Hvad kristenheden har høstet i Afrika

CHARLES LAVIGERIE drømte om at omvende Algeriet til kristendommen, men det blev ved drømmen. I dag er 99 procent af Algeriets befolkning muslimer, og kristenheden har tabt terræn i store dele af Nordafrika. Men hvordan forholder det sig med resten af kontinentet?

Dr. J. H. Kane siger i bogen A Concise History of the Christian World Mission: „Kristenheden har omvendt flere i det sorte Afrika end i hele den øvrige del af den tredje verden.“ Men er disse troende virkelig kristne? Dr. Kane indrømmer: „Et stort faremoment i den afrikanske kirke er ’kristent hedenskab’.“ Udtrykket „den afrikanske kirke“ er desuden misvisende, for der findes tusinder af afrikanske kirker med hver sin tilbedelsesform. Hvad skyldes dette?

Splittelsens sæd bliver sået

Splittelsens sæd blev sået endog før missionærerne satte kursen mod Afrika. Londons Missionsselskab havde medlemmer fra forskellige kirker, og på færden til missionsmarkerne udspandt der sig ophedede diskussioner om lærespørgsmål. Stridighederne måtte bryde ud i lys lue efter at missionærerne havde slået sig ned på deres missionsstationer.

Professor Robert Rotberg skriver i sin bog Christian Missionaries and the Creation of Northern Rhodesia 1880-1924: „Missionærerne stredes forbitret indbyrdes og med deres foresatte i hjemlandene, almindeligvis på bekostning af deres evangeliske hensigt. . . . Det lader til at missionærerne brugte lige så megen tid og energi på at nedfælde disse uoverensstemmelser på papir som på at søge at omvende befolkningen.“

Til tider medførte missionærernes kiv at der blev oprettet konkurrerende missioner. Katolske og protestantiske missioner havde en indædt kamp om tilhængere, og spliden blev uundgåeligt ført videre af de nyomvendte. Med tiden forlod millioner af afrikanere missionskirkerne og stiftede deres egne kirker.

Missionærhistorikeren dr. Kane skriver: „De Uafhængige Afrikanske Kirker findes over hele Afrika . . . Alt i alt tæller denne bevægelse cirka syv tusind selvstændige grupper.“ Årsagen hertil skal ikke blot findes i den kappestrid der rådede mellem missionærer med forskellige synspunkter. Geoffrey Moorhouse peger i sin bog The Missionaries på „modviljen mod de hvides overherredømme“ som medvirkende til „den sorte reformation“.

Kristne — eller europæiske racister?

Dr. Kane indrømmer at „missionærerne havde et mereværdskompleks“. De „mente at den kristne religion måtte slå følge med europæisk kultur og europæisk førerskab,“ siger Adrian Hastings i sin bog African Christianity.

Ikke blot Charles Lavigerie anlagde dette synspunkt. Det samme gjorde John Philip, der førte tilsyn med Londons Missionsselskabs missioner i det sydlige Afrika. I 1828 udtalte han pralende: „Vore missionærer . . . udvider britiske interesser, britisk indflydelse og det britiske imperium. Alle vegne hvor missionæren planter sin fane hos en vild stamme, viger folks fordomme mod kolonimagten; deres afhængighed af kolonien øges ved at der opstår kunstige behov; . . . industri, handel og landbrug blomstrer, og enhver ægte omvendt blandt dem . . . bliver kolonistyrets forbundsfælle og ven.“

Kan det undre at de europæiske magter regnede sådanne missionærer for nyttige redskaber til udvidelse af kolonierne? Missionærerne hilste for deres vedkommende Afrikas kolonisering velkommen. Som det hed i en erklæring ved Verdensmissionskonferencen i Edinburgh i 1910: „Det . . . er umuligt altid at drage en skillelinje mellem missionærens mål og regeringens.“

Lokale konger i Afrika

Nogle missionærer benyttede kolonimagternes militær til at håndhæve deres myndighed. Til tider blev kystbyer jævnet med jorden af britiske orlogsfartøjer fordi indbyggerne havde sat sig op mod missionærernes herredømme. I 1898 udtrykte Dennis Kemp, en metodistmissionær i Vestafrika, sin „faste overbevisning om at den britiske hær og flåde i dag benyttes af Gud til at fuldbyrde hans hensigt“.

Det hændte at missionærerne tilranede sig stammehøvdingernes verdslige magt når de havde fået fodfæste. Professor Rotberg skriver: „Londonmissionærerne anvendte ofte magt til at håndhæve den teokratiske lov. Når de skulle vise deres misbilligelse benyttede de et af deres yndlingsredskaber — en cikoti. Det var en lang pisk af flodhesteskind der havde ligget i saltlage. Med den blev afrikanere gennempisket ved den mindste anledning.“ David Lamb bemærker i sin bog The Africans: „En omvendt afrikaner husker fra Uganda en anglikansk missionær kendt som Bwana Botri, der hyppigt forlod prædikestolen under gudstjenesten for at prygle de afrikanere der kom for sent.“

Missionæren James Mackay var forfærdet over sådanne hændelser og indgav en klage til bestyrelsen for Londons Missionsselskab. Han advarede: „Vi bliver ikke anset for at være de hvide mænd som overbringer dem de gode tidender om Guds kærlighed, men er berygtede og frygtede.“

Verdenskrigene

„I over hundrede år var [afrikanerne] vedholdende og med eftertryk blevet indprentet at krig og alle de vilde instinkter det udløste, var både frugtesløse og onde,“ oplyser bogen The Missionaries. Men i 1914 udbrød den første verdenskrig mellem Europas såkaldt kristne lande.

„Missionærer af næsten enhver nationalitet blev revet med af Den Store Krig,“ beretter Moorhouse. Til egen vanære opfordrede missionærerne deres afrikanske proselytter til at tage parti, og enkelte missionærer førte endda afrikanske tropper i kamp. Professor Stephen Neill beskriver træffende krigens virkning i sin bog History of Christian Missions: „De europæiske nationer havde højrøstet fordret monopol på kristendom og civilisation, men havde blindt og omtumlet styrtet sig ud i en borgerkrig som skulle efterlade dem forarmede og komplet ribbede for dyd.“ Neill fortsætter: „Den anden verdenskrig fuldendte blot hvad den første allerede havde anrettet. Vestens påstand om moralsk overlegenhed viste sig at være hul; kristenheden blev afsløret som bedragerisk. Man kunne ikke længere tale om ’det kristne Vesten’.“

Forståeligt nok tog den sorte reformation fart efter den første verdenskrig. Men hvordan gik det med de afrikanere som blev i kristenhedens kirker? Blev de fra da af undervist i Bibelens sande lære?

Afrikanernes forfædredyrkelse

Kristenhedens missionærer fordømte afrikanernes religiøse skikke, for eksempel den skik at henvende sig til troldmænd når man ville formilde sine afdøde forfædre. Men samtidig hævdede missionærerne at alle mennesker har en udødelig sjæl, og nogle lærte også at man skulle ære Maria og „helgenerne“. Dette bekræftede for afrikanerne at deres afdøde forfædre var i live. At missionærerne ærede religiøse figurer som korset, retfærdiggjorde i afrikanernes øjne at de selv beskyttede sig mod onde ånder ved hjælp af amuletter.

Professor C. G. Baëta siger i sin bog Christianity in Tropical Africa: „For en afrikaner kan det i kirken lade sig gøre at synge følgende af hjertens lyst: ’Anden tilflugt har jeg ikke,’ samtidig med at han bærer en amulet. Derpå kan han styre direkte fra kirken til troldmanden uden at føle at han overtræder noget princip.“ — Jævnfør Femte Mosebog 18:10-12 og Første Johannesbrev 5:21.

Mange missionærer har i tidens løb fortalt afrikanerne at deres hedenske forfædre pintes i et brændende helvede og at samme skæbne ville overgå dem hvis de afviste missionærernes lære. Men læren om evig pine strider imod klare udsagn i den selv samme Bibel som missionærerne havde haft så stor møje med at oversætte til afrikanske sprog. — 1 Mosebog 3:19; Jeremias 19:5; Romerne 6:23.

Faktisk siger Bibelen at menneskesjælene synder og dør. Den siger også: „De døde ved slet ingen ting.“ (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4) De afrikanere der aldrig fik mulighed for at høre Bibelens sande budskab, bliver omfattet af den forestående „opstandelse . . . af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) De opstandne vil få at vide hvad Gud har gjort for at de kan blive frelst, og hvis de taknemmeligt tager imod Guds kærlighed, vil de blive belønnet med evigt liv i et paradis på jorden. — Salme 37:29; Lukas 23:43; Johannes 3:16.

Kristenheden har undladt at lære afrikanerne dette vidunderlige budskab fra Bibelen og har i stedet vildledt dem med falsk lære og religiøst hykleri. Bibelen billiger ikke kristenhedens missionærers andel i koloniseringen af Afrika. Tværtimod sagde Jesus at hverken hans rige eller hans disciple skulle være ’en del af denne verden’. (Johannes 15:19; 18:36) De kristne i det første århundrede var ambassadører for Kristus, ikke for verdslige regeringer. — 2 Korinther 5:20.

Ja, kristenhedens høst i Afrika har stort set været sørgelig. Den har været kendetegnet af rystende uenighed, mistillid og „kristent hedenskab“. Den vold der har kendetegnet mange „kristne“ dele af Afrika stemmer afgjort ikke overens med ’Fredsfyrstens’ lære. (Esajas 9:6) Frugten af kristenhedens virksomhed i Afrika står i skærende kontrast til Jesu ord om hans sande disciple. I en bøn til sin himmelske Fader bad han om at ’de måtte blive fuldkommengjort til ét, så at verden kunne vide at Gud havde udsendt ham’. — Johannes 17:20, 23; 1 Korinther 1:10.

Betyder det at al missionsvirksomhed i Afrika har været en fiasko? Slet ikke. Den gode frugt af sande kristne missionærers gerning i Afrika og den øvrige verden vil blive behandlet i den artikelserie der begynder på side 10.

[Illustration på side 6]

Ledende missionærer i det 19. århundrede, for eksempel John Philip, mente at den europæiske civilisation og kristendommen var én og samme sag

[Kildeangivelse]

Cape Archives M450

[Illustration på side 7]

Kristenhedens missionærer fremmede afrikanernes forfædredyrkelse ved at udbrede ubibelsk lære, for eksempel at sjælen er udødelig

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Africana Museum, Johannesburg