Når man skal tale for en forsamling

„JEG er nødt til at holde en tale i aften.“ Sådan vil mange udtrykke det hvis de skal tale for en forsamling. De er nødt til at gøre det; omstændighederne tvinger dem til at gøre det. Men de har ikke lyst til det — sandt at sige gruer de for det.

Du vil måske blive forbavset over at høre hvor tit denne „ulykke“ overgår nogen. I alle større byer holdes der hver eneste dag i hundredvis al forskellige møder. En bog med titlen Vital Speeches of the Day, som er udgivet i Amerika, fortæller at der i byer som Los Angeles og New York på en ganske almindelig dag afholdes flere tusind møder. Og som bogen så rigtigt siger: „Hver af dem skal bruge en taler.“

Ja, der er stor sandsynlighed for at også DU før eller siden vil blive bedt om at tale for en forsamling, enten i skolen, på arbejdspladsen eller i en forening eller organisation som du tilhører. Hvis du ikke ligefrem ser hen til denne dag med største glæde (det skulle da lige være for at få den overstået!), vil du måske have glæde af her at få nogle retningslinjer som kan gøre det mere „smertefrit“ at skulle tale for en forsamling.

For det første er det gavnligt at tænke på hvorfor det kan være så ubehageligt at skulle holde et foredrag. I almindelighed har du sikkert ikke noget imod at tale. Men hvis du har stået foran en hel gruppe, har du sikkert mærket nogle helt specielle „fænomener“ — rystende knæ, sved på panden, skælvende læber og tør hals. Hvad er grunden? Jo, grunden er sikkert at du føler dig stimuleret og veltilpas når du taler mand til mand, men skræmt når du står over for en hel gruppe. De enkelte tilhørere bliver tilsammen til et uhyre der kaldes „publikum“. Et publikum forventer noget af taleren. Dertil kommer at du sikkert føler dig håbløst amatøragtig og uerfaren hvis du ikke er vant til at holde tale.

Endelig er det en kendt sag at mange finder de fleste taler (og derfor også de fleste talere) kedsommelige. Man hører ofte denne klage: ’Jeg kan ikke holde ud at høre folk holde foredrag når de ikke siger noget.’ Så måske er du bange for at din tale skal blive et mareridt både for tilhørerne og for dig.

Hvordan kan du overvinde alt dette? Eftersom talere er forskellige, og de forsamlinger der skal tales til også er forskellige, kan der ikke gives nogen ’formel’ som kan bruges i alle situationer. Der er dog visse faktorer som man ikke må overse hvis man skal gøre sig håb om at overvinde sin lampefeber og tale med overbevisning for en forsamling.

Forberedelse — tænk på to ting

Ved talerkurser indskærper lærerne ofte: „Forberedelsen er nøglen!“ Det er heller ikke helt forkert, men mange misforstår det og tror at de må have en vrimmel af tal og oplysninger på rede hånd for at kunne tale om emnet. Hvis man gerne vil gøre sit bedste, bør man imidlertid forberede sig med to ting i tanke:

1. Skaf dig ikke blot viden om emnet, men beslut dig til noget ganske bestemt du gerne vil fortælle tilhørerne, et budskab du gerne vil give dem ved denne lejlighed.

2. Tænk grundigt over hvordan du bedst kan give netop denne forsamling dit budskab.

Det giver store fordele at huske disse to punkter. Selve fremførelsen er selvfølgelig vigtig, men det du siger — selve dit budskab — er endnu vigtigere. Hvis du har dit stof klart i tanke og dine argumenter er godt underbygget, vil du, selv om din stil måske trænger til at blive pudset lidt af, næsten altid være et godt stykke foran den vittige taler der henrykker sine tilhørere uden egentlig at sige noget. En sådan mand er bedre egnet til at være entertainer end til at fremlægge saglige oplysninger. Før eller siden holder folk op med at tage ham alvorligt.

En erfaren taler gav engang dette opmuntrende råd: „Du skal have noget at sige. Rejs dig så op og sig det. Sæt dig ned igen. Endnu har ingen fundet på noget der overgår denne regel.“ Ja, uden nogen som helst talertekniske finesser kan du gøre stort indtryk på dine tilhørere ved at tale positivt, direkte og med begejstring.

Når du forbereder dig bør du desuden tænke på den forsamling du skal tale til — tilhørernes baggrund, og hvilket syn de sikkert vil have på dit emne når de møder op. Det vil hjælpe dig til at udvælge det stof som netop vil passe på denne forsamling. Tænk på de lokale forhold, vis forbindelsen mellem dit stof og tilhørernes eget liv, forklar hvorfor det er vigtigt for netop dem og deres familie. Sådan kan man gøre et generelt eller abstrakt emne ganske hverdagsnært og vedkommende.

En mand der har holdt foredrag i over seksten år, giver dette forslag: „Jeg har opdaget at tilhørerne begynder at spidse øren når jeg nævner nogle lokale skikke eller steder. Når jeg taler om et bestemt emne, kan jeg for eksempel spørge: ’Tror De at en mand der bor omme i X-gade her i Y-købing interesserer sig for dette spørgsmål?’ Jeg har også opfordret andre talere til at prøve at gøre stoffet nærværende, på en måde der er naturlig for dem, uden at det kommer til at virke usmageligt.“

Hvis du ikke har noget særligt forhåndskendskab til dit publikum, kan nogle forespørgsler betyde mere for din fremholdelse end flere timers forskning i selve emnet. Og selv om du ikke har lejlighed til at spørge dig for hos nogen, vil du som regel kunne vide på forhånd hvordan gruppen generelt set er sammensat. Består den hovedsagelig af forretningsfolk, handlende, kontorfolk, håndværkere eller pensionister? Prøv at finde ud at hvilken side af dit emne denne forsamling vil have mest glæde af at høre om og interesserer sig mest for.

Man skal altså forberede sig godt, og samtidig tænke på hvordan man vil bringe det ud over rampen, til publikum. Er du sikker på at du kan udpege hovedpunkterne i dit foredrag? Hvis du ikke kan, hvordan skal tilhørerne da kunne det? Efter at have valgt dine hovedpunkter, må du afgøre hvor meget du kan nå at fortælle om hvert af disse inden for den berammede tid. Tænk dernæst på hvordan du kan fremlægge stoffet på den mest appellerende måde. Dette betyder selvfølgelig at du må skrive foredraget ned (i hvert fald i punkter) og arrangere stoffet i logisk rækkefølge.

Selv eksperterne er uenige om hvor mange notater man skal bruge under et foredrag; nogle mener at et fuldt manuskript er nødvendigt, andre at nogle få punkter er nok. De er imidlertid enige om én ting: Tal aldrig med hukommelsen som eneste støtte; hav altid nogle nedskrevne støttepunkter. Man skal aldrig lære sit foredrag ord for ord og fremsige det som en udenadlært remse. Det kan godt være at alles øjne hænger ved talerens læber, men måske kun fordi de er spændt på om han vil gå i stå!

De der har set en oratorisk begavet taler i aktion, er måske blevet betaget af hans dygtighed, og mener derfor at den personlige kraft og begejstring, evnen til at vinde et publikum, er vigtigere end omhyggeligt at forberede et foredrag specielt til det publikum det drejer sig om. Lad os imidlertid se hvordan det kan hjælpe en usikker taler at forberede sig med de to tidligere nævnte punkter i tanke.

Gør budskabet levende!

Hvis du, under fremholdelsen af foredraget, koncentrerer dig om det stof du har forberedt dig så godt på — og ikke om dig selv — vil dette fjerne megen nervøsitet og angst for publikum. Tænk på at selve stoffet vil tale stærkt, selv om du føler dig som en svag taler!

Hvis du tror på dit stof og er opfyldt af det, vil du ganske naturligt tale med overbevisning og med hjertelig oprigtighed. Det vil andre kunne mærke, og de vil få tillid til dig. Selv om du koncentrerer dig om stoffet, behøver du ikke at miste den følelsesmæssige appel. Du kan tværtimod lade selve din præsentation af stoffet udstråle dit eget engagement, dine følelser; så vil de følelser du giver udtryk for, dine gestus og din holdning blive ægte. Man vil kunne se at du tror på stoffet, og du vil virke overbevisende. Du vil fange publikums opmærksomhed. Du vil kunne tilskynde dem til at gøre noget.

Hvis du derimod er alt for optaget af dit eget ydre, det indtryk du gør eller den „stil“ du anlægger, vil det kunne mærkes. Det vil virke distraherende og tilsløre indholdet af det du siger.

En yderligere fordel ved at have et bestemt budskab på hjerte, er at det hjælper én til at overholde tiden. Når du har besluttet hvad det er du vil fortælle, er der ingen fare for at du kører videre i én uendelighed, som nogle talere gør. Hvorfor ikke holde en prøve? Hold foredraget for dig selv, og hold øje med tiden. Det føles måske lidt mærkeligt at stå og tale til ingen mennesker, men mange har fundet at det betyder meget for selvtilliden og for overholdelsen af tiden.

Faldgruber

Der er to „farezoner“ man skal holde sig fra når man benytter sig af denne metode til at lære at holde foredrag. Den ene er tendensen til at lade sig rive med og fortælle alle de spændende oplysninger man har draget frem, så foredraget bliver ved og bliver ved. Husk at det væsentligste formål med dine undersøgelser er at forberede dig selv — så du får et godt greb om emnet og føler dig fortrolig med det. Du får sikkert kun tid til at behandle tre eller højst fire hovedpunkter.

For det andet er der en fare for at den velforberedte taler gør sit foredrag for kompliceret, ikke alene ved at tage for mange punkter med, men også i sit ordvalg. Undgå lange ord, eller udtryk som tilhørerne måske ikke vil forstå. Selv i et teknisk foredrag for en gruppe fagfolk kan der let opstå problemer fordi ikke alle er enige om definitionen på de forskellige fagudtryk. Den kloge foredragsholder vil derfor følge det råd om at udtrykke sig klart og tydeligt som bibelskribenten Paulus gav for over 1900 år siden: „Hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil da gøre sig rede til kamp? På samme måde også med jer: hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå, hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? I vil jo tale hen i vejret.“ — 1 Kor. 14:8, 9.

Hvis man falder i den ene af disse faldgruber, kan man desuden give indtryk af at man ser ned på sit publikum. Man får aldrig vundet folk hvis man giver indtryk af at være overlegen; man vil snarere støde dem fra sig. Det er en kendsgerning at enkelhed i tale ofte opfattes som en form for imødekommenhed og forståelse. Det bør selvfølgelig være talerens ønske at dele noget med sine tilhørere, og ikke at spilde deres tid ved at begive sig ud på et længere „egotrip“ for sin egen fornøjelses skyld.

Jesus Kristus blev, selv af dem der ikke troede på ham, regnet for at være en mesterlig lærer. Når man læser hans taler, fængsles man af den enkelhed og ydmyghed der præger dem. Folk følte sig draget af ham. Det han ville sige, fortalte han klart og tydeligt. Han underviste i dybe sandheder ved hjælp af enkle ord. (Mattæus, kap. 5-7) Endnu i dag, næsten to tusind år senere, og efter utallige forsøg på at tilsløre eller fordreje hans budskab, står hans ord klart og tydeligt frem.

Som du ser er der altså mange grunde til at du ikke behøver at fortvivle, skønt du måske aldrig kommer til at føle dig hundrede procent veltilpas ved at holde et foredrag. Selv om vi, som én har sagt, lever i en verden hvor der er nok af ’dødsenstriste taler’ har du mulighed for at klare det hvis det skulle blive aktuelt for dig, og dine tilhørere vil endda kunne få glæde af det. Du vil finde at mange egentlig er glade for at lære noget. Hvis du virkelig siger noget, hvis du viser at du gerne vil give noget, kan du blive glædeligt overrasket over resultatet. Måske er det uhyre der kaldes „publikum“ trods alt ikke så farligt.