Min karriere på dansegulvet

CHA-CHA-CHA, tango, samba, rumba og andre eksotiske rytmer gjorde tidligt indtryk på mig. De fremkaldte en umættelig trang i mit indre — en trang til at springe op og danse. Kort efter at jeg i en alder af 18 år var flyttet fra Holland til Canada, tog jeg dansen op med henblik på at gøre den til min profession.

Tidligt i min karriere mødte jeg en kvindelig danser som blev min partner. Jeg opgav mit andet verdslige arbejde, og i omkring et år tog vi undervisning og trænede. Da vi ønskede at udmærke os på området blev vi klar over at vi måtte rejse til London, for det var dér dansemestrene blev uddannet.

Tanken om at blive canadisk mester i selskabsdanse spøgte til stadighed i min hjerne. Men jeg fandt snart ud af at jeg ikke var den eneste med sådanne ambitioner. I London mødte jeg par fra hele verden som alle trænede hårdt for at blive de bedste i deres hjemland.

Vi var så heldige at have de daværende verdensmestre, såvel som mange tidligere verdensmestre, som vore trænere. Ofte dansede vi fem til otte timer daglig, syv dage om ugen. Dette krævede både styrke, udholdenhed og smidighed, så for at holde os i fysisk form fulgte vi en streng diæt og et krævende motionsprogram.

På grund af det pres det var hele tiden at skulle yde sit bedste, havde min partner og jeg mange skænderier på dansegulvet om hvem der lavede fejlene. Vi plejede at kalde hinanden mindre pæne ting, og at lade eder og forbandelser regne ned over hinanden. Jeg havde altid været temmelig forsagt, men nu ændredes min personlighed fuldstændig. Når jeg mistede besindelsen plejede jeg at slå min partner, og jeg kunne endog finde på at trække hende hen over dansegulvet ved håret.

Vores intensive træning fortsatte i omkring fire år. Vi vendte hjem fra England i 1965, og da havde vi nået en standard der var høj nok til at vi kunne regnes blandt de bedste selskabsdansere i Canada. Samme år vandt vi det canadiske mesterskab. Men jeg var stadig ikke tilfreds.

Vi rejste tilbage til England på et seks måneders ophold for at blive yderligere trænet. Efterhånden vandt vi tre gange det canadiske mesterskab i selskabsdanse og latinamerikanske danse. Vi dansede også i De forenede Stater og vandt alle de konkurrencer vi deltog i dér. Vi sejrede over par som tidligere havde vundet det nordamerikanske mesterskab op til fem gange. Efter at jeg havde vundet over 150 trofæer og medaljer og vist mig at være en af Amerikas bedste selskabsdansere, var jeg stadig ikke lykkelig eller tilfreds.

Mine nerver var dårlige på grund af det pres jeg havde været udsat for, og det stod ikke bedre til med mit humør. Min partner og jeg kunne ikke sammen. Den eneste grund til at vi holdt sammen i syv år, var at vi indså at der ikke var noget andet valg hvis vi skulle opnå den ære og berømmelse vi ønskede. Jeg besluttede at tiden var inde til at gå forretningsvejen og begynde at nyde nogle af goderne.

En ny partner

Jeg blev ansat ved en af Canadas førende danseskoler, hvor jeg skulle træne danselærere nogle få timer om ugen. Det var dér jeg mødte min kommende hustru. Som nybegynder havde hun ikke adgang til mine klasser, men jeg fandt nu og da lejlighed til at tale med hende. Vi blev forelskede, og inden der var gået fire måneder fra den dag vi mødte hinanden, blev vi gift. Det var i 1968.

På det tidspunkt var det min hensigt at blive ved med at danse med min dansepartner. Men min hustru gjorde mig det klart at hun også ønskede at danse. Det var noget jeg ikke havde regnet med. Det betød at jeg måtte begynde helt forfra; for når en mandlig danser først er trænet, tager det selv en talentfuld pige omkring to år at komme på højde med ham. Desuden var det et spørgsmål om min hustru kunne blive dygtig nok til at deltage i mesterskabskonkurrencer.

Efter at jeg havde givet hende et grundlæggende kursus i danseteknik rejste vi til London. Dér blev min egen formodning bekræftet af flere verdensmestre; hun havde evner, talent og gå-på-mod. De forudsagde at hun endog ville blive bedre end min tidligere partner. I to år sled vi hårdt med dansen, og deres forudsigelser holdt stik!

Jeg kunne næsten ikke vente med at deltage i konkurrencer sammen med min hustru. Alt tegnede godt for os. Jeg havde allerede skabt mig et navn på grundlag af mine tidligere bedrifter. Vi måtte se at komme videre, tænkte jeg. Men så sagde hun at hun slet ikke var interesseret i at deltage i konkurrencer.

Det undrede mig, da jeg vidste hvor meget hun nød at danse. ’Hvorfor ikke?’ spurgte jeg. ’Hvorfor ikke?’ For at besvare dette spørgsmål må vi gå tilbage til dengang vi lige havde lært hinanden at kende.

Et spørgsmål om religion

Navnet „Jehovas Vidner“ var dukket op en enkelt gang i begyndelsen af vores forlovelsestid. Ved en lejlighed havde min tilkommende sagt at hun ikke kunne mødes med mig fordi hun havde et bibelstudium med Jehovas Vidner. Det var første gang jeg hørte om denne religiøse gruppe. Hændelsen var imidlertid snart glemt.

Der gik to år, og en dag sagde min hustru at hun igen ville til at studere med Jehovas Vidner. Jeg gjorde ikke vrøvl, da jeg tænkte at det blot var et forbigående lune. Desuden havde jeg selv været katolik hele mit liv, og det havde aldrig hæmmet mig i min interesse for dans.

Straks efter at min hustru atter var gået i gang med at studere Bibelen, begyndte jeg imidlertid at lægge mærke til visse forandringer hos hende. På det tidspunkt var miniskørtet højeste mode, og jeg kunne lide det. Min hustru havde aldrig gået i andet, men lige med ét faldt sømmen til knæhøjde. Hvor var jeg skamfuld over at se hende stå dér i den påklædning foran klasser med 30 til 90 elever! Men jeg gav efter, vel at mærke fordi hun lovede mig ikke at fortælle nogen hvorfor hun havde ændret sin stil i klædedragt.

Dernæst var der de vanskeligheder som hendes tro skabte ved selskabelige sammenkomster — hun rejste sig ikke når nationalsangen blev spillet, og deltog ikke i jule- og nytårsfester. Hendes begrundelser sagde mig ikke noget. Jeg begyndte at blive lidt irriteret. Jeg tænkte at disse Jehovas vidner måtte være gale hele bundtet. Men jeg var ikke videre ængstelig. Min hustru underviste og dansede stadig lige så meget som før.

Gradvis begyndte jeg venligt at overtale hende til at opgive det. Jeg ordnede det endda sådan at vi rejste tilbage til England, for på den måde at få hende endnu mere engageret i dansen; men det var forgæves. Der var også Jehovas vidner i England. Så ønskede hun at få tid til at gå til møder. Og ikke bare én gang om ugen — nej, tre gange! Det betød at hun ikke kunne undervise så meget, altså at vi mistede penge. Det var ved at tage overhånd.

Det hjalp ikke at tage hende med det gode. Derfor prøvede jeg andre metoder, men intet syntes at virke. Faktisk var det sådan at jo mere jeg forsøgte at få hende til at droppe „den skøre religion“, som jeg kaldte den, des mere beslutsom syntes hun at blive. På en måde beundrede jeg hendes standhaftighed, hendes loyalitet over for det hun troede var sandheden. Alligevel var jeg ikke enig med hende. Og så kom dråben der fik bægeret til at flyde over: Ingen konkurrencer.a

På det tidspunkt havde jeg viet 13 år af mit liv til dansen. Med sved og hårdt arbejde havde jeg skabt mig en glimrende karriere, og nu var jeg netop begyndt at høste goderne deraf. Min hustru havde også arbejdet hårdt. Jeg fattede det simpelt hen ikke. Hun havde praktisk talt danset dag og nat i over to år for at nå op på mesterskabsstandard. Nu da hun endelig havde nået målet, ville hun så blot lade det hele falde til jorden?

I det næste års tid udsatte jeg min hustru for en hel del vanskeligheder og lidelser. I træningstimerne gik jeg undertiden amok og behandlede hende meget dårligt. Jeg begyndte også at flirte med andre piger for at hævne mig. Jeg advarede hende mod nogen sinde at nævne et ord om sin religion over for nogen af mine elever. Og hver gang hun sagde noget i modstrid med min katolske tro, blev jeg voldsomt vred. Ikke desto mindre lod hun sig døbe som et af Jehovas vidner. Vort ægteskab havde lidt skade, og en separation syntes uundgåelig.

Begyndelsen til en forandring

Så skete det uventede. Da min hustru forstod at hun ikke opnåede noget ved at tale til mig om sin tro, havde hun i et godt stykke tid ladet udgaver af bladene Vagttårnet og Vågn op! ligge fremme, i håb om at jeg ville læse dem. Det gjorde jeg. I begyndelsen bare nu og da. Men efterhånden fandt jeg ud af at jeg ligefrem ventede på at de nye numre skulle udkomme. De oplysninger jeg fik ved at læse Vågn op! var gavnlige. De holdt mig à jour med de ting der foregik af betydning, og satte mig i stand til at tale med mine elever om mange forskellige emner.

Selv om jeg ikke ville indrømme det i starten, fandt jeg meget af det der blev fremholdt i Vagttårnet fornuftigt. Jeg kunne nikke genkendende til det bladet sagde om folks almindelige holdning. Jeg havde imidlertid troet at det at lyve, stjæle, bande, sladre, hade og falde hinanden i ryggen var normalt — at det ikke kunne være anderledes. Det betød dog ikke at jeg var lykkelig under disse forhold. Jeg forstod bare ikke at der fandtes noget bedre.

Resultatet af min hustrus adfærd

Nu begyndte jeg at lægge mærke til min hustrus opførsel. Jeg kunne tydeligt se at hun var anderledes end de andre gifte såvel som ugifte kvinder jeg kendte. Hun klædte sig anstændigt. I den lange tid hvor jeg behandlede hende dårligt, gjorde hun aldrig oprør. At lyve var utænkeligt for hende, og hun blandede sig aldrig i sladder. Det mest fantastiske var at hun aldrig flirtede med nogen. Da hun så godt ud, var der ellers mange mænd som gjorde tilnærmelser til hende.

Mens jeg før havde tillagt hende selv alle disse gode egenskaber, blev jeg nu klar over at det var hendes tro, som var baseret på Bibelen, der gav hende den moralske styrke og den høje livskvalitet. Jeg begyndte at acceptere at hun ikke ville deltage i konkurrencer, og med tiden opgav jeg endda selv at konkurrere.

Da jeg gjorde det, begyndte mange af mine såkaldte venner og andre konkurrencedeltagere, som havde været overdrevent kammeratlige over for mig mens jeg var „stjerne“, at vise mig en kold skulder. Undertiden blev jeg harmfuld og ønskede at vende tilbage til dansegulvet for at overgå dem alle sammen. Men jeg genkaldte mig et skriftsted fra Bibelen om at sådanne ting er „tomhed og jag efter vind“. — Præd. 1:14.

Jeg var i stand til at undertrykke min stolthed, og jeg indså at jeg i alle disse år havde været umådelig selvoptaget. Jeg havde kun danset for at vinde, for at nyde andres anseelse. Skønt det havde gavnet mig økonomisk, havde det ikke bragt mig personlig lykke.

Jeg bliver klar over at der findes noget bedre

Jeg gik med til at studere Bibelen sammen med et Jehovas vidne. Efter at jeg var kommet i Jehovas Vidners rigssal nogle få gange og havde været sammen med dem til nogle selskabelige sammenkomster, erkendte jeg at de var velgørende anderledes. De lod til at være lykkeligere end folk i min omgangskreds. De talte altid om livet på en paradisisk jord under Guds rige, hvilket jeg syntes var et meget tiltalende perspektiv. Og jo mere jeg lærte om Bibelen og dens løfter om en bedre verden, des mere overbevist blev jeg om at Jehovas Vidner forstod Guds ord rigtigt.

Det der særlig appellerede til mig var det stævne jeg overværede i 1973 på Woodbine Væddeløbsbane i Toronto, Canada. Der var over 30.000 til stede, børnene iberegnet. Alligevel var der pænt og sirligt; der var ikke affald nogen steder. Alle arbejdede sammen og alle virkede så lykkelige. Det var ved den lejlighed jeg for alvor begyndte at tro at det vidnerne forkyndte om et paradis her på jorden under Guds rige, kunne realiseres. Jeg havde aldrig set noget lignende.

Jeg begyndte at føle taknemmelighed over for Jehova Gud fordi han havde hjulpet min hustru gennem den vanskelige tid med mig. Hvad nu hvis hun havde givet op eller havde forladt mig? I stedet valgte hun at blive, og hvilken velsignelse betød det ikke for os!

Endnu før jeg blev døbt begyndte vi at fortælle vore elever om den gode nyhed om Riget. Straks blev der påbegyndt bibelstudier. Nogle gav hurtigt gode resultater. Med tiden blev fire døbt, og andre studerer stadig. Jeg er blevet udnævnt til menighedstjener i den kristne menighed vi tilhører, og min hustru har undertiden lejlighed til at være hjælpepioner (deltage i heltidsforkyndelsen). Vi er lykkeligere nu end nogen sinde før i vort ægteskab.

Det rette syn på livets værdier

Nu vil nogen måske spørge om vi stadig danser. Ja, selv om vi ikke længere er de bedste, glæder folk sig stadig over at se os optræde, og vores lille danseskole forsyner os med alle livets materielle fornødenheder. Men det som den professionelle dans ikke kunne give os, det har vi nu, nemlig et godt forhold til Jehova Gud. Dette giver os fred i sindet, og udsigt til en bedre fremtid — evigt liv i Guds nye orden.

Vi er ikke længere interesseret i at vinde forgængelige trofæer. Og dog deltager vi i et løb — et løb der gælder det evige liv. (1 Kor. 9:24-26) Jeg kunne tænke mig at spørge alle dem der stræber efter at blive nummer ét i en hvilken som helst form for kunst eller sport: ’Er det alle de ofre, hjertesorger og anstrengelser og alt det arbejde værd, blot for at vinde en forgængelig præmie eller medalje? Hvorfor ikke være med i et løb hvor alle trofaste deltagere modtager en pris, et løb som vil give én umådelig lykke og virkelig fred i sindet?’

Min hustru og jeg gjorde dette, og vi er fast besluttede på at fortsætte løbet indtil vi når vort mål, evigt liv under Guds rige i et jordisk paradis. Og Bibelens løfter om dette er ikke tomme, for Jehova Gud, himmelens og jordens Skaber, har selv udtalt dem. (Åb. 21:3-5) — Indsendt.

[Fodnote]