Har fjernsynet forandret dig?

FJERNSYNET er blevet kaldt „et vindue til verden“. I bogen Tube of Plenty — The Evolution of American Television bemærker forfatteren Erik Barnouw at fjernsynet i begyndelsen af 1960’erne „for de fleste var blevet et vindue til verden. Det man så, lod til at være hele verden. Man troede at det man så var sandt og ufejlbarligt.“

Et vindue kan imidlertid ikke selv vælge hvilken udsigt det vil vise; det kan ikke bestemme lysforholdene eller synsvinklen; det kan heller ikke pludselig forandre udsigten blot for at holde ens interesse fangen. Men dét kan fjernsynet. Sådanne virkemidler er på dramatisk vis med til at påvirke ens følelser og de konklusioner man drager vedrørende det man ser. Men disse virkemidler kontrolleres af de mennesker der producerer fjernsynsprogrammerne. Selv de mest saglige nyhedsudsendelser og dokumentarfilm manipulerer med sandheden, hvor utilsigtet dette end måtte være.a

En mesterforfører

Som oftest forsøger tv-folk imidlertid helt bevidst at påvirke seerne. I reklamer, for eksempel, har de praktisk talt frie hænder til at bruge ethvert tænkeligt virkemiddel for at lokke folk til at købe en bestemt vare. Farver. Musik. Smukke mennesker. Erotik. Storslåede scenerier. Deres repertoire spænder vidt, og de udnytter det mesterligt.

En tidligere reklamemand har skrevet følgende om sine 15 år i reklameverdenen: „Jeg har lært at det er muligt at tale direkte til menneskers sind gennem medier [for eksempel tv]. Som en tryllekunstner fra en anden verden kan man efterlade indtryk der kan få folk til at gøre ting de normalt aldrig ville drømme om at gøre.“

At fjernsynsmediet udøver en sådan kolossal magt over mennesker stod klart allerede i 50’erne. Efter at et kosmetikfirma med en omsætning på 50.000 dollars om året begyndte at sende reklamer for læbestifter i amerikansk fjernsyn, steg salget i løbet af to år markant til 4.500.000 dollars årligt! Da en bank havde bragt en reklame i et tv-program der især blev set af kvinder, steg indlånene med 15.000.000 dollars.

I dag ser amerikanerne gennemsnitlig over 32.000 reklamer om året — reklamer der spiller på følelserne. Mark Crispin Miller har skrevet følgende i bogen Boxed In — The Culture of TV: „Det er sandt at vi påvirkes af det vi ser. Hverdagens reklamer præger os uophørligt.“ Han siger at denne manipulation „er farlig fordi den ofte er vanskelig at opdage og derfor vil lykkes indtil vi lærer at gennemskue den“.

Men tv sælger andet end læbestifter, politiske synspunkter og kultur. Det sælger også moral — eller mangelen på samme.

Tv og moral

Det er de færreste der vil blive forbavsede over at høre at der i stigende grad vises seksuelle handlinger i amerikansk tv. En undersøgelse som i 1989 blev offentliggjort i bladet Journalism Quarterly viste at der i 66 timers udsendelser i den bedste sendetid forekom i alt 722 scener med enten direkte eller indirekte hentydninger til seksuel adfærd, eller åbenlyse skildringer. Eksemplerne varierede fra erotiske kærtegn til samleje, masturbation, homoseksualitet og incest. Der blev gennemsnitlig vist hen ved 11 scener af den art hver time!

Det er ikke kun i De Forenede Stater at dette gør sig gældende. I franske tv-film forekommer der udførlige skildringer af sadisme. I italiensk fjernsyn vises der striptease. Spansk tv bringer midnatsfilm der er præget af vold og sex. Og sådan kunne man blive ved.

Vold udgør en anden form for umoralitet på fjernsyn. I De Forenede Stater roste en tv-anmelder ved bladet Time for nylig den „pragtfuldt uhyggelige humor“ i en serie skrækfilm. Serien indeholdt scener hvor mennesker blev halshugget, lemlæstet, spiddet, eller besat af dæmoner. Det er selvfølgelig ikke al tv-vold der er så makaber, og den bliver derfor lettere accepteret. Da man for nylig viste vestlige tv-programmer i en afsidesliggende landsby i Elfenbenskysten i Vestafrika, kunne en desorienteret gammel mand ikke lade være med at spørge: „Hvorfor dolker, skyder og slår de hvide altid hinanden?“

Svaret er selvfølgelig at tv-producenterne og sponsorerne gerne vil give seerne det de ønsker at se. Og vold skaffer seere. Det samme gør sex. Derfor bliver der vist en god portion af begge dele. I begyndelsen sørger man dog for at der ikke bliver vist for meget, hvilket kunne frastøde seerne. Som Donna McCrohan har skrevet i Prime Time, Our Time: „De fleste af de populære serier går så langt de kan med hensyn til dårligt sprog, sex, vold og emnevalg; når de har nået tærskelen overskrider de den. Resultatet bliver at seerne sænker deres tærskel for hvad de vil acceptere.“

Engang anså man det for eksempel ikke for passende at vise homoseksualitet i fjernsynet. Men da først seerne blev vant til det, var de parate til at acceptere mere. En fransk journalist har sagt: „Ingen producer i dag ville nogen sinde vove at fremstille homoseksualitet som en afvigelse . . . Det er snarere samfundet og dets intolerance der anses for at være aparte.“ På amerikansk kabel-tv var der i 1990 premiere på en ’homoseksuel sæbeopera’ i 11 byer. Serien indeholdt scener hvor mænd var i seng sammen. Seriens producer har til bladet Newsweek sagt at sådanne scener var udtænkt af homoseksuelle med det formål at „gøre publikum mindre følsomme og få folk til at forstå at vi er ligesom alle andre“.

Fantasi kontra virkelighed

Initiativtagerne til en undersøgelse offentliggjort i Journalism Quarterly har bemærket at eftersom tv næsten aldrig viser konsekvenserne af tilfældige kønslige forhold, grænser dets „konstante bombardement med seksuelt ophidsende billeder“ til misinformation. De citerede en anden undersøgelse der viser at fjernsynets sæbeoperaer først og fremmest bibringer folk den forestilling at sex er for ugifte og at ingen får sygdomme af det.

Men er det sådan det forholder sig? Kan man dyrke sex uden for ægteskabet uden at det fører til uønskede graviditeter eller seksuelt overførte sygdomme? Kan man være homoseksuel eller biseksuel uden at risikere at pådrage sig AIDS? Eller hvad med film fyldt med vold og grov legemsbeskadigelse hvor heltene altid sejrer og skurkene ydmyges — mærkeligt nok uden at nogen af dem får mén? Fjernsynet skaber en verden hvor handlinger ikke har konsekvenser. Samvittighedens lov og begreber som moral og selvbeherskelse erstattes af loven om at man skal tilfredsstilles her og nu.

Det er tydeligt at fjernsynet ikke er „et vindue til verden“ — i hvert fald ikke til den virkelige verden. En nylig udkommet bog om tv bærer titlen The Unreality Industry (Illusionens erhverv). Forfatterne hævder at tv er „blevet en af de mægtigste kræfter i vort liv. Følgen er at fjernsynet ikke blot definerer hvad der er virkeligt, men, hvad der er langt vigtigere og langt mere foruroligende, udvisker den klare skillelinje mellem virkelighed og fantasi.“

For dem som mener at de er upåvirkelige af fjernsynet, lyder dette måske som en overdrivelse. ’Jeg tror skam ikke på alt hvad jeg ser,’ indvender de. Sandt nok tror vi måske ikke på alt hvad der vises i fjernsynet. Men eksperterne advarer om at denne skepsis måske ikke beskytter os mod den underfundige måde hvorpå fjernsynet spiller på vore følelser. Som en skribent har sagt: „Et af fjernsynets bedste tricks er at det aldrig vil indrømme hvor stor indflydelse det øver på vore psykiske mekanismer.“

Et indflydelsesrigt apparat

Ifølge 1990 Britannica Book of the Year ser amerikanerne gennemsnitlig fjernsyn syv timer og to minutter hver dag. I Danmark ser personer over 13 år gennemsnitlig fjernsyn i 11-12 timer om ugen. Det bliver til fem år gennem hele livet! Hvordan kan så meget fjernsynskiggeri undgå at påvirke mennesker?

Det er derfor ikke overraskende at læse at nogle har svært ved at skelne det de ser på tv fra virkeligheden. I en undersøgelse foretaget af det engelske tidsskrift Media, Culture and Society fandt man frem til at fjernsynet i høj grad får nogle til at anlægge „et afvigende syn på den virkelige verden“; de lulles ind i den tro at deres forestilling om hvordan virkeligheden skal se ud, faktisk er virkeligheden. Andre undersøgelser, blandt andet dem der er foretaget af Det Amerikanske Nationalinstitut for Mentalhygiejne, synes at bekræfte disse forskningsresultater.

Hvis fjernsynet øver indflydelse på folks opfattelse af virkeligheden, hvordan kan det da undgå at øve indflydelse på folks liv og handlinger? Donna McCrohan skriver i Prime Time, Our Time: „Når en populær tv-serie bryder tabuer eller sprogbarrierer, føler vi at vi kan gøre det samme. Vi påvirkes også når . . . promiskuitet er normen eller når en hårdkogt filmstjerne omtaler sin brug af kondomer. Fjernsynet er i alle forhold et spejlbillede af hvem vi kan lade os overbevise om at vi er, og derfor i det store og hele udvikler os til.“

Samtidig med fjernsynets udbredelse er der sket en stigning i umoraliteten og volden. Er dette et tilfælde? Næppe. En undersøgelse har vist at kriminaliteten og volden i tre lande steg umiddelbart efter at fjernsynet havde gjort sin entré i hvert af disse lande. I lande hvor fjernsynet var blevet indført på et tidligere tidspunkt, var også kriminaliteten steget tidligere.

Overraskende nok er det ikke nær så afslappende at se fjernsyn som mange tror. Undersøgelser af 1200 fritidsbeskæftigelser foretaget over en 13-årig periode, viste at fjernsynskiggeri var det der mindst af alt fik folk til at slappe af. Det gjorde tværtimod seerne passive, anspændte og ude af stand til at koncentrere sig. Og så de fjernsyn i længere tid ad gangen, gik det ud over deres humør. Læsning gjorde derimod folk mere afslappede, i bedre humør foruden at de blev bedre i stand til at koncentrere sig.

Men som den tidsrøver fjernsynet er, kan det let skubbe bøgerne ud af billedet. Da fjernsynet kom til New York mærkede bibliotekerne hurtigt en nedgang i udlånet af bøger. Dermed være ikke sagt at folk er holdt op med at læse. Men det siges at folk i dag læser med mindre tålmodighed, at de hurtigt mister koncentrationen hvis ikke de bliver bombarderet med iøjnefaldende billeder. Det er ikke sikkert at sådanne iagttagelser kan bekræftes af statistiske undersøgelser. Men hvordan kan man opdyrke selvdisciplin og undgå at blive overfladisk hvis man er afhængig af og vænnet til en uafbrudt strøm af tv-underholdning, der udelukkende er fremstillet til, sekund for sekund, at holde selv den mest utålmodige seers opmærksomhed fangen?

Børn og tv

Hvis man har børn er det især vigtigt at være opmærksom på den påvirkning fjernsynet øver. Uanset i hvor høj grad fjernsynet påvirker voksne, er det logisk at antage at det øver en endnu større påvirkning på børn. De er nemlig mere tilbøjelige til at tro på den fantasiverden de ser på tv-skærmen. Den tyske avis Rheinischer Merkur/Christ und Welt citerer en nylig undersøgelse der viser at børn ofte er „ude af stand til at skelne virkeligheden fra det de ser på skærmen. De overfører det de ser i fantasiverdenen til virkelighedens verden.“

Årtiers forskning og mere end 3000 videnskabelige undersøgelser har påvist at voldelige fjernsynsfilm har en negativ effekt på børn og teenagere. Ansete organisationer som Det Amerikanske Akademi for Pædiatri, USA’s Nationale Institut for Mentalhygiejne og Den Amerikanske Lægeforening er alle enige om at tv-vold resulterer i aggressiv og asocial adfærd hos børn.

Undersøgelser har vist andre foruroligende resultater. For eksempel er fedme hos børn blevet kædet sammen med overdrevet fjernsynskiggeri. Det skyldes tilsyneladende to ting: (1) Passive timer foran tv erstatter aktive timer med leg; (2) fjernsynsreklamer er gode til at sælge børn fedtholdig junkfood med ringe næringsværdi. Andre undersøgelser synes at vise at børn der ser store mængder tv klarer sig dårligt i skolen. Tidsskriftet Time skrev for nylig at mange psykiatere og lærere er nået frem til den ganske vist kontroversielle konklusion at tv er skyld i at børn generelt er blevet dårligere til at læse og i det hele taget klarer sig mindre godt i skolen.

Desuden er den tid der bruges på tv en kritisk faktor. Når et ungt menneske i USA går ud af highschool, har vedkommende tilbragt 17.000 timer foran fjernsynet og 11.000 timer i skolen. For mange børn er det at se tv blevet den største fritidsbeskæftigelse hvis ikke den største beskæftigelse i det hele taget. I bogen The National PTA Talks to Parents: How to Get the Best Education for Your Child hedder det at halvdelen af alle tiårige tilbringer fire minutter om dagen med at læse derhjemme, men 130 minutter med at se fjernsyn.

Det er sikkert de færreste der vil hævde at fjernsynet ikke udgør en reel fare for både børn og voksne. Men hvad skal man gøre? Bør forældre forbyde deres børn at se fjernsyn? Bør folk i almindelighed beskytte sig mod fjernsynets indflydelse ved enten at skille sig af med det eller gemme det bort i pulterkammeret?

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 7]

„Hvorfor dolker, skyder og slår de hvide altid hinanden?“

[Illustration på side 9]

Sluk for fjernsynet og læs en bog