Underernæring — en snigende sygdom
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE
LILLE Nonoys moder var bekymret. Nonoy var lille af sin alder og løb ikke omkring som andre drenge. Han var sløv og apatisk. Han var så radmager at man næsten kunne tælle alle hans knogler, og det til trods for at hans moder altid gav ham alt hvad han kunne spise. Hans hår var tyndt, og han havde opsvulmede læber. Omsider gik moderen til læge med ham, og det viste sig at han led af en af de mest almindelige sygdomme i verden — den snigende sygdom underernæring.
I 1976 blev det skønsmæssigt anslået at en ottendedel af menneskeheden led af underernæring. En nyere rapport fra De forenede Nationer viser at halvfems millioner børn ligesom Nonoy lider deraf i mere eller mindre alvorlig grad. Underernæring må siges at være et kolossalt problem her i det tyvende århundrede.
I en nylig udsendt publikation fra Filippinernes ernæringscenter står der at „underernæring er en tilstand af svagelighed som skyldes mangel på eller overskud af [som ved meget stærk fedme] vigtige næringsstoffer som legemet har brug for“. De fleste mennesker ved at fødemidler er sammensat af proteiner, kalorier og vitaminer som er nødvendige for sundhed og vækst. Er der ikke mulighed for at få disse i passende mængder, kan det få alvorlige følger, især for opvoksende børn.
Symptomerne på underernæring hos børn som Nonoy kan være hæmmet vækst, konstant vægttab, manglende mental udfoldelse, og ringe modstandsdygtighed over for infektioner, der kan medføre sygdomme som lungebetændelse og tuberkulose. Hos voksne kan underernæring svække den mentale og fysiske udvikling og ydeevne, nedsætte det antal år man kan arbejde, og føre til at man mister sin opfindsomhed og forestillingsevne. Struma (jodmangel), blindhed (A-vitaminmangel) og manglende fysisk udholdenhed (jernmangel) kan også være symptomer på underernæring.
I en beretning om landsøkonomi der for nylig blev udsendt af Verdensbanken, anslog man at denne lidelse koster Filippinerne fire milliarder pesos (cirka 3,2 milliarder danske kroner) årligt. På Filippinerne lider mere end tre millioner af de næsten ni millioner børn mellem seks måneder og seks år af let eller kraftig underernæring. Tre ud af fire har blodmangel, og lige så mange lider af A-vitaminmangel. Halvtreds procent af alle de døde der registreres hvert år er børn under fem år, og halvdelen af dødsfaldene skyldes sygdomme der er blevet forværret på grund af underernæring. Under en tredjedel af alle landets børn opnår hvad man betegner som „optimal udvikling“.
Hvad man gør ved problemet
Mange lande, deriblandt Filippinerne, sætter ind på at løse problemet. Her har man oprettet en særlig organisation der skal virke ude i de små byer og i landsbyerne og søge at finde ud af hvor man har problemet og hvordan det kan løses.
Hvordan finder man ud af hvem der lider af underernæring i et land med 42 millioner indbyggere? På Filippinerne har man valgt at koncentrere sig om børnene. Operation Timbang („Vægt“) er sat i gang, og den går ud på at man skal veje så mange børn under den skolepligtige alder som muligt og på den måde finde frem til de underernærede. I en gennemsnitslandsby led fem procent af børnene under syv måneder af en tredjegrads underernæring, 22 procent af en andengrads og 50 procent af en førstegrads underernæring. Ifølge denne skala skal et normalt ernæret barn veje mellem 91 og 110 procent af idealvægten for dets alder. Et barn der vejer mellem 76 og 90 procent siges at lide af en førstegrads underernæring; vejer det mellem 61 og 75 procent er der tale om en andengrads underernæring, og vejer det 60 procent af idealvægten eller derunder lider det af en tredjegrads underernæring.
Alvorligt underernærede børn søger man at hjælpe ved uddeling af mad og ved at give dem nødbehandling. Man har også et hjælpeprogram hvor man sætter ind på årsagerne til underernæring. Et meget underernæret barn som Nonoy kan få gavn af et midlertidigt ernæringsprogram, der går ud på at det får næringsmidler der er dyrket på stedet eller skænket af organisationer i udlandet. Det kan også være man lærer moderen hvad hun skal give sit barn at spise, så det kan komme sig og undgå tilbagefald. Man råder hende til at give barnet ris, majs, rodfrugter og sukker, kogt fisk, knust tørfisk, mungo (ligner linser) eller andre tørrede bønner, og spiseolie. Hvor det er muligt bringer man et hårdt medtaget barn til en malward, det vil sige et hospital der specielt er oprettet med det formål at genopbygge helbredet hos underernærede børn. Når myndighederne træder til og giver et barn mad, får forældrene somme tider den tanke at det ikke længere er deres pligt. Det er derfor et vigtigt led i dette program at man hjælper forældrene til at indse deres ansvar.
Man sætter ind på årsagerne
Bestræbelserne for at fjerne årsagerne til underernæring er nok langt mere vidtrækkende. En af disse årsager er fattigdommen. Hvad kan man gøre hvis der simpelt hen ikke er penge nok til mad?
I Bicol-området på Filippinerne har forskerne benyttet en datamaskine for at klarlægge problemet. De brugte det man kalder „lineær programmering“, fodrede maskinen med oplysninger om samtlige næringsmidler der dyrkes i området og beregnede hvilken kost der kunne give en familie på seks tilstrækkelig næring for de færreste penge. Men selv ved økonomiske indkøb kunne en gennemsnitsarbejder med den løn der gennemsnitlig tjenes i området, ikke give sin familie alt hvad den havde behov for. Ifølge datamaskinens beregning kunne han højst dække 82 procent af familiens kaloriebehov, 89 procent af dens proteinbehov og endnu mindre af dens behov for andre næringsstoffer. Kun C-vitamin og jern kunne han give sin familie nok af.
For at afhjælpe dette problem har man opfordret familier og befolkninger i landdistrikterne til at dyrke fødemidler på hver eneste plet jord de ejer, og således være mere selvforsynende. Skolerne tilskyndes til at sætte haveprojekter i gang, ikke bare med det formål at undervise børnene, men også for at skaffe mere mad til befolkningen. Samtidig vil myndighederne gerne flytte de fattige familier væk fra byernes slumkvarterer og oprette virksomheder og andelsforetagender hvor de kan tjene flere penge.
Oplysning betyder meget
Der er også sat en oplysningskampagne i gang i skolerne, i nyhedsmedierne, og så videre. Man forklarer hvilke næringsmidler en familie har behov for, og opdeler disse i tre grupper: De der opbygger væv og knogler, de der giver energi og de der virker på fordøjelsesfunktionen. De sidstnævnte er rige på vitaminer og mineraler og er med til at forebygge sår, natteblindhed, blodmangel, struma og beri-beri. De almindeligste legemsopbyggende næringsmidler på Filippinerne er kød, fisk, mælk, bønner, nødder og æg. Blandt dem der giver energi kan nævnes ris, majs, brød, nudler, kokosolie, sukker og rodfrugter som camote (sødkartoffel). Til de fordøjelsesfremmende næringsmidler hører grønbladede grøntsager, gule grøntsager som calabasa (en art græskar) og gulerødder, samt frugter som mango, guajava, melon, papaya og bananer.
Det er vigtigt at maden tilberedes rigtigt. Husmødrene opfordres derfor til at skylle grøntsagerne grundigt før de skræller eller renser dem, og at koge dem umiddelbart efter, så alle vandopløselige mineraler bevares.
Unge ernæringseksperter der prøver på at lære erfarne ældre husmødre at lave mad, bliver ikke altid modtaget lige godt. Ved en madlavningsdemonstration udbrød en lola (bedstemoder): „Hvorfor skulle jeg begynde at lave mad på en anden måde i min alder? Jeg har opfødt mine børn med den mad jeg er vant til at lave, og nu laver jeg den samme mad til deres børn, og de kan lide den. Hvis jeg laver om på det nu, vil de måske slet ikke spise min mad. Så bliver de tynde, og så har vi et endnu større problem!“
Til tider vil forældrene ikke tro at deres børn er dårligt ernærede. I et område hvor 80 procent af børnene under den skolepligtige alder er dårligt ernærede på den ene eller den anden måde, synes underernæring at være accepteret som noget normalt.
Ofte vil forældre som Nonoys moder også undervurdere et barns proteinbehov. Det siges at sygdommen „kwashiorkor“, der skyldes en udtalt proteinmangel, har sit navn fra et afrikansk ord der betyder „det større barns sygdom når det næste barn bliver født“. Når barnet er vænnet fra — som regel fordi der nu er et yngre barn der skal have moderens mælk — er den eneste mad det får måske fortyndet mælk eller risvand. Somme tider får barnet ikke fast føde før det er fyldt et år. Det er ikke fordi moderen ikke elsker sit barn, men når barnets mave er fyldt og det måske ikke føler sult, tænker moderen ikke på at det bliver underernæret.
Det kan ske at en familie sidder og spiser fisk og ris (gode nærende og styrkende fødemidler). Mændene i familien får imidlertid det meste af fisken, for de skal arbejde i marken, mens børnene bare får lidt der kan hjælpe dem til at få risen ned. Forældrene forstår ikke at børnene trænger til næringsrig mad for at kunne vokse og for at kunne udvikle sig mentalt.
Både staten og de stedlige myndigheder har sat mange millioner pesos af på ernæringsbudgettet, og desuden kommer der bidrag fra private organisationer og fra udenlandske hjælpeorganisationer, men problemet underernæring vokser sig måske alligevel større. Landets fødselsprocent er ret høj. Derfor har man taget familieplanlægning med i fremstødet for at bekæmpe underernæringen.
Hvad kan den enkelte indbygger gøre?
Hvad kan den gøre der bor i et område som er ramt af underernæring? Generelt må man tilråde at se ligevægtigt på tingene. Man bør tage imod råd og ikke lade hævdvundne skikke hindre nye tanker. Man bør spise en varieret kost bestående af de næringsmidler der kan fås, og så må man huske at opvoksende børn har brug for en kost der opbygger væv og knogler. Derfor bør de have hvad der tilkommer dem af den mad familien har mulighed for at skaffe. Det samme gælder gravide kvinder og kvinder der ammer.
Hvis familien har jord, bør den supplere sin madration med det den kan dyrke. Der kan måske dyrkes grøntsager eller frugt, eller man kan opfodre kyllinger. En lønmodtager må rådes til også at økonomisere med sine penge, eventuelt købe lidt mindre ris og lidt flere vævs- og knogleopbyggende næringsmidler. Og så bør han naturligvis lade være med at købe en radio eller et TV-apparat på afbetaling, hvis det er ensbetydende med at børnene ikke får andet at spise end ris!
De kristne her på Filippinerne er meget opmuntrede af Jesu Kristi løfte: „Bliv da ved med først at søge riget [Guds rige] og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:33) De ved at hvis de sætter det åndelige først i livet, er det muligt for dem at klare sig og at være tilfredse med føde og klæder. (1 Tim. 6:6-8) Bibelen giver desuden det råd at undgå ødselhed og at arbejde flittigt på at skaffe sig det nødvendige. I øvrigt ser de kristne fremtiden i møde med optimisme, for de glæder sig til den tid da Gud sørger for at lidelser, som den snigende sygdom underernæring, ikke findes mere. — Es. 25:6-8.