En mærkværdig blanding af religioner i Bolivia
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I BOLIVIA
AF DE omkring fem millioner mennesker der bor i Bolivia, er cirka to millioner aimará- og quechuaindianere. De bekender sig til katolicismen men forveksler helgenerne med de guder deres forfædre dyrkede. Hvordan er det muligt, når den katolske kirke har eksisteret i Bolivia de sidste fire hundrede år?
I bogen A Short History of Bolivia skriver forfatteren Robert Barton om det arbejde de katolske missionærer har udført i landet: „De satte ind på at hverve mange proselytter i stedet for at prøve på at gøre kristendommen forståelig for de indfødte; ja faktisk var der mange af dem som foregav at der var en lighed mellem deres egen trosbekendelse og barbarernes overtro. Dette forklarer den blanding af de to religioner der består den dag i dag.“
Denne blanding ses tydeligt i forbindelse med Todos los Santos, allehelgensdag. Kip Lester og Jane McKeel siger i deres bog Discover Bolivia: „For campesinoen [den indfødte bonde] er Todos Santos-festen en kombination af den kristne fejring af disse helligdage og den religiøse ære man viste chullpaerne.“ Chullpaerne er runde tårne af rå sten som man har fundet på Titicaca-højsletten. Det menes at de oprindelig var gravsteder for indianerhøvdinger.
Interessant nok har den katolske kirke indpasset mange andre hedenske skikke og bevaret dem under betegnelsen „kristne“. Allesjælesdag stammer ikke fra den sande kristendom. Angående dens oprindelse læser vi i Funk and Wagnalls’ Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend: „I sit inderste væsen er allesjælesdag tilpasningen af den næsten verdensudbredte skik at hellige de døde en del af året (sædvanligvis den sidste). Babylonierne fejrede hver måned en allesjælesfest ved hvilken præsterne frembar ofre.“
De første kristne fejrede begribeligvis ingen højtid for de døde „sjæle“. De vidste at Bibelen lærer at „den sjæl, der synder, den skal dø“. (Ez. 18:4) Ja, de forstod at de døde virkelig er døde og venter på en opstandelse. — Apg. 24:15.
En anden mærkværdig blanding af trosopfattelser findes i Diablada (djævledansen). Bogen Gate of the Sun, A Prospect of Bolivia siger følgende herom: „Med sin oprindelse i en kombination af hedensk og kristen myte er den et interessant eksempel på den dobbelthed der endnu gennemsyrer dagliglivet i Bolivia.“
Ifølge boliviansk ikke-kristen overlevering holder Djævelen til i minerne, og han ejer mineralerne og metallerne. Minearbejderne påkalder ham hver dag i håb om at han vil beskytte dem imod at deres mine styrter sammen. I koreografien spiller folkloredanserne (en gruppe fra hvert samfundslag i minebyen Oruro) rollen som Djævelen, udstyret med rigt dekorerede masker og dragter. De beder Virgen del Socavón, Minens Jomfru, begunstige dem. For en katolik er jomfruen naturligvis Maria.
I Discover Bolivia gøres der opmærksom på forbindelsen mellem den katolske kirke og djævledansen, idet der siges: „Foruden de bevægelser der hører til dansen udfører djævledanserne mange religiøse ceremonier. Ved den berømte Socavón-kirke ved foden af San Felipe-bjerget hylder de først Jomfruen, og de holder messe ved visse særlige lejligheder under og efter karnevallet.“
Undertiden ser man folk iført djævledragt gå ind i den katolske kirke for at deltage i altergangen, der forrettes af katolske præster. Når djævledanserne træder ind i kirken siger de henvendt til Jomfruen af Socavón: „Vi, alle dine djævlesønner, kommer fra helvede for at anmode om din velsignelse, lille Moder over mineskakten.“ Og når de går ind i kirken for sidste gang, fremsiger de en afskedsbøn for det år der er gået. Den lyder: „Lad som på tinbjergene dit sollys stråle, over vore hjerter dine velsignelser strømme. Nægt os ikke din beskyttelse, underskønne Guds Moder, indtil næste år, lille Moder! Indtil næste år, farvel!“
Forfatterinden Margaret Joan Anstee har også en bemærkning om det dobbelte træk ved Diablada. Hun siger: „Dobbeltheden får en ny drejning når minearbejderen i karnevalstiden bekræfter sin indvielse til Jomfruen og samtidig gør sig til ét med den djævleperson han ser op til hele året. Denne ambivalens er ikke noget enestående, men den er et særligt slående udtryk for Andes-indianernes synkretiske [det at sammenblande forskellige opfattelser eller skikke] opfattelse af religion. Den nye tro fortrænger ikke den gamle. Intet kasseres, men de nye dogmer optages i den i forvejen eksisterende samling af trossætninger, og de griber så grundigt ind i hinanden at det ikke er muligt at rede dem ud fra hinanden igen.“
Mange lader sig ikke anfægte af denne mærkelige sammenblanding af trosopfattelser. Men spørgsmålet er hvordan den almægtige Gud ser på det! Apostelen Paulus skrev til de kristne i Korint: „Det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud; og jeg ønsker ikke at I skal være parthavere med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord.“ (1 Kor. 10:20, 21) „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende og trofast med en ikke-troende?“ — 2 Kor. 6:14, 15.
Viser den mærkværdige blanding af religioner i Bolivia ikke at man har ladet hånt om disse inspirerede ord? Hvordan skulle Gud kunne godkende denne sammenblanding? Guds søn sagde at hans Fader søger mennesker der vil ’tilbede med ånd og sandhed’. (Joh. 4:23, 24) Ikke-kristne, mytologiske trosopfattelser er tydeligvis ikke sandheden. Følgelig kan de der holder fast ved dem ikke yde Gud en antagelig tjeneste.
På grund af Jehovas vidners nidkære virksomhed har mange oprigtige bolivianere imidlertid fået forståelse af Bibelens lære og forkastet de ikke-kristne skikke. De følger den inspirerede vejledning: „Gå ud fra dem, og skil jer ud, . . . og hold op med at røre det urene.“ (2 Kor. 6:17) Har du også gjort det, eller har du i sinde at gøre det?