Hvor længe kunne du tænke dig at leve?

NÅR alt går godt glæder man sig ved livet. Tanken om at blive ved med at leve, måske endda evigt, virker muligvis tillokkende på dig. Så kan der opstå modgang, store hindringer og sorg; men selv da har du ikke lyst til at dø.

Sandheden er at mennesker almindeligvis hænger ved livet, koste hvad det vil. Alene i De forenede Stater ofrede kræftpatienter i 1974 syv milliarder dollars i forsøg på at standse deres sygdom og bevare livet.

New York Times for den 22. juli 1974 berettede om en kræftpatient, en læge, der med alle tænkelige midler bekæmpede sin sygdom og dog døde, kun niogtredive år gammel. Bladet skrev:

„Der findes mange andre dødsmærkede patienter der, ligesom dr. Leinbach, kæmper til det sidste. . . . Deres vilje til at leve er et grundlæggende menneskeligt instinkt . . . hans [dr. Leinbachs] enke hævdede at hver eneste dag det lykkedes hendes mand at holde sig i live var af stor værdi for ham. ’Var der noget Gary for alt i verden ønskede,’ sagde hun, ’så var det at leve.’ . . . Lige før hans død havde hun spurgt ham om han mente at hans kamp for at forblive i live havde været anstrengelserne værd. Hun sagde at han utvetydigt havde svaret: ’Ja.’“

Når vi er raske er vi tilbøjelige til at tage livet for givet. I et ugeblad gav en skribent udtryk for sine følelser efter at have stået ansigt til ansigt med døden under en svær sygdom. Han skrev: „Jeg mindes ikke nogen sinde at have været så lykkelig som nu, i den forstand at jeg kan glæde mig over selv det mindste — ting jeg førhen betragtede med den største selvfølgelighed. Til tider ler jeg ad mig selv. Det er næsten som at leve sin barndom om igen. Jeg glæder mig over at drikke et glas vand. Jeg nyder at spise et stykke frugt. Jeg bliver glad når solen skinner. Jeg går ud i haven og betragter træerne, og det går op for mig at jeg aldrig, i alle de år hvor jeg var rask, rigtig har set hvordan et træ ser ud. Og jeg glæder mig over fuglenes sang — ja over alting!“

En lærer i filosofi udtrykte sig på manges vegne da han sagde: „Det er skammeligt at et så vidunderligt fænomen som tænkende, sansende liv skal omsluttes af så flygtige og skrøbelige legemer.“

Hvor længe er det muligt at leve?

Man må jo medgive at det var rimeligt om mennesket levede noget længere, ja endog evigt, men er det videnskabeligt muligt? Encyclopædia Britannica (1959-udgaven, bind 7, s. 112A) behandler emnet „Døden“, og skriver under afsnittet „Muligheden for udødelighed“:

„Det kan med rimelig sikkerhed siges at muligheden for at alle legemets vigtigste cellebestanddele kan leve uendeligt, enten er blevet fuldstændigt bevist eller tilstrækkeligt undersøgt til at vi kan gå ud fra at fuldt gennemførte forsøg ville påvise at disse celler under dyrkning kan leve i det uendelige.“

Nu er dette naturligvis resultatet af forsøg med celler i laboratorier. Encyclopædia Britannica fortsætter med at sige at årsagen til døden (det vil sige døden som følge af degeneration, alderdom) ikke kendes med sikkerhed. Årsagen kan være en svækkelse af legemets celler. Eller den kan være en gradvis nedbrydning af cellers normale funktioner og deres manglende evne til at „samarbejde“ i en organisme, snarere end at de enkelte celler dør. I den naturlige proces erstattes ødelagte celler nemlig af nye. En undtagelse er dog nervecellerne, der ikke erstattes når de bliver ødelagt. En beskadiget nervecelle kan imidlertid hele sig selv. Ja, en nerve der er blevet revet over kan gro sammen hvis den bliver syet rigtigt, men helingen er en forholdsvis langsom proces.

Gary K. Frykman, der er docent i ortopædisk kirurgi ved det lægevidenskabelige fakultet i Loma Linda, Californien, hvor man i ét eller to tilfælde om måneden syr stærkt beskadigede, afrevne fingre fast, siger: „Hvis patienten har mistet mere end én finger, eller tommelfingeren, kan det godt ske han synes at han må have dem syet på igen for at kunne klare sit arbejde, eller af kosmetiske grunde.“

Frykman fortsætter: „I sådanne tilfælde fortæller vi patienten at der er 50 procents chance for at vi slipper godt fra at påsy fingeren eller tommelfingeren, men vi forbereder ham på at der går adskillige måneder før han tilnærmelsesvis genvinder den fulde brug af dem.“ Ikke desto mindre har nerver altså evnen til at forny eller hele sig selv.

Hvilket håb byder videnskaben på?

Lægevidenskabens forskere har arbejdet hårdt og længe på at finde ud af hvordan man kan udsætte alderdomsprocessen og dermed forlænge levetiden. Er der håb at hente dér? Lidt måske. Men man har ingen pålidelige vidnesbyrd om at vi nærmer os en drastisk forlængelse af menneskets levetid. Når den forventede gennemsnitslevealder er steget de sidste halvtreds år, skyldes det først og fremmest at dødeligheden blandt børn og spædbørn er faldet. I tidsskriftet Bestways udtrykker farmaceuten Louis Stambovsky sin skuffelse over at mennesket, der er voksent ved enogtyveårsalderen, kun lever fyrre-halvtreds år som voksen. Han henleder opmærksomheden på følgende interessante forhold:

„Det ser ud til at alle pattedyr [undtagen menneskene] der lever på den måde og med den hensigt som er normal for deres art, lever seks til syv gange så lang tid som det er om at blive voksent. Hesten bliver voksen på tre år og dør i en alder af 18 til 21 år. Hunden er udvokset på cirka tre år og skulle kunne leve lige så længe som hesten. Denne regel kan anvendes på aben, katten, bjørnen, og så videre. Mennesket er voksent ved 21-årsalderen. Drager man en lignende slutning når det angår mennesket, skulle det leve mellem 120 og 140 år.“

Og hvilke perspektiver åbner der sig så fra videnskabens og lægekunstens side? Scientific American sammenfatter emnet og skriver:

„Selv om man fik fjernet de væsentligste dødsårsager i alderdommen — hjertesygdomme, slagtilfælde og kræft — ville den forventede gennemsnitslevealder ikke blive forlænget med ret meget mere end 10 år. Så ville den ligge omkring de 80 år i stedet for omkring de 70, som nu er det almindelige i udviklede lande.“

Disse ord stemmer overens med Moses’ udtalelse i Bibelen, dér hvor han beskriver hvad de fleste mennesker erfarer når de kommer op i årene: „Vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres herlighed er møje og slid, thi hastigt går det, vi flyver af sted.“ — Sl. 90:10.

Ingen grund til at fortvivle

Kan man af disse nøgterne betragtninger aflede den tanke at unge mennesker ikke skal bekymre sig om hvordan de lever, ikke skal gøre hvad de kan for at leve så længe som muligt? Eller at andre i den mere modne alder skal opgive at gå i gang med et meningsfyldt arbejde eller at yde noget som helst til gavn for deres næste? Nej, ingenlunde. Vi kan opmuntres af det Stambovsky videre siger:

„Mennesker der lever længe . . . kan være af umådelig værdi for samfundet, for nationen og for verden. Sådanne mennesker er rige på erfaringer, som de har samlet gennem årene ved at prøve sig frem. Som eksempel kan nævnes Edison, der var produktiv og hjernefrisk helt op i firserne; Gladstone blev premierminister i England da han var 60, og det for mange år siden da en 60-årig faktisk blev regnet for gammel, og han beklædte sine poster til han var 82. Walter Damrosch påbegyndte sin karriere som koncertpianist i en alder af 78.“

Vi har altså grund til at gøre alt hvad vi kan for at få noget ud af livet. Men hvordan får man større glæde og udbytte af sin tilværelse? Og hvad om der var håb om noget endnu bedre — et liv uden ophør? Det må vi se nærmere på.

[Illustrationer på side 4]

En hund bliver voksen på 3 år. Dens levetid er 6 gange så lang.

En hest bliver voksen på 3 år. Dens levetid er 6 gange så lang.

Mennesket er 21 år om at blive voksent, men dets levetid er kun 3,5 gange så lang.