Point Lobos — Et dramatisk møde mellem land og vand

DET er ikke alene dramatisk ved Point Lobos. Somme tider er det direkte voldsomt! Når det er højvande og kraftige vinde blæser ind fra havet, dannes der nogle enorme bølger som ender deres dage ved klipperne. Med en buldrende torden skyder de tolv til femten meter i vejret. Når dette sker, skynder turisterne sig ud til Sea Lion Point for at se det fantastiske skue. De stiller sig så tæt på kanten de tør og gisper i ærefrygt hver gang en bølge slår mod klipperne. Fuldstændig betagede af denne kraftopvisning hvor tusinder af liter vand bliver kastet i vejret, ignorerer de skumsprøjtet som rammer dem, og de fleste bliver stående i lang tid for at betragte de vilde bølger.

Men der er også meget andet at se på ved Point Lobos. Der er utallige seværdigheder, hvilket var en af grundene til at staten Californien købte området i 1933 og omdannede det til et naturreservat. Den anden grund, og det er den vigtigste, var at bevare den smukke Monterey-cypres. Den vokser kun i vild tilstand ved Point Lobos og på den nærliggende Monterey-halvø. Langs kanten af disse skrænter, med udsyn over Stillehavet, er dette nu det sidste sted hvor Monterey-cypressen vokser.

Før Point Lobos blev et naturreservat, havde det haft en farverig historie. Indianere havde i århundreder samlet skaldyr og slået lejr på dets forbjerge. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev området udlagt til græsningsareal for kødkvæg. Fra 1861 til 1884 havde portugiserne en hvalfangerstation dér, hvorefter japanske fiskere oprettede en søørekonservesfabrik som afskibede hundredtusinder af søører til Asien. Ejendomsretten over jorden skiftede imidlertid ofte hænder — på ét tidspunkt endda under et spil kort.

Stierne

Man kan komme til Point Lobos ved at følge Hovedvej 1 langs med kysten, seksten kilometer syd for Monterey, fem kilometer efter Carmel. Der findes kun få veje i reservatet. De fører til tre store parkeringspladser, og derfra går der stier gennem fyrretræsskove og cypreslunde. En ti kilometer lang sti følger kystlinjen i reservatet og går dels tæt langs kanten af de høje skrænter, hvorfra der er en imponerende udsigt ud over det oprørte hav langt nede, og dels nede ved vandoverfladen. Her kan man gå rundt mellem vandhuller der som følge af tidevandet er fyldt med liv — søanemoner, søpindsvin, krabber, søstjerner, skaldyr, grønne og røde alger, og mange andre skabninger. Gør holdt og tag dig tid til at betragte de betagende småverdener i de vandfyldte fordybninger. Men vær på vagt! Bølgerne er drilagtige og kan gøre dig drivvåd!

Hvis du går langs stien der fører dig til Bird Island, vil du se det jadegrønne vand i China Cove, der ligger som en ædelsten omgivet af stejle skrænter. Vandet skyller dovent op på den smalle sandstrand, hvor vade- og svømmefugle nyder det kølige vand og senere ligger og soler sig på den varme, afskærmede strand. Men der er flere der sætter pris på denne luksus — de spættede sæler der ligger på klipperevene og lader sig gennembage af solen.

Stien fortsætter indtil man går langs med Bird Island, hvor havfugle i hundredvis samles. Når det er yngletid har skarverne travlt med at finde tangrester, som hænger ud af deres næb mens de flyver. De bygger deres reder så tæt op ad hinanden at man skulle tro at de var bygherrer der forsøgte at klemme så mange huse ind på så lille et område som muligt. Pelikaner kommer og går på deres fisketogter, idet de dykker ned i havet når de ser deres mad komme svømmende. Mågerne flyver højt oppe og vender sig så dejlig frit i vinden at man bliver helt misundelig fordi man selv er bundet til jorden.

Cypress Grove-stien, der går gennem et af de to sidste naturlige voksesteder for Monterey-cypressen, er den mest foretrukne af de mange besøgende. Fra dens skrænter har man en vidunderlig udsigt ud over havet. Den fugtige havluft har fået rødalger til at dække klipper og træstammer. Farvestrålende lav hænger ned fra fyrretræernes og cypressernes grene. I skovene kan man se den sorthalede hjort, hvis hinder med hjortekalve ofte går og nipper til buskadset. Fra spidsen af denne halvø kan man se gråhvaler på 36 tons skyde vand ud og somme tider komme op til overfladen mens de passerer Point Lobos på deres 16.000 kilometer lange vandring frem og tilbage mellem Den Californiske Halvø — hvor de opholder sig i december og januar for at parre sig og føde unger — og Beringshavet, hvortil de vender tilbage i marts eller april måned for at finde føde.

Havoddere

Men de populæreste dyr er ikke havets store kæmper. Det spørgsmål som parkopsynsmændene oftest får stillet er: „Hvor er havodderne?“ De befinder sig som regel blandt øerne af flydende tang i de beskyttede bugter. Besøgende med kikkerter afsøger disse områder for at få øje på dem og se dem dykke ned efter mad. På havoddernes menu står delikatesser som muslinger, krabber, blæksprutter, søører og søpindsvin. På brystet lægger de en sten som udgør deres bord, og her slår de skaldyrene imod for at få fat i kødet indeni. Når odderen ikke spiser, kan det være at den sover, indpakket i tang der forhindrer at den driver væk. Hvis man er heldig kan det være man får øje på en hunodder med sin unge på brystet, hvor hun plejer og mader den. Ungen bliver født i vandet og lever i vandet, men må alligevel lære at svømme. Den kan dog ikke drukne, for havodderunger har en naturlig opdrift.

Havodderens chokoladebrune pels — som voksen er den dog ofte grå og hvid om hovedet — er flot og tyk. Ved informationsstanden nær Sea Lion Point, ligger der en pels af en havodder. Hvis man lader sine fingre løbe igennem den kan man mærke hvor blød den er. Det var på grund af denne meget fine pels at odderen næsten blev udryddet. Pelsen er dobbelt så tyk som hos en sæl, idet den har 100.000 hår pr. kvadratcentimeter, omkring 800 millioner i alt. Dette er imidlertid ikke det eneste der holder odderen varm. Den bruger mange timer på at pleje sin pels for at få luft ind mellem hårene, og det er denne luft der isolerer odderens skind mod det kolde vand. Det er ikke så mærkeligt at dette fantastiske dyr, den skikkelige og fredelige havodder, er blevet de besøgendes yndling!

Undervandsreservatet

Disse stier giver dig adgang til 224 hektarer af Point Lobos. Men naturreservatet er over dobbelt så stort. Tre hundrede hektarer findes under vandet. Kør ad vejen der fører til parkeringspladsen ved Whalers Cove. Her vil du højst sandsynligt kunne se dykkere i våddragter og med iltapparater dykke ned i det første undervandsreservat i De Forenede Stater. Det blev oprettet i 1960 og er et af de rigeste undervandsynglesteder i Californien. Det er fuldstændig beskyttet af statens love. Medmindre man har et dykkercertifikat der beviser at man har erfaring i at betjene dykkerudstyr og i at dykke, er vidunderne i denne undersøiske verden ikke tilgængelige.

I en brochure man får udleveret ved indgangen til reservatet får man et lille indtryk af hvad man går glip af: „I det dæmpede lys der trænger igennem de 30 meter høje tangskove, skaber bløddyr og vandplanter en verden af pulserende farver. Den ’californiske lange’, samt marmorulken og den stribede bars svømmer ind og ud af synsfeltet. Når man pludselig får øje på en sæl, en odder eller en hval, begynder hjertet at banke.“ En af de skabninger der lever nede i disse dybder, og som måske kan få dit hjerte til at stå stille et øjeblik, er verdens største søstjerne, solblomsten (Pycnopodia helianthoides), der kan blive op til 1,2 meter i diameter! Ligesom man har en håndbog over stierne ved Point Lobos, har dykkere en bog der kan tåle vand, med 38 farvefotos, så de kan genkende livet i havet.

Ved Point Lobos er der nok at falde i staver over. Med de mere end 300 plantearter og 250 fugle- og dyrearter, skorter det ikke på emner: Store øer af brun tang bølger yndefuldt på havets overflade i Bluefish Cove. Syrenens duft blander sig med den salte havluft. Og gnider man salviebladene mellem fingrene udløses den skarpe duft. Det skal man dog ikke gøre ved de skinnende blade fra gift-sumakken der står langs med stierne. Hvorfor findes gift-sumakken her? Fordi den er det rette hjem for mange dyr og småfugle. Point Lobos er deres hjem, ikke vores.

Den hvidkronede spurv gentager blidt sin klagende sang mens den sidder i toppen af en bynke. Strandskaden udstøder et skingert skrig mens den løber hen over klipperne, og dens lyserøde næb blinker i solen. Fra klippeøerne høres søløvernes gøen, alt imens havodderne slår skallerne mod stenene som ligger på deres bryst. Og lyt endnu en gang til brændingens sagte brusen eller bølgernes rasen blandt klipperne når det er stormvejr.

Dette er et sted hvor man kan meditere. Fyld lungerne med den friske havluft mens du langsomt går ad stierne og tager dig tid til at suge indtrykkene til dig.

Du afviser måske landskabsmaleren Francis McComas’ fantastiske beskrivelse af Point Lobos som en overdrivelse når han kalder det for „det smukkeste møde mellem land og vand der findes i verden“. Men efter at du i nogle få dage har gået rundt på stierne, indåndet den salte havluft, lyttet til de mangfoldige lyde, nydt den gode udsigt og hele dette naturskønne sceneri, synes du sikkert ikke at hans beskrivelse er slet så overdrevet.

Point Lobos virker unægtelig forfriskende på slidte nerver. Den er balsam for sjælen, og stedets mangeartede skønhed er en hyldest til den kunstneriske Skaber, Jehova Gud.

[Illustrationer på side 16, 17]

Øverst til venstre: Tinden

Øverst til højre: Havodder

I midten til venstre: Det jadegrønne vand i China Cove

I midten til højre: En californisk halvmånefisk i tangskoven

Nederst til højre: Vind og vand har efterladt deres spor i sandstenene