Stofmisbrug — vores vej ud i det og tilbage igen
I DAG virker vi uden tvivl som ethvert andet ungt par. Forskellen er imidlertid at Nancy og jeg har været narkomaner. Måske kan vores historie hjælpe andre som er afhængige af stoffer og som gerne vil frigøre sig og leve et nyttigt liv. Den kan muligvis også hjælpe forældre til unge mennesker som leger med tanken om at tage stoffer.
Når jeg tænker tilbage på dengang vi som teenagere var på stoffer, væmmes jeg ved de uhyggelige ting der forpestede vores eksistens, ja for det var ikke andet end blot en eksistens.
Hverken Nancy eller jeg var det man kunne kalde „dårligt stillede“ børn. Vi boede i „respektable“ forstadskvarterer og kom fra miljøer som man sikkert ville karakterisere som typiske amerikanske arbejder- og højere middelklassemiljøer. Vore forældre følte at deres børn voksede op i „trygge“ kvarterer. Men lad mig her slå et meget vigtigt punkt fast.
Der findes ingen kvarterer hvor ens børn kan være beskyttet mod at blive udsat for stoffer. Alt for ofte er forældre tilbøjelige til at berolige sig selv med at stofmisbrug er forbundet med de levevilkår hvorunder de dårligst stillede i samfundet lever. Men det er simpelt hen ikke sandt. Alle former for narkotika har så at sige gennemsyret hver eneste del at samfundet. Hvis én er interesseret i stoffer kan han altid få fat i dem. Det er et spørgsmål om motivering, ikke om beliggenhed.
Jeg er for eksempel opdraget af kærlige, hårdtarbejdende forældre. Jeg havde en lykkelig barndom og førte et normalt, aktivt liv. Jeg lærte værdien af at arbejde, og jeg bar min del af forpligtelserne i hjemmet. I skolen fik jeg ug, jeg var interesseret i videnskab og matematik, og af hele mit hjerte ønskede jeg at blive pilot eller astronaut. John Glenn var min helt i drengeårene.
Men fakta er at da jeg blev teenager begyndte livet at kede mig. Jeg ønskede „spænding“ og jeg blev blandet ind i småforbrydelser — „blot for morskabens skyld“. Omkring det tidspunkt — det var i 1964 — flyttede min familie til et velstillet kvarter i New Yorks omegn.
Jeg mindes ganske tydeligt hvordan jeg på vej hen til vores nye hjem besluttede at ændre livsstil; jeg ville ikke have noget at gøre med „hængehovederne“, som jeg kaldte de unge der opførte sig pænt og ordentligt. Jeg begyndte at udsøge mig kammerater med samme indstilling. Vi konkurrerede om hvem der turde mest. Jeg ønskede at være „i spidsen“ for vores gruppe. Derfor var stoffer uundgåelige. Mine forældre var fuldstændig uvidende om denne forandring i min tankegang og opførsel.
Det var meget enkelt at begynde: et „uskyldigt“ sug af en marihuanacigaret, så ét til og ét til. I meget hurtig rækkefølge gik jeg så over til at tage LSD, heroin, barbiturater, samt at indsnuse rensevæsker — jeg prøvede alt!
Hvad stoffer kan gøre
En dag fik en ven og jeg fat i noget astmapulver. Vi prøvede at spise det, drikke det, ryge det og indsnuse det. Jeg endte i en næsten bedøvet tilstand. På en eller anden måde lykkedes det mig at komme hjem. Det var spisetid. Jeg klarede at få sat mig til bords, men jeg havde hele tiden følelsen af at bordet og maden faldt ned på gulvet. Ingenting forblev i ro.
Jeg vaklede fra bordet og famlede mig op ad trapperne. Det er det sidste jeg husker. Min moder fandt mig i min søsters skab, nøgen i mørket, hvor jeg sad og legede med dukker. Da hun tændte lyset sprang jeg op, løb ud i gangen og faldt ned ad trappen. Min fader holdt mig fast med magt indtil ambulancen kom. Lægen fik mig ind i tide, gav mig modgift, og mit liv som sådan var reddet.
Jeg følte ingen anger, ikke engang efter at det havde været så nær ved at gå galt, og det skulle senere gentage sig mange gange. Dog havde jeg i baghovedet en vis følelse af skyld.
Jeg lærer Nancy at kende
Nancy, som senere blev min kone, kommer fra en familie i den højere middelklasse. Hendes forældre sørgede godt for hende. Hun lærte almendannelse og blev opdraget til at føle at hun var noget særligt. Det mål der blev foreholdt hende var at hun skulle nyde sine skoleår og derefter gifte sig godt, det vil sige med en ung mand fra samme sociale lag som hun, en som kunne forsørge hende og sikre at hun bevarede den livsstil hun var vant til.
Nancys familie flyttede til vores by omkring det tidspunkt hvor hun skulle begynde i gymnasiet. En dag spurgte jeg hende om hun ville gå ud med mig. Hun afslog, eftersom jeg var berygtet blandt de unge for at tage stoffer. Men efterhånden som narkotika blev mere almindeligt var der flere og flere af de unge i vores by som begyndte at tage det, også Nancy.
Hun begyndte også med marihuana. Var det fordi hun ønskede at undslippe noget, eller fordi hun higede efter spænding? Nej, hun var simpelt hen nysgerrig. Det varede ikke længe før vi kom fast sammen, og i fællesskab gav vi efter for vores trang til stoffer. To normale børn fra „gode“ familier og „gode“ miljøer var blevet slaver af narkotika og deltog i handlinger der var forbundet hermed.
Bedrag og komediespil
Hverken Nancy eller jeg talte nogen sinde med vore forældre om vore stofvaner. Vi gik faktisk temmelig langt for at bedrage dem. Måske havde de en mistanke, men i så fald nævnte de det aldrig. Hvis de vidste det, prøvede de sikkert at bedrage sig selv til at tro noget andet. Jeg er sikker på at min moder stadig så mig som „sin gode dreng Johnny“.
En af vore foretrukne måder at narre vore forældre på når vi havde taget stoffer, var at drikke en dåse øl lige inden vi tog hjem. Jeg kom så hjem og kunne dårligt nok komme op ad trapperne, og mine forældre plejede at sige: „Åh, han har blot fået lidt for meget at drikke!“ Så bange var de for at indrømme at deres søn måske tog stoffer at de hellere ville gå med til en anden lige så skadelig, men mere socialt acceptabel last — overdreven brug af alkohol.
Politiet mistænkte mig for at tage stoffer, men de var aldrig i stand til at finde noget på mig. Fra tid til anden blev jeg standset og undersøgt. Da jeg var 17 blev jeg taget med på stationen, bundet og hængt op med hovedet nedad, som et stykke kød. Betjentene sparkede mig over hele kroppen og satte knæ i maven på mig. De prøvede at gøre mig bange, for at få mig til at bryde sammen. Jeg kan godt forstå deres væmmelse. Jeg repræsenterede det der var ondt i deres by. Men deres trusler havde ingen virkning på mig.
Vi søger at slippe fri
Efterhånden som Nancy og jeg blev ældre, begyndte vi at tænke mere på de år der skulle komme og på den virkning som vedvarende brug af narkotika ville have på os. Vi begyndte at blive bekymrede og bange for vores fælles vane, fordi det var umuligt at benægte dens ødelæggende virkninger.
Når man har brugt narkotika i nogen tid bliver det vanskeligt at være sammen med andre, at udtrykke sig og at tænke klart. Man føler sig isoleret og ude af stand til at kommunikere, især med dem som ikke tager narkotika. Man får perioder hvor man er dybt deprimeret, man trækker sig tilbage i sig selv, eller bliver måske aggressiv. I de perioder hvor vi var relativt klarhjernede, hvilket blev sjældnere og sjældnere som tiden gik, indså vi at vi simpelt hen måtte stoppe. Vi måtte ud af narkomiljøet hvis vi skulle overleve. Men hvordan?
Jeg besluttede at foretage en radikal forandring i mit liv. Måske kunne jeg på den måde også hjælpe Nancy. Jeg lod mig indrullere i De forenede Staters marine, men ikke engang dér kunne jeg undslippe stofferne. I løbet af få uger efter ankomsten til træningslejren var jeg i stand til at udpege stofmisbrugerne, og jeg fortsatte snart med min vane. Det var umuligt at løbe fra det!
Til sidst under en orlov foreslog jeg Nancy at vi skulle gifte os. Vi elskede hinanden, og måske kunne vi klare os bedre sammen. Hun sagde ja. Vi blev gift på min følgende orlov, og Nancy tog med tilbage for at skabe os et hjem nær marinebasen. Vi fortsatte også med stofferne.
Vi talte mere og mere om verdensforholdene, om hvor håbløst alt var og hvad vi skulle gøre med vort specielle problem. Vi vidste at hvis vi overhovedet skulle have en fremtid, måtte vi ryste narkovanen af os. Men vi følte også at vi simpelt hen ikke havde kræfter til det. Enhver som tager stoffer og som siger at han kan holde op når som helst han har lyst, opdager noget andet den dag han beslutter at prøve.
Når jeg ser tilbage kan jeg imidlertid indse at der var sket noget meget væsentligt med os. Vores motivering var ændret. Vi søgte ikke længere spænding, at tilfredsstille vores nysgerrighed, eller at være sammen med og være accepteret af den gamle gruppe. Men alligevel var vi bange, uden håb, og vi søgte desperat en vej ud af det.
Vi finder den nødvendige styrke
Nancy tog et job som servitrice i en lokal restaurant. Det var forspillet til noget der skulle blive det største der nogen sinde var hændt os. En dag mens hun stod og talte med en anden servitrice, kom de til at tale om huse der var hjemsøgt af spøgelser. Pigen fortalte at hun for nylig havde lært noget meget interessant om ånder, og hun spurgte om Nancy havde lyst til at der kom nogen hjem til os og drøftede emnet med os. Nancy sagde ja, og det unge par som et par dage senere besøgte os var Jehovas vidner.
Vort første kig i Bibelen var ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Vi drøftede kapitlet „Findes der onde ånder?“ Samtalen åbnede vore øjne på flere områder. Ikke blot blev vore spørgsmål om onde ånder besvaret, men vi fik også et trosopbyggende indblik i hvad Bibelen har at sige om vor tid og om fremtiden. Helt ærligt var vi begge imponerede. Det tog faktisk vejret fra os at opdage så meget i Bibelen på blot én aften. Taknemmeligt sagde vi ja til vidnernes tilbud om et gratis ugentligt bibelstudium. Pludselig var der et glimt af håb for fremtiden.
Nancy og jeg var modtagelige for de bibelske sandheder vi lærte i de følgende uger. Det lød alt sammen så rigtigt. Endelig kunne vi se en sikker løsning på jordens dårlige tilstande og en virkelig, realistisk vej ud af vor egen personlige ulykke — stofmisbruget. I løbet af de følgende ugers studium lærte vi hvorfor vi skulle ære Jehova og respektere hans principper angående livet. Vi fik forståelse af hvad sand kristen kærlighed er, og indså at en sådan kærlighed virkelig findes blandt Jehovas kristne vidner. Vi lærte om Guds oprettede rige under Kristus og de velsignelser der venter menneskeheden. Og som det bedste af alt lærte vi at disse velsignelser vil blive en realitet meget snart, i vores levetid. Vores tro blev stærkere for hver dag der gik, og dag efter dag ønskede vi at dele det vi havde lært med flere og flere mennesker.
Min aktive tjeneste i marinen sluttede, og Nancy og jeg sagde farvel til disse vidunderlige mennesker der havde hjulpet os så meget med Bibelens sandheder. Vi vendte tilbage til vores hjemby, men ikke til vore gamle bekendte. I stedet fyldte vi dagene med fortsat bibelstudium og samvær med Jehovas vidner.
Skønt ingen at os kan sige det var let, nåede vi dog den store dag da stofferne ikke længere havde en plads i vort liv. Noget langt stærkere og mere værdifuldt fyldte nu vor tilværelse — sandheden om Guds ord og ønsket om at tjene Jehova for altid. Lykkeligvis nåede vi begge til den slutning at vi ønskede at indvi vort nye liv til Jehova og lade os døbe. Dette skete den 2. december 1972.
I dag har vi lagt narkorædslerne bag os. Jeg har den forret at være menighedstjener i vores lokale menighed af Jehovas Vidner, Nancy er meget aktiv i forkyndelsen, og vi har begge travlt med at opdrage vores dejlige, nye lille datter Rebekah. Vi er lykkeligere nu end vi nogen sinde troede det muligt. Vi har opnået at leve et meningsfyldt liv uden stoffer ved hjælp af det eneste arbejde af varig værdi på jorden i dag: Det at hjælpe andre til at lære Jehovas evige hensigt at kende og vise dem hvordan man kommer ind under hans beskyttelse og velsignelse. — Indsendt.
[Tekstcitat på side 11]
„Min moder fandt mig i min søsters skab, nøgen i mørket, hvor jeg sad og legede med dukker.“
[Tekstcitat på side 12]
„En af vore foretrukne måder at narre vore forældre på når vi havde taget stoffer, var at drikke en dåse øl lige inden vi tog hjem.“
[Tekstcitat på side 12]
’De kom til at tale om huse der var hjemsøgt af spøgelser.’