Var du i Chichi i december?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I GUATEMALA

JEG kunne let have overset dig hvis du var i Chichicastenango mellem den 17. og den 21. december. Denne usædvanlige indianerby ligger i Guatemalas bjerge. Der var kommet så mange besøgende til byen for at betragte den enestående religiøse fest at det var umuligt for mig at se dem alle. Og det der foregik i og omkring kirken var så usædvanligt, ja chokerende, at jeg hovedsagelig havde min opmærksomhed henledt på det.

Ligegyldigt hvilken religiøs overbevisning du har, tror jeg at du vil forstå hvorfor Chichicastenango omtales som byen hvor hedenskab og kristendom blandes, hvis du ser hvad der foregår i byen.

Byens navn forkortes undertiden til „Chichi“, men dens fulde navn er Chichicastenango, som betyder „nældebyen“. Den blev kulturcenter for quiché-indianerne (efterkommere efter mayaerne) i 1524, efter at den spanske erobrer Pedro de Alvarado havde nedbrændt fæstningen i Utatlán 18 kilometer mod nord.

Efter at der nu er gået fire århundreder ser vi stadig at quiché-indianerne i Chichicastenango følger deres indianske forfædres traditioner. De har bevaret deres racestolthed, de taler deres egen dialekt, og selv om de kalder sig kristne har de mange religiøse ritualer med rødder i hedenskabet. Denne religiøse sammenblanding, som ses i den 435 år gamle katolske Sankt Thomas-kirke, er det der tiltrækker og optager så mange mennesker. Du vil sikkert ligesom jeg spekulere på hvor meget af ceremonien der gælder de gamle mayaguder og hvor meget der er katolsk — noget som også mange af de besøgende katolikker har svært ved at finde ud af.

Det er tyve år siden jeg første gang besøgte Chichicastenango. På grundlag af det jeg har set og det jeg har læst i bøger af arkæologer og historikere, må jeg give den berømte mayaforsker Sir Eric Thompson ret når han skriver: „Det er interessant at tænke på at mayaerne . . . tog imod kristendommen, men ikke som en erstatning for deres gamle guder. I stedet sammensmeltede de lige så stille de to religioner efter eget forgodtbefindende. Mayaguderne og de kristne helgener blev til én gudeverden i skøn forening.“ Han konkluderer at „meget få mayaer kan fortælle hvilke elementer i deres religion der er kristne og hvilke der er hedenske“.

Processioner — hvilken religion?

Den besøgende vil måske kunne høre den religiøse aktivitet før han ser den. Det oplevede jeg. Mens jeg med forsigtighed bevægede mig ned ad de smalle brolagte gader mod torvet, hørte jeg en uhyggelig, skingrende lyd, akkompagneret af rytmiske slag på en tromme. Da jeg drejede omkring et hjørne så jeg en gruppe alvorsfulde indianere der skred ned gennem gaden i deres lyse indianske dragter. Det var en af de fjorten cofradías (religiøse broderordener) der var på vej hen i kirken med deres statuette.

Hver broderorden er viet til forskellige helgener, hvoraf den vigtigste er Sankt Thomas. Broderskabernes udnævnte ledere kan genkendes på deres turbaner. Disse ledere har det privilegium at bære broderskabets sølvstatuette. Den er omkring 30 centimeter høj, har form som en strålende sol og bærer et lille kors øverst oppe. Den er et udtryk for sammensmeltningen af den hedenske soltilbedelse og katolicismen.

Lige så snart man når ned til torvet fanges opmærksomheden af den hvide kirke „Santo Tomás“. Foran kirken ligger torvet eller markedspladsen, som vrimler med travle mennesker. Og man kan ikke undgå at se det der foregår på kirketrappen.

Hvordan de påkalder deres guder

Allerede på trappen op til den katolske kirke begynder quiché-indianerne deres religiøse ritualer. På det nederste trappetrin er der et alter hvor de brænder pom eller røgelse. Fra alteret begiver de sig langsomt op ad trappen, et trin ad gangen, mens de svinger med deres røgelseskar. På det øverste trin knæler de på det ene knæ mens de fortsætter med at bede og gestikulerer med hænderne som om de taler med en nær ven. De tror at røgen fra røgelsen fører deres bønner op til deres forfædre og derfra videre til guderne. De tilbedende efterlader deres røgelse ved kirkedøren og går ind i kirken.

Da hovedindgangen er fyldt med indianere går jeg ind gennem en sidedør ligesom de fleste andre besøgende. Selv om du har været inde i andre kirker vil du sikkert blive overrasket når du kommer ind i denne kirke. Der er så mørkt at det tager nogen tid før øjnene har vænnet sig til det. Væggene og gulvet som er mørknet af århundreders røg, er med til at give en uhyggelig stemning. Og du kan med det samme se hvor røgen kommer fra.

Nede midt i kirken ligger der træmåtter med brændende lys. Rundt om lysene er der anbragt et væld af hvide og røde rosenblade; de hvide repræsenterer de døde, og de røde de levende. Det ældste mandlige medlem af familien knæler ved måtterne og beder. En kvinde kan bede hvis hun ikke er sammen med en mand. I nogle tilfælde bliver en præst eller en ’klog mand’ lejet som mellemmand til at bønfalde guderne.

I det flakkende lys kan man på de bedendes ansigtsudtryk og gestus se at de beder meget intenst. Vi hører ikke et ord spansk, kun quichédialekten. Til hvilken gud eller hvilke guder beder de inde i denne katolske kirke?

„Vor Fader i himlene,“ begynder overhovedet for en lille familie sin bøn, „vi beder nu om din ledelse i Sankt Thomas’ navn. Hør på mig, Sankt Thomas, da det nu er din dag og du skal være med i processionen. Vil I også hjælpe os, Sankt Josef, Sankt Sebastian, Pascual Abaj, luftens og himmelens gud, bakkernes og dalenes gud. Å Jesus, beskyt os mod de onde ånder som vil forhekse os. Vi beder dig give os bønner og korn, tøj og godt helbred. Vi har også brug for hus og penge og velstand. Vi må have kyllinger, køer, får og katte. Sankt Thomas og de andre apostle, beskyt vore dyr. Lad dem ikke blive syge. Og beskyt os mod myndighederne. Må borgmesteren, politiet og domstolen ikke volde os unødigt besvær.“

Ofte overskygger de hedenske guder de katolske helgener. Når nu quiché-indianerne bekender sig til katolicismen, hvorfor henvender de sig så til alle disse guder? De gamle hedenske mayaer tilbad deres forfædre såvel som solen, månen og andre himmellegemer. De lagde stor vægt på regnguden og jordguden. Men hvad skete der da spanierne kom med katolicismen? Sir Eric Thompson forklarer: „De [mayaerne] har mayaniseret kristendommen, blandet den med deres egne begreber.“ Og selv om kirken i århundreder i høj grad har gjort sin indflydelse gældende i dette område, er de fleste af kirkens indianske medlemmer stadig væk lige så meget hedninger som de er katolikker.

Et levn fra hedenskabet

Men hvem er Pascual Abaj, som blev nævnt i bønnen? Han er den vigtigste af Chichicastenangos lokale guder. Der udføres forskellige ceremonier foran hans primitive billede på toppen af en nærliggende høj. Til den gamle sorte stenafgud ofrer folk rosenblade, røgelse og lys, og af og til halshuggede kyllinger der drypper af blod. Indfødte præster smykker ham med ananasgrene og blomster. Dér står han — omkring en meter høj, uden nogen krop, blot et forlænget hoved, og ligner den gamle korngud.

Og hvad med de små kors som omgiver Pascual Abaj? Hvor passer de ind i sammenblandingen? De har intet at gøre med Kristus Jesus. Da spanierne kom havde mayaerne allerede deres kors. Dets fire arme symboliserer mange ting: De fire guder der står i verdenshjørnerne og holder på himmelen, de fire retninger hvorfra vinden og regnen kommer, og fire stammeguder.

I Sankt Thomas’ kirke beder quiché-indianerne altså til både Pascual Abaj, til solguden, jordguden, Jesus og mange andre.

De besøgendes spørgsmål

Hvad tænker de tusinder af mennesker som hvert år besøger denne kirke når de ser denne religiøse sammenblanding? Nogle udspørger en præst eller andre om de ukristne handlinger. Måske får man det svar at kirken tillader de voksne at fortsætte med deres hedenske handlinger men at børnene vil gå i skole og få katolsk undervisning. På denne måde siger man at den næste generation vil være anderledes. Men hvor mange „næste generationer“ har der været i de fire hundrede år der er gået siden spanierne indtog landet?

Andre besøgende spørger deres rejseleder, som måske vil svare: „Indianerne beder både til kirkens helgener og til deres gamle guder fordi de ikke er sikre på hvem der er de sande. De har ikke opgivet deres stengud på højen. De går hen og beder foran Pascual Abaj og siger til afguden: ’Jeg har allerede været i kirke og bedt helgenerne om mange ting. Nu er jeg her for at bede til dig. Det de ikke vil gøre for mig, det vil du måske gøre.’“

Vi hører en quiché-præst der beder for en kvinde. „O Sankt Thomas, jeg er her for at bede dig beskytte Macario. Hans hustru har bragt dette offer.“ (Han holder en håndfuld lys op, gestikulerer i de fire retninger og berører kvindens hoved med lysene, og hun kysser dem.) „Nu er disse lys hellige da du har velsignet dem, Sankt Thomas. Lad intet ondt ske Macario, denne kvindes mand. Han er på forretningsrejse til Guatemala City. Han er ikke en dårlig mand så lad ingen stjæle fra ham. Hold ulykker borte fra ham. Hvis en brujo [medicinmand] har lagt en forbandelse på ham, vil du så ophæve den, Pascual Abaj? Bring Macario sikkert tilbage til sit hus.“ (Derefter hælder han rom rundt om de lys han har tændt.) „Dette er til dig, Sankt Thomas. Du har brug for det i dag. Det er din dag og du skal gå i procession rundt i byen, og denne rom vil give dig styrke.“

En rejseleder sagde som undskyldning for at kirken tillod brugen af rom: „Måtten tjener som et alter, og det sted hvor offeret skal ligge bliver renset af alkoholen i rommen.“ En arkæolog har udtrykt det mere nøjagtigt: „Der hældes ofte alkohol ud over bladene. Indianerne er ikke engang selv klar over hvad det betyder, men i de tidligste colombianske hedenske ritualer var drikkeri en del af ceremonien.“ De mange berusede indianere tyder på at drikkeriet stadig er en del af deres gudsdyrkelse!

Sankt Thomas’ dag

Den 21. december er Sankt Thomas’ dag. I Chichicastenango begyndte dagen som en kristen fest. Måtterne var fjernet fra kirkens midtergang, og fire præster celebrerede messen. Bag i kirken stod der helgenbilleder i begge sider. En gruppe ledere kom ind med billeder, det ene af Tzicolaj, den berømte ridder af den lille træhest. Men opmærksomheden var henledt på de tre spraglet smykkede statuer, Sankt Thomas, Sankt Josef og Sankt Sebastian.

Men hvorfor er statuerne dækket med kunstfærdige dekorationer i form af store halvmåner, ligesom glorier, og smykket med mange farvede fjer, plasticfrugter og glimtende spejle? „For at symbolisere solen, himmelens hjerte,“ siger et opslagsværk. Det er klart at for quiché-indianerne er de katolske helgener som de bøjer sig for og brænder lys for, faktisk deres gamle afguder eller guder fra mayaernes mytologi, blot med nye navne.

Messen sluttede da præsten bad Sankt Thomas velsigne folket, som derefter begyndte at synge „Glory, glory, hallelujah“. Den katolske ceremoni fik en brat afslutning, og resten af dagen var hedenskabet enerådende.

Lederne af de forskellige cofradías gik hurtigt ind i midterskibet og knælede med ansigtet mod kirkens alter. Men den der bar Tzicolaj stillede sig foran de andre, med ryggen mod alteret. Hvem kan sige om de andre bøjede sig for det katolske alter eller for Tzicolaj?

Derefter blev statuerne løftet op, og udtoget begyndte. Processionen bevægede sig ud ad døren og ned ad trappen. Lederne tog opstilling foran Sankt Thomas og bar deres statuer og Tzicolaj. Fra kirken gik de hen over torvet igennem menneskemylderet. Skrig og skrål brød løs da den ene raket efter den anden blev affyret og kinesere forstærkede støjen. Til sidst kom processionen tilbage til kirken, og de tre helgener blev stillet på det øverste trappetrin med ansigtet vendt mod torvet. Hele eftermiddagen blev de hyldet med dans, drikkeri og musik.

For meget hedenskab

Vil det overraske dig at befolkningen i Chichicastenango kun ved meget lidt om oprindelsen til deres religion? Men sådan er det. Og mennesker fra mange religioner er lige så uvidende hvis de skal forklare deres egen „kristne“ tros lære og skikke, fordi mange hedenske opfattelser er blevet blandet med det Kristus Jesus lærte.

Er kirken bekymret over quiché-indianernes hedenske gudsdyrkelse? Dette spørgsmål opstod i en samtale med en spansk præst som havde boet fem år i Chichicastenango, og nu betragtede de forskellige festligheder i løbet af dagen. Da han blev spurgt hvem Tzicolaj repræsenterede, svarede han: „Det ved jeg ikke.“ Derefter tilføjede han: „For quiché-indianerne er Tzicolaj sikkert et symbol på sammensmeltningen af to religioner.“ Til sidst beklagede han: „Indianerne har en meget lille del religion [katolicisme] i deres hjerter og en meget stor del tradition fra de gamle mayaguder.“

Når jeg ser tilbage på mit besøg i Chichicastenango i december, forstår jeg hvorfor mange besøgende kommer hjem med mindeværdige indtryk, men også ret chokerede. Det der foregår dér er bestemt ikke en nøjagtig genspejling af tilbedelsen af den sande Gud. Den sande tilbedelse skulle foregå „med ånd og sandhed“, og det var også denne form for tilbedelse Jesus talte om og opfordrede andre til at følge. — Joh. 4:24.

[Illustration på side 17]

Røgelsesalter på kirketrappen

[Illustration på side 18]

Indianere dyrker deres guder på kirkegulvet