Forstandige dommere beskytter et mindretals rettigheder

EN BERØMT dommer med dyb skelneevne har engang udtalt: „Der findes ingen skønnere stund for loven end når den skærer igennem nedarvede forestillinger og tidsbetonede stemninger for at beskytte upopulære borgere imod diskrimination.“a

Et udmærket eksempel på upartisk retfærdighed kunne for nylig iagttages i byen Tacoma i staten Washington, U.S.A.

Her havde en religiøs mindretalsgruppe besluttet at opføre en bygning til tilbedelsen af Gud. Den skulle ligge i Pierce Amt, 13 kilometer fra Tacoma. Bygningen skulle have plads til 1800 mennesker, og adskillige menigheder af Jehovas Vidner ville have fælles religiøse møder her. Man havde erhvervet 3,6 hektarer land i dette tyndt bebyggede område, hvor byggezonebestemmelserne tillod at en „kirke“ eller et tilbedelsessted blev bygget.

Omhyggeligt udarbejdede planer og dokumenter, der mere end opfyldte de tekniske krav, blev indleveret. Man samarbejdede helt og fuldt med de offentlige myndigheder. Sundhedsdepartementet gav sin godkendelse. Med ubetydelige ændringer gav bygningsdepartementet sin godkendelse. Og, med den erklæring at stævnehallen „ikke ville have nævneværdig uheldig virkning på miljøet“, gav miljøtilsynskomiteen også sin godkendelse. Alt syntes at gå godt.

Ulovlige restriktioner pålægges

I januar 1976 blev overbygningsinspektør Bill P. Horn anmodet om en byggetilladelse. Så var det slut med den gunstige atmosfære. Tilladelsen blev nægtet! Horn indrømmede at en „kirke“ havde ret til at bygge på stedet, men Jehovas Vidner kunne ikke bygge en stævnehal der! Hvorfor ikke? Hans brev anførte disse to faktorer: „Deres foreslåede stævnehal tilsigter at drage personer der bor uden for dette amt, her til området. Dertil kommer dens særdeles store kapacitet.“ Departementet for amtsplanlægningen sagde også at stævnehallen „på ingen måde er en almindelig kirke“, der ifølge definitionen må være „et religiøst mødested, hvor lokale beboere kommer sammen for at tilbede“.

Men dette var ikke hvad amtszoneloven sagde. Den erklærede simpelt hen: „’Kirke’ betyder en bygning hvis væsentlige formål er religiøs tilbedelse.“ Tilbedelsesfrihed kan givetvis ikke begrænses til folk inden for et „lokalt“ område. Føjede myndighederne ulovlige restriktioner til for at hindre opførelsen af denne særlige bygning? Hvis det forholdt sig således, hvordan kunne et mindretal da beskytte sine lovlige rettigheder?

Advokater oplyste at en retslig aktion var den eneste udvej. Den 4. februar 1976 blev der taget skridt til at få en dommerkendelse med krav om at tilladelsen skulle udstedes. Udførlige juridiske fremstillinger at sagen samt en oversigt over den større kapacitet i andre af områdets kirker blev forelagt.

Den 13. april 1976 skulle sagen forelægges dommer Hardyn B. Soule ved Pierce Amts ret. Dommer Soule, der hurtigt så at et mindretals rettigheder var i fare, traf sin afgørelse:

„Pierce Amts zonelov definerer under afdeling 9.06.150 en kirke som følger:

’Kirke. „Kirke“ betyder en bygning hvis væsentlige formål er religiøs tilbedelse . . .’

Parterne har aftalt at de aktiviteter der skal foregå i den planlagte stævnehal udelukkende drejer sig om tilbedelsen af den almægtige Gud; at den grundlæggende lærebog ved disse møder er Bibelen, og at forkyndelse, bibellæsning og instruktion udgør hele programmets indhold. . . .

Byggetilladelsen blev nægtet med den begrundelse at den planlagte bygning ikke er en kirke i den almindelige betydning fordi den ikke har en fastboende menighed og fordi den tilsigter at drage folk til langvejsfra. . . .

Til uheld for de sagsøgte [det vil sige Pierce Amt og dets bygningsinspektør] behøver vi ikke at gå længere end til definitionen i selve loven som nævnt ovenfor. Denne definition kræver ikke en lokalt boende menighed. Den indeholder ingen restriktioner med hensyn til størrelse. . . . Den angiver ingen restriktioner med hensyn til det område hvorfra mødedeltagerne kommer. Det eneste krav er at hovedformålet er religiøs tilbedelse . . .

Det forekommer mig at den planlagte bygning ifølge de fastsatte vilkår klart ligger inden for bestemmelserne, og der er ingen tvetydighed. . . . Der vil derfor blive udstedt en dommerkendelse.“

Således opretholdt dommer Soule trofast loven, og ulovlige restriktioner blev fjernet.

Fortsat afslag

Men tilladelsen blev stadig nægtet — i hårdnakket trods mod dommerkendelsen! Ansøgernes respekt for dommer Soules afgørelse gjorde det nødvendigt for dem at søge den eneste retslige udvej.

Bladet The Daily Olympian for 14. maj 1976 berettede om det næste skridt:

„Anklage for foragt for retten

Jehovas Vidner, der har planlagt at bygge en stævnehal i Puyallup, har indgivet anklage for foragt for retten imod Pierce Amt og Pierce Amts bygningsdepartement.“

Den 27. maj blev anklagen for foragt for retten fremlagt for dommer Soule. Eftersom de anklagede klart havde vist foragt, prøvede de at ændre deres situation ved at indgive appel til statens appelret. Derpå anmodede de dommer Soule om „udsættelse“, det vil sige tilladelse til at udsætte byggetilladelsen til deres appelsag var blevet afgjort. Dette ville vare mindst et år.

Dommer Soule, der var klar over at dette blot var en undvigelsesmanøvre, nægtede udsættelse. Tværtimod beskyttede han dette mindretals rettigheder ved at give amtet og dets inspektør en frist på fem søgnedage til at udstede tilladelsen, idet han advarede om at „de ellers ville blive straffet for foragt for retten“.

Denne ordre blev udstedt klokken 10.00. Kort efter middagstid henvendte amtets advokat, sammen med en advokat for nogle fjendtligt indstillede naboer, sig til dommer James V. Ramsdell, en anden dommer fra samme domstol. Uden at underrette Jehovas Vidners sagfører og uden at oplyse om dommer Soules ordre samme formiddag, fik de to sagførere af dommer Ramsdell en ordre til amtet om ikke at udstede tilladelse til stævnehallen. Resultatet: to direkte modstridende ordrer udstedt af den samme domstol, om samme sag, på samme dag!

Hvordan hørte dommer Ramsdell om denne forbavsende situation? Tacoma-bladet News Tribune havde følgende overskrifter næste dag, begge i samme udgave. Den ene lød: „Amt må give Jehovas Vidner tilladelse,“ mens den anden lød: „Dommer annullerer tilladelse til Jehovas Vidners hal.“

Næste dag dommer Ramsdell var i retten, den 1. juni, tilkaldte han personligt de to advokater og indbød denne gang Jehovas Vidners advokat til at være til stede. Så handlede han omgående for at rette op på tingene og ophævede den ordre han var blevet forledt til at udstede.

Nogle dage senere, den 11. juni 1976, anmodede amtet, der fastholdt sin obstruktion, appelretten om den ordre om udsættelse der var blevet nægtet af dommer Soule. Jehovas Vidner modsatte sig anmodningen og hævdede at amtets appel var intetsigende, uden værdi og udelukkende fremsat for at opnå en ulovlig udsættelse. De forstandige dommere beskyttede igen mindretallets rettigheder ved at nægte at indrømme udsættelsen.

Ville tilladelsen nu blive udstedt? De modvillige myndigheder gav ikke deres tilladelse før den 14. juni, efter at man i flere timer havde drøftet sagen frem og tilbage med dem og erklæret at man øjeblikkelig kunne skride til en ny sigtelse for foragt for retten.

Skyer over byggeriet

Med deres stærkt forsinkede tilladelse i hånden gik Jehovas vidner glade til byggepladsen og begyndte straks at lægge fundamentet til hallen. I fuld tillid gik de i gang med at bygge, uden hensyn til de juridiske skyer der stadig truede i horisonten, og som kunne have forhindret at bygningen nogen sinde var blevet færdig.

Amtets appel vedrørende rettens ordre til at udstede byggetilladelsen var endnu ikke afgjort. Ydermere appellerede de omkringboende naboer miljøkomiteens gunstige afgørelse til amtsrådet og håbede at standse bygningen af hallen under henvisning til miljøbeskyttelsesloven. Rådets medlemmer blev anmodet om at kræve af Jehovas Vidner at de skaffede en miljøerklæring. Dette kunne tage et år og kunne koste omkring 60.000 kroner. Forslaget var endnu et udslag af unyttig forhalingstaktik. Hvorfor unyttig? Fordi det er klart at en kirke der kun anvendes i weekender ikke ville præge miljøet i væsentlig grad.

Appellen til amtsrådets tre kommissionsmedlemmer blev hørt den 20. og 27. juli. Modstanderne gjorde gældende at bygningen ville fremkalde trafik-, parkerings- og kloakeringsproblemer. Deres argumenter var personlige meninger uden støtte i kendsgerningerne. På stævnehallens vegne viste en ingeniør, Louis Cantor, at det var et „lavbebyggelsesprojekt“ der ikke krævede en miljøerklæring. Cantor tilføjede: „For at bruge en sammenligning: Hvis man har set en elefant gå hen over en planke og målt hvor meget bjælken gav efter, kan man ud fra dette slutte om en kat uden fare kan gå over den samme planke.“ Miljømæssigt var hallen „katten“.

Til trods for dette klare vidnesbyrd imod nødvendigheden af en miljøerklæring, beordrede et flertal — to af de tre kommissionsmedlemmer — en sådan fordi dette var „hvad områdets beboere ønskede“. Clay Huntingdon, det kommissionsmedlem der afgav dissens, henviste alene til de foreliggende vidnesbyrd og sagde: „Jeg ser ikke noget vidnesbyrd der gør denne miljøerklæring nødvendig.“

Kommissionsmedlemmernes kontraordre var kun gyldig én dag. Den 29. juli kl. 9.15 henvendte Jehovas Vidners advokater sig til dommer Ramsdell og anmodede om en skriftlig ordre til fornyet undersøgelse for at bestride kommissionsmedlemmernes afgørelse. Da dommeren underskrev dokumenterne sagde han: „Jeg læste om deres afgørelse i avisen. Jeg har ventet at De ville opsøge mig.“ Den skriftlige ordre gav kommissionsmedlemmerne besked om at bringe alle optegnelser om den høring der fandt sted hos dem, frem for retten til fornyet overvejelse. I mellemtiden fik de forbud mod at lægge hindringer i vejen for byggeriet.

Denne retslige udsættelse betød endnu tre måneder til at bygge i. Med beslutsomhed og begejstring gik frivillige arbejdere igen i gang med byggeriet, i fuld tillid til at retfærdigheden ville ske fyldest og at de ville være i stand til at fuldføre det.

Den 9. september blev amtsrådets appel forelagt dommer Vernon R. Pearson fra appelretten. Denne forstandige dommer gjorde det klart for amtet at dets appel var intetsigende, uden værdi og uden mulighed for at komme igennem. Amtet trak klogeligt sin appel tilbage uden at man så meget som gjorde rede for sagen eller fremførte argumenter.

Kun ét retsligt skridt stod tilbage: Ordren om en fornyet overvejelse af kommissionsmedlemmernes afgørelse.

Tilbage til retten

Da datoen for behandlingen af den skrevne ordre kom, den 29. oktober, var hallen 70 procent færdigbygget. Dens mure var rejst, taget og gulvet var lagt, og meget af havearbejdet var udført. Denne morgen myldrede journalister, fotografer fra fjernsynet og interesserede tilskuere ind i retssalen i amtets rådhus i Tacoma. Det var sidste akt i dette langvarige retslige drama. På opslagstavlen anførtes sagen som „Jehova kontra Pierce Amt“.

Disse ord var måske mere rigtige end mange var klar over.

Hurtigt blev retslokalet fyldt med tilskuere, hovedsagelig Jehovas vidner, der var stærkt interesseret i deres hal. Så var tiden inde. Dommer Waldo F. Stone indtog sin plads. Der var stilhed. Retsbetjenten råbte sagen op. Behandlingen kunne begynde. Spændingen steg. Spørgsmålet var af afgørende betydning. Mange af de tilstedeværende vidste at bygningen allerede var opført. Mange spørgsmål fór gennem deres sind: Skulle byggearbejdet standses? Ville man kræve at bygningen skulle rives ned? Skulle alt deres arbejde og hele deres indsats ende i dette retslokale? Ivrigt lyttede de efter hvert eneste ord.

Glen How, en dygtig jurist fra Toronto i Ontario, Canada, indledte med en opsummering af sagen for dommer Stone. Han opfordrede retten til at omstøde amtsrådskommissionens flertalsafgørelse som vilkårlig, urimelig og uden støtte i de foreliggende vidnesbyrd.

Advokaterne for amtet og de omboende fremsatte korte og kraftløse argumenter i modsat retning. Til sidt replicerede stævnehallens assisterende juridiske konsulent, Thomas Fishburne fra Tacoma. Så var der stilhed et øjeblik mens dommer Stone forberedte sig på at afsige dommen. Med spændt opmærksomhed prøvede tilhørerne at fange hvert ord.

Dommer Stone komplimenterede først [Jehovas Vidners] advokat for „en udmærket skriftlig fremstilling, fint hjemmearbejde og en udmærket fremholdelse af sagen for dommeren“, hvilket gjorde afgørelsen „en smule mindre vanskelig“. Dommeren fortsatte derefter: „Jeg vil også gerne rose de mange mennesker bag i salen [for størstedelen Jehovas vidner] fordi de anerkender at dette er en retsbygning og fordi de behandler den som en retsbygning.“

Ved det vigtigste punkt i sin afgørelse sagde dommer Stone:

„Retten kommer, ved at se på hele det foreliggende billede, til den slutning at medlemmerne af amtskommissionen har misforstået deres funktion under den særlige lov vi her har med at gøre. Jeg mener at deres afgørelse er baseret på deres egne ønsker . . . Retten finder at kommissionsmedlemmernes afgørelse ikke tjener et miljømæssigt formål og at det ikke er en passende funktion eller anvendelse af de særlige miljølove her at kræve en miljøerklæring.

. . . dette er et lavbebyggelsesprojekt, og ordren om en miljøerklæring er en misforståelse af denne lovs rette funktion . . . Det er klart at retten vil afslå at gå med til et tilhold om at stoppe byggeriet.“

Dommer Stones skrevne konklusion betegnede amtsrådets afgørelse som „en vilkårlig og lunefuld handling, og derfor ugyldig“. Atter en forstandig dommer der beskyttede mindretallets rettigheder.

På dette tidspunkt var offentligheden blevet meget interesseret i denne kamp for tilbedelsesfrihed. Fjernsynets nyhedsdækning satte folk i stand til at se og høre dommer Stone, der afgav sin betydningsfulde gunstige afgørelse og gjorde det unødvendigt for vidnerne at skaffe en miljøerklæring. Overskriften i Tacoma-bladet News Tribune sagde det hele: „Jehovas Vidner vinder retsafgørelse vedrørende miljøerklæring.“

Lykkelig afslutning

Efter at konflikten var overstået gik indviede Jehovas vidner i gang med at fuldende deres bygning med en storslået følelse af lykke og enhed. Journalister fra News Tribune kom til hallen for at tage billeder. De undrede sig både over aktiviteten og resultaterne, og var yderst imponerede over at finde at alt arbejde uden undtagelse var udført af frivillige. Én bemærkede at det var vanskeligt at tro at der i dag stadig var mennesker der ville anvende deres tid til et projekt af denne art.

En nabo der havde været temmelig fjendtligt indstillet kom adskillige gange for at aflægge besøg og drikke kaffe sammen med dem der arbejdede på bygningen. Han undskyldte at han havde modstået bygningen af hallen. Især værdsatte han at han var blevet modtaget på en så venlig måde, og han var glad for at mærke at ingen bar nag. Denne tidligere modstander var glad for at få en bibel af en halvfemsårig arbejder på pladsen.

En mand fra Bremerton, ansat i flåden, var ivrig efter at se denne bygning der var blevet rejst af frivillige. Sammen med to venner kom han på besøg en lørdag. Efter en tur rundt på pladsen sluttede de tre besøgende sig til og arbejdede hårdt hele eftermiddagen. En af dem bemærkede at han aldrig havde set mennesker arbejde sammen i et sådant fællesskab. Efter sin næste tur til søs vendte han tilbage til hallen for at arbejde endnu to dage og nyde den venlige atmosfære.

I alt lagde mere end 2500 personer deres tid og arbejdsindsats i at bygge stævnehallen. På én fridag var der 500 arbejdere i sving.

Tilbageblik

Denne langvarige juridiske kamp med et gunstigt resultat for borgernes rettigheder og ligeberettigelse er et usædvanligt eksempel på ’lovens skønneste stund’ — når den handler „for at beskytte upopulære borgere imod diskrimination“.

Syv forskellige dommere viste deres nidkærhed for retfærdigheden ved ni særskilte afgørelser der skulle beskytte mindretallets rettigheder. Alt i alt var dette et strålende eksempel på forstandighed og konsekvent håndhævelse af loven.

Jehovas vidner værdsætter i høj grad uangribelige dommere der har viet deres liv til at øve retfærdighed. Især værdsætter Jehovas vidner imidlertid denne garanti fra deres Gud, Jehova: „Intet våben, der smedes mod dig, skal du’.“ — Es. 54:17.

Jehovas vidner i den vestlige del af staten Washington er lykkelige over at kunne indbyde alle interesserede mennesker til deres smukke stævnehal, der ligger i rolige, skovomkransede omgivelser. Ved indvielsen, der blev holdt den 23. april 1977, kunne de byde 1977 mennesker fra Puget Sound-området velkommen til at dele deres glæde. Dette center for den sande tilbedelse står åbent for besøgende som et sted med kærligt samarbejde og kristent fællesskab.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 13]

„To direkte modstridende ordrer udstedt af samme ret, om samme sagt på samme dag!“

[Tekstcitat på side 14]

Frivillige arbejdere gik igen i gang med byggeriet, i fuld tillid til at retfærdigheden ville ske fyldest og at de ville være i stand til af fuldføre det.

[Tekstcitat på side 16]

„Syv forskellige dommere viste deres nidkærhed for retfærdigheden ved ni særskilte afgørelser der skulle beskytte mindretallets rettigheder.“