Er nogle racer andre overlegne?

HVORDAN ser De på de forskellige racer? Mener De at hvide har medfødte fortrin fremfor sorte? Uanset hvordan Deres svar lyder, hvad viser så Deres indstilling og handlinger?

Folk siger ofte at de ikke nærer racefordomme, og dog er det en kendsgerning at racistiske synspunkter længe har været fremherskende. Mange mener stadig at negre af naturen står tilbage for hvide, og at de er bestemt til for bestandig at indtage en lavere stilling.

Hvor stammer sådanne synspunkter fra? Hvorfor er de så sejlivede?

Religionens rolle

Forestillingen om de hvides medfødte overlegenhed stammer fra den tid da man bekrigede negrene i Afrika og gjorde dem til slaver. Man havde brug for at retfærdiggøre slavehandelen, især fordi de der gav sig af med den, bekendte sig som kristne. Charles de Secondat Montesquieu, en fransk jurist og politisk filosof, forklarede hvordan slavehandlerne ræsonnerede: „Vi kan umuligt mene at disse skabninger er mennesker, for hvis vi accepterer at de er mennesker, ville det rejse en mistanke om at vi ikke selv er kristne.“

Påståede kristne i Amerika havde også brug for at retfærdiggøre slaveriet, for bomuldplantagernes økonomi var baseret på negerslaveriet. En amerikansk historiker siger således:

„I Sydstaterne granskede man Skrifterne for at finde en bibelsk begrundelse for denne handlemåde. . . . Man hævdede konstant at Bibelen godkendte og i virkeligheden påbød slaveriet, og at det var en guddommelig forordning som især var til gavn for negrene.“ — A Complete History of the United States af Clement Wood, s. 217, 337.

Kirkerne gik foran med hensyn til at retfærdiggøre slaveriet. De lærte at negrene er en forbandet race, og at det er grunden til at deres hud er sort. I 1844 skete der en splittelse mellem metodisterne i nord og i syd på grund af slaveriet. Det samme skete for baptisternes vedkommende i 1845, og omtrent samtidig delte den presbyterianske kirke sig hele vejen langs den politiske Mason-Dixon-linje mellem nord og syd. Så sent som i 1902 udgav et bibelhus i St. Louis en bog hvis titel på dansk ville lyde „Negeren et dyr“ eller „i Guds billede“. Bogen indeholdt et kapitel med titlen „Overbevisende bibelske og videnskabelige vidnesbyrd om at negeren ikke hører med til menneskeslægten“, og den fik stor udbredelse.

Med kirkens billigelse blev negrene altså betragtet som en race der som følge af sin afstamning stod tilbage for den hvide. I 1971-udgaven af The Encyclopædia Britannica læser vi: „Det var afrikanerens ulykke at han i Amerika blev gjort til slave af kristne der, fordi de ikke kunne forene deres tro med slaveriet, ændrede deres opfattelse af negeren og begyndte at betragte ham som ejendom, ikke som et menneskeligt væsen der havde krav på visse rettigheder og friheder.“ — Bind 16, s. 200D.

Men det var ikke blot kirkerne der forfægtede sådanne synspunkter. Det samme gjorde filosoffer og videnskabsmænd.

Andre forkæmpere for den hvide races overlegenhed

Omkring 1830rne formulerede filosoffer i de amerikanske Sydstater en række principper angående menneskets naturlige ulighed, en opfattelse der på det tidspunkt allerede var accepteret af de fleste sydstatsbeboere. Og den tids førende fysioantropolog i Amerika, Josiah C. Nott, forsøgte at fremskaffe biologisk støtte for denne opfattelse. Nogle anlagde det synspunkt at de forskellige racer havde udviklet sig hver for sig og at negrene var nærmere beslægtet med aberne. Efter at have fremført visse særpræg som bevis, skriver The Encyclopædia Britannica: „Negeren synes at stå på et lavere udviklingstrin end den hvide mand og at være nærmere beslægtet med de højeststående antropoider.“ — Bind 19, 1911, s. 344.

Lignende synspunkter hyldes af nogle den dag i dag, deriblandt professor Carleton S. Coon, tidligere præsident for den amerikanske forening af fysioantropologer. Han hævder at fem menneskeracer, isoleret fra hinanden, „udviklede sig uafhængigt til Homo sapiens ikke én men fem gange“. I en landsomfattende fjernsynsudsendelse i De forenede Stater hævdede en talsmand at Coon „fremlægger vidnesbyrd for og indtager det standpunkt at den negroide race er 200.000 år bagefter den hvide race på evolutionsstigen“.

Denne opfattelse af negrene hjælper os til at forstå hvorfor amerikanere før i tiden kunne tale om at ’alle mennesker er skabt lige’ og alligevel godkende en form for slaveri hvorunder nogle betragtedes som laverestående. The Sociology of Social Problems, tredje udgave, af Paul B. Horton og Gerald R. Leslie, forklarer:

„Erklæringen om at ’alle mennesker er skabt lige’ gjaldt ikke negre, eftersom de var ’ejendom’ og ikke mennesker. Teorier om en bibelsk forbandelse over Kams efterkommere, om ufuldstændig eller adskilt udvikling, om geografisk determinisme og om intelligensprøvers vidnesbyrd, blev efter tur brugt for at retfærdiggøre behandlingen af negre som laverestående væsener. Så længe folk troede på disse opfattelser — og de fleste troede virkelig på dem — så man intet inkonsekvent i at give udtryk for demokratiske idealer samtidig med at man praktiserede diskriminering.“

I dag er der sikkert kun få der vil hævde at negrene ’ikke er mennesker’. Men der er stadig mange som tror at de som følge af deres afstamning står tilbage for de hvide. Dét at der blandt sorte amerikanere fødes flere børn uden for ægteskab, begås flere forbrydelser, er en lavere økonomisk og social status, og især at de i gennemsnit får færre points i intelligensprøver, betragtes som „bevis“ på deres biologiske underlegenhed. Men er disse vidnesbyrd virkelig bevis på biologisk underlegenhed? Eller er der en anden forklaring på hvorfor negre i gennemsnit kommer til kort i sammenligning med hvide?

De sorte amerikaneres oprindelse

Mange i De forenede Stater tror at de amerikanske negres afrikanske forfædre var vilde, uden kultur eller civilisation. De mener at de var langsomt opfattende, barnlige, ude af stand til at klare vanskelige opgaver eller til at udvikle en høj civilisation. Men kendsgerningerne ser anderledes ud, sådan som The World Book Encyclopedia forklarer:

„Der fandtes højt udviklede riger i forskellige dele af Afrika for hundreder af år siden. . . . Nogle af negerkongerne og deres stormænd levede i stor rigdom og pragt. Deres hovedstæder blev i nogle tilfælde kultur- og handelscentre. Mellem år 1200 og 1600 blomstrede et negrid-arabisk universitet i Timbuktu i Vestafrika, og det blev berømt i hele Spanien, Nordafrika og Mellemøsten.“ — Bind 14, 1973, s. 106, 107.

Den afrikanske kultur er ganske vist helt anderledes end den europæiske, ligesom orientalsk kultur også er anderledes. Og desværre er der nogle som anser forskellighed for at være ensbetydende med underlegenhed. Samtidig kan det dog ikke nægtes at udviklingen i afrikanernes levevis og kultur i de seneste århundreder er standset. Der er ikke sket nogen fremskridt, men derimod tilbageskridt. Hvorfor?

Det skyldtes for en stor del slavehandelen. Herom oplyser The Encyclopedia Americana: „Den bragte uorden i negrenes kultur og industri, standsede udviklingen inden for kunsten, væltede regeringer og var årsag til den nutidige kulturelle stagnation der har præget det mørke fastland siden år 1600.“ — Bind 20, 1927, s. 47.

Slavehandelens omfang og dens indvirkning på det afrikanske samfund er rystende. Ifølge The New Encyclopædia Britannica, 1976, anslås det at „antallet af slaver der blev sejlet over Atlanterhavet lå mellem 30.000.000 og 100.000.000“. Mere forsigtige vurderinger opgiver antallet til at være „omkring 15 millioner“. Men selv de forsigtigere beregninger er forbløffende, især når man tager i betragtning hvor mange der døde.

Det må indrømmes at der både var afrikanere der blev taget til fange direkte af hvide og afrikanere der blev taget til fange under krige og røvertogter af andre sorte, som så solgte deres landsmænd til hvide slavehandlere. Uanset hvem der havde det oprindelige ansvar blev fangerne derpå ført ud til kysten, hvor de blev holdt fangne i indskibningsstationer. Derpå blev de, sammenlænkede to og to, stuvet ned i skibenes lastrum, hvor der kun var plads til at de kunne ligge ned. Dér opholdt de sig det meste af de halvtreds dage atlanterhavsrejsen varede, uden lys eller frisk luft. Man anslår at omkring en tredjedel af fangerne døde før de overhovedet kom om bord på skibet, og endnu en tredjedel under overfarten.

Det var i begyndelsen af 1500-tallet at de første slaver blev bragt til De vestindiske Øer og Sydamerika for at arbejde i minerne og på plantagerne. I 1619 indførte et hollandsk slaveskib de første negre til Nordamerika, ikke som slaver men som tjenestefolk på kontrakt. Senere i 1600-tallet blev slaveriet imidlertid indført fuldt ud, og med tiden var der godt fire millioner negerslaver i De forenede Stater.

Hvad slaveriet gjorde imod dem

Afrikanerne blev i almindelighed landsat på De vestindiske Øer, hvor de blev „tilvænnet“, eller oplært som slaver, før de blev sendt til Amerika. For at hindre masseopstande plejede man at skille folk der kom fra samme stamme. Selv familier blev splittet, og slaverne fik nye navne af slavehandlerne eller af deres nye herrer. Hensigten var at gøre de sorte lydige og underdanige. Lidt efter lidt blev deres personlighed undertrykt, deres sindelag forandret, og efterhånden som de indså det formålsløse i at gøre modstand begyndte de at opføre sig som om de var underlegne.

Der blev udarbejdet love for slaver for at sikre at de forblev i deres fuldstændig underordnede stilling. The Encyclopedia Americana siger:

„Slaver havde ingen ejendomsret, måtte ikke være i besiddelse af skydevåben, give sig af med handel, forlade plantagen uden tilladelse fra deres ejere, vidne i retten undtagen mod andre negre, oprette kontrakter, lære at læse og skrive, eller afholde møder uden at der var hvide til stede. . . . hvis en slave eller en fri neger blev myrdet eller voldtaget af en hvid, blev det ikke betragtet som en alvorlig forbrydelse.“ — Bind 20, 1959, s. 67.

I de fleste stater hvor man holdt slaver var straffen for at lære en neger at læse og skrive enten bøde, piskning eller fængsel.

I 1808 gjorde De forenede Stater det ulovligt at handle med slaver. Handelen fortsatte imidlertid på trods af loven, idet efterspørgselen efter slaver var større end nogen sinde. Dette førte ugerningen ud i yderste konsekvens — man begyndte at producere slaver med salg for øje. The Encyclopedia Americana forklarer:

„Der opstod en storstilet og indbringende indenrigshandel med slaver, og nogle af de mest grusomme og koldblodige begivenheder i forbindelse med slaveriet var knyttet hertil, som for eksempel dét at man i de gamle stater avlede slaver til salg længere sydpå, og at man gang på gang rev familiebåndene over ved at sælge familiemedlemmer hver for sig.“ — Bind 20, 1959, s. 67.

Ja, den opfattelse at negre ’ikke var mennesker’ førte til at man ligefrem avlede dem og solgte dem, sådan som man normalt gør med husdyr. Men så, i 1865, blev slaveriet pludselig fuldstændig ophævet i De forenede Stater. Indstillingen til negrene blev imidlertid ved med at være den samme, og ved hjælp af love om raceadskillelse og ved andre midler blev de holdt „på deres plads“ — nemlig i en underordnet stilling i forhold til de hvide.

Lynchning var et meget anvendt middel hvormed man søgte at holde negrene nede. Der fandt gennemsnitlig 166 lynchninger sted om året mellem 1890 og 1900. The Encyclopedia Americana beretter også: „Man tolererede stadig at hvide mænd udnyttede negerkvinder seksuelt. Negrene fik en meget uretfærdig og diskriminerende behandling af politiet og ofte også i retten.“ — Bind 20, 1959, s. 70.

Taler vi her om noget der fandt sted i meget gammel tid? Nej, mange nulevende negres bedsteforældre var slaver. Og folk der lever i dag har hørt af tidligere slavers egen mund hvordan det var at leve dengang. Selv et stykke ind i 1950erne skildrede massemedierne i Amerika negrene som underordnede — de blev uvægerlig fremstillet som tjenere for hvide.

Men i almindelighed så man overhovedet ikke noget til negrene, hverken i tidsskrifter, i fjernsynet eller i aviserne, undtagen i beretninger om forbrydelser. De blev udsat for forskelsbehandling hvad de end foretog sig, de fik en middelmådig skoleundervisning, og de blev nægtet adgang til visse former for beskæftigelse og til mange andre goder som de hvide kunne nyde. Praktisk taget overalt lukkede alle døre til større muligheder sig for dem, hvilket førte til at mange mistede ethvert håb om at forbedre deres lod.

Når man tager disse omstændigheder i betragtning, kan man da virkelig forvente at negrene i U.S.A. gennemsnitlig skal klare sig lige så godt som de hvide når det gælder skoleuddannelse og andre præstationer? Vil det være retfærdigt at anse dem for at stå tilbage for de hvide fordi de ikke står mål med en bestemt standard? Hvad sker der når mulighederne ligger åbne for dem?

Muligheder og tilskyndelse

Før 1947 havde negre ikke adgang til at spille baseball i første division i De forenede Stater. Men i det år, da forholdet mellem racerne ofte var meget spændt, fik en neger lov at spille. Det varede ikke længe før der var negre som var fremragende til baseball. I 1971 blev The Pittsburgh Pirates verdensmestre — og alle holdets ni spillere var negre. Situationen er den samme inden for andre sportsgrene, hvilket fik New York Times til sidste år at skrive at „professionel basketball i realiteten er negrenes spil“.

Hvad får vi ud af dette? At negrene i fysisk henseende er de hvide overlegne? Eller at når mulighederne ligger åbne og der bliver givet undervisning og tilskyndelse, kan negre klare sig udmærket? Det er tydeligvis det sidste der er tilfældet. De forskellige racer er ikke født med talent for at være boldspillere, musikere, videnskabsmænd, universitetsprofessorer og så videre. Det er alt sammen noget man må lære.

Det er forkert at sætte de forskellige racer i bås og sige at én race af naturen er dum og langsom, en anden aggressiv og stridbar, en tredje venlig og underdanig, og så videre. At de forskellige racer er som de er, skyldes især den uddannelse og oplæring de får og den påvirkning de udsættes for. Eksempelvis blev kinesere ofte før i tiden karakteriseret som mennesker der af naturen var venlige og underdanige. Men med den ændrede oplæring de har fået og den påvirkning de har været udsat for de sidste mange årtier under kommunismen, er der sikkert ikke mange som vil karakterisere dem sådan i dag.

Og dog gør det synspunkt sig stadig gældende at negre som race betragtet af naturen, biologisk, er langsommere opfattende og mindre intelligente end hvide. Findes der sikre beviser på at dette er tilfældet?

[Kildeangivelser på side 8]

Billedet bringes med tilladelse fra Schomburg-centeret for forskning af negrenes kultur, New Yorks bibliotek, samt Astor-, Lenox- og Tilden-stiftelserne