De søger en identitet
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I NIGERIA
MENNESKET har altid været interesseret i sin afstamning. Bibelen indeholder en fortegnelse over Jesu Kristi forfædre helt tilbage til det første menneske, Adam. (Luk. 3:23-38) Jøderne bevarede omhyggeligt nationens slægtsregistre, og det var en af deres største tragedier at disse fortegnelser gik til grunde da Jerusalem blev ødelagt af de romerske hærstyrker i år 70 efter vor tidsregning.
Jødernes tilbagevenden til Palæstina og oprettelsen af det moderne Israel var et udtryk for trangen til at have en identitet — i dette tilfælde en national identitet. Jødernes krav om en fastslået identitet havde nok stærke politiske overtoner, men slægter blandt andre folk bliver tit grebet af den samme søgen, enten for at fastslå kravet på en arv, en kongelig herkomst eller nedstamning fra en berømt historisk person, eller blot for at finde ud af hvem de er.
Overalt i verden rettes opmærksomheden nu mod det man har kaldt „Den sorte mands søgen efter en identitet“. Sidste års sorte og afrikanske „Festival of Arts and Culture“ (FESTAC) som holdtes i Nigeria, var et klart udtryk for denne søgen.
Den afrikanske identitet
FESTAC ’77 blev holdt i Lagos, Nigeria, i dagene 15. januar til 12. februar. Det var den anden forsamling af den art der blev sammenkaldt i Afrika. Den første holdtes i Dakar, Senegal, i 1966. FESTAC ’77 trak delegerede til fra samtlige afrikanske lande, fra farvede grupper i Nord-, Syd og Centralamerika, fra andre i Europa og Australien, og fra negerstater uden for Afrika. Der kom omkring 17.000 kunstnere, dansere og intellektuelle fra seksoghalvtreds lande. Interessant nok mødte der også repræsentanter fra de arabiske lande i Nordafrika og fra australnegrene og maorierne — alle tilsluttede de sig „de sorte [og afrikanske] folks forsøg på at genoplive deres kultur for at kunne finde deres plads i verdens samarbejde og konfliktdiplomati“.
De mange forskellige former for opvisning ved festivalen omfattede kultur- og traditionsdanse, musik og sang, skuespil, film og oplæsning af sorte og afrikanske skribenters værker. Der var udstillinger af kunst, litteratur og kulturgenstande, samt modeshows og et kollokvium, det vil sige et seminar, over emnet „Sort kultur og undervisning“. De fleste opvisninger foregik på det ultramoderne Nationalteater i Lagos. Den farvestålende regatta trak store folkemængder til farvandet ud for Lagos; der var kanokonkurrencer og „søslag“. Salen Grand Durbar, hvor de nordnigerianske stammer gav opvisning i deres imponerende, traditionelle ridekunst, trak festivalen til Kaduna, 800 kilometer fra Lagos.
I et sammendrag af festivalens formål sagde dr. Emiko Atimomo: „Denne målsætning vidner om at Afrika og den sorte verden må begynde at genopbygge deres samfund så de kan genoplive den tabte arv efter deres forfædre, for derved opnås bedre et samarbejde mellem verdens sorte folk og de øvrige af verdens samfund.“ Ifølge de udsendte meddelelser var festivalens formål at fremme forståelsen mellem nationer og racer, hvilket med tiden ville lette en „tilbagevenden til oprindelsen“ blandt negersamfundene i fremmede lande. Om disse negersamfund i det fremmede siger man at de lever i diaspora.
Ønsket om en „tilbagevenden til oprindelsen“ kom til udtryk under hele festivalen, det være sig i skuespillene, dansene, sangene og kollokviet. Man forkastede og fordømte kolonialismen og berømmede den afrikanske kultur og den politiske frigørelse. Et typisk eksempel på dette sås i musicalen „Trommen“, som opførtes af Somalia-truppen. Heri fulgte man den sorte mands vej fra hans, efter alt at dømme, primitive ro, over slavehandelen og kolonistyret, frem til den genvundne uafhængighed. Dette „oprør mod europæisk civilisation“ betragtedes som nødvendigt på grund af den overbevisning der er givet udtryk for, nemlig at „tiden og kolonialismen har afskåret det sorte Afrika fra dets virkelige fortidskultur“ og at „den overleverede kultur er blevet undergravet af fremmede religioner, fremmed teknologi, fremmed kultur og fremmed herredømme“.
På dette grundlag opfordrede de lærde som tog del i kollokviet til „enhed og solidaritet blandt de sorte folk til trods for deres ideologiske forskelle og uensartede geografiske og historiske forhold“. De anlagde det synspunkt at eftersom verdens sorte folk har lidt samme skæbne, er der en fælles faktor der gør sig gældende for dem, nemlig deres stræben efter frihed og efter at genvinde deres kulturelle identitet og deres retmæssige plads i verden. Derfor blev der fremsat forslag til samarbejde på forskellige områder, som undervisning, ledelse, sprog og religion, med afrikansk orientering. Sorte der lever i diaspora fremførte det synspunkt at Afrika er grundlaget for deres etniske og kulturelle identitet og at det derfor er omkring Afrika de har i sinde at genopbygge deres enhed.
Opmærksomme på hindringer
Der var forslag fremme om at swahili skulle indføres som Afrikas fællessprog, at man skulle genoplive afrikansk religion og kultur, og at man skulle antage afrikansk socialisme som ideologi; men her så nogle nødvendigheden af at udvise forsigtighed. I sine betragtninger over FESTAC sagde dr. Opeyemi Ola: „Visse sider af den traditionsbestemte kultur fortjener ikke at blive bevaret eller genoplivet . . . fordi de er negative eller fordi udviklingen er løbet fra dem.“ Han slog til lyd for en afrikansk teknologi så „det sorte Afrika hurtigt kunne træde ind i den moderne nutid og den ultramoderne fremtid“. Dr. Ola foreslog derfor oprettelsen af et panafrikansk videnskabeligt og teknologisk universitet.
Dr. Ola advarede desuden om at „hvad FESTAC end måtte få skrevet på triumfernes måltavle i dag, ville politikerne måske udligne og modvirke i morgen“. Måske var det derfor han senere skrev at nogle af lederne i „deres mini-nationer har handlet mere grusomt og uærligt over for de sorte end de hvide koloniherrer gjorde!“ Sådanne ledere ses som en hindring for en omformning af det sorte Afrika.
Ikke desto mindre havde de nationer og samfund der deltog i FESTAC, en fornemmelse af at de havde skabt grundlag for at stadfæste at afrikansk kultur er en verdenskultur der kan præstere fremskridt hen imod en civilisation på højde med de allerede udviklede nationer.
Uløste problemer
Som et hele har den moderne civilisation dog ikke afskaffet de spændingsmomenter af samfundsmæssig, kulturel og politisk art der præger menneskeheden. Den har snarere gjort dem større og betonet dem stærkere. Civilisationens teknologi er overvejende blevet ledet i negativ retning, mod produktion og fordeling af udspekulerede angrebs- og forsvarsvåben. Dertil kommer at fordærvelsen af de menneskelige forhold er blevet kritisk — man ser en forøgelse af kriminalitet, umoralitet og alkoholmisbrug, samt en svækkelse af familieordningen. Visse sider af den øgede kriminalitet i udviklingslandene betragtes i virkeligheden som en arv fra den moderne civilisation.
Nigerianske journalister omtaler nu deres land som „en nation der trues indefra“. De beklager stigningen af voldsforbrydelser blandt borgere for hvem „ukrænkelighed af liv og ejendom er et meningsløst begreb“. Der ofres enorme summer på modernisering af byerne og bygning af hovedlandeveje, men samtidig lever borgerne i frygt for at blive ofre for voldsforbrydelser. Selv offentlig henrettelse af forbrydere der har deltaget i væbnet røveri, har ikke været et fuldstændig effektivt afskrækkende middel mod denne form for vold.
Skribenter der ser tilbage på de samfundsforhold der rådede i Nigeria før kolonitiden og indførelsen af den moderne civilisation, henviser til den tid da „hverdagen forløb i et mere mageligt tempo . . . Forældre, børn og også de øvrige familiemedlemmer . . . var sig deres borgerlige forpligtelser såvel som deres familieforpligtelser yderst bevidst. Der var mindre politi og færre fængslede“.
Den foruroligende ændring i retning af moralsk forfald er overvejende blevet betragtet som et økonomisk problem. Stigende korruption og uærlighed blandt dem der pranger med deres velstand, vækker misundelse og begærlighed hos andre, der begynder at synes at de også må være uærlige for at skaffe sig den velstand og de mange materielle goder den moderne civilisation byder på. Den materialistiske tankegang viser sig desuden i „den nye moral“ og den dermed følgende promiskuitet, der truer familieordningen i de fleste lande og har gjort kønssygdommene til en alvorlig epidemi. I Nigeria er der nogle som kalder gonorré en „gentlemansygdom“ fordi promiskuiteten for dem at se foregår mere åbenlyst blandt de rige eller lærde, altså dem der er stærkest påvirket af den moderne civilisations selskabelige omgangsformer og materialistiske filosofi. Man skal ikke forbavses over at gonorré og syfilis er i tiltagende i dette land.
Løses problemet ved en „tilbagevenden til oprindelsen“?
Verden i almindelighed kæmper jo med vældige problemer af blandt andet social, politisk, racemæssig og sundhedsmæssig art. Hvad kan nationer og enkeltpersoner gøre? Var det ønskeligt for dem at lade den moderne videnskabs hjælpemidler og arbejdsbesparende foranstaltninger ude af betragtning og ’vende tilbage til deres oprindelse’ for mange hundrede år siden, da disse ting ikke fandtes, da tilværelsen var mere besværlig, og da sundheden må have været truet i langt højere grad end nu?
Ville det ikke være bedre at vende tilbage til den oprindelse Jehova Gud gav menneskeslægten? Gud skænkede mennesket en fuldkommen begyndelse og udsigt til evigt liv i et jordisk paradis. Og som det allervigtigste var det første menneske, Adam, en „søn af Gud“. (Luk. 3:38; 1 Mos. 1:26-28; 2:7-15) Imidlertid valgte Adam at synde og mistede derved sin stilling som søn af Gud, og hans efterkommere arvede synden og døden efter ham. (Rom. 5:12) Kun ved at benytte sig af Jesu Kristi genløsningsoffer kan et menneske atter gøre sig håb om at opnå evigt liv i et genoprettet paradis her på jorden. (Joh. 3:16; 17:3; Luk. 23:43) Det vil virkelig blive en „tilbagevenden til oprindelsen“!
Inden længe vil en ny civilisation blive gennemført på jorden. Det sker under Guds himmelske riges styre. Da vil mennesket få fuld lejlighed til at bruge sin tænkeevne og sin virkelyst på forskellige områder. Men der vil blive tale om andet og mere end en ny civilisation. Det bliver en virkelig „tilbagevenden til oprindelsen“ fordi de lydige mennesker bliver ægte børn af Gud. „Skabningen blev nemlig,“ som den kristne apostel Paulus skrev, „underlagt frugtesløshed, . . . på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Rom. 8:20, 21.