Den legesyge odder

ODDERE er nogle af de mest legesyge dyr i verden. De synes at more sig med at kure på maven ned ad en sneklædt skrænt eller en våd flodbred. De leger tagfat og slås for sjov. De har ikke noget imod at andre dyr — hunde, vaskebjørne eller ræve — er med i deres uophørlige leg.

Den almindelige europæiske odder ligner meget den nordamerikanske odder, blot er den europæiske art mindre. De er begge eminente svømmere. Det siges at en odder skyder gennem vandet med en fart af 16 kilometer i timen. Man kan som regel se tre pukler over vandet når dyret svømmer — hovedet, bagdelen og halespidsen. Det er sket at en odderfamilie hvis medlemmer svømmede i en lang række efter hinanden, fejlagtigt er blevet opfattet som en søslange.

Også på land føler såvel den nordamerikanske som den europæiske odder sig hjemme. Trods sine korte ben kan odderen løbe stærkere end et menneske. I løbet af en nat kan den godt tilbagelægge cirka 25 kilometer. I et enkelt tilfælde har man fulgt en odder der tilbagelagde en strækning på 45 kilometer.

Disse dyr er godt udrustede til at svømme. Den kraftige hale virker som et udmærket ror og hjælper dyret til at glide ud i vandet uden at plaske. En odder kan svømme med alle fire ben trukket op mod kroppen. Når den gør det, er det halen der giver den fremdrift. Til andre tider kommer odderen udelukkende frem ved hurtige bevægelser med bagbenene, der har svømmehud.

Ungerne er dog ikke umiddelbart glade for vandet. Francois Bourlière skriver i sin bog The Natural History of Mammals: „Liers [en nordamerikansk specialist i oddere] fortæller os at odderungerne ikke hopper i vandet af sig selv men bliver slæbt derud af moderen; hun trækker dem i nakkeskindet og fanger lidt bytte (krebs, frøer og småfisk) for at lokke dem. Ungernes første forsøg på at svømme er kejtede, men lidt efter lidt får de lært at svømme ordentligt.“ — S. 189.

Den almindelige odder har ingen problemer med at dykke. Dyret er i stand til at dykke 12 meter under vandets overflade, og det kan holde sig under vandet i omkring fire minutter. Det kan svømme det meste af en halv kilometer under vandet.

Odderen har en forbavsende stedsans. Den kan smutte i en tilfrossen flod gennem et hul i isen og har aldrig besvær med at finde tilbage til hullet.

Sædvanligvis nøjes odderen med at tage småfisk og andre smådyr, men den kan også godt gå i lag med en fisk på op imod en halv snes kilo. Det er noget af en præstation, når man tager i betragtning at det cirka er hvad odderen selv vejer. Den fanger fisken med forpoterne.

Odderen har den ideelle pels til sin levevis. Yderst er der et lag grove hår, og underst et lag bløde, uldagtige hår. Når dyret er i vandet klæber det yderste hårlag tæt til kroppen og presser den tørre underpels sammen. Den luft der er i underpelsen og som ikke kan slippe ud, virker som den fineste isolering og holder huden tør.

Havodderen

Havodderen, der vejer omkring 30 kilo, er i endnu højere grad end den almindelige odder skabt til at leve i vandet. Den lever i nærheden af Nordamerikas og Sibiriens kyster. I de store områder dér med brun tang, kendt som kelp, føler havodderen sig hjemme. Når den går til ro vikler den sig ind i kelp for ikke at drive bort.

I stormperioder søger odderen op på land og finder sig et sted hvor der er læ for vinden. I Grzimek’s Animal Life Encyclopedia (bd. 12, s. 86, 87) siges der om dens sovepladser: „Om natten hviler havodderen i en fordybning, sædvanligvis beskyttet af en klippe og afmærket med en ekskrementbunke; denne soveplads kan godt være 10 meter fra vandet. Om sommeren tilbringer havodderen undertiden hele natten i tangfyldte områder langt fra kysten, hvor den er beskyttet mod sine værste fjender, spækhuggeren og havkalen. Odderen flygter op på land når en af disse røvere nærmer sig.“

Når havodderen ikke behøver at skynde sig, lægger den sig på ryggen og padler sig frem med halen. Svømmer den med ryggen opad og bruger svømmefødderne, enten på én gang eller skiftevis, kan den bevæge sig med en fart af omkring 19 kilometer i timen.

Havodderen dykker 30 meter eller mere under havoverfladen efter sin føde — søpindsvin, muslinger og lignende. Når den kommer op til overfladen med byttet, lægger den sig på ryggen og bruger brystet som spisebord. Står menuen på muslinger, åbner havodderen skallen ved at banke den mod en sten som den har anbragt på brystet, eller den lirker skallen op med tænderne eller poterne. Den kan også finde på at støde den ene musling mod den anden.

Havodderen må være ret flittig til at dykke og åbne skaller hvis den skal have sin sult stillet. Den spiser lige så meget som en femtedel af sin vægt hver dag. Man har iagttaget en havodder der på mindre end halvanden time kom op med 54 muslinger, og bankede dem mod en sten mere end 2000 gange.

Havodderen er også en hel mester i at klø sig. Den kan bruge alle fire poter på en gang — og i hver sin retning.

I omsorgen for sin unge udfolder havodderen en ganske særlig legelyst. Den lille bliver ammet mens moderen flyder på ryggen, og en gang imellem kaster moderen ungen op i luften og griber den igen. Havoddermoderen sikrer sig at ungen altid er ren. Med tænder og tunge renser hun sit afkom fra hoved til hale.

Havodderen blev i mange år jaget skånselsløst på grund af sit værdifulde skind. I begyndelsen af det tyvende århundrede kom den under lovens beskyttelse. Nu har havodderen formeret sig så fiskerne langs Californiens kyst klager over at deres erhverv er truet. De mener at odderen æder for mange skaldyr. Et ukendt antal oddere er allerede blevet skudt, selv om det er forbudt ved lov.

Menneskers økonomiske spekulationer gør ofte livet vanskeligt for jordens dyr, deriblandt den legesyge odder. Men disse morsomme dyr boltrer sig stadig mange steder uden at blive forulempet, og man kan dér iagttage deres kåde narrestreger.