Villige til at tjene hvor som helst
ET MEDLEM af Jehovas Vidners styrende råd sagde for nylig i en tale i byen New York: „Over fem tusind elever er udgået fra Vagttårnets bibelskole Gilead. Næsten et tusind af dem er i øjeblikket aktive som missionærer i forskellige dele af verden, og mange flere befinder sig i andre grene af heltidstjenesten.“ Alle disse heltidstjenere er mennesker der nærer så stor interesse for at forkynde den gode nyhed om Guds rige, at de har erklæret sig villige til at tjene hvor som helst på jorden. Den 10. april 1977 udgik endnu en klasse fra Gileadskolen, og med den samme villige ånd.
I den toogtresindstyvende klasse var der syvogtyve elever fra seks lande. For at komme på Gileadskolen måtte de kunne engelsk, og for de europæiske elever krævede dette en særlig indsats. Nogle af dem havde lært lidt engelsk i skolen. Men for at lære det bedre flyttede de til områder hvor der var engelsktalende mennesker, og de boede og arbejdede sammen med dem til de havde et godt greb om sproget. Denne oplevelse bragte dem også i kontakt med mennesker fra forskellige miljøer. Som en elev fra Tyskland sagde: „Det var virkelig en glæde for mig at tale med folk fra hele verden. Personlig studerede jeg Bibelen med mennesker fra Vietnam, Korea, Japan og Taiwan.“ Efterhånden som hun kom til at kende mennesker fra forskellige lande, voksede hendes kærlighed til dem, tillige med ønsket om at hjælpe dem.
Men hvorfor kunne de ikke simpelt hen blive i deres hjemland? Når det kommer til stykket er der i alle lande mange mennesker at forkynde for. En elev fra De forenede Stater indrømmede: „Min største hindring var magelighed. Jeg var i pionertjenesten, var ældste i menigheden, gift med en sød kone, havde mit eget hjem samt forretning, og jeg opdagede at jeg var ved at sidde for godt i det.“ Han og hans hustru drøftede sagen sammen og besluttede at tilbyde at tjene hvor som helst der var brug for dem.
En elev fra Canada tilføjede: „Vore forhold var sådan at vi godt kunne stille os til rådighed for dette særlige arbejde. Det ville derfor have været at holde noget tilbage som vi skyldte Jehova og ikke tjene ham af hele vor sjæl, hvis vi ikke havde meldt os.“
Nogle af eleverne havde, opmuntret af deres forældre, forberedt sig til missionærtjenesten lige fra barndommen. Andre indrømmede åbent at skønt de kunne lide at hjælpe mennesker, faldt det dem ikke særlig let at gå fra hus til hus for at finde dem der ville lytte. Følgelig havde de ikke gjort missionærtjenesten til deres mål. Hvorfor havde de så meldt sig?
Fordi de var villige til at dække et behov. De genspejlede den ånd hvorom bibelskribenten David sagde til Jehova: „Dit folk møder villigt frem.“ (Sl. 110:3) En af eleverne havde således ansøgt om missionærtjeneste med denne tanke: „Hvis dette er hvad Jehova ønsker jeg skal gøre, så vil jeg med glæde gøre det.“ Og en canadisk elev sagde: „Missionærarbejdet vil give mig mulighed for at blive anvendt hvor der er et større behov, og når der er et behov og jeg er i stand til på en eller anden måde at dække dette behov, så er det dér jeg ønsker at være.“
For mange af dem ville dét at flytte ud og arbejde blandt mennesker med helt andre skikke, ikke være noget nyt. Det havde de gjort før. Nogle havde tidligere, med tanke på at forberede sig til missionærtjeneste i et fremmed land, forladt deres hjemlige menigheder for at tjene hvor behovet for forkyndere var større.
Et ægtepar i klassen havde sluttet sig til en kanoekspedition der rejste 4000 kilometer op af Mackenziefloden og tilbage, i Canadas nordvestlige områder. De sov i telt og måtte finde sig i horder af insekter for at forkynde om Guds rige for mennesker i dette område. Kolonierne lå i en afstand af mellem 80 og 320 kilometer fra hinanden, uden menneskelig beboelse ind imellem. Besøgende var sjældne i disse isolerede områder, men mange mennesker var taknemmelige over at høre den gode nyhed. De elever der havde været med her vidste udmærket hvad missionærarbejdet kan indbefatte.
Imidlertid fik eleverne ikke oplyst i hvilket land de skulle tjene før de nærmede sig afslutningen på deres skolekursus. De fik tildelt distrikt i landene Bolivia, Botswana, Chile, Colombia, Den dominikanske Republik, Equador, Honduras, Lesotho, Liberia, Spanien og Vest-Samoa.
Men dette skulle ikke blot være et rejseeventyr. På afslutningsdagen nævnte U. V. Glass, en af deres lærere, meget ligefremt for dem hvorfor de skulle sendes ud. Det var for at arbejde. Han sagde at arbejde måske var et ubehageligt begreb for mange mennesker i vor tid. Men sådan har det ikke altid været. Han viste dem at der findes mere end ét syn på arbejde. Hvis man kun udfører et arbejde fordi det skal gøres, kan det være ubehageligt. Men hvor anderledes er det ikke når man lærer at finde glæde ved det man har udrettet! Glass opfordrede indtrængende eleverne til at anlægge det sidstnævnte syn på deres tjeneste.
Skolens anden faste lærer, K. A. Adams, opfordrede klassen til ikke blot at have det de havde lært oplagret i sindet, men at bruge det til at hjælpe andre med. Når man for eksempel trøster en moder der har mistet sit barn, kunne man foruden at læse Bibelens løfte om at ’døden ikke skal være mere’, fortælle kvinden om den tildragelse fra det virkelige liv som et ægtepar i Kapernaum kom ud for. Jesus gav deres barn livet igen. (Åb. 21:4; Luk. 8:40-42, 49-56) Når man hjælper en der holder sig tilbage med hensyn til tjenesteprivilegier, så kan man, i stedet for blot at sige til ham at han bør se anderledes på tingene, med fordel sætte sig ned og sammen med ham læse Jonas’ bog i Bibelen så vejledningen med fuld styrke kan nå hans hjerte. Og når man skal klare problemer i en menighed kan man, i stedet for blot at finde et eller to anvendelige skriftsteder, meget passende minde om en af de kristne menigheder i det første århundrede der var i en lignende situation. På denne måde øser man af hele den del af det inspirerede brev til vedkommende menighed som et udtryk for Guds syn på sagen. Elevernes Gileaduddannelse havde gjort dem bedre egnet til at gøre dette.
Foruden ovennævnte afsluttende vejledning ved de faste klasselærere gav adskillige medlemmer af Jehovas Vidners styrende råd de afgående elever god vejledning og betonede betydningen af loyalitet, ydmyghed og selvransagelse.
Siden afslutningshøjtideligheden er eleverne fra den toogtresindstyvende klasse begyndt at rejse til deres distrikter i fremmede lande. Nogle af dem skal være i lande hvor antallet af forkyndere i forhold til befolkningstallet betyder at de får tre, fire eller fem — ja endog halvfems — gange så mange personer at dele de bibelske sandheder med som de havde i forvejen. De der har meldt sig til missionærtjenesten viser at de har den samme ånd som Esajas, der sagde: „Her er jeg, send mig!“ — Es. 6:8.
[Illustration på side 8]
Vagttårnets bibelskole Gileads 62. klasse
Fra venstre til højre:
Første række: D. Mang, A. Delgado, A. Evans, C. Schroeder, B. Carr.
Anden række: T. Humes, J. Khawaja, J. Godfrey, G. Wedmedew, H. Rhodes.
Tredje række: J. Hogg, H. Hutter, I. Khawaja, P. Wedmedew, W. Edwards, J. Rhodes.
Fjerde række: R. Wagner, G. Carr, V. Stutts, R. Mang, G. Evans.
Femte række: M. Miles, M. Schroeder, R. Garcia, R. Moore, E. Kritzinger, P. Godfrey.