Den dag vi fik vores barn
FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I TYSKLAND
EN ARTIKEL i det tyske blad Stern fangede min opmærksomhed. Den omtalte et hospital som er det første af sin art i Tyskland, hvor mødrene får lov til at have deres nyfødte børn inde hos sig lige fra fødselen. Nogle læger har gjort sig til stærke fortalere for denne ordning. Andre giver lige så åbent udtryk for deres skepsis med hensyn til hvor tilrådelig den er.
I artiklen i Stern stod der: „Fædrene anmodes om at være til stede ved fødselen. Hassauer [en af hospitalets gynækologer] sagde: ’Over 50 procent af mændene indvilliger, og de fleste af dem er til stor hjælp. De er til støtte for deres kone under fødselen; de holder hende i hånden og opmuntrer hende. Der er endnu ikke en eneste af dem som er brudt sammen.’“ — 21. april 1977.
Mens jeg læste artiklen kom jeg til at tænke på en af mine venner der for nylig havde overværet sin datters fødsel. Jeg tog derfor hen for at besøge ham og hans kone og høre deres indtryk. Mens den lille lå og gav små veltilfredse grynt fra sig i værelset ved siden af, talte vi sammen.
„Hvis idé var det at du skulle være til stede?“ spurgte jeg.
„Det var faktisk min kones idé. Lige fra begyndelsen lagde vi planer om at jeg skulle være til stede under fødselen. Denne planlægning var meget vigtig. Vi læste mange bøger der handlede om naturlig fødsel.“
„Jeg ønskede virkelig en naturlig fødsel,“ sagde hans kone, „og jeg kunne ikke forestille mig noget mere naturligt end at min mand skulle være til stede.“
„Men er en sådan ordning ikke mere eller mindre en undtagelse, i det mindste her i Tyskland?“ spurgte jeg.
„Efter hvad vi læste,“ svarede hun, „er der i nogle lande en stigende tendens til at fædrene er til stede, men den har ikke vundet særlig meget frem her i Tyskland endnu. Der er visse hospitaler som ikke anbefaler at faderen er til stede. Vi spurgte på forhånd, for at være sikre på hvordan man stillede sig på det hospital vi skulle benytte.“
„Mens du lå på hospitalet, hvor mange gange hørte du da om at en mand var til stede mens hans barn blev født?“
„Der må være blevet født mindst hundrede børn mens vi var på hospitalet. Så vidt jeg ved var min mand den eneste fader der overværede fødselen. En af sygeplejerskerne fortalte mig senere at fædrene sjældent er til stede.“
„Jeg gad vide hvorfor.“
„Jeg tror,“ indskød min ven, „at det er fordi hverken manden eller hustruen ved hvad de kan forvente at komme ud for. De er bange. Hvis man forbereder sig på hvad der skal ske, er der i virkeligheden ikke noget at være bange for.“
„Hvad mener du med ’forbereder sig på’?“
Forberedelsen
„I de bøger vi læste,“ sagde hans kone, „var der nogle kapitler som var skrevet specielt til mændene og som forklarede hvad de kan gøre for at hjælpe deres kone. Bøgerne kom også meget ind på åndedrætsteknik og de åndedrætsrytmer der er med til at forhindre at moderen spænder musklerne i kroppen. Dette letter fødselen.“
„Endnu en ting der var til hjælp,“ fortsatte hendes mand, „var at vi i forvejen så fødestuen sammen. Det får man lov til, hvis manden er interesseret, og det var jeg bestemt. En sygeplejerske forklarede hele forløbet for mig og besvarede alle mine spørgsmål.“
„Mens jeg forberedte mig til fødselen,“ tilføjede hans kone, „foretog jeg mine øvelser i afslapning og åndedrætskontrol mens min mand var til stede. Så var han klar over hvad jeg ville gøre når sammentrækningerne begyndte. Han vidste for eksempel at han skulle være ved min højre side når jeg fødte barnet, og at han skulle have en blød fugtig svamp eller vaskeklud som han kunne tørre mig over læberne med efter hver sammentrækning. Det var en dejlig fornemmelse! Jeg slappede af igen. Mine læber var fugtige. Jeg følte mig i stand til at klare den næste sammentrækning og trække vejret rigtigt. Hvis jeg havde været tørstig eller min mund eller tunge havde været tør, ville det have været meget vanskeligere for mig at koncentrere mig om at gøre det jeg havde øvet mig i.“
„I bøgerne stod der at når sammentrækningerne begyndte skulle jeg ikke tale til min kone. Hun skulle heller ikke holde min hånd. Så ville hun nemlig klemme den, og det ville bevirke at hun spændte sine andre muskler når de skulle være afslappede. Jeg skulle i stedet holde hendes hånd, og klemme hårdt om den så hun ikke skulle gribe fat i jordemoderen eller tæppet eller puden eller noget andet der var i nærheden. Det virkede afslappende på hende og hjalp hende til at arbejde sammen med kroppen, og ikke imod den.“
„Og lægerne og sygeplejerskerne fik dig ikke til at føle at du var i vejen?“ ville jeg gerne vide.
„Overhovedet ikke. Jeg tror at de var imponerede. De satte pris på den interesse jeg viste. De optrådte som om de anerkendte mig som en del af holdet. Og du kan tro det var samarbejde. Jeg stod ved hendes højre hånd, en sygeplejerske ved hendes ben, en anden sygeplejerske ved den anden side og lægen midtfor. Da de stærke presseveer kom, sagde lægen til min kone: ’Pres nu, pres.’ En af sygeplejerskerne holdt min kones ben tilbage mens den anden prøvede at hjælpe barnets hoved igennem. Min opgave bestod i at lægge armen bag om min kone og hjælpe hende op i siddende stilling så hun bedre kunne presse. Da sammentrækningen tog af, holdt vi pause og talte sammen indtil næste sammentrækning kom.“
„Efter at jeg havde født,“ sagde hans kone, „talte jeg med en sygeplejerske fra Taiwan som arbejder her i Tyskland. Hun sagde at på Taiwan var det førhen sådan at når et barn blev født hjemme, følte manden sig godt tilpas. Han var i sine vante omgivelser, og havde magt over det, så at sige, som manden i huset. Jordemoderen gav ham forskellige opgaver, som for eksempel at koge vand og sørge for at der var rene håndklæder parat. Hun fik ham til at føle at der var brug for ham. Men det var for ti år siden. Nu hvor mange taiwanske børn bliver født på hospital, får det mændene til at føle sig uønskede. Men de taiwanske kvinder sagde at de som regel følte sig mere afslappede når deres mand var hos dem.“
„Jeg kunne tænke mig at de fleste kvinder gerne ville have at deres mand var til stede,“ sagde jeg.
„Det ville jeg i hvert fald. Men jeg fandt ud af at ikke alle kvinder har det på samme måde. De fleste unge mødre på vort hospital var ikke forberedt på at føde. De var nervøse. De vidste ikke hvordan det ville foregå eller hvordan de skulle reagere. Mange var forkert orienteret som følge af historier der overdriver de vanskeligheder der er forbundet med at få et barn. De ville ikke have at deres mænd skulle se dem når de havde smerter, og måske græd og skreg. På samme måde vil manden heller ikke, hvis han ikke er forberedt, vide hvordan han skal hjælpe sin kone under fødselen, især ikke hvis den trækker ud i mange timer. Af den grund er der mange mænd som foretrækker ikke at være til stede. De føler sig ilde tilpas, overflødige, og måske endda uønskede.“
„Men du mener at de ville føle anderledes hvis de var blevet ordentligt forberedt?“
„Ja, det mener jeg. Det var som om nogle af kvinderne fortrød at de ikke havde forberedt sig bedre og at manden ikke havde været med. Når han kom på besøg, prøvede de at fortælle ham hvordan det havde været. Men man kan ikke rigtig forklare sådan noget til et andet menneske. Der er følelser med i billedet. Man må opleve det sammen. Her har man gået og ventet ni måneder på at få at vide om det bliver en dreng eller en pige, om barnet er velskabt eller ikke, og man har gjort så hårdt et stykke arbejde under disse sidste sammentrækninger, arbejdet med hele kroppen. Så pludselig hører man sin mand — ikke lægen, ikke sygeplejersken, men sin egen kære mand — sige: ’Min skat, vi har fået en lille pige!’ Det kan virkelig bringe tårerne frem i ens øjne.“
„Det kan jeg forestille mig. Hvordan føler faderen det?“
„Vidunderligt! Jeg så vores datter komme ud, så hende blive skilt fra sin moder, så sygeplejerskerne tørre hende og række hende til min kone. Da jeg forlod hospitalet og kom ud i bilen for at køre hjem, havde jeg en overvældende følelse: Der var sket noget fantastisk. Jeg havde overværet det. Jeg fik denne pludselige lyst til at standse alle og enhver for at fortælle dem at min kone havde fået et barn. Ja, det var mere end blot en trang til at fortælle dem det. Jeg havde også været der. Jeg havde oplevet det! VI havde lige fået VORES barn!“
Varige virkninger
Der var noget særligt som gjorde indtryk på mig i artiklen i Stern. Der stod at en undersøgelse af denne fremgangsmåde som havde løbet over syv år, viser at mødre og fædre som forbereder sig til deres børns fødsel nærer stærkere følelser for børnene bagefter end de der ikke har gjort det. Jeg spurgte mine venner hvad de mente.
„Jeg synes at når manden står der og hjælper sin kone på dette vanskelige tidspunkt hvor hun føder, så bringer det dem nærmere sammen,“ forklarede manden. „Og der er ingen tvivl om at et godt forhold mellem mand og hustru bidrager til et godt forhold mellem forældre og barn senere hen. Jeg kan ikke se hvordan det kan undgå at have en gavnlig virkning.“
„Og hvad mener en moder om sagen?“
„Jeg er fuldstændig enig,“ svarede hans kone. „For eksempel var der visse ting som jeg ikke kunne følge med i på samme måde som min mand kunne, fordi jeg var så fuldstændig optaget af det jeg skulle gøre. Det at vi kunne supplere hinandens iagttagelser af detaljerne hjalp os virkelig til at dele oplevelsen.“
„Men naturligvis kan en mand sagtens være en kærlig fader og en oprigtig kristen selv om han ikke er til stede når hans barn bliver født,“ tilføjede hendes mand.
Mine venner havde givet mig noget at tænke over. Der var tydeligvis ingen mangel på naturlig hengivenhed i deres familie. Jeg spekulerede på om dét at man sammen forberedte sig før fødselen og var sammen under fødselen, ikke kunne gøre meget til at skabe og bevare en god atmosfære i familien. Det er noget vordende forældre kunne overveje. Men det er klart at man først omhyggeligt må tænke sagen igennem og søge oplysning om hvad der skal ske.
Jeg kan stadig huske min vens sidste ord mens lille Jenny pludrede i baggrunden: „Det er vidunderligt at være sammen om arbejdet når man skal have et barn. Jeg vil aldrig glemme den dag VI fik VORES!“