Kongres om religionsfrihed „efterlader en dårlig smag“

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I HOLLAND

Amsterdam var skueplads for noget enestående sidste år. I dagene fra 21. til 23. marts var Hilton-hotellet vært for den første verdenskongres vedrørende religionsfrihed.

Initiativtagerne til denne kongres erklærede officielt at dens formål var: 1. At gøre International Sammenslutning for Religionsfrihed (IRLA) til et virkelig levedygtigt redskab til fremme af religionsfriheden på verdensplan. 2. Gennem massemedierne at henlede verdensledernes opmærksomhed på IRLA. 3. At uddele en international pris til statsmænd der har fremmet religionsfriheden inden for deres eget land. 4. At skabe et fredeligt forum til udveksling af synspunkter vedrørende religionsfrihed.

„En uforpligtende kongres“

De der officielt stod bag kongressen forsikrede at hensigten med den var „fredeligt diplomati“ og ’ikke at afsløre og fordømme overgreb mod religionsfriheden’. I almindelighed roste talerne deres respektive lande for store fremskridt i retning af religionsfrihed, og dækkede over tilfælde hvor denne frihed var blevet nægtet.

Visse taler indeholdt nogle særdeles gode punkter. For eksempel bemærkede en delegeret at de styrende efter den protestantiske reformation indgik aftaler om at forsvare brede områder inden for den religiøse tankeverden. Men hvad med mindretalsgrupper og enkeltpersoner? Taleren nævnte at disse i det store og hele var uden beskyttelse og frihed. Han bemærkede at mange friheder kun gælder de store religionssamfund.

Angående nægtelsen af religionsfrihed nogle steder, fremholdt samme delegerede et interessant punkt. Han forklarede at når man i sin tid oprettede kolonier var det med den begrundelse at man ville bringe civilisationen til underudviklede folk. Han bemærkede dog at det hurtigt var blevet klart at de virkelige motiver til koloniseringen var politiske og økonomiske.

Helhedsvirkningen af sammenkomsten var imidlertid skuffende. Der blev endog fremsat argumenter til støtte for at nægte religionsfrihed under visse omstændigheder. Islams repræsentant hævdede for eksempel at hvor folk sulter, tørster og undertrykkes på grund af ugunstige sociale forhold, er de ikke i stand til at tænke klart og træffe rigtige beslutninger vedrørende religiøse spørgsmål. Efter denne delegeredes mening skulle muhamedanerne først udsættes for fremmed religiøs tænkning når sociale uretfærdigheder var blevet afhjulpet. Indtil da, erklærede han, kunne det være klogt at begrænse religionsfriheden.

De delegerede ansporede gang på gang til at stole på De forenede Nationer som et redskab der garanterede religionsfrihed. Mange udtrykte bekymring over at De forenede Nationer endnu ikke har vedtaget en erklæring imod religiøs forskelsbehandling.a Vedrørende ånden i almindelighed ved denne sammenkomst skriver en iagttager:

„Man fik ikke på fornemmelsen at der blev arbejdet alvorligt med den barske realitet at den undertrykte religions- og ytringsfrihed for tiden kaster en mørk skygge over en stor del af menneskeheden. Tværtimod virkede det mere som en sammenkomst for gamle kammerater, med skulderklap, håndtryk og velvillige smil. Under alle omstændigheder genspejlede denne atmosfære særdeles godt kongressens erklærede hensigt og mål.

Det var en uforpligtende kongres. Man var meget omhyggelig med ikke at træde nogen over tæerne. Som en af de tjenstgørende udtrykte det i en pause: ’Når man lytter til alle disse gode taler, får man det indtryk at der ikke er spor i vejen nogetsteds i verden hvad religionsfrihed angår. Naturligvis er der en masse der er forkert. Men hvis talerne virkelig fortalte hvordan det forholder sig, tror jeg de kom i vanskeligheder når de kom hjem.’“

Komité hører Jehovas Vidner

To iagttagere der repræsenterer Jehovas Vidner fik lejlighed til at henvende sig til en særlig komité angående forfølgelsen af Jehovas Vidner i Malawi og andre lande. Komiteen lyttede meget opmærksomt og hjerteligt og viste dyb interesse for sagen.

Senere, under private drøftelser, udtrykte komiteens medlemmer forståelse for hvad der var blevet sagt om Jehovas Vidners vanskeligheder. De indrømmede at skønt de var klar over at der foregik sådanne forfølgelser, havde de ingen idé om hvor slemt det i virkeligheden stod til. Medlemmerne af denne særlige komité gav indtryk af at de oprigtigt ønskede at gøre noget for ofrene.

„Stille som mus“

På kongressens sidste dag fremsattes en resolution. Oprindelig var dette ikke planlagt. Først efter høringen den foregående aften af ’forskellige klager’ over religiøs intolerance og forfølgelse anså kongressen det for betimeligt at fremsætte en erklæring. Imidlertid blev der intet sagt offentligt i kongressens mødesal om den umenneskelige behandling af kristne i Malawi eller andre steder på jorden. I overensstemmelse med sammenkomstens ånd, „fredeligt diplomati“, og dens hensigt ’ikke at afsløre og fordømme overgreb mod religionsfriheden’, var resolutionen holdt i vage og uforpligtende vendinger.

De delegerede besluttede blandt andet: 1) At anmode de organisationer der stod bag kongressen om at nedsætte en komité der skal undersøge hvordan det står til med religionsfriheden i verden; 2) at henlede regeringernes opmærksomhed på den fundamentale menneskelige ret til religiøs frihed; 3) at opfordre regeringerne kraftigt til at presse De forenede Nationer til at vedtage en erklæring imod religiøs forskelsbehandling.

I de hollandske nyhedsmedier fik den første verdenskongres vedrørende religionsfrihed kun sparsom omtale. Der var en kort redegørelse i den hollandske radios nyhedsudsendelse. I fjernsynet fremsatte generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, dr. Philip Potter, nogle kommentarer om sammenkomsten. Aviserne skrev meget lidt om kongressen. Én artikel fortjener imidlertid at blive nævnt. I en leder med titlen „Mus på Hilton-hotellet“ bragte Amsterdambladet Nieuws van de dag følgende referat:

„Denne sammenkomst i Amsterdam efterlader en dårlig smag i munden, og det er fordi man er bange for at skolde sig med koldt vand. Ikke høre noget ondt, ikke se noget ondt, og ikke sige noget ondt. Udadtil, stille som mus på Hilton. Måske kan vi nære det håb at de tre hundrede mus hurtigt vil formere sig som mus har for vane. Men da vi ikke kan regne med dette, havde det bestemt ikke været af vejen om nogle mere magtfulde ord var kommet ud derfra.“

[Fodnote]