Musikken dirigerede mit liv
MANGE kender mig bedst under mit tilnavn „Trummy“. Jeg har i mange år spillet trombone i Louis Armstrongs orkester og i mange andre berømte orkestre. Min personlige måde at spille trombone på har været med til at placere melodier som „Ain’t She Sweet?“ og „Margie“ på grammofonpladernes bestseller-liste.
I slutningen af trediverne og begyndelsen af fyrrerne komponerede jeg selv mange af de sange der kom på hitlisterne. To af de bedst kendte er måske „T’Ain’t What Cha Do, It’s the Way That Cha Do It“ og „What Cha Know, Joe?“ Jeg skrev også sangen „Travellin’ Light“ til Billie Holiday. Hun indspillede melodien sammen med Paul Whitemans orkester, og der blev solgt flere millioner eksemplarer af den plade.
Sidst i trediverne, da jeg spillede med i Jimmy Luncefords orkester, var jeg med i adskillige film. Min første film var „Blues in the Night“. Senere spillede jeg sammen med Louis Armstrong i film som „The Glen Miller Story“, „Five Pennies“ og „High Society“.
Musikken var ved at gøre mig berømt og velhavende, men prisen for dette var højere end jeg dengang ville indrømme. Før jeg fortæller mere om det, vil et par ord om min baggrund måske kunne forklare hvordan det gik til at jeg ikke alene lod musikken dirigere mit liv, men også næsten lod den ødelægge mit liv.
Min barndom i Sydstaterne
Jeg er født i Savannah, Georgia, i 1912, som eneste søn blandt tre børn. Min fader, der var en hårdtarbejdende jernbanearbejder, hed Osborne Young, og min moder Annie Evangeline. Byen Savannah var dengang fuld af overtro, og der foregik mange ubehagelige ting.
Et af de beklagelige fænomener i bybilledet var Ku Klux Klan. Klanfolkene holdt evig og altid deres optog i negerkvartererne, hvor de prøvede at skræmme de sorte til at ’forstå hvor de hører til og holde sig dér’. Jeg husker stadig den angst jeg følte når disse mænd kom ridende ned gennem gaden, skjult bag deres hvide dragter og hvide hætter. De opnåede hvad de ville — vi børn styrtede af sted og gemte os af skræk.
Musikken var en vigtig del af billedet. I vores kvarter af byen var der en „Holy Roller“-kirke. Den vakte stort røre, men skaffede os samtidig masser af rytmer!
Der var også mange sangere og musikanter i byen, for det meste bluessangere. Vi børn var meget betagede af Jenkins Orphan Band, der kom på besøg fra Charleston i South Carolina. Vi kom løbende til og marcherede i hælene på orkesteret hele vejen igennem byen.
En anden forestilling der kom til byen var et show der var arrangeret af en mand som kaldte sig dr. Rabbitfoot. Han solgte nogle små flasker som han påstod indeholdt medicin, for en dollar stykket, hvilket var temmelig meget dengang. Når han kom slog han simpelt hen sit telt op på et gadehjørne og begyndte sin forestilling. Han havde et lille orkester, et par komikere og nogle dansepiger.
På grund af disse besøgende der kom til byen og på grund af hele miljøet i Savannah, kom musikken hurtigt til at spille en stor rolle for mig.
Jeg kommer i skole og begynder en karriere
Min fader døde da jeg var tolv. To år senere satte min moder mig i en katolsk militærskole i Rockcastle i Virginia. Min moder var ikke katolik, men sendte mig hen til denne skole fordi man dér kunne tjene til sine skolepenge ved at arbejde ved siden af.
Hver anden uge arbejdede jeg som murer, og hver anden uge gik jeg i skole. Da jeg begyndte i skolen havde jeg ikke gjort mig nogen særlige tanker om at gøre musikken til min karriere, skønt jeg elskede musik. Men da jeg så skoleorkesteret sidde i skyggen og nyde det mens de spillede, samtidig med at jeg, med riffel over skulderen, skulle stille til øvelse ude i det stegende solskin — så var sagen afgjort! Inden længe var jeg dybt optaget af musik, og jeg brugte det meste af min tid på at sidde i musikværelset og øve mig.
Min moder havde ikke penge nok til at jeg kunne komme hjem til Savannah når vi havde sommerferie. I stedet blev jeg på skolen og arbejdede med landbrug. Da jeg gik ud af denne katolske skole efter at have gået der i fire år, svor jeg at jeg aldrig ville så meget som skæve til en kirke igen. Jeg havde ligget så meget på knæ at jeg havde vabler og bylder på knæene. Vi lærte ikke det mindste om Bibelen, og det latin vi lærte forvirrede mig bare.
Da jeg var kommet ud af skolen i 1930, styrede jeg mod Washington, D.C. Jeg vidste ikke andet om byen end at en af mine tidligere klassekammerater boede der. Der fik jeg som teenager min professionelle debut som trombonespiller i Booker Colemans Hot Chocolates Orchestra. Det var Coleman der gav mig tilnavnet Trummy. Han kunne ikke rigtig huske navnene på de forskellige i orkesteret, så han opkaldte dem alle sammen efter det instrument de spillede.
Vi rejste rundt og fik engagementer i adskillige af øststaterne. I sommeren 1931 spillede vi for vækkelsesprædikanten „Father Divine“ i Asbury Park, New Jersey. Han holdt sine møder i en stor dansesal. Vi begyndte hvert møde med en af disse muntre religiøse sange der skulle sætte folk i stemning, og aldrig er der blevet sunget, klappet og trampet i takt som der blev dér! Så kom „Father Divine“ og holdt sin sædvanlige prædiken „Herren elsker en glad giver“ — hvorefter der blev indsamlet penge i spandevis. Husk samtidig at det skete midt under den store depression! Han betalte os to dollars for en aften, og det syntes vi var mange penge.
I 1933 rejste jeg til Chicago sammen med Earl Hines’ orkester, det første berømte orkester jeg spillede i. Vi spillede et sted der hed Grand Terrace i South Side-kvarteret. Det var en klub som blev drevet af visse elementer i underverdenen — senere opdagede jeg at dette gjaldt mange af den slags klubber. Om aftenen var lokalet nogle gange fyldt med gangstere, og jeg var så angst at jeg næsten ikke kunne spille. Det var under spiritusforbudet. Ude i køkkenet solgte kassereren billig spiritus til musikerne, kun tre dollars for en pint (cirka en halv liter). Det gav os styrke nok til at spille. Vi arbejdede fra ni om aftenen til fire om morgenen for 40 dollars om ugen, hvilket ikke var så ringe en løn dengang.
Det var let at få arbejde, så jeg blev i Chicago et stykke tid. I 1936 rejste jeg til New York og sluttede mig til Jimmy Luncefords orkester.
Succes — og en usædvanlig kvinde
Sammen med Lunceford fik jeg succes og kom til at smage det man kalder berømmelsens sødme. Kort efter at have sluttet mig til hans orkester kom jeg imidlertid ud for noget andet der fik stor betydning for mig.
Jeg mødte første gang Ida Fitzpatrick bag en scene. Hun havde en ufattelig evne til at skaffe sig adgang til steder bag scenen hvor selv vi optrædende ikke måtte færdes. Hun havde specialiseret sig i at besøge musikere og entertainere for at fortælle dem om Bibelen — og den bog kendte hun! Jeg kan stå inde for at vi der var musikere eller optrådte på anden måde, virkelig havde brug for det budskab hun kom med, for vi var så rodløse som man overhovedet kan blive.
En dag hvor Ida havde en aftale om at komme og læse Bibelen sammen med mig, sagde jeg til ham jeg delte logi med: „Når mrs. Fitzpatrick kommer, så hils hende og sig at jeg desværre var nødt til at tage af sted til en prøve.“ Det tør siges at jeg blev overrasket og flov da jeg en time senere gik ud af huset og opdagede at mrs. Fitzpatrick stod nede på gaden og ventede. Hun sagde: „Nå, mr. Young, hvordan gik Deres prøve så?“ Ja, hun var ihærdig, men på en venlig måde.
Efter at jeg var begyndt at studere Bibelen sammen med hende, var jeg ikke mere helt tilfreds med mig selv. Det var fordi jeg vidste at vi musikere foretog os mange ting der var forkerte. Lad mig forklare.
Vi havde dengang en lang række engagementer hvor vi kun spillede én aften hvert sted. Det tærede hårdt på kræfterne, for i de fleste kontrakter var der en klausul om at orkesteret ikke den følgende aften måtte spille inden for en radius af 500-600 kilometer fra den by hvor det lige havde spillet. Det var for at beskytte agenten. På den måde tvang han musikerne til at rejse langt væk fra deres forrige engagement, og sådan beskyttede han sit territorium. Men det betød at vi simpelt hen altid var trætte. Vi tilbagelagde de lange strækninger med bus. For at holde os vågne tog vi benzedrin, og for at slappe af drak vi alkohol. Det var en svikmølle de fleste af os ikke kunne komme ud af.
Jeg arbejdede i New York i kortere eller længere perioder gennem flere år, og studerede Bibelen sammen med Ida Fitzpatrick når jeg var der. Men jeg rejste jo så meget at jeg aldrig fik studeret i ret lange perioder ad gangen. Samtidig var jeg ved at blive kendt i hele Amerika, og jeg brugte mere og mere tid på at fastholde min position i underholdningsverdenen.
Moderne jazz og arbejdet med film
Det var på 52. gade i New York at „New Jazz“, kaldet „bebop“ eller moderne jazz, virkelig kom i forgrunden i begyndelsen af fyrrerne. Tidens topnavne inden for jazzmusikken spillede i de små klubber i denne gade nær ved 6th Avenue (den nuværende Avenue of the Americas). Der spillede jeg i en klub sammen med sangerinden Billie Holiday, som nu har været død i mange år. Hun var en usædvanlig talentfuld kvinde og er siden blevet til en myte inden for underholdningsverdenen. For ikke så længe siden blev der indspillet en film om hende, „The Lady Sings the Blues“.
Disse klubber, hvor mange dygtige kunstnere optrådte, tiltrak filmstjerner, producenter og tekstforfattere som gæster. Men der kom også alfonser, prostituerede og narkotikahandlere. Billie Holiday var storforbruger af narkotika, så der kom en hel del „pushere“ (narkotikasælgere) der hvor jeg arbejdede. Når man ser så meget af den slags begynder man at vænne sig til det, og man synes efterhånden det er helt i orden. Så er der fare på færde, for så begynder man selv at gøre disse ting.
Set med mine øjne var Billie blevet omstændighedernes offer. Hun blev udnyttet, ikke alene af de utiltalende mænd i hendes privatliv, men også på grund af dårlig administration. Da hun indspillede sangen „Travellin’ Light“, som jeg havde skrevet, en plade der blev solgt i millionvis af eksemplarer, fik vi ikke mere end 75 dollars hver. Vi forstod os ikke på lovene om ophavsret, og blev derfor udnyttet.
Arbejdet med indspilning af film begyndte også at tage hårdt på mig. Vi begyndte så tidligt på dagen som vi kunne, for at få så meget solskin som muligt på filmen. Så arbejdede vi til langt ud på aftenen for at indspille aftenscenerne. Ved hjælp af benzedrin prøvede jeg at komme til at se veloplagt ud foran kameraerne. Senere var jeg med til at indspille fjernsynsshow, hvortil der krævedes lange og udmattende prøver. Det er ikke så sært at jeg til sidst fik for højt blodtryk.
Jeg stifter familie, og møder Louis Armstrong
På et tidspunkt flyttede jeg til Hawaii, hvor jeg traf Sally i 1947. Vi giftede os senere samme år og fik en datter i 1948. Min kone studerede Bibelen, og jeg gik til møderne i Jehovas Vidners rigssal sammen med hende, skønt mit arbejde ikke tillod mig at gå lige så meget op i studiet som hun gjorde. I 1952 rejste jeg væk fra Hawaii for at tage imod et tilbud fra Louis Armstrong; med ham skulle jeg tilbringe de næste tolv år af mit liv.
Min familie rejste rundt sammen med mig, men det var ikke det rette liv for dem — marihuanarøg, dårligt sprog og sen sengetid. Jeg plejede at leje en hotelsuite, sende min kone og datter ud på indkøb og lukke mig inde for at øve mig på „hornet“ i fem eller seks timer. Det var hele mit liv jeg lagde i instrumentet; det var blevet min gud, sammen med de penge det kunne skaffe mig.
Omsider købte vi et hus i Los Angeles og slog os ned. Men alligevel var jeg væk det meste af tiden, nogle gange på rejse i Afrika eller andre steder i seks-syv måneder ad gangen. Vi indspillede en hel del film i Europa. Jeg mente det var i orden når jeg bare sendte en masse penge hjem. Men det var ikke alle disse materielle ting min kone og datter var interesseret i; de ville have mig hjem. Det kunne jeg bare ikke indse. Min lille pige voksede op næsten uden at kende sin fader.
Der er jo stor konkurrence i denne branche, så for at holde mig på toppen øvede jeg mig konstant, ofte hele dagen. Samtidig blev jeg mere og mere ulykkelig, fordi jeg aldrig havde tid til andet end at øve mig, rejse, spille og sende penge hjem. Louis Armstrong var en dejlig arbejdsgiver, og måske var det derfor det var sværere for mig at se det hele i det rette lys, som jeg senere blev tvunget til at gøre.
Ida Fitzpatrick læste med Louis når hun kunne komme i kontakt med ham. Det var svært, men fra tid til anden spillede vi i et teater i New York, og så læste hun både med Louis og mig mellem forestillingerne. Engang jeg spillede i Las Vegas i slutningen af halvtredserne besøgte min kone mig, og hvor blev jeg forbavset da jeg hørte at hun havde deltaget i den kristne forkyndelse sammen med Ida Fitzpatrick! Senere spurgte Ida mig: „Mr. Young, hvad venter De på? Med al den kundskab De har om Bibelen er det farligt ikke at handle efter det De ved.“
Hver gang jeg kom tilbage til Los Angeles begyndte jeg at studere Bibelen igen og gik til Jehovas Vidners møder sammen med min familie. Min kone var nu blevet et døbt Jehovas vidne, og min datter studerede også Bibelen. Jehovas vidners venlighed mod Sally og Andrea, vores datter, gjorde stort indtryk på mig; de var flinke til altid at besøge dem for at se om alt var i orden, fordi de vidste at jeg var ude at rejse.
Jeg løsriver mig
Men i begyndelsen af 1964 skete der noget der kom som et chok for mig. Min kone ringede til mig langt borte fra og fortalte mig at hun var syg. Når jeg tidligere havde talt om at holde op med at spille var jeg bare blevet tilbudt flere penge. Denne gang var ingen undtagelse. Men nu kunne intet holde mig tilbage fra at rejse hjem til dem jeg holdt af.
Jeg bad til Jehova Gud, og jeg vidste at det var ham der gav mig styrke til at løsrive mig. Det faldt ikke i god jord hos dem der stod bag orkesteret; de blev stærkt ophidsede. Penge havde altid været et talende argument over for mig, men nu var det slut! Ida Fitzpatrick havde haft ret. Hvorfor havde jeg dog ventet? Jeg havde ikke set sandheden i dette bibelske ordsprog: „At vinde visdom er bedre end guld, at vinde indsigt mere end sølv.“ — Ordsp. 16:16.
Jeg rejste skyndsomst tilbage til Los Angeles, hvor jeg nu for alvor begyndte at studere Bibelen. Nu kunne jeg omsider se hvor tåbeligt det havde været af mig at gøre mit „horn“ og mine penge til min gud! Det var rystende for mig at opdage hvordan jeg havde svigtet min familie. Efter megen selvransagelse blev jeg nogle måneder senere døbt som et af Jehovas vidner.
Sally blev mere og mere syg, og efter mange undersøgelser blev det påvist at hun havde kræft. Et frygteligt slag! Det havde været vores mening at rejse tilbage til Hawaii, men lægen insisterede på at hun omgående blev indlagt på hospitalet og underkastet koboltbehandling. I august 1964 var behandlingen forbi. Hun blev udskrevet, og med jævne mellemrum kom hun tilbage til efterkontrol.
Jeg kan oprigtigt sige at dette var den største prøvelse i mit liv. Det fik mig til at indse hvor nytteløst det er at stræbe efter berømmelse og rigdom, i forhold til de ting der virkelig betyder noget i livet. Hvem henvendte jeg mig til da Sally blev syg? Til Jehova Gud. Hvor er jeg glad for at jeg kom til at forstå at et nært forhold til ham er langt mere værd end alle materielle besiddelser!
Senere flyttede vi tilbage til Hawaii. Min kone kom sig, og hun har det stadig godt.
Lykkeligere end nogen sinde
Nu har jeg i flere år haft mit eget lille orkester som spiller på et af de største hoteller i Honolulu. Men musikken kommer i anden række, og de åndelige interesser i første række. Flere af mine medspillende i orkesteret har taget imod mit tilbud om et bibelstudium, og en af dem er blevet et Jehovas vidne. Vores datter er lykkelig gift med et af Jehovas vidner. Min kone og jeg overværer menighedens møder sammen med vore medkristne, og vi er med til at forkynde for andre om de store velsignelser Guds rige snart vil bringe menneskeheden.
Det er sjældent at jeg rejser bort fra Honolulu på grund af musikken, skønt jeg har fået mange tilbud. Jeg sagde dog ja til en anmodning fra Smithsonian Institution, afdelingen for udøvende kunstnere; i september sidste år indspillede de et seks timer langt interview om mit liv og min karriere.
Når jeg tænker tilbage på mine rejser sammen med Louis Armstrong, er der en enkelt tildragelse jeg særlig husker. Det var i Japan i 1961. Dengang var jeg endnu ikke et af Jehovas vidner, men jeg var sammen med en gruppe unge musikere og fortalte dem om vidnernes kristne arbejde. Det jeg fortalte dem faldt åbenbart på frugtbar jord, for jeg har senere hørt at flere af disse unge mænd er blevet Jehovas vidner.
Jeg taler ofte med unge, stræbsomme musikere og siger indtrængende til dem: „Beregn omkostningerne!“ Hvis man lader musikken dirigere ens liv, som jeg engang gjorde det, kan det føre til ruin. Kun ved at forstå hvad der er det vigtigste i livet kan man finde sand lykke. Hvor er jeg taknemmelig for at dette omsider lykkedes for mig! — Indsendt.
[Illustration på side 12]
Louis Armstrong og jeg spillede sammen i tolv år