Sætteriet sætter farten op
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SYDAFRIKA
DET trykte ord kan fastholde det talte ord. Derfor er det betydningsfuldt. Og forståeligt nok er det trykte ord efterhånden blevet nært knyttet til selve vores livsform. Men hvordan går det til når ord bliver sat på tryk? Måske har du som barn gjort nogle erfaringer på dette felt — hvis du har leget med „Den lille bogtrykker“, et legetøjssæt med gummibogstaver og stempelpude. Foruden at det kan lære én lidt om stavning, kan det også fortælle én det mest elementære om hvordan bogstaver bliver overført på papir. Det der sker når bogstavtyper sættes sammen, kaldes sætning. Da de fleste lægger mest mærke til det færdige produkt — den trykte side i en bog eller en avis — er det kun få der har kendskab til den rivende udvikling der i de seneste år har fundet sted på dette felt.
Betragt et øjeblik den side som du sidder og læser nu. Læg mærke til at teksten er sat i to spalter; alle linjerne er nøjagtig lige lange, og bogstaverne står pænt på en grundlinje uden at hoppe. Det samlede indtryk en sådan side giver, er et ensartet billede i en jævn grå tone, uden områder der er for blege eller for sorte. Dette er et resultat af at typografer i mange år har udført den ene forbedring efter den anden i deres arbejde på at kunne fremstille et tekstbillede der er letlæseligt og ikke virker trættende eller distraherende for øjet.
De moderne trykkemetoder har ikke meget tilfælles med det møjsommelige arbejde der før i tiden krævedes. Før den løse sats i det femtende århundrede blev taget i brug, var metoderne til trykning usmidige og upræcise. Hvis man skulle skaffe flere eksemplarer af et dokument, var det som regel mest praktisk at få det afskrevet i hånden. Man kan ikke lade være med at beundre disse afskrivere for deres omhyggelige og samvittighedsfulde arbejde, et arbejde vi kan se eksempler på i form af bibelmanuskripter som det alexandrinske, det vatikanske og det sinaitiske.
Efterhånden som der blev behov for at skaffe flere afskrifter, benyttede man, foruden afskrivning, det såkaldte bloktryk. Det var trætavler som var udskåret i hånden og benyttedes til trykning af en hel side eller en del af en side. Denne metode, som var langsommelig og upraktisk, blev erstattet af en langt bedre fremgangsmåde da man kom på ideen med den løse sats, hvilket vil sige typer til enkelte bogstaver. Den løse sats blev, så vidt vides, første gang opfundet af en kinesisk alkymist i det ellevte århundrede; han brugte en blanding af ler og lim, som blev hærdet ved brænding. Denne proces fandt dog ikke særlig vid anvendelse. Den løse sats der for alvor blev anvendelig i praksis, blev sandsynligvis opfundet af tyskeren Johannes Gutenberg omkring 1450. Med denne opfindelse kunne bogtrykkeren nu uden vanskelighed sætte sider op ved hjælp af alle de enkelte, støbte bogstaver han havde i sin sættekasse; når satsen havde været brugt til trykning, blev den skilt ad igen, de enkelte typer blev sorteret tilbage i sættekassen, og kunne bruges igen. Skønt det tager sin tid at sætte en side op med løse typer, som håndsats, er dette dog en metode der stadig benyttes af mange bogtrykkere.
Hen mod slutningen af det nittende århundrede blev det påkrævet at finde en hurtigere og mere økonomisk metode til sætning. Dette behov blev imødekommet af tyskeren Ottmar Mergenthaler, som fremstillede en maskine der automatisk kunne støbe en hel linie i metal ved hjælp af små messingstøbeforme til enkelte bogstaver som man ved at betjene et tastatur kunne udløse og samle til linjer. Hans maskine, der fik navnet „Linotype“, blev hilst som opfyldelsen af et længe næret ønske hos bogtrykkere og udgivere. Den kaldes en sættemaskine, men kunne lige så godt hedde en linjestøbemaskine, da den jo netop støber hele linjer til en sats. Forbedrede udgaver af linotype-maskinen er stadig i brug overalt i verden. Bladet Vågn op! er en af de mange publikationer der sættes med en sådan maskine.
Linotype-maskinen dækkede et akut behov, men inden længe gjorde andre gode sættemaskiner deres entré. Blandt disse er Monotype-maskinen værd at nævne, en skriftstøbemaskine der støber bogstaverne enkeltvis. Monotype-maskinen nyder ret høj anseelse blandt bogtrykkere, da den kan fremstille en sats af høj kvalitet og er særlig velegnet til mere kompliceret satsarbejde.
Disse maskiner, der kan støbe hele linjer eller enkelte bogstaver til en sats, er forholdsvis enkle af konstruktion. De kan benyttes af selv mindre bogtrykkerier. Når en sats er blevet støbt og brugt til trykning, kan den smeltes om og bruges igen.
Men i de senere år er der sket en stor udvikling på mange felter; bogtrykkere og udgivere har måttet tage deres krav til satsfremstilling op til revision. Hvad er det der er sket?
For det første har man indset at der er en fundamental ulempe ved at fremstille en sats af metal. Der er visse mekaniske begrænsninger man umuligt kan sætte sig ud over. Støbeprocessen kan kun nå op på en vis hastighed, som ikke kan overskrides. Også satsens vægt og selve dens fysiske natur sætter visse grænser for hvor hurtigt hele trykkeprocessen kan foregå. Men da satsen jo ikke i sig selv er det ønskede færdigprodukt, begyndte man at spørge: Kunne man ikke undvære denne metalsats? Kunne man ikke finde en mere direkte metode til trykning? Hvis dette ønske blev opfyldt, ville trykkerivirksomhederne ikke alene blive befriet for de pladsmæssige og mekaniske begrænsninger, men samtidig få adgang til udnyttelse af helt andre muligheder: Lys, magnetisme og den moderne elektronik.
I 1950erne var tiden moden til en forandring. Den langsomme satsfremstilling gjorde det vanskeligt for avishuse og bogtrykkerier at opfylde de stigende krav. Nogle steder var det svært at skaffe uddannede typografer, og strejker gjorde ikke situationen bedre. Samtidig var den fotografiske teknik så vidt fremskredet at det nu var muligt at fremstille ætsede trykplader af plastic eller metal. Disse kunne monteres på cylindrene i almindelige trykkemaskiner og bruges på mange forskellige måder.
Dertil kom at gulvpladsen i mange trykkerier begyndte at blive kneben. Tusinder af tons metal lå bundet i form af færdig sats, sat op i sider, til fremtidig brug. Mange trykkerier udnyttede deres plads til det alleryderste. Kunne løsningen på pladsproblemet ikke være at man udnyttede de eksisterende lokaler på en anden måde? I jagten efter en løsning fandt man frem til følgende: Man kunne kombinere og videreudvikle to former for teknik, nemlig litografi og fotosats. Dette er egentlig et naturligt ægteskab, for i ingen af disse processer indgår der metal, og de er begge baseret på fotografiske principper.
Denne opdagelse fik en strøm af nye ideer, patenter og maskiner til at dukke op. Ifølge en opgørelse var der i begyndelsen af 1970 ikke færre end 80 forskellige fotosættere (fotosættemaskiner) på markedet. Der var god grund til at være forsigtig med at købe, for nye og bedre modeller meldte deres ankomst med foruroligende hyppighed. Mange trykkerivirksomheder valgte at forholde sig afventende i stedet for at købe en ny maskine som ville blive forældet efter nogle få måneder, skønt de samtidig vidste at de uvægerlig måtte gå over til den nye teknik på et eller andet tidspunkt. I sin bog Typesetting beskriver Andrew Bluhm det sådan:
„De tekniske fremskridt sker nu så hurtigt at trykkerivirksomheder og fabrikanter må se sig nødsaget til at udvikle nye metoder og maskiner allerede før deres eksisterende systemer har nået at blive rentable, og alt for ofte gælder det at ’når det begynder at virke, så er det forældet’.“
Trods denne usikkerhed var der én ting der stod klart: Fotosætningen var slået fast på markedet, og den var kommet for at blive.
Det tiltalende ved fotosats-systemerne er at de både sparer tid og arbejdskraft. Ensformige arbejdsopgaver og rutinemæssige afgørelser overlades til en mini-computer. Teksten skrives på et tastatur (tastbord) som på en skrivemaskine, ofte uden at man behøver at tage hensyn til linjeafslutning og orddeling; blot indtastes den ønskede skriftart, skriftstørrelse og linjelængde. Sættearbejdet overtages af en computerenhed som automatisk arrangerer de linjer der skal sættes og afgiver de kommandokoder der styrer fotosætteren. Men teksten må altså først skrives eller indtastes på et tastbord. Der findes ingen fotosætter eller computer som kan overtage denne elementære funktion, ej heller kan nogen maskine rette eventuelle fejl i den tekst man indtaster. Den menneskelige arbejdskraft er stadig et nødvendigt førsteled.
Den person der betjener tastbordet, vil som regel skrive af fra et manuskript der allerede er skrevet på maskine; for at undgå dette dobbeltarbejde har man udviklet maskiner der ad optisk-elektronisk vej kan „læse“ eller genkende bogstaver i et manuskript, de såkaldte Optical Character Recognition-maskiner (O.C.R.). Når disse maskiner „læser“ bogstaverne på et maskinskrevet ark, omsætter de dem til impulser der kan forstås af en computer — som regel med et hulbånd eller magnetbånd som mellemled. Med hensyn til produktionsevne kan fotosætterne arbejde utrolig hurtigt i forhold til linotype-maskinerne, der sætter omkring to „karakterer“ (bogstaver eller tegn) i sekundet. De mere avancerede fotosættere kan i teorien sætte helt op til 10.000 karakterer i sekundet, og en hastighed på 8000 i sekundet er i øjeblikket opnåelig i praksis. De kan i stor udstrækning også gengive billeder.
Blandt konkurrenterne til de maskiner der arbejder med metal, var de såkaldte „Strike on“-systemer ret hurtigt med i kapløbet. Det engelske navn „Strike on“ hentyder til at maskinerne i dette system „slår“ bogstaverne ud på papir gennem et karbonbånd, nærmest ligesom en almindelig skrivemaskine. Det fremkomne ark fotograferes og overføres til en trykplade. Systemet kan være ganske effektivt, især når det styres af en computer, men i nogle tilfælde slides det også ret hurtigt, hvilket kan få en betydelig indvirkning på kvaliteten af den sats der fremkommer. Ikke desto mindre er det en meget udbredt metode, som benyttes ved fremstilling af mange aviser og tidsskrifter.
Første generation af fotosættere
Efterhånden som bladhuse og bogtrykkerier blev mere opmærksomme på fotosatsens muligheder, satte fabrikanterne endnu mere ind på at udvikle en maskine der hurtigt og effektivt kunne fremstille et knivskarpt skriftbillede. Blandt disse virksomheder var dem der i forvejen fremstillede de gængse skriftstøbemaskiner. Der blev fremstillet adskillige gode fotosættere som havde ret stor lighed med deres mere traditionelle modstykker, de maskiner der støbte satsen i metal; heraf betegnelsen „første generation“. Men i stedet for støbeforme og smeltet metal blev fotosætterne udstyret med lysfølsom film og matricer med billeder af bogstaverne. Disse maskiner kunne fremstille en sats af god kvalitet, men de havde ingen fordel i hastighed. I de fleste tilfælde betjenes de manuelt fra et tastbord og kan derfor ikke arbejde hurtigere end den der betjener dem. De høje hastigheder hørte endnu fremtiden til.
Anden generation af fotosættere
Kendetegnet for næste generation af fotosættere er at man med disse bevægede sig bort fra de mekaniske principper og gik næsten helt over til at benytte den optisk-elektroniske teknologi. På grund af den høje hastighed disse maskiner er nået op på, mellem 20 og 40 karakterer i sekundet, skal der kobles flere uafhængige tastborde til systemet før man kan tilføre det en tilstrækkelig tekstmængde til at maskinerne kan udnyttes effektivt.
Der er betydelig variation blandt maskinerne inden for denne kategori, men noget grundlæggende ved dem alle er at et billede af hvert bogstav eller tegn projiceres gennem en linse, hvorefter det kastes op på film eller på fotopapir.
Uanset hvordan maskinen ellers er indrettet, er dens vigtigste del fotomatricen, det bogstavbillede der affotograferes. I et af systemerne indgår for eksempel en glasskive som har otte forskellige skriftarter der står negativt i en sort flade langs kanten. Når skiven roterer i høj hastighed kaster en lysgiver billedet af hver enkelt karakter ud gennem et system af spejle til en drejeskive med linser, hvor de forstørres efter typografens behag. Det samme bogstav kan gengives i 16 forskellige størrelser!
I andre modeller er lyskilden anbragt i en roterende tromle og bogstaverne på tromlens overside. Når tromlen roterer, kastes lyset ud gennem bogstaverne på tromlens vægge og videre gennem linserne. Der findes et meget hurtigt system hvor bogstaverne er anbragt som i biceller i et panel og har hver sin uafhængige lyskilde. De mekaniske bevægelser holdes nede på et absolut minimum. En fordel ved de optiske systemer er at bogstavbillederne ikke udsættes for slid, som matricerne i skriftstøbemaskinerne, der arbejder med metal. Indførelsen af mere alsidige mini-computere har betydet endnu et fremskridt. I stedet for at bruge en computer der kun kan udføre sin nuværende funktion, kan man i dag få computere hvis kapacitet kan udnyttes til mange forskellige opgaver, simpelt hen ved at man lader et lille kodebånd med det ønskede program løbe gennem dens hukommelse.
På denne måde kan en computer med lille kapacitet udnyttes maksimalt. Rutinemæssige instruktioner, ja selv hele ord, sætninger eller tekstafsnit der skal gentages i den tekst man ønsker at sætte, kan helt overlades til computeren, blot man indfører dem i dens hukommelse; sådan kan man nedskære antallet af nødvendige anslag på tastbordet.
Tredje generation af fotosættere
Den tredje generation inden for disse maskiner er blevet udviklet i langt større målestok. De anbringes i en gruppe for sig fordi næsten alle mekaniske bevægelser er afskaffet i disse maskiner. I anden generations-maskinerne var billederne af bogstaverne anbragt på en skive, i en roterende tromle eller i et panel, men i tredje generation er de indkodet i en computers hukommelse. Dette betyder at man på et hvilket som helst tidspunkt har adgang til tusinder af tegn og bogstaver, og kan kalde dem frem i en forbløffende fart. Når de kaldes frem bliver impulserne forstærket og omkodet til et billede af det pågældende bogstav, og ved hjælp af en katodestråle vises det synligt på en skærm, hvor det affotograferes. Da billedet altså er elektronisk og ikke er afhængigt af en fast, håndgribelig matrice, kan det ad elektronisk vej forstørres, sammentrænges, gøres højere eller bredere — eller „tippes“ så det ligner en slags kursivskrift!
Meget passende kunne man her spørge: Har alt dette givet forlag og trykkerier de fordele de har ønsket? Det kan ikke nægtes at mange fordele er opnået. En af dem er, siges det, at man, foruden at have forøget sættekapaciteten, har indvundet 40 til 50 procent af det eksisterende gulvareal i trykkerierne. I tonsvis af metal i form af færdig sats er blevet frigjort, og det nye udstyr vejer kun en ottendedel eller en tiendedel af det tilsvarende maskinel der arbejder med metalsmeltning. Sætterierne har også ændret udseende. Den lidt dystre atmosfære er blevet til et kontorpræget og forholdsvis støjfrit miljø.
Fordelene har imidlertid ikke været gratis. Fotosættemaskinerne koster penge. Priserne på materialer og udstyr stiger i forhold til den øgede produktion. Og det kan blive katastrofalt hvis et computeranlæg bryder sammen. Linjestøbemaskinerne kan sædvanligvis repareres og vedligeholdes lokalt, men selv en lille fejl i det nye udstyr kræver teknikerhjælp. For at undgå afbrydelser har nogle virksomheder fundet det nødvendigt at investere i reserveudstyr, hvilket, sammen med den hastighed hvormed udstyret forældes, betyder at virksomhederne ofte sidder med en dyr overkapacitet, på et tidspunkt hvor man mindst af alt ønsker det. Mange af dem mener at de må affinde sig med dette hvis de skal blive ved at være med i kapløbet.
Mange af de nævnte fremskridt er opstået som følge af det kommercielle pres, men det er værd at lægge mærke til at alle de nye opfindelser bygger på love og principper som allerede findes i skaberværket. Dér finder man både lys, magnetisme og de bedst tænkelige dataanlæg med hukommelse. Trods alt kan vi mennesker kun efterligne og anvende de principper som Skaberen selv har fastlagt.
[Diagram på side 11]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Lyskilde
Fotomatrice
Linse
Film eller fotopapir