Vor spændende søgen efter kæmpeodderen
Af „Vågn op!“-korrespondent i Suriname
DET er daggry. Varsomt stikker vi padlerne ned i Kapoeri-vandløbets brunlige vand. Den sarte morgendis bølger som et tåget forhæng over vandet og omslutter den langsomt vågnende skov omkring os. Idet vores kroejara (kano lavet af udhulet træstamme) skærer sig vej gennem det stadig smallere vandløb, hugger vi med vore macheter løs på de grønne junglevækster, der til tider truer med at spærre os vejen. Det genstridige, knivskarpe græs går på os, så det stikker og svier i arme og ben.
Vor søgen gælder et dyr som mennesket tankeløst har næsten udryddet — den brasilianske kæmpeodder eller bigi watradagoe (store vandhund), som den kaldes her på stedet. Disse ejendommelige skabninger er skånselsløst blevet jaget for det kostbare pelsværks skyld. Men i 1954 indførte Suriname en lovbeskyttelse af odderne og gjorde landet til et af de få steder hvor der stadig findes et betragteligt antal af dem. „Kapoeri-vandløbet er hjemsted for anslået 20-30 oddere,“ fik jeg for nogen tid siden at vide af G. Plak, som er overordnet vildtbetjent. Han berettede at der allerede er sat andre områder af til beskyttelse af dette dyr, som næsten er udryddet. „Vi ser gerne deres antal stige og vil samtidig gerne bevare dette som et enestående sted hvor man stadig kan iagttage disse interessante dyr i deres naturlige omgivelser.“
Det er netop det vi gerne vil i dag. Men vil det lykkes os at få øje på nogen? Vores indianske fører, Marius, er optimistisk. Det samme er mine venner Henk og Jacqueline som følges med min kone og mig. Men jo før vi finder dem, jo bedre, for den langbenede Henk må næsten slå knuder på sig selv for at kunne sidde på den smalle tofte. Han spørger: „Skal vi blive ved med at padle?“ „Det tror jeg bestemt ikke,“ forsikrer Marius ham om, „for det er den tørre årstid. Vandstanden er lav, og det holder watradagoe’rne i nærheden. Og denne dam er en af oddernes yndlingsfiskepladser.“ Henk er lettet og skifter til en mere bekvem stilling idet vi padler videre.
Vort første møde
„A-a-a-ah, a-a-a-a-ah,“ råber Marius pludselig og får os alle til at fare op!
„Er der noget i vejen?“ spørger vi, i den tro at han er syg.
„A-a-a-a-ah,“ gentager Marius idet han ophidset peger ind mod en høj brink. Vi vender os så hurtigt at vi næsten får kanoen til at kæntre. Et kor af „a-a-a-a-ah’er“ fra brinken forklarer Marius’ mærkelige opførsel. Han havde efterlignet oddernes advarselsskrig! Vi slutter os til ham og efterligner deres skrig.
Og dér er de! En familie på ni kæmpeoddere kommer helt frem i det fri. Hvor ser de besynderlige ud! Omtrent en tredjedel af deres mere end halvanden meter lange krop består af hale — et velformet vedhæng der er rundt ved roden, flader ud på midten og ender i en spids som på et spyd. Deres fødder har svømmehud og sidder på nogle korte ben som bærer den strømlinede krop. Men deres smalle skulderparti og hængende hoved får dem til at se pukkelryggede ud. Deres mærkværdige legemsbygning gør dem klodsede på land men yndefulde som sæler i vandet.
Fra brinken glider de ned i vandet og dykker med hovedet først. Nogle øjeblikke efter ser vi deres hoveder dukke op af vandet mens de svømmer hundesvømning. De kigger undersøgende på os, og vi får derved lejlighed til at betragte dem på nært hold — det runde hoved, de duskede knurhår, de små ører og de store, udtryksfulde brune øjne. På deres læber, kæbe, hals og brystkasse ser vi flødefarvede pletter af forskellig udformning som sætter os i stand til at skelne den ene odder fra den anden. Deres mørkebrune, fløjlsagtige pels glitrer i solen og minder os om grunden til at mennesket har jaget dem i en grad så de næsten er udryddet.
Vi stikker vore padler frem for at se om odderne vil bide i dem eller endda knække dem, sådan som tidlige opdagelsesrejsende efter forlydende skulle have set dem gøre. Men i stedet udstøder hannerne en smældende prusten og knurren der får de andre i flokken til at omgruppere sig, så hannerne er forrest og hunnerne og ungerne i sikkerhed bag dem. Nu føler de sig sikre og trækker sig roligt tilbage i vandløbet — de dykker ned og dukker yndefuldt op igen, ligesom delfiner.
Et „bord“ til mange formål
Oppe på land støder vi på en halvcirkelformet rydning i junglen der måler seks meter i længden og fire meter i bredden. Jeg kommer i tanker om at nogle kalder disse steder for ’vandhundeborde’. Eddie, en arawak-indianer fra nabolandet Guyana, havde fortalt mig om dette på en tidligere tur. „Disse landingspladser ser så glatte og rene ud,“ havde Eddie sagt, „og odderne trækker somme tider store fisk op på disse ’borde’ for at æde dem dér.“ Jagt og fiskeri er noget odderne går alvorligt op i. Det holder dem beskæftiget fra daggry til tusmørke, og i løbet af en dag nedsvælger de fra tre til fire kilo fisk.
Eddie havde desuden sagt: „Gamle folk derhjemme påstår at hvis man træder barfodet på disse borde, kan man få ’vandkløe’ — en frygtelig sygdom.“ Betydningen af hans ord går virkelig op for os da vi kommer til at træde i en mudderpøl der afgiver en moskusagtig, ram lugt. „Det er deres latrin,“ fortæller Marius en smule for sent. Vi er glade for at vi alle har sko på.
Mens vi tager deres kombinerede spise-, sove- og badeværelse i øjesyn, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor heldigt det er for dem at odderkød ikke længere falder i folks smag. Ved begyndelsen af dette århundrede var der nogle der fandt odderkød velsmagende, og man spiste det derfor tit. „Hvorfor står det ikke på spiseseddelen længere?“ spurgte jeg engang nogle indianske jægere.
„Kødet duer ikke,“ sagde en.
„Det smager ramt,“ sagde en anden.
„Det er for trannet,“ sagde en tredje.
En ganske anden forklaring lød nok så rimelig: „De er vandhunde, og vi spiser ikke hunde!“ Odderens øgenavn kan derfor siges at have været med til at redde dens liv. Man står også til en bøde på 10.000 gylden eller tre måneders fængsel hvis man dræber eller fanger en odder. „Når alt kommer til alt,“ sagde en jæger spydigt, „kan man købe masser af kød for 10.000 gylden.“
Familiebåndene
Odderne har et familieliv som gør nogle mennesker til skamme. Følg med mens vi prøver at finde frem til en af deres huler. Her fødes årligt fra en til tre unger som holdes indendørs de tre første måneder af deres liv. Under rødderne af et træ i brinken kan vi se en åbning der måler omtrent 30 gange 50 centimeter. Vores blitz oplyser en tunnel der ender i en hule som lige akkurat er stor nok til at moderen kan rulle sig sammen og give sit blinde, pelsklædte afkom mad.
Odderpar betragter oplæring af de små som et fællesprojekt. Både faderen og moderen bærer deres unger i munden og giver dem deres første svømmelektion ved at tvinge dem ud i vandet. Trods denne ret hårdhændede oplæring ser det ud til at ungerne holder af deres forældre, for de bor sammen med dem til næste års kuld melder sin ankomst. Nogle bliver endda hjemme endnu længere, så man har en nært sammenknyttet familiegruppe der tæller fra 3 op til 20 dyr.
Hvor stærke familiebåndene er, ses også tydeligt selv når odderne sover. Magerne sover side om side, hoved ved hale eller hoved ved hoved. Tit lægger den ene mage en pote over den anden i venlig omfavnelse.
På vej tilbage
Efterhånden som tidevandet falder advarer vores fører os om at vi hellere må vende hjemad, da vi ellers risikerer at sidde fast herude. Det begynder at regne da vi skubber kanoen ud fra bredden. Tilbageturen minder om et forhindringsløb idet vi trækker, slæber og bærer båden over faldne træstammer der ligger i vejen.
Endelig holder det op med at regne. Vi runder en bugtning og befinder os pludselig „ansigt til ansigt“ med en gruppe på seks oddere der ligger og tager solbad på en træstamme. Kanobesætningen og solbaderne kigger på hinanden. En efter en dykker odderne ned i vandet. Førerhannen drister sig tæt på os. Han løfter kroppen op af vandet og knurrer udfordrende. Vi standser kanoen. Han svømmer frem og tilbage og dykker pludselig ind under båden, så han kommer op på den anden side. Vi vender os om, og dér er han, med blikket den forkerte vej. Hans tykke hals drejer først til venstre og så til højre. Nu er rollerne pludselig byttet om, og det er odderen der søger efter mennesker!
Han får atter øje på os og rykker tilbage; med en ligegyldig mine tager han os køligt i øjesyn endnu en gang før han forsvinder under vandet. Vi stirrer på de krusninger han efterlader sig, og vi er vor Skaber taknemmelig for den mulighed vi har haft for at se denne fornøjelige jungleboer. Vi håber at mennesket ikke i sin grådighed vil udslette ham fra jordens overflade.
[Illustration/kort på side 14]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Kapoeri-vandløbet
Suriname
Sydamerika
[Illustration på side 15]
Man ved meget lidt om disse betagende skabninger
[Illustration på side 16]
DEN BRASILIANSKE KÆMPEODDER — Gennemsnitsstørrelse som voksen: Mellem 1,5 og 1,8 meter