Verdens sultende millioner — kan der skaffes føde nok?

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE

DELTAGERNE i et møde på Filippinerne i juni 1977 var stærkt optaget af de store sultproblemer som fattige landbrugere i Asien og Afrika er hjemsøgt af. Hvis de sultende millioner havde været til stede, havde de uden tvivl glædet sig over den optimisme nogle af talerne gav udtryk for.

Det var Verdensfødevarerådets tredje møde. Dette råd betegnes som „FNs øverste politiske organ i fødevarespørgsmål“. Dets mål er inden for ti år at gennemføre sådanne forhold at „intet barn skal gå sultent i seng, ingen familie skal frygte for om den har mad på bordet den næste dag, og intet menneskes fremtid og muligheder skal hæmmes af underernæring“.

Hvad tilskyndede os til at overvære konferencen som iagttagere? For det første er sulten en svøbe for en ottendedel af jordens befolkning, hvilket må berøre enhver som interesserer sig for sine medmenneskers behov. For det andet har problemet forbindelse med Bibelens profetier. Jesus forudsagde at de sidste dage skulle markeres af „tilfælde af hungersnød“. (Mark. 13:8) Alene det at konferencen var nødvendig, understreger at Jesu ord er gået i opfyldelse.

Endelig var vi også klar over at mange anser De forenede Nationer for at være menneskenes bedste håb for fremtiden. De føler at verdens vanskeligheder kun kan løses hvis de gribes overnationalt an. Derfor ville vi gerne se hvordan denne organisation bar sig ad med at angribe et problem — et problem så alvorligt at De forenede Staters delegerede følte sig foranlediget til at sige: „Medmindre vi, som folk og nationer, i fællesskab kan sikre at alle mennesker får nok at spise, vil vore andre økonomiske og politiske mål blive uden betydning . . . ’en fredelig verden kan ikke eksistere ret længe med én rig tredjedel og to sultne tredjedele’.“

International aktion

Mandag formiddag den 20. juni 1977 overværede vi sammen med delegerede fra 36 lande, besøgende dignitarer, iagttagere og mange andre, konferencens åbningsceremoni i Manilas Konferencecenters luftkonditionerede luksus. Rundt om i salen så vi mange delegerede fra rige og fattige lande, fra øst og vest. Det var virkelig et internationalt forsøg på at løse fødevareproblemet.

Fødevarerådet havde dog ingen myndighed til at vedtage love der ville være bindende for medlemslandene. Det vi så, var derimod en politisk institution der arbejdede med at formulere programmer som den følte ville være effektive. Derefter ville den, med De forenede Nationers politiske styrke i ryggen, søge at påvirke medlemslandenes regeringer til at følge disse programmer.

Grunde til optimisme

Den filippinske delegerede, som blev valgt til præsident for rådet, anslog en optimistisk tone da han sagde: „I en verden hvor det er blevet moderne at fortvivle, har vi nu håb. Vi er trådt sammen på et tidspunkt hvor høsten har været god, hvor fødevarelagrene er rigelige. Vi kan glæde os over oprettelsen af et milliard-fond for landbrugsudvikling. Flere og flere af verdens ledere anerkender den nøgne sandhed, at sult og fattigdom er vor tidsalders største problemer.“

Ja, trods tørke nogle steder havde gode høstudbytter resulteret i kornlagre på cirka 50 millioner tons over det umiddelbare behov. Selv om befolkningstallet er steget voldsomt, så det ud til at der i dag gennemsnitlig er en femtedel mere mad til hvert menneske end der var i 1950.

Store problemer

Der lød imidlertid også alvorlige advarsler. I gennemsnit ser det godt ud. Men millioner og atter millioner af sultne eller underernærede mennesker får ikke deres andel af den føde der er til rådighed. Man blev mindet om billedet med manden der lå med hovedet i bageovnen og fødderne i køleskabet. Hans gennemsnitstemperatur var ganske normal!

Selv om der er rigeligt med føde kan folk altså sulte, fordi der er fordelingsproblemer mellem landene og inden for de enkelte lande. Før konferencen havde dr. Bihar fra Verdenssundhedsorganisationen for eksempel gjort opmærksom på at nogle lande med underernæringsproblemer i virkeligheden eksporterer fødevarer. Maden er der, men de fattige i disse lande har ikke råd til at købe den.

Den canadiske delegerede kom med en advarsel i forbindelse med det kornoverskud der var blevet nævnt som en grund til optimisme. Han forklarede at landmændene ikke ville dyrke mere end der var afsætning for. Hvis der for eksempel blev overflod af hvede, ville priserne falde. Så ville landmændene dyrke mindre, og resultatet kunne blive mangel på hvede. Der var brug for en ordning som kunne sikre landmændene mod lave priser i tider med overflod, og garantere de importerende lande tilstrækkelige forsyninger de år hvor høsten slår fejl.

I betragtning af det der er sket siden, var den canadiske delegeredes advarsel helt på sin plads. En rekordagtig hvedehøst i De forenede Stater har nemlig ført til det forslag at landmændene i 1978 benytter 20 procent af deres hvedearealer til andre afgrøder.

Krisen i 1972

Krisen i 1972 spøgte stadig i baghovedet på de fleste delegerede — den hungerkatastrofe der til sidst førte til Verdensfødevarerådets oprettelse. Før det år var verdens fødevareproduktion gradvis vokset. Selv om der havde været isolerede problemer, kunne et dårligt høstudbytte i ét land altid udlignes med et rigeligt høstudbytte et andet sted. Men i 1972 var dårlige vejrforhold skyld i at høsten slog fejl i både Kina, Sovjetunionen, Sydøstasien og Sahel-området i Afrika. Pludselig var verdens fødevareforsyning nede på 33 millioner tons under det nødvendige. Hvedeprisen blev næsten tredoblet. Skibsfragtpriserne steg voldsomt. I mange lande måtte folk se sultedøden i øjnene, og alle vegne var der prisstigninger. For første gang så man klart hvor sårbar verdens fødevaresituation var blevet.

Denne krise førte til FNs verdensfødevarekonference, der blev holdt i Rom i november 1974. Adskillige resolutioner blev vedtaget på konferencen, og Verdensfødevarerådet blev oprettet som et organ der skulle være med til at gennemføre resolutionerne og arbejde på at mindske det globale fødevareproblem.

Siden er det imidlertid gået trægt. Der er ikke sket mange grundlæggende forbedringer. Målet for fødevarehjælp til de fattige lande er ikke blevet opfyldt. Den anbefalede vækstrate i de fattige landes fødevareproduktion er ikke blevet nået. Der har kun været ringe fremskridt hen imod løsningen af problemet fejlernæring. Den internationale handelspolitik synes stadig at modarbejde de fattigere lande.

En tendens der vækker alvorlig bekymring

De delegerede stod også over for en anden uhyggelig kendsgerning. Treogfyrre lande blev udpeget som „særligt prioriterede“ med specielt store fødevareproblemer. Før den anden verdenskrig havde mange af disse lande produceret så mange fødevarer at de kunne eksportere deres overskud. Helt op til 1950 producerede de tilstrækkeligt til at brødføde sig selv. Men så vendte situationen, og de kunne ikke længere skaffe mad nok til sig selv. Hvorfor ikke? Dels på grund af den hurtige befolkningstilvækst, og dels fordi de fra landbrug gik over til at satse på industri, og mange landarbejdere flyttede ind til byerne.

Sådan gik det til at fødevareeksporterende lande begyndte at importere fødevarer. I begyndelsen voldte det ingen problemer. De rigere lande producerede mere korn end de selv kunne bruge, og ofte solgte de deres overskudslagre billigt til de fattigere lande, eller skænkede dem bort som gaver. I slutningen af 1960erne importerede disse fattigere lande mellem 25 og 30 millioner tons korn. I 1975 var tallet steget til over 50 millioner tons, og hvis tendensen fortsætter vil det i 1985 være nået op på 85 eller måske endda 100 millioner tons! Dét vil frembyde alvorlige problemer, for så store fødevaremængder vil de fattige lande slet ikke have råd til at købe. Og selv om de måske kunne gøre det, er det tvivlsomt om der vil være skibe nok til at transportere kornet.

Problemet kompliceres yderligere på grund af de vældige summer der ofres på oprustning — penge der kunne bruges til at brødføde jordens sultende millioner. Det er værd at bemærke at Verdensfødevarekonferencens oprindelige resolution krævede en nedskæring af militærudgifterne. Men heller ikke denne resolution har set særlig store resultater siden 1974.

Et handlingsprogram

Efter fem dages drøftelser vedtog Verdensfødevarerådet et omfattende handlingsprogram i 22 punkter. Nogle af punkterne tog sigte på at øge fødevareproduktionen i de fattigere lande, så de til sidst kunne blive selvforsynende og få bugt med det voksende importproblem. Andre drejede sig om den umiddelbare fødevaremangel i de „særligt prioriterede lande“ og tog sigte på at gøre fødevarehjælpen mere regelmæssig og effektiv. Vanskeligheder vedrørende ernæring og skævheder i samhandelen blev også behandlet.

Et andet forslag gik ud på at der skulle oprettes en international kornreserve. Denne ordning skulle skabe tryghed på fødevareområdet og hindre en gentagelse af katastrofen i 1972. Den skulle tilskynde landmændene til at opretholde produktionen, selv i perioder med overskud. Den overskydende føde skulle så oplagres til brug i nødsituationer.

Alle disse skridt blev anset for yderst vigtige. Den jugoslaviske delegerede bemærkede at ’det var af afgørende betydning at fødevarerådet fik et virkeligt gennembrud’. Forslaget om en fødevarereserve blev kommenteret med disse ord i en pressemeddelelse: „Hvad der sker med disse 40-50 millioner tons hvede i år, vil betyde mere for verdens fødevaretryghed end nogen anden enkelt begivenhed som mennesker har herredømme over eller som Verdensfødevarerådet har indflydelse på.“

De sultne vil få føde nok

Kun tiden kan vise hvilke resultater konferencen vil få. Den vil muligvis betyde et fremskridt for utallige millioner sultne mennesker. Men der er mange hindringer. Der er for eksempel sådanne faktorer som risikoen for fejlslagen høst, den stadige befolkningstilvækst, ineffektivitet hos nogle landes regeringer, og langsom erosion af den jord der kan opdyrkes. Det er forhold som Verdensfødevarerådet ikke har noget herredømme over.

Da vi lyttede til eksperterne ved konferencen, slog det os at de befolkninger som de delegerede søgte at hjælpe, uden tvivl var komplet uvidende om disse drøftelser. Det var også tydeligt at de forsamlede eksperter enten var uvidende om eller undlod at overveje den eneste permanente løsning på de problemer der blev behandlet. I Bibelen omtales Jehova Gud som den der „lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste“. Og han lover at ’give de sultne brød’. (Sl. 104:14; 146:7) Netop den fødevaremangel som rådet drøftede, er en del af vidnesbyrdet om at Jehova Gud snart, ved hjælp af sit rige, vil indføre en ny ordning der ikke vil være behæftet med problemer som fødevaremangel. Til den tid vil Gud ’åbne sin hånd og mætte alt hvad der lever, med hvad det ønsker’. — Sl. 145:16; Matt. 24:3, 7.