De syngende Bambusrør giver en koncert

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ FILIPPINERNE

SALEN fyldes langsomt med tonerne af en balitaw fra de fjerne sydhavsøer Filippinerne. Det er en glad melodi der spilles meget svagt, som om en vandringsmand der lider af hjemve, tænker på sin tabte ungdom og de lykkelige dage før i tiden. Den sidste tone dør bort og alle er stille.

Det næste nummer begynder med de drømmende toner af en anden sang, Sarong Banggi (En nat). Denne melodi stiger hurtigt til et stærkt crescendo, som om en ung pige er vågnet af en dyb søvn ved lyden af en nattergal og har åbnet vinduet for at høre dens sang.

Nu holder det 100 mand store orkester tilhørerne tryllebundet med en gengivelse af Dahil sa Iyo (For din skyld), der så afgjort er Filippinernes mest populære kærlighedssang. Snart opdager man at man selv sidder og nynner med på melodien. Musikken bliver svagere og sangen er slut. Men publikum vil høre mere.

Vi lytter til gruppen Pangkat Kawayan, eller, som mange kalder dem, De syngende Bambusrør. De syngende Bambusrør? For at forstå begrundelsen for dette navn er det nødvendigt at se nærmere på instrumenterne på scenen. Ja, de består hovedsagelig af bambus. Kun nogle få af dem er fremstillet af metal. Musikken vi lytter til bliver spillet på mesterligt forarbejdede bambusinstrumenter, og af et orkester der er sammensat af skolebørn.

Instrumenterne

Blæseinstrumenterne har følgende navne: bumbong, himig bumbong og tulali eller gahumay. De kan sammenlignes med den vestlige verdens trompet, basun og fløjte — selv om der er stor forskel.

Bumbong’en består af forskellige bambusrør, og hvert rør kan kun frembringe én bestemt tone. Jo længere bambusrøret er, jo dybere er tonen, og jo kortere bambusrøret er, jo højere er tonen. Eftersom hvert rør kun frembringer en enkelt tone, er det nødvendigt med adskillige bumbong’er for at kunne spille hele toneskalaen. Dette kræver en perfekt samordning af alle bumbong’er når man spiller, og især når det drejer sig om hurtig musik.

En himig bumbong er et meget længere rør med flere huller. Fem til syv musikere betjener et enkelt instrument, og hver musiker blæser kun én bestemt tone. Også for dette instruments vedkommende gælder det at musikerne må være perfekte til at bedømme hvornår de skal sætte ind med deres tone. For at kunne spille marcher og hurtig musik må Pangkat Kawayan præstere et ganske enestående samarbejde, eftersom adskillige musikere i fællesskab skal betjene samme instrument.

Fløjterne, eller tulali og gahumay, er mindre og kortere rør, og der er syv huller på hvert rør. Dem spiller man på ligesom på den vestlige verdens fløjter.

Så er der slaginstrumenterne. Et af dem kaldes gabang. Det er den muhamedanske verdens xylofon. Den er trapezformet, og de vandretliggende stave består af flade bambusstykker af forskellig længde og størrelse. Den længste ligger i instrumentets bredeste ende, og stavene bliver gradvis mindre hen mod den smalleste del, hvor den mindste stav ligger.

Talunggating er den filippinske marimba og ligner gabang i opbygningen. Man spiller på den på samme måde; men den mere omfangsrige talunggating er forsynet med resonanslegemer, hvilket den mindre gabang ikke er. Når musikkorpset skal paradere gennem gaderne, foretrækker man gabang’en fordi den er lettere at transportere.

Det instrument der er vanskeligst at konstruere men lettest at spille på, er tipangklung. Man kunne måske kalde det et bambusklaver eller en bambusharpe, for det er faktisk en kombination af disse to ting. Klaviaturet består af 36 bambustangenter der er fastgjort til et tilsvarende antal bambusrør.

Bungkaka er skralden. Man spiller på dette instrument ved at slå den flækkede ende af bambusrøret mod venstre håndflade, hvorved de flækkede bambusdele fremkalder betoningen og rytmen. Talunggating og tipangklung frembringer melodien.

Pangkat Kawayan bruger også tromme, gongong, triangel og bækken. Men bambusinstrumenterne dominerer musikken.

Fremstillingen af instrumenterne

Bambus vokser vildt, og man kan se store klynger bambus langs flodbredderne, langs vejene og på bjergsiderne. De unge skud er dejlige som grøntsager, og de tynde grene er ideelle til tremmeværk og som støtte for klatrende planter. Men de lange mørkegrønne hule stammer, der kan være godt seks meter høje når de er fuldt udvoksede, har en mængde andre anvendelsesmuligheder — de kan blive til tandstikkere, vifter, stole, pengesedler, broer og huse, eller ypperlige og enestående musikinstrumenter.

De yndefulde bambusrør frembringer ganske vist deres egen musik når vinden blæser i dem. Men den musik der frembringes når særligt oplærte musikere spiller på bambusinstrumenter der er fremstillet af talentfulde håndværkere, er virkelig smuk. Dog er det ikke et hvilket som helst bambusrør der egner sig.

Den art der er særlig velegnet til fremstilling af musikinstrumenter er carabaobambus. Den bliver tilpas hård og frembringer en ren lyd. Men det tager to til tre år at producere den rigtige carabaobambus. Umiddelbart efter at bambusrørene er afskåret, lægger man de lange hule stammer i saltvand for at fjerne sukkerstofferne.

Hvert enkelt musikinstrument kan siges at være forarbejdet af lyst. Der er ingen opslagsbøger, lærebøger, tidsskrifter eller andre publikationer man kan rådføre sig med når man skal fremstille instrumenterne. Og der er ingen udenlandske eksperter der kan give gode råd. Nej, det er nødvendigt at dygtige håndværkere foretager omhyggelige undersøgelser og lægger masser af tid og flittigt arbejde i hvert enkelt bambusinstrument.

Nøjagtighed er også en nødvendig forudsætning. Hvis bambusrøret bliver en millimeter kortere eller længere end det skulle have været, eller hvis rørene ikke har den rette modenhedsgrad, vil det pågældende instrument spille falsk. Hullerne må bores på rette sted og med stor omhu, da bambusrøret kan revne hvis man ikke borer med den rette styrke. Der var mange gode bambusrør som blev ødelagt i de første år Pangkat Kawayan eksisterede.

Oplæringen af musikerne

Hvis De tror at musikerne er udgået fra en eller anden fin musikskole i Asien eller Europa, så tager De fejl. Disse musikere er filippinske drenge og piger der er mellem seks og atten år gamle.

De fleste af dem havde ingen musikalsk baggrund. Det der kvalificerede dem til at blive medlemmer af Pangkat Kawayan var at de var meget musikalske og at deres forældre var villige til at vise stor tålmodighed og samarbejdsvilje. Først lærte de at læse noder. Senere lærte de at bruge instrumenterne. Bambusrør placeret i noderækkefølge var en god hjælp for børnene i begyndelsen af deres oplæring.

Det er nødvendigt at børnene er vågne og opmærksomme, eftersom de skal spille tonerne klart på det rette tidspunkt og perfekt afpasset efter de andre instrumenter. Deres øjne forlader derfor ikke et øjeblik dirigentens håndbevægelser.

Ifølge dirigenten har instrumenternes placering i forhold til hinanden også stor betydning for den rette koordination. Til venstre for dirigenten ser vi basgruppen, bumbong’erne med de dybe toner; til højre for ham horngruppen eller bumbong’erne med de høje toner. Midt for podiet er tipangklung’erne og talunggating’erne.

I store koncertsale findes basgruppen til venstre for podiet. Horngruppen er midt i orkesteret, mens tipangklung’erne og talunggating’erne er til højre for dirigenten. Bækkener, trommer, gongong og triangel er placeret bagest.

Nu må De imidlertid ikke tro at disse børn stadig er amatører. Det er de langtfra. De er nu erfarne musikere, de er professionelle. De har spillet for tilhørere i Filippinernes kulturcenter — landets største koncertsal — samt for musikfolk og højtstående embedsmænd, både på Filippinerne og i udlandet. De spillede ved den internationale handelsmesse i Osaka i Japan i 1970, og igen i Peking i Kina da Imelda Marcos, den filippinske præsidents frue, aflagde et statsbesøg der.

Deres repertoire er bredt. Foruden filippinsk musik kan De syngende Bambusrør også spille Beethoven, Brahms, Chopin og Strauss. Australiere vil måske gerne høre dem spille Waltzing Matilda, mens amerikanere vil bede om When Johnny Comes Marching Home. Hvis De holder af orientalsk musik kan disse unge mennesker også spille dette. Man kan bede om at høre sange fra Indonesien, Japan eller Kina, og de vil med glæde imødekomme disse ønsker. Deres musik er også blevet indspillet på plader og bånd til glæde for dem der foretrækker at høre musik derhjemme.

Men nu nærmer koncerten sig sin afslutning. Hvad er det for en melodi de spiller nu? Lawiswis Kawayan. Det er — meget velvalgt — sangen om de hviskende bambusrør. Lad os lukke øjnene og lytte! Vi kan være taknemmelige for at bambusrørenes Skaber også har givet menneskene musikkens gave.