Jeg lagde ’min hånd på ploven og så mig ikke tilbage’

DA JEG gik om bord i flyet, på vej til mit nye hjem i Bolivia, tænkte jeg på de ord min moder havde citeret i sit sidste brev til mig: „Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er velegnet for Guds rige.“ (Lukas 9:62) Jeg var fast besluttet på at efterleve dette.

Selv om missionærgerningen ville være en ny udfordring, havde jeg allerede nydt heltidstjenesten i omtrent fem år. Jeg havde lært sandheden at kende gennem mine forældre der i 1923 begyndte at undersøge den sammen med bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Selv om jeg på det tidspunkt kun var fire år gammel, ville jeg gerne vide hvad der stod i Vagttårnsselskabets publikationer. I en årrække gjorde min familie imidlertid ikke meget ved sandheden. Nogle af vore naboer, der var bibelstudenter, aflagde fra tid til anden et besøg hos os. Jeg kan også huske at fader besøgte naboerne for at høre dommer Rutherfords foredrag i radioen.

Det var først i 1938 at sandhedens sæd begyndte at bære frugt. Min moder — der i mellemtiden var blevet skilt og havde giftet sig igen — begyndte at modtage Jehovas Vidners publikationer, som hun læste med iver. Jeg var især begejstret over at høre at „en stor skare“ ville overleve ødelæggelsen af den nuværende tingenes ordning og opnå evigt liv på jorden. (Åbenbaringen 7:9-14) Disse oplysninger måtte deles med andre!

Efter min dåb i juni 1939 begyndte jeg derfor at overveje at blive heltidsforkynder, eller pioner. Efter at jeg var flyttet til Colorado stiftede jeg bekendtskab med Helen Nichols og hendes moder — to salvede søstre der tjente som pionerer. De vidunderlige oplevelser de fortalte opmuntrede mig yderligere til at tage pionertjenesten op. Endelig, i maj 1940, fik jeg tildelt mit første pionerdistrikt i Salida i staten Colorado.

Gileaduddannelse og opgaver i det fremmede

Efter at jeg havde tjent som pioner nogle få år i forskellige egne af Colorado og Indiana, blev jeg inviteret til at gennemgå Gileadskolens tredje klasse. Denne skole var blevet oprettet af Vagttårnsselskabet med henblik på at uddanne missionærer. I fem vidunderlige måneder nød jeg Gileadskolens velsignelser. Jeg blev dog ikke sendt ud til det fremmede umiddelbart efter skolens afslutning. Den anden verdenskrig var i fuld gang! Derfor fik jeg midlertidigt til opgave at samarbejde med syv andre søstre i West Haven, i staten Connecticut. I 1945 fik jeg tildelt distrikt i Washington, D.C. Men snart var der klar bane til mit missionærdistrikt — La Paz i Bolivia.

Jeg havde ikke engang hørt om Bolivia før jeg fik tildelt mit distrikt! Da jeg gik om bord i flyet var det derfor ikke uden ængstelse. Hvordan ville jeg klare mig som missionær? Ville jeg være i stand til at holde ud? Men så huskede jeg min moders råd om at ’lægge hånden på ploven og ikke se sig tilbage’. Det styrkede mig i min beslutning om at gøre fyldest i missionærtjenesten. Jeg ville heller ikke blive alene i det nye land, da min søster og svoger var sammen med mig. De var udsendt fra Gileadskolens fjerde klasse. Den 9. juni 1946 landede vi i La Paz.

Midt i en revolution

Den samme dag vi ankom, prøvede nogen at iværksætte en revolution ved at kaste en bombe i regeringspaladset. Bomben fusede dog ud ligesom revolutionen. Men mindre end to måneder senere udbrød en ny revolution, der resulterede i mange dræbte og sårede. Landets præsident blev, sammen med nogle af sine ministre, hængt i en lygtepæl på byens torv. Det var mit første indtryk af Bolivia.

Efter disse frygtelige blodsudgydelser var vi ikke desto mindre i stand til „at trøste alle de sørgende“; og mange af de ydmyge bolivianere var villige til at studere Bibelen sammen med os. (Esajas 61:1, 2) På den tid brugte vi ofte prædikener der var indspillet på grammofonplader, som hjælp til at forkynde for folk. Det betød at vi måtte slæbe både på en grammofon og en bogtaske mens vi travede op og ned ad de stejle bakker i La Paz, der ligger i en højde af ikke mindre end 3660 meter over havet. På grund af mine begrænsede færdigheder i spansk troede nogle at jeg kom for at sælge grammofonen og pladerne!

Der var mange oplevelser jeg kunne glæde mig over som nybagt missionær. En dag, mens jeg gik fra hus til hus i et af de bedrestillede kvarterer af La Paz, åbnede en tjenestepige døren og inviterede mig indenfor. Husets frue lyttede til min prædiken og tegnede abonnement på Vagttårnet. Hvorfor reagerede hun så hurtigt? Jo, hun havde nylig gennemgået en operation, og mens hun lå på klinikken havde hun benyttet lejligheden til at læse i Bibelen. Hun opdagede at der var temmelig stor forskel mellem Bibelens lære og det hun hørte i kirken, så hun var meget ivrig efter at læse de publikationer jeg gav hende. Inden jeg kunne komme tilbage for at besøge hende begyndte hun imidlertid at lede efter mig. Hun fandt mig endelig på et gadehjørne, hvor jeg stod og tilbød bladene Vagttårnet og Vågn op! til de forbipasserende. ’Kom og besøg mig!’ bad hun. Hun gjorde hurtigt fremskridt i sit studium af Bibelen og blev snart døbt. Nu, 30 år senere, er hun stadig en trofast tjener for Jehova.

Modstand

Efter at have arbejdet elleve år i La Paz, fik vi til opgave at forkynde i den sydlige del af Bolivia. Min søster og hendes mand samt min makker Esther Erickson og jeg rejste til en lille by ved navn Tupiza. Det var i februar 1957. Tupiza ligger i nærheden af jernbanelinjen mellem Bolivia og Argentina. Befolkningen dér var venligt indstillet, og det var let at oprette bibelstudier. Snart begyndte vi at afholde regelmæssige møder, der blev overværet af adskillige fra Tupiza.

En dag fandt vi en ækel dukke i vores forhave. Hvad skulle det betyde? Præsten var øjensynlig begyndt at advare folk mod Jehovas Vidner. Derfor forsøgte en eller anden at kaste en hechizo, en forbandelse, på os! Deres hechizo viste sig imidlertid at være virkningsløs.

Fordi Tupiza var så lille en by, blev Esther og jeg snart forflyttet til Villazón, en anden lille by ved grænsen mellem Bolivia og Argentina. Området viste sig at være øde, forblæst og koldt! Men det gjorde os ikke modløse, for vi havde tillid til at Jehova ville velsigne os.

Da Esther og jeg begyndte at gennemarbejde byen lagde vi mærke til at folk havde skilte i vinduerne hvor der stod: „Besøg af Jehovas vidner og evangelister frabedes.“ Men befolkningen i Villazón havde ingen anelse om hvem Jehovas vidner var! Ligesom i Tupiza havde en præst forsøgt at bremse vores forkyndelse — ved at uddele skiltene i kirken så folk kunne sætte dem i deres vinduer. Men til trods for skiltene i vinduerne reagerede folk gunstigt, og vi afsatte mange publikationer og påbegyndte mange bibelstudier. Efterhånden forsvandt skiltene fra vinduerne.

Men hvor kunne vi holde møder? Vi omdannede et af værelserne i vores lille lejlighed til rigssal. Til siddepladser brugte vi brædder der blev lagt oven på nogle bogkasser. Der var ingen døbte brødre på stedet, så Esther og jeg iførte os hovedbeklædning og ledte selv møderne. Den første gang vi i denne by fejrede højtiden til minde om Kristi død, var der til vor glæde mere end 100 tilstedeværende! Ganske vist kom nogle blot af nysgerrighed for at se hvordan de to gringas (fremmede piger) ledte deres møder. Men nogle af disse ’nysgerrige’ er forkyndere i dag.

Vi gennemarbejdede også den lille by La Quiaca i Argentina, hvor vi oprettede flere bibelstudier med interesserede. Fordi vi var nødt til at passere grænsen så ofte, blev en grænsebetjent opmærksom på os. En dag da vi var på vej tilbage fra La Quiaca bad betjenten os om ikke at udføre vores arbejde så åbenlyst, da Jehovas Vidners aktivitet var blevet forbudt i Argentina. Jeg sagde til ham: „Så vidt jeg ved garanterer Deres regering religionsfrihed.“ Han svarede at årsagen til forbudet var at præsteskabet havde lagt pres på regeringen. Efter vores samtale så han den anden vej hver gang vi passerede grænsen til Argentina!

I fire år forkyndte vi i Villazón. Min makker studerede med en mand hvis kone drev et chichería, et værtshus hvor der sælges drikke fremstillet af gæret majs. Denne mand tog imod sandheden og blev senere døbt. Med tiden blev han ældste, og tjente som sådan til sin død. Hvad blev der af værtshuset? Det fungerer nu som rigssal! Da vi forlod Villazón var der en menighed på 20 forkyndere. Nu er der omtrent 60 forkyndere, og ved møderne i weekenden er der omkring 110 til stede.

Uden at ’se tilbage’

Fra Villazón blev vi flyttet til Santa Cruz, en by i det østlige Bolivia. Det var en stor glæde at se hvordan forkyndelsesarbejdet havde fremgang, fra én lille menighed på 20 forkyndere til ni blomstrende menigheder. I 1965 vendte jeg tilbage til La Paz, hvor jeg lige siden har boet på et af missionærhjemmene.

I februar 1978 væltede en mur ned over mig mens jeg var ved at stå af en bybus. Mit højre ben fik så alvorlige brud at jeg måtte begynde forfra med at lære at gå. Men nu kan jeg atter være aktiv i arbejdet med at forkynde og lede bibelstudier.

Nej, heltidstjenesten har ikke altid været let. Der har været omskiftelser, hjertesorger og skuffelser. Men glæden ved at finde frem til mennesker med fårets sindelag og hjælpe dem til at tjene Jehova, har mere end opvejet de negative sider. Nu, efter næsten 44 års heltidstjeneste, er jeg så stærkt besluttet som nogen sinde på at holde min „hånd på ploven“ og være med i det arbejde der endnu skal gøres. — Fortalt af Betty Jackson.

[Illustration på side 28]

Betty Jackson forkynder den gode nyhed i Bolivia