Hvad man siger om fjernsynet

ER FJERNSYNET en af vore bedste opfindelser? Eller er det en af vore største forbandelser?

Uanset hvad vi svarer, står én ting fast: I denne verden er fjernsynet kommet for at blive. Siden det kom frem i årene lige efter den anden verdenskrig, har det bredt sig helt utroligt. Der er nu flere fjernsynsapparater end der er telefoner — næsten 400 millioner!

I industrilandene har næsten hvert eneste hjem fjernsyn, og nogle har både to og tre apparater. Også de fattigere lande er kommet godt med. Her kan man finde et TV-apparat i mange hjem som ikke engang har rindende vand. Ja, selv i et land som U.S.A. er der flere hjem som har fjernsyn end der har træk og slip!

Hvor lang tid tilbringer folk så foran fjernsynet? I mange lande bruger de voksne flere timer til at se fjernsyn end til nogen anden aktivitet, undtagen det at sove og arbejde. Det oplyses for eksempel at en gennemsnitshusmoder i Japan ser fjernsyn over fem timer om dagen. En gennemsnitsfamilie i Amerika ser fjernsyn mere end seks timer om dagen.a Og næsten alle vegne tilbringer børnene mere tid foran fjernsynet end de voksne.

En meget stærk faktor

Alle disse timer foran fjernsynet sætter deres spor. Man kan roligt sige at ingen anden faktor på så kort tid har øvet så stærk indflydelse på så mange mennesker. På blot 30 år har fjernsynet haft en helt enorm virkning inden for familieliv, underholdning, uddannelse, politik, reklame, sport og nyhedsformidling samt på mange andre felter.

En del føler sig stærkt knyttet til deres TV-apparat. En kvinde sagde, da hendes apparat gik i stykker: „Det er som at miste et kært familiemedlem.“ Nogle indrømmer at de ligefrem er „fjernsynsnarkomaner“ der må have „et dagligt skud“ for at klare sig, ligesom narkomanen må have sine stoffer. En mand fortæller: „Jeg slog mig på fjernsynet ligesom en alkoholiker slår sig på flasken; jeg var afhængig.“ Han så fjernsyn i dagevis, en enkelt gang endda fire døgn i træk, uden ret meget søvn ind imellem.

Et argentinsk blad var åbenbart ikke langt fra sandheden da det bragte en karikaturtegning af en familie på tre, liggende på knæ med ansigtet mod jorden foran et TV-apparat, med hænderne tilbedende op imod det.

Hvilken form for påvirkning?

På grund af den stærke påvirkning fjernsynet øver, hævder nogle at det er skyld i mange af denne verdens onder. I en lederartikel i Seattle-bladet Post-Intelligencer skrev William Shannon: „Hvis vi ikke er så lykkelige, så sikre, så intelligente som vi var for 30 år siden, skyldes det først og fremmest en generations fjernsynskiggeri.“

I bogen The Plug-in Drug påstår forfatteren Marie Winn at fjernsynet må bære en væsentlig del af skylden for at læse- og skrivefærdigheden er dalet stærkt, at familielivet er gået i opløsning, at narkokulturen er opstået, at en ny slægt af ryggesløse ungdomsforbrydere er dukket op, og at en hel generation af børn lider af direkte sindsuligevægt.

En familiefader i De forenede Stater forklarer: „Jeg er gammel nok til at huske dengang familier eller børn ikke havde fjernsyn. Jeg tror at fjernsynet er noget af det der har ødelagt mest i vore dages familieliv. Skadens omfang ses nu tydeligere og tydeligere.“

I Japan siger Kimiko Takisawa, der er med i ledelsen af Samfundet for Ansvarligt Fjernsyn, at fjernsynet har „medført vor kulturelle ødelæggelse“. Og Melbourne-avisen Sun (Australien) skriver: „Fjernsynskiggeri kan have samme virkning som en alvorlig hjerneskade.“

Hvor meget sandt er der i alt dette? Er fjernsynet skyld i mange af de onder vi trækkes med i dag? Kan det også være til gavn for os? Har det sin berettigelse?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 3]

Nogle indrømmer at de er „fjernsynsnarkomaner“ der må have „et dagligt skud“ for at klare sig.