Musikken i mit liv
Hvordan jeg bevarer et ligevægtigt syn
ALLEREDE som otteårig i Philadelphia havde jeg en fornemmelse af at der var noget ved mig der var anderledes. En dag tog jeg et barberblad og skar mig i fingeren. Hvis det blødte ligesom hos andre mennesker, tænkte jeg, så ville jeg også dø en dag ligesom andre — for eksempel som en af vores naboer der døde og blev lagt i en kiste. Jeg kiggede på fingeren og så blodet vælde frem. „Ja, Benny Golson,“ sagde jeg til mig selv, „så vil du altså også dø en dag.“
I omkring fem år derefter skete det ofte når jeg var alene at jeg blev opfyldt af tanker om døden. Jeg så ned på mine hænder, bevægede fingrene, jeg sagde et par ord og lyttede til min egen stemme, og jeg så på billedet af mig selv i spejlet. Den slags gjorde mig bange, fordi jeg vidste at jeg en dag ville være borte.
Jeg havde jo ikke lyst til at dø, jeg ville leve. Men det var som om jeg nu var kommet ind i et kapløb med tiden, for min tilmålte tid var ikke særlig lang.
Min interesse for musik
Da jeg viste interesse for musik begyndte min mor at give mig klavertimer da jeg var ni år gammel. Da jeg var 14 begyndte jeg også at spille tenorsaxofon — og jeg faldt straks pladask for instrumentet. Hver gang Lionel Hampton spillede på Earle Theater, mødte jeg op og sad og slugte hver eneste tone, mens jeg ønskede at jeg kunne spille som Arnett Cobb, solosaxofonisten i orkesteret.
Omkring den tid, det vil sige under Anden verdenskrig, var vi en gruppe håbefulde teenagere der mødtes for at spille og øve os sammen. Da vi engang sad og spillede hjemme hos mig, kom en af vores bekendte, en mand der var meget ældre end os, og sagde: „En dag begynder I alle sammen at ryge, drikke og tage stoffer.“ Jeg blev temmelig fortørnet over hans udtalelse og forsikrede at vi absolut ikke tænkte på andet end musikken. Men han holdt på sit, og sagde: „Vent I bare og se.“
Den vrede han vakte i mig blev til en slags modreaktion. Nu var jeg fast besluttet på at blive en „pæn“ musiker. Og det lykkedes mig faktisk at styre uden om de ting han nævnte, mens mange af mine gamle venner, ja også nogle af dem der havde øvet sig sammen med os den omtalte aften, faldt i. Nogle af dem er siden døde efter at have taget en overdosis af narkotika.
En karriere begynder
I 1948 indtegnede jeg mig på Howard University i Washington, D.C., for at læse til lærer. Men det var stadig musikken der havde min store kærlighed. Jeg havde en masse drømme om at blive internationalt anerkendt som musiker, og jeg blev mere og mere opslugt af at øve mig på saxofonen. Hvad nytte var det til at lære psykologi, talekunst og den slags? Ville det gøre mig bedre til at spille på sax’en eller skrive nye melodier? En dag pakkede jeg mine sager, forlod skolen og kom der aldrig siden.
Jeg havde allerede spillet en del i de lokale natklubber uden for universitetet, så nu følte jeg mig parat til at erobre verden. Jeg fik syv dollars for hvert orkesterarrangement jeg skrev (17 stemmer), og orkestrene spillede alt hvad jeg lavede. Jeg gjorde det ikke for pengenes skyld — det var erfaringen jeg havde brug for.
Da jeg kom tilbage til Philadelphia fik jeg tilbud om at spille i Bullmoose Jacksons orkester. Bullmoose var en populær sanger. Pianisten hed Tadd Dameron og var et af mine idoler som arrangør. Nu var jeg omsider ved at nå målet, syntes jeg.
Resultater i musikkens verden
Da jeg senere spillede sammen med et andet orkester, brugte jeg fritiden til at skrive nye jazzmelodier. Når vi turnerede fra by til by gav jeg stykkerne til musikerne i de forskellige byer.
En dag mødte jeg John Coltrane, en af disse musikere, på gaden. „Hør, Benny,“ sagde han, „kan du huske den melodi jeg tog med mig til New York? Miles blev så glad for den at vi indspillede den på plade.“
Det var en glædelig overraskelse for mig, for Miles Davis var jo en af jazzens store stjerner. Det var denne indspilning, „Stablemates“, der for alvor førte mig ind på vejen som jazzkomponist.
Efter det ville alle og enhver have mig til at skrive og arrangere musik for dem. Jeg sad og skrev hver eneste dag. Jeg prøvede at følge min egen linje, min overbevisning om at melodier skal være melodiske, også jazzmelodier. Denne opfattelse blev senere til en slags varemærke for mig, og den medvirkede måske til min succes som jazzkomponist. Samtidig begyndte jeg også at blive anerkendt som tenorsaxofonist.
I 1956 blev jeg spurgt af Dizzy Gillespie om jeg ville slutte mig til hans orkester. Han var lige kommet tilbage fra en turné i mellemøsten som var arrangeret af det amerikanske udenrigsministerium, og skulle af sted på en lignende rejse til Sydamerika. Mens jeg spillede sammen med ham vandt jeg førstepræmie i konkurrencen „Downbeat International Jazz Poll“ som „ny stjerne blandt tenorsaxofonister“ og „ny stjerne blandt arrangører“. Efter nogen tid gik medlemmerne af Dizzy Gillespies orkester hver til sit, og jeg bestemte mig til at blive i New York så jeg kunne udbygge mine forbindelser inden for byens musikliv.
Noget jeg gerne ville tro på
Mens jeg havde en lejlighed i New York fik jeg besøg af Jehovas vidner. Jeg fik indtryk af at de var oprigtige mennesker, men at de spildte deres tid. Jeg fik nogle blade, men hvem har tid til at læse religiøse blade i dag? tænkte jeg, og smed dem i skraldespanden da de to Jehovas vidner var gået. Men jeg lagde dog mærke til at de havde været usædvanlig venlige og pæne i deres optræden.
Da jeg engang havde en uges engagement ved Apollo Theater i New York, lagde jeg mærke til at der stod et ægtepar med blade i hånden ved teaterets personaleindgang. Da jeg opdagede at det var Vagttårnet og Vågn op! sagde jeg til mig selv: „Åh nej! Er de nu også her?“ Men jeg lagde også mærke til at alle musikerne, hvoraf mange var nogle temmelig forhærdede typer, var venlige og høflige over for de to. Det forstod jeg ikke. Senere fandt jeg ud af at manden, Paul White, selv havde været i showbranchen og kendte mange af branchens folk personligt. Nu havde han og hans kone „specialiseret“ sig i at fortælle de optrædende kunstnere om Guds hensigt.
Til sidst henvendte de sig til mig. Jeg var blevet nysgerrig og ville gerne høre hvad de havde at sige. Da opdagede jeg hvorfor alle de andre havde været så respektfulde og opmærksomme over for dem. Det var de to rareste og mildeste mennesker jeg nogen sinde havde truffet. Men det de talte om lød for mig som den rene utopi — at hele det nuværende system skulle fjernes og erstattes af et nyt hvor folk ville leve evigt på jorden i lykke. — 2 Pet. 3:13; Åb. 21:3, 4.
Jeg ville egentlig gerne tro det, hvis det bare kunne være sandt. Men det kunne det vel ikke være . . .? Den slags havde jeg aldrig hørt „pastor“ Lewis tale om i Faith Tabernacle Church i Philadelphia. Jeg mødte Paul og Ida White igen i Chicago da jeg optrådte ved Regal Theater. Senere talte de med mig i Miami i Florida. „Enten er de mennesker meget ihærdige, eller også er de skøre, eller begge dele,“ tænkte jeg.
Hjælp fra en kollega
Nogle år senere dannede Art Farmer og jeg en gruppe vi kaldte „The Jazztet“. En trombonist ved navn Tom McIntosh sluttede sig til os. Vi fandt snart ud af at han studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner. Alle der var inden for hans hørevidde fik at vide hvad han havde lært — servitricer, toiletinspektører, klubværter, gæster og kolleger i musikken. Jeg husker aldrig at have set hans nidkærhed kølnet, og han følte sig aldrig forlegen.
Når vi rejste mellem engagementerne i de forskellige byer, kørte vi ofte i en stationcar. Så snart Tom begyndte at følges med os på turene, begyndte samtalerne at dreje sig om et helt andet emne end de plejede — Bibelen. Af en eller anden grund prøvede de andre altid at bevise at han havde uret. Så slog han op i sin bibel og sagde: „Se selv her.“
Det varede heller ikke længe før de andre blev irriterede på Tom fordi han gang på gang kunne bevise sit standpunkt ud fra Bibelen. Til sidst holdt de en afstemning der gav som resultat at han skulle holde op med at tale om sin tro. Men så skete der noget mærkeligt. Tom havde nået at fortælle dem tilstrækkeligt til at gøre dem nysgerrige, så nu kunne de slet ikke lade være med at bringe bibelske samtaleemner på bane. Det begyndte som regel med spørgsmål. Bibelsamtalerne i vognen hørte aldrig op.
Mens Tom arbejdede i vores gruppe fortalte han mig noget der gav genlyd i mit hoved længe efter at han var rejst. „Du gør meget af det der er rigtigt,“ sagde han, „men det kommer overhovedet ikke til at gavne dig.“ Han mente selvfølgelig at jeg skulle leve i overensstemmelse med alle Guds krav, og ikke bare nogle af dem, hvis jeg skulle få del i det evige livs gave. — Rom. 6:23; Joh. 17:3.
Jeg følte nu at jeg måtte finde ud af hvad Guds vilje var. Da gruppen opløstes begyndte min kone, Bobbie, og jeg derfor at studere Bibelen sammen med Tom hjemme i New York. Ved dette studium begyndte jeg at forstå mange ting jeg længe havde spekuleret på, og bekymret mig om. Den lille ængstelige dreng jeg engang havde været, havde ikke ret — man kunne undgå at dø. Oprindelig var det slet ikke meningen at mennesker skulle dø, lærte jeg, men at de skulle leve evigt i et paradis på jorden. Og ved Jesu Kristi genløsningsoffer blev vejen banet for at mennesker til sidst kunne få et evigt liv. — Joh. 3:16.
En ny livsform
Kort efter, i 1967, flyttede vi til Los Angeles. Jeg ville gerne skrive filmmusik og TV-musik. Mange veletablerede musikere som også var venner af mig, var allerede rejst til vestkysten, og de blev ved med at sige: „Kom dog herover!“ Det gjorde jeg så.
I Los Angeles var jeg helt optaget af hvordan jeg kunne få fodfæste inden for filmindustrien. Jeg lagde midlertidigt min saxofon på hylden og skrev filmmusik af alle kræfter. Jeg skrev musik til TV-programmer som „Mission Impossible“ og „The Partridge Family“ og til større spillefilm. Rent økonomisk gik det hele fint, men jeg fik heller ikke tid til andet. Lige efter at vi var flyttet til Los Angeles sagde jeg at vi nok skulle begynde at lede efter Jehovas vidner så snart jeg havde vundet fodfæste, men det blev aldrig til noget. Jo flere penge jeg tjente, jo flere ønskede jeg, ganske som Bibelen beskriver det i Prædikeren 5:9. — Matt. 16:26.
Da jeg så en dag kom hjem, modtog min kone mig i entreen med ordene: „Ved du hvad? Jehovas vidner har været her i dag!“ Hun fortalte at de ville komme igen ugen efter. Senere fandt vi ud af at Tom McIntosh havde bedt om at en forkynder med samme interesser som mine — musik, naturligvis — blev sendt hen til os. Så kom Al Kavelin og hans kone. Al havde en fortid som orkesterleder med stor succes.
Ved det genoptagne studium begyndte vi omsider at få oprigtig værdsættelse af det der er helligt. Den tid kom hvor både min kone og jeg indviede os til at tjene Jehova Gud og symboliserede dette ved vanddåben. Efter at have gjort yderligere fremskridt til kristen modenhed blev jeg udnævnt til at være ældste i menigheden.
Hvordan jeg bevarer et ligevægtigt syn
Jo, jeg elsker musikken. Har altid gjort det. Og jeg beder stadig om at jeg må kunne bevare den rette kristne ligevægt i mit forhold til musikken. Jeg er helt på det rene med at uanset hvor godt jeg spiller på mit instrument, hvor godt jeg kan skrive en melodi, hvor heldig jeg er med musikken til en film, eller hvilke andre former for succes jeg kan opnå, så kan ikke en eneste af disse ting, ikke engang dem alle tilsammen, gøre mig værdig til livet i Guds nye orden. Det er nu over 12 år siden jeg indviede mit liv til Jehova, og jeg kan godt tale med om at man må være på vagt for at bevare sin åndelighed.
For eksempel varede det ikke ret længe efter at jeg var blevet døbt, før jeg begyndte at gå glip af nogle af de kristne møder. Musikken begyndte igen at gøre indhug i den tid der skulle bruges til det mere vigtige, de åndelige interesser. Men en kristen ældste fik mig på en kærlig måde til at indse hvad der var ved at ske, og i taknemmelighed for hans hjælp lavede jeg om på mine forhold. Nu var pengene og min anseelse i musikkens verden ikke længere det vigtigste i mit liv. Betød det så at jeg gav afkald på mit arbejde som musiker og komponist?
Nej. Jeg er selvfølgelig klar over at det arbejde jeg har kan udsætte mig for en meget dårlig påvirkning — mange musikere ligger under for stofmisbrug og umoralitet. Men findes der overhovedet noget verdsligt arbejde hvor man ikke kommer i berøring med uærlighed, korruption, umoralitet, drikkeri, spil eller lignende, blot i mindste mål? Den slags, ja selv stofmisbrug, findes nu i alle dele af samfundet. Hvis man overhovedet skal have et arbejde, kan man næppe undgå at komme i berøring med sådanne ting.
Men hvis en kristen begynder at miste sin åndelighed på grund af sin beskæftigelse, bør hans opmærksomhed henledes på det, som det skete i mit tilfælde. Jeg tog de nødvendige skridt for at bevare min åndelighed. Som musiker har jeg for øvrigt haft lejlighed til at forkynde om Guds rige for mange i underholdningsbranchen som andre forkyndere aldrig ville kunne komme i forbindelse med.
Nu har musikken længe haft ringere betydning for mig end den havde før. Den forret det er at tjene Jehova, er nu det dyrebareste for mig. Han ønsker at hans tjenere skal være glade, og det er jeg. Og jeg har tiltro til at hvis jeg vinder livet i hans nye orden vil jeg opleve glæden og lykken til evig tid, med eller uden min saxofon. — Indsendt.