hurtig fødsel kan føre til at der sker en bristning i mellemkødet. Instinktivt holdt jeg vejret et øjeblik da veerne var stærkest, og pressede som man gør når man skubber noget tungt, for eksempel en bil. Dette hjælper livmoderen og bevirker at smerten ved sammentrækningerne er meget lettere at holde ud.

Under disse hårde veer faldt det mig naturligt at holde op med at gå frem og tilbage, sætte fødderne langt fra hinanden, sætte mig ned i en slags hugsiddende stilling og derpå, ja, undskyld udtrykket, grynte. Dette lyder måske lidt primitivt i de snerpedes ører, men tiden er nu inde til at glemme barnlige meninger om hvordan en kvinde bør opføre sig. For når det kommer til stykket, hvad er da mere udpræget feminint end at føde?

Her i mine forældres stue ud til gaden gik jeg frem og tilbage på gulvet, sad på hug og „gryntede“. De kendte ansigter og deres stemmer og smil trøstede mig. Jeg syntes det var en god, naturlig atmosfære at modtage et nyt familiemedlem i.

Jeg føder

Da vandet gik (den hinde der indeholder fostervandet brister), vidste jeg fra tidligere fødsler at der kun var nogle få „grynt“ tilbage inden barnet kom. Jeg tog rene knæstrømper på, og min mand hjalp mig op på sybordet. Bordet var dækket med rene lagener.

Jeg besluttede mig til at sidde på hug på bordet i stedet for på gulvet, så de andre let kunne holde øje med mig og hjælpe mig. Instinktivt søger man hjælp og trøst mens fødselen står på, men der var faktisk ikke noget tidspunkt hvor jeg ikke kunne have klaret mig uden hjælp.

Da jeg skulle føde mine første to børn gik jeg frem og tilbage på gulvet så længe lægen gav mig lov, hvorefter jeg modstræbende lagde mig ned på fødesengen umiddelbart før fødselsøjeblikket. Jeg var glad for at jeg denne gang skulle føde i den stilling der var mest behagelig for mig, i stedet for i den stilling der passede lægen bedst. Jeg fødte halvt i stående og halvt i hugsiddende stilling. Jeg tror at det ville have været endnu bedre at sidde i en mere udpræget hugsiddende stilling, hvis jeg havde haft noget jeg kunne støtte mig til i sådan en stilling. Jeg kunne huske at de hebraiske kvinder, hjulpet af deres jordemødre, blev støttet af en slags fødestol, og jeg kan virkelig se fordelen ved en sådan støtte. — 2 Mos. 1:16-19, 1871-oversættelsen; NW.

Den veninde der havde lovet at fungere som jordemoder var endnu ikke kommet. Min moder og fader stod derfor bag mig på hver sin side af bordet og holdt hænderne frem for at tage imod deres tredje barnebarn — en dreng. Han begyndte at græde endnu før hans krop var helt forløst. Klokken var 4.15 om morgenen da jeg kiggede over skulderen for at se mit nye barn, Paul.

Navlestrengen der var forbundet med lille Pauls mave, var stadig i den anden ende fastgjort til moderkagen, som stadig var inde i livmoderen. Moderkagen er den vidunderlige indretning hvorigennem det ufødte barn trækker vejret, afgiver affaldsstoffer og udfører andre funktioner der er nødvendige for at leve. I adskillige minutter var navlestrengen sort og fuld af blod. Min moder blev ved med at holde Paul under min krop, og efterhånden løb blodet over i dets retmæssige lille ejer. Derpå klappede navlestrengen sammen som et stykke hvidt, livløst skind. Nu var tiden åbenbart inde til at klippe den over.

På dette tidspunkt var den veninde ankommet som vi oprindelig havde planlagt skulle være jordemoder, og hun underbandt navlestrengen to steder nogle centimeter fra Pauls krop, og klippede så mellem de to knuder. Det viste sig at der ikke var nogen fare for blødning hvad enten vi havde bundet knuderne eller ej. I løbet af få dage tørrede resten af navlestrengen ind og faldt af.

Behandlingen bagefter

Snart var far og bedstefar ved at give Paul hans første bad ude i køkkenet og rense ham med olivenolie. Han duftede snart som en italiensk delikatesseforretning. Vi havde købt en babyvægt til lejligheden. Et barn kan naturligvis overleve uden at blive vejet ved fødselen, men det letter anmeldelsen til myndighederne, eftersom mange stater optegner fødselsvægten. På nuværende tidspunkt var hele familien ude i køkkenet for at inspicere Paul, og jeg stod alene i systuen og ventede på fødselens sidste stadium.

Efter omkring femten minutter gled moderkagen ud — fødselens sidste stadium. Vi undersøgte den for at se om den så glat ud og ikke viste tegn på at være gået i stykker. Et stykke af moderkagen som bliver tilbage i livmoderen kan senere forårsage blødning. Vi lagde den i en plasticpose der blev smidt ud i affaldsspanden.

Jeg følte nu for første gang siden de hårde veer var begyndt, trang til at ligge ned. Min veninde, der havde erfaring i sådanne ting, undersøgte om jeg havde fået bristninger i mellemkødet. Jeg havde planlagt at tage hen på hospitalets ambulatorium og få syet et par sting hvis det havde været nødvendigt. Min moder og min veninde hjalp mig med at skifte til en ren natkjole og gav mig hygiejnebind på. Jeg stod så ned af sybordet og gik ind i mine forældres soveværelse hvor en varm seng ventede mig.

Paul, der nu var påklædt og pakket ind i et tæppe, blev båret ind til mig og lagt til mit bryst. Vi morede os over hans iver og åbenlyse nydelse af sit første måltid uden for moderlivet. Hans nærhed virkede beroligende på mig, og det samme gjorde bevidstheden om at hans sutten fik livmoderen til at trække sig sammen og derved lukkede iturevne blodkar, for at beskytte mig mod at miste for meget blod. Det havde også interesseret mig at læse det fødselslægen Irwin Chabon fra New York havde skrevet i Today’s Health kort tid forinden: „Hos den kvinde der ammer sit barn antager livmoderen igen samme størrelse som før graviditeten, hvorimod livmoderen hos den kvinde der ikke ammer sit barn altid vil blive ved med at være en smule større end den var før hun blev gravid.“

Snart sov Paul, og vi sad alle sammen rundt om bordet og spiste morgenmad og funderede over morgenens begivenheder. Vi følte alle at vi var kommet hinanden lidt nærmere, og vi takkede Jehova Gud for at vort nye familiemedlem var kommet til verden i god behold.

Til slut vil jeg gerne understrege at jeg ikke nødvendigvis vil anbefale enhver moder at føde hjemme, især ikke kvinder der skal have deres første barn. Jeg vil også gerne understrege betydningen af at gravide kvinder lader sig undersøge af en uddannet læge hvis dette er muligt. Men samtidig tror jeg personlig at hvis en kvinde er godt oplyst og får hjælp af en der er uddannet til at hjælpe børn til verden, vil det være en glæde for hende at føde hjemme, ligesom det var for mig. — Indsendt.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 14]

„Vi planlagde at jeg skulle føde på min moders sybord.“

[Tekstcitat på side 16]

„Jeg fødte halvt i stående og halvt i hugsiddende stilling.“

[Tekstcitat på side 16]

„Han begyndte at græde endnu før hans krop var helt forløst.“