Gæst i Paris

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I FRANKRIG

LAD os forestille os et ægtepar som vi kalder Jan og Lene. De har i månedsvis planlagt deres rejse til Paris. Jan er meget interesseret i sprog og glæder sig til at bruge sit franske, som han har genopfrisket i rejsens anledning. Lene, tænker vi os, går meget op i historie og er ivrig efter at besøge en by med så mange historiske minder.

Både Jan og Lene er samtidig flittige bibellæsere. De vil begge to gerne opleve sådanne almindelige Paris-attraktioner som at tage op i Eiffeltårnet, at nyde en sejltur på Seinen med en bateau-mouche, at spadsere en tur ad Champs-Élysées eller at kigge over skulderen på en kunstner der sidder og maler på Montmartres Place du Tertre. Samtidig er de besluttede på at se i det mindste nogle af de mange ting i byen der har tilknytning til Bibelen og den religiøse historie. Det er derfor med spændt forventning de ankommer til byen og tager ind på deres hotel.

Venlige råd på afdelingskontoret

Veludhvilede næste morgen bestemmer Jan og Lene sig til at de først vil aflægge et besøg på Jehovas Vidners afdelingskontor. De bliver vist rundt på kontoret og betelhjemmet, men får at vide at trykkeriet, bladafdelingen og forsendelsesafdelingen ligger i Louviers/Incarville (i Normandiet), omkring 105 kilometer vest for Paris. De planlægger at leje en bil for at se resten af afdelingskontoret efter nogle dage i Paris.

Lige nu vil de gerne vide hvad der kan interessere bibellæseren i Paris og den nærmeste omegn. „Først og fremmest er der Louvre,“ svarer deres betelguide. „Men eftersom det er lørdag i dag og der er gratis adgang til Louvre om søndagen, foreslår jeg at I besøger nogle andre interessante steder i dag.“

Latinerkvarteret

Efter at have fået nogle forslag, tager de først til latinerkvarteret, det parisiske studenterkvarter. For at komme dertil tager de bus nr. 72 fra Porte-de-Saint-Cloud til Place du Châtelet, en fængslende tur langs Seinens højre bred. Derfra går de over broen Pont-au-Change til Cité-øen, hvor den gallisk-romerske by Lutetia lå. De fortsætter ad broen Pont-Saint-Michel til Seinens venstre bred og videre ad Boulevard Saint Michel indtil de på venstre hånd har Cluny-museet, der delvis er indrettet i resterne af de romerske termer, det vil sige offentlige bade.

Nede i en krypt fanges deres interesse af nogle stenblokke (betegnet som „Pilier des Nautes“ på fransk) fra et gallisk-romersk alter der bærer navnene på adskillige hedenske guder og en inskription der fortæller at alteret blev bygget „da Tiberius var kejser“, det vil sige dengang Jesus var på jorden. „Hej Lene, se hvad der står her.“ Jan oversætter for hende og forklarer at det hedenske alter blev fundet i 1711 under koret i Notre-Dame-kirken. „Tænk dig,“ udbryder han, „den mest kendte katolske kirke i Frankrig er bygget over resterne af et hedensk tempel! Meget betegnende, hvad?“

I samme krypt betragter Jan og Lene de sønderslåede stenhoveder der forestiller Judas konger, alt hvad der er tilbage af 28 statuer som de franske revolutionære i 1793 styrtede ned fra Notre-Dames facade i den tro at det var statuer af franske konger. Disse stenhoveder fra 1200-tallet, der uden tvivl blev begravet med ære af en monarkist, blev fundet under en parisisk gårdsplads så sent som i april 1977. „Det må jeg sige!“ udbryder Lene. „Det viser sandelig hvad folk kan finde på at gøre når de rigtig bliver vrede på kirkesystemerne!“

Huguenot-museet

Efter en hurtig frokost på en lille restaurant spadserer Jan og Lene hen til den imponerende Place du Panthéon, hvor de tager bus nr. 84 til rue des Saints-Pères. I nr. 54 finder de, inde over gården, det løjerlige lille bibliotek og museum for den franske protestantisme (åbent fra kl. 14 til 18 tirsdag til lørdag; fra 1. august til 15. september kun tirsdag). I glasmontrerne til højre fascineres de af et eksemplar fra 1520 af Luthers værk De captivitate babylonica ecclesiae praeludium (Om kirkens babyloniske fangenskab. Et forspil), et eksemplar (på fransk) fra 1523 af hans skrift Du mauvais usage de la Messe (Om den urette brug af messen) og et eksemplar fra 1561 af Calvins såkaldte kristne troslære, i engelsk oversættelse, Institutes of the Christian Religion. Alle tre bøger var vigtige værker som kraftigt bidrog til gennemførelsen af den protestantiske reformation. Jan og Lene betragter også nogle meget gamle protestantiske bibler på fransk der er udstillet her.

I den anden side af lokalet finder de i en montre forskellige genstande og nogle prædikensamlinger som huguenotterne brugte da de blev tvunget under jorden på grund af de forfølgelser de blev udsat for i 1600- og 1700-tallet. Tilbage ved indgangen prøver Jan sit franske på de historiske dokumenter og opslag der forbyder alle ikke-katolske religiøse møder i Frankrig. Lene gyser idet han oversætter disse skændige bestemmelser. Hun begynder så småt at forstå hvorfor huguenotterne bestemte sig til at flygte fra Frankrig.

Befriede over at være kommet ud i den friske luft igen spadserer Jan og Lene ned ad rue des Saints-Pères til Seinen, hvor det smukke syn af Louvre møder dem på den anden side af floden. De drejer til højre og går i hyggetempo langs kajen, forbi bygningen hvor Det franske Akademi har sæde og forbi de så karakteristiske bogkasser hvor de såkaldte bouquinistes sidder og venter på kunder til deres antikvariske bøger — indtil de når frem til broen der fører over til Notre-Dame.

Notre-Dame

De standser op foran den gotiske katedral fra 1100-tallet og betragter portalen i midten, hvor man ser en skildring af hvordan sjælene bliver vejet ved „dommen på den yderste dag“. „Når man har set det,“ bemærker Jan, „fatter jeg ikke hvordan nogen katolik kan benægte at hans kirke lærer at de fordømte bliver pint bogstaveligt i helvede.“

Lene kalder på Jan for at han skal se den venstre portal, „Jomfruens portal“. Hun peger på den scene der er skulptureret over indgangen, hvor man ser Maria blive kronet af en engel mens Kristus rækker hende et scepter, og så siger hun tørt: „Nu får de hende sandelig fremstillet som himmelens dronning!“ „Det må du nok sige,“ svarer Jan, „det passer fint sammen det hele. Notre-dame betyder ’Vor frue’. Hele kirken er viet til dyrkelsen af himmelens dronning. Og den katolske Jerusalem-bibel [Jeremias 7:18, fodnotena] siger endda at himmelens dronning er den samme som gudinden Isjtar, den hedenske frugtbarhedsgudinde.“

Til venstre for kirken følger de rue du Cloître-Notre-Dame og finder nr. 10, hvor museet Notre-Dame-de-Paris ligger (kun åbent lørdag og søndag fra kl. 14.30 til 18.00). Dette lille museum er et besøg værd, om ikke for andet, så blot for at se hvad der ligger i en glasmontre til højre for gangen mellem de to inderste rum — nemlig afdøde kardinal Verdiers „røde hat“ og en notits om at kardinalerne modtager den røde hat af paven som et symbol på at de skal optræde uforfærdet, ja være „rede til at udgyde blod“, for at fremme den romersk-katolske kirkes interesser.

Af forskellige dokumenter der er udstillet i glasmontrer eller hænger på væggene i det inderste lokale fremgår det på den ene side at præsteskabet samarbejdede med monarkiet og derefter med Napoleon, og på den anden side hvordan det gik præsteskabet og kirkens ejendom under den franske revolution. „Det giver os en idé om hvad der kunne ske når profetierne i Åbenbaringen, kapitel 17 og 18, opfyldes på den falske religion,“ bemærker Lene, idet hun og Jan begiver sig hjem til deres hotel, trætte men glade for alt det de har oplevet.

Louvre, Versailles og Saint-Germain-en-Laye

Næste dag, søndag, bestemmer Jan og Lene sig til at gå på Louvre. De tager metroen og stiger ud på Louvre station, der i sig selv er noget af et kunstnerisk mesterværk. Louvre åbner klokken 10, og de tilbringer formiddagen i afdelingen for orientalsk antik kunst, og eftermiddagen i afdelingen for ægyptisk antik kunst. Med Bibelen i hånden følger de den rundgang der er beskrevet her i bladet på side 19 og 20.

Om mandagen lejer vore bibelinteresserede venner en bil og tilbringer formiddagen i Versailles. Lene, der er temmelig godt inde i Frankrigs historie, er særlig ivrig efter at se slottet, som er et symbol på kongelig luksus og samtidig stedet hvor den franske republik fødtes. Jan, der ikke går så meget op i kongeslotte, bliver alligevel interesseret da han får øje på et tetragram (de fire hebraiske bogstaver der udgør Guds navn Jehova eller Jahve) over alteret i slotskapellet. Og mens Lene beundrer den 75 meter lange spejlsal, minder han hende om at det var her man den 28. juni 1919 undertegnede den fredstraktat der førte til oprettelsen af Folkeforbundet (der blev efterfulgt af De forenede Nationer). Lene er imponeret; hun tænker på at De forenede Nationer synes at skulle spille en vigtig rolle i den nutidige opfyldelse af Bibelens profetier.

Få kilometer fra Versailles ligger Saint-Germain-en-Laye, med et nydeligt slot som rummer et meget velordnet museum med interessante oldsager fra den gallisk-romerske tid (åbent kl. 9.45-12.00 og kl. 13.30-17.00 hver dag undtagen tirsdag). Jan og Lene går direkte til sal IX. De slår op i Bibelen og læser Lukas 19:43, 44. En lille model der bygger på arkæologiske fund viser hvordan romerne belejrede gallerne i Alesia i år 52 f.v.t., idet de benyttede „en skanse af spidse pæle“, ligesom da de belejrede Jerusalem 121 år senere, i år 70 e.v.t. Ovenpå, i sal X, finder Jan og Lene i montre 1 et bevis på at gallerne dyrkede en treenighed af guder længe før kristenhedens kirkemøde i Nikæa antog opfattelsen at en treenig gud i år 325 e.v.t. I sal XI ser de til deres forbavselse at det samme gælder mariadyrkelsen. Flere statuer (for eksempel i montre 9) af galliske modergudinder med barn minder dem om de mange billeder og statuer af „madonnaen og barnet“ de har set i kristenhedens kirker.

Resten af afdelingskontoret

Efter tre dages forskning i fortiden bestemmer Jan og Lene sig til at vende tilbage til nutidens kristendom. De tager ud til de to betelannekser i Louviers (2, rue des Entrepôts) og det nærliggende Incarville (8-bis, rue de la Forét).

I den ene bygning trykkes Vagttårnet og Vågn op! på adskillige sprog. Den anden bygning blev indviet i maj 1978. Foruden kontorer, beboelse og en rigssal med 200 siddepladser får de her forevist forsendelsesafdelingen, som forsyner Jehovas Vidners 1192 menigheder i Frankrig med bibler og bibelsk læsestof.

Efter en interessant rundvisning takker de og hilser af med deres betelguide og sætter kursen mod Paris — forvissede om at der venter dem flere spændende dage i den franske hovedstad.

[Fodnote]

[Illustration på side 16]

Paris har mere at byde på end vin, kabaretter og Eiffeltårnet