Fra det nordøstlige Indien — en beretning om tro

HAR De nogensinde hørt om „Tanghul Naga“? Det er navnet på den stamme jeg tilhører. Vi bor i de østlige bjerge i staten Manipur, i den nordøstlige del af Indien, og vores område grænser op til Bangladesh, Burma og Kina.

Det er et område med smukke grønne bjerge og frugtbare dale. I tidens løb er vi nagaer blevet til niogtyve stammer der taler hver sin dialekt, har forskellige sæder og skikke og også adskiller sig fra hinanden i valget af klædedragt. Indtil for nylig var nagaerne „uciviliserede“ hovedjægere, hvis religion bestod i animisme, hvilket blandt andet vil sige at vi tilbad „sjælen“ i træer og sten. Til dem ofrede vi grise og hunde.

Her er ikke stor forskel på hvordan livet leves i de forskellige landsbyer. Hvis De besøger en nagalandsby, vil De se mellem tyve og fyrre små huse med lerklinede gulve og vægge, og tage der er tækket med et tykt lag tørt, vildt græs. Husene ligger langs med et par støvede gader som nærmest kun er stier. Hver landsby bliver styret af et ældsteråd.

Hvis man går langs med en af disse stier vil man se grise, hunde og høns løbe frit omkring. På nogle af husene hænger der menneskekranier. De er levn fra stammernes grusomme fortid, da de udkæmpede blodige kampe for at få overherredømmet.

De fleste af os er selvforsynende. Vi opdrætter husdyr og opdyrker de terrasser vi har anlagt på de nærliggende bjergskråninger. Vores vigtigste afgrøder er ris, majs, kartofler og ingefær.

Det er interessant at kvinderne arbejder på lige fod med mændene når underskoven skal ryddes og jorden gøres klar til opdyrkning. Det er almindeligt at se kvinder der traver af sted til en by med kurve der er fyldt med grøntsager og brænde. Kurvene hænger på ryggen og holdes oppe af et bredt rørbånd som kvinderne har bundet om panden. Foruden denne form for arbejde og de huslige sysler er vore kvinder med til at fiske og væve, og de sælger deres varer på markedet.

Vore hårdtarbejdende kvinder bærer en simpel men meget farvestrålende klædedragt. De vikler et bredt stykke stof om livet så det danner en nederdel der når ned under knæet. Kvinderne har selv vævet stofferne, som for det meste har en stærk rød farve med hvide, sorte, grønne eller gule vandrette striber. Som overdel bruger de et lignende stykke stof.

En ny religion

Lad mig nu fortælle hvordan jeg fandt min tro. Det begyndte da jeg gik i skole i Imphal, den største by i Manipur. En formiddag besøgte to Jehovas vidner mig på mit lejede værelse. De talte om Bibelen og om at Guds rige snart vil gøre hele jorden til et smukt paradis.

Jeg syntes godt om deres budskab, men snart stødte jeg på modstand. Min vært prøvede at afskrække mig fra at studere Bibelen med Jehovas vidner ved at sige at de var „anderledes“ end andre kristne. Alligevel opsøgte jeg deres mødested i Imphal og begyndte at studere Bibelen med dem hver uge. Men efter et stykke tid afbrød jeg studiet. Jeg ville ikke tro at Guds navn var Jehova, selv om de forklarede at navnet forekom tusindvis af gange i Bibelens hebraiske tekst. — 2 Mos 6:3; Sl. 83:18; Es. 12:2; 26:4, Authorized Version; se også New World Translation.

Så skete der noget uventet som ændrede min indstilling. En dag sad jeg og læste i historiebogen An Outline of World Civilization af Dev Raj Dutt. På side 157 i et kapitel med titlen „Kristenhedens opståen“ læste jeg: „Jesus forstyrrede status quo og blev dømt for at have spottet Jehova, jødernes Gud.“ Jeg så igen navnet „Jehova“. Havde Jehovas vidner trods alt ret? Jeg genoptog mine bibelstudier.

Snart stødte jeg på noget andet som jeg havde svært ved at tro. De viste mig ud fra Bibelen at nogle af kirkens skikke var af hedensk oprindelse. Det kunne jeg ikke rigtig acceptere. Jeg læste igen i min historiebog. På side 163 under overskriften „Den kristne kultur og hedenskabet“ stod der:

„Den kristne kultur erobrede ikke med ét slag den vestlige verden. Den brød heller ikke alle bånd med den gamle hedenske kultur. Den nye kultur voksede frem midt i den gamle hedenske verden: den antog endog de hedenske skikke som den kunne billige. Kristenheden udryddede ikke den hedenske kultur men omformede den og forsynede den med sin egen karakter.“

Nu var jeg overbevist om at Jehovas vidner havde sandheden. På mine jævnlige rejser mellem Imphal og min landsby delte jeg de bibelske sandheder jeg lige havde lært, med min ældre broder, som på det tidspunkt var nagaterrorist. Senere deltog min fætter, der var landmand, også i vore regelmæssige bibeldrøftelser. Snart var de også overbevist om at Jehovas vidner havde sandheden.

Modstanden forstærkes

Det blev snart kendt i landsbyen at vi studerede Bibelen med Jehovas vidner. De lokale kirkeledere var misfornøjede. Under en gudstjeneste beskyldte en besøgende præst Jehovas vidner for at være falske profeter og Satans vidner. Efter gudstjenesten gik min broder og jeg sammen med vores fætter hen til ham. Vi forklarede ud fra Bibelen hvorfor vi ikke var enige med kirken. Da han ikke kunne argumentere med os ud fra Bibelen blev han grov. Byens egen præst, der også var til stede, spurgte sarkastisk: „Hvilket teologisk seminarium har I studeret ved?“ Kort tid efter meldte vi os alle tre ud af kirken.

Kirkelederne prøvede at få min fader til at standse sin økonomiske hjælp til mig; men det ville han ikke. Så forlangte landsbyens ældste 250 rupeer (168 kroner) af os. Hvis vi ikke betalte ville de udvise os af landsbyen, afskære os fra hus og levebrød. Men da jeg vidste at den indiske grundlov garanterer religionsfrihed, foreslog jeg at de fremlagde deres klager imod os i retten. Det bevirkede at de ikke gjorde alvor af deres trusler.

Udholdenhed belønnes

Det Jehovas vidne som jeg studerede med opmuntrede mig meget. Han forklarede at sådanne oplevelser var meget almindelige når man begyndte at tjene den sande Gud. Han henviste til Markus 13:13: „Og I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn. Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ Jeg kom til at tænke på at mange mennesker har ofret deres liv for deres land. Skulle jeg da ikke være rede til at dø for den Højeste i hele universet?

Modstanden fortsatte. Mange påstod at jeg var for ung til at forstå Bibelen og at Jehovas vidner udnyttede min ungdommelige godtroenhed. En af mine onkler mente at jeg skulle have en bedre uddannelse så jeg kunne klare mig selv, før jeg blev religiøs. Men jeg modstod disse materialistiske fristelser. Mens jeg endnu gik i skole, indviede jeg mit liv til Jehova og blev døbt i februar 1975.

Jeg blev rigt belønnet for min udholdenhed, for kort tid efter blev min broder og min fætter også døbt. For at min fætter kunne få råd til at overvære det stævne hvor han skulle døbes, solgte han det eneste han ejede — en vandbøffel som han brugte når han skulle pløje. Jeg blev boende i Imphal og blev til sidst heltidsforkynder, mens min broder og min fætter vendte tilbage til landsbyen for at udbrede Bibelens sandheder dér.

Landsbyens ældste fortsatte med deres modstand. De holdt et råd og affattede følgende resolution imod os:

at vi skulle betale en bøde på halvtreds rupeer (33 kroner) for at skifte religion;

at de, hvis vi ikke betalte bøden, ville ødelægge vore hjem og ejendele;

at ingen andre Jehovas vidner måtte besøge landsbyen, og at enhver der beværtede dem ville blive idømt en bøde;

at hvis min fader fortsatte med at støtte mig økonomisk, ville man tage passende forholdsregler imod ham.

Men vi havde på forhånd besluttet at vi ikke ville give efter for modstanden. Heldigvis lykkedes det ikke de ældste at føre deres trusler ud i livet, fordi de blev indbyrdes uenige. Og vi fik en endnu rigere belønning for vores udholdenhed. Hvordan?

Min fader havde lagt mærke til at vi tre, efter at vi var blevet Jehovas vidner, havde forandret os til det bedre. Og han så også at den adfærd som kirkelederne og landsbyens ældste lagde for dagen, ikke stemte overens med den sande kristendom. Til vores store glæde meldte også han sig ud af kirken. Min fader er nu overbevist om at Jehovas vidner har den sande tro.

Det er meget opmuntrende at se at hele vores familie regelmæssigt studerer Bibelen og retter deres liv ind efter de bibelske principper! Men mest af alt er vi Jehova taknemmelige for at han har sendt nogle ud til dette fjerntliggende område. Det har betydet store velsignelser for os, ja, det var begyndelsen til at vi fandt vores tro. — Indsendt.