Huguenotternes flugt til friheden

„Af Kongen og Dronningen gøres det vitterligt . . . at alle franske protestanter som selv rejser til dette vort rige og søger tilflugt her, ikke alene skal nyde vor kongelige beskyttelse . . . Vi vil desuden bestræbe os for på enhver måde og med alle til rådighed stående midler at hjælpe, støtte og bistå dem . . . så deres ophold i dette land kan være så behageligt og let for dem som muligt.“

SÅDAN lyder bekendtgørelsen af 1689 fra Vilhelm III af Oranien og Marie, Englands daværende konge og dronning. Men hvorfor måtte franske protestanter, eller huguenotterne som de blev kaldt, søge tilflugt og beskyttelse uden for Frankrig? Og kan deres flugt fra Frankrig for omkring 300 år siden være af interesse for os i dag?

Det sekstende århundredes Europa var hjemsøgt af krige og stridigheder som blandt andet havde deres rod i religiøse tilhørsforhold. Frankrig med sine religionskrige (1562-1598) mellem katolikker og protestanter gik heller ikke fri. I 1598 underskrev den franske konge Henrik IV imidlertid et toleranceedikt, Nantesediktet, som gav de protestantiske huguenotter en vis religiøs frihed. Denne juridiske anerkendelse af to religioner var noget enestående i Europa. Den gjorde for en tid ende på de religiøse omvæltninger der havde præget det 16. århundredes Frankrig i mere end 30 år.

Skønt Nantesediktet skulle være „evigt og uigenkaldeligt“, blev det alligevel tilbagekaldt i 1685 med ediktet i Fontainebleau. Den franske filosof Voltaire beskrev senere denne tilbagekaldelse som „en af de store ulykker der har ramt Frankrig“. En af de umiddelbare følger var at den fik omkring 200.000 huguenotter til at flygte til andre lande, og hertil kom følgerne på længere sigt. Men hvorfor blev Nantesediktet, som gik ind for religiøs tolerance, ophævet?

Modstået fra begyndelsen

Selv om Nantesediktet officielt gjaldt i næsten 90 år, var det ifølge en historiker allerede „døende da det blev aflivet i 1685“. Det hvilede ikke på nogen sikker grundvold. Lige fra begyndelsen bidrog det til en „kold krig“ mellem den katolske gejstlighed og „R.P.R.“, den protestantisk-reformerte religion. Fra det blev udstedt i 1598 indtil omkring 1630, kom modstanden mod Nantesediktet til udtryk i offentlige debatter mellem protestanter og katolikker og i udgivelsen af religiøse stridsskrifter. Men intolerancen havde mange ansigter.

Efter at have bekriget protestanterne fra 1621 til 1629 søgte den franske regering at tvinge dem ind i den katolske fold ved en række undertrykkende forholdsregler. Denne chikanering intensiveredes under Ludvig XIV, „Solkongen“. Hans forfølgelsespolitik førte til at Nantesediktet blev ophævet.

Stramningen

Som en del af stramningen blev protestanternes borgerlige rettigheder lidt efter lidt frataget dem. Mellem 1657 og 1685 blev hen ved 300 vedtægter — som regel foreslået af gejstlige — indført mod huguenotterne. Disse vedtægter var rettet mod enhver side af deres liv. For eksempel blev der forment dem adgang til en lang række beskæftigelser. Det blev blandt andet forbudt dem at være læger, jurister og endda jordemødre. Ræsonnementet i forbindelse med jordemødrenes arbejde var, sådan som en historiker gengiver det: „Hvordan kunne man betro sit liv til en kætter hvis mål var at omstyrte den bestående [religiøs-politiske] ordning?“

Grebet strammedes yderligere i 1677. Enhver huguenot der blev grebet i at omvende en katolik, skulle idømmes en bøde på et tusind franske pund. Statsmidler indkommet ved ublu skatter blev brugt til at få huguenotter til at omvende sig. I 1675 skænkede en katolsk præsteforsamling kong Ludvig XIV en gave på 4,5 millioner franske pund. Men der var knyttet en betingelse til: „Nu må De til gengæld vise Deres taknemmelighed ved at bruge Deres myndighed til at udrydde kætteriet fuldstændigt.“ Ved hjælp af denne strategi lykkedes det i løbet af tre år at få omkring 10.000 til at omvende sig til katolicismen.

I 1663 blev det ulovligt at gå over til protestantismen. Desuden var der sat begrænsninger for hvor huguenotterne måtte bo. En ekstrem foranstaltning var den at børn i en alder af syv år kunne blive katolikker mod deres forældres ønske. Samtidig var protestantiske forældre forpligtede til at betale for den skoleuddannelse deres børn fik af jesuitiske eller andre katolske lærere.

Et andet våben der blev taget i anvendelse mod huguenotterne, var den katolske organisation Compagnie du Saint-Sacrement (Det Hellige Sakramentes Selskab), der virkede i det skjulte. Ifølge historikeren Janine Garrisson dannede dette selskab „et uhyre netværk“ som dækkede hele Frankrig. Da det rekrutterede sine medlemmer fra samfundets øverste lag, skortede det hverken på økonomiske midler eller hemmelige oplysninger. Det gjorde brug af mange forskellige taktiske midler: „Fra pres til obstruktion, fra manipulation til direkte anklage, brugte Selskabet ethvert middel til at svække det protestantiske samfund.“ Alligevel blev de fleste huguenotter boende i Frankrig under denne forfølgelse. Janine Garrisson bemærker: „Det er svært at forstå hvorfor protestanterne ikke forlod landet i større tal efterhånden som den fjendtlige indstilling til dem øgedes.“ Til sidst blev det dog nødvendigt for dem at flygte til friheden.

Tilbage til hvor man var før

Som følge af freden i Nijmegen i 1678 og våbenstilstanden i Ratisbon (Regensburg) i 1684 blev Ludvig XIV fri for at føre krig udadtil. I England, på den anden side af Kanalen, blev en katolik konge i februar 1685. Ludvig XIV benyttede sig af denne nye situation. Nogle få år før havde den katolske præsteforsamling i Frankrig udsendt De Fire Galliske Artikler, som begrænsede pavens magt og fik pave Innocens XI til at „betragte Kirken i Frankrig som en næsten skismatisk kirke“. Ved at ophæve Nantesediktet kunne Ludvig XIV følgelig forbedre sit plettede rygte og genoprette det normale forhold til paven.

Kongens politik over for protestanterne blev nu umiskendeligt klar. Den lempelige metode (overtalelse og lovgivning) havde åbenbart ikke virket. Det havde derimod den senere tids forfølgelse ved hjælp af dragonader.a I 1685 underskrev Ludvig XIV derfor Fontainebleauediktet, som ophævede Nantesediktet. Den voldsomme forfølgelse der blev resultatet, stillede huguenotterne endnu værre end før Nantesediktets indførelse. Hvad ville de nu gøre?

Skjule sig, kæmpe eller flygte?

Nogle huguenotter valgte at holde gudstjeneste i det skjulte. Efter at deres mødesteder var ødelagt og de ikke måtte holde offentlige gudstjenester, var de henvist til at holde møder „under jorden“. Det gjorde de til trods for at prædikanten risikerede at blive dømt til døden ifølge en lov der blev vedtaget i juli 1686. Nogle huguenotter afsvor deres tro i den hensigt senere at omvende sig igen. De der således vendte tilbage til den katolske tro, praktiserede kun en overfladisk katolicisme, som kom til at præge de senere generationer.

Regeringen prøvede at konsolidere omvendelserne. For at få arbejde måtte de nyomvendte fremlægge et bevis underskrevet af sognepræsten, som førte kontrol med hvor ofte de kom i kirken og deltog i messen. Hvis børnene ikke blev døbt og opdraget som katolikker, kunne de tages fra forældrene. Skoler skulle fremme den religiøse opdragelse, og man lod fremstille katolske lærebøger til „Bogens [Bibelens] folk“, som protestanterne blev kaldt. Regeringen lod trykke over én million bøger og sendte dem til områder hvor mange havde omvendt sig. Hvis en der var syg, nægtede at modtage den sidste olie og derefter blev rask, tog man det drastiske skridt at dømme vedkommende til fængsel eller til galejerne på livstid. Og når den formastelige senere døde, blev liget kastet ud som affald og de personlige ejendele konfiskeret.

Nogle huguenotter tyede til væbnet modstand. I Cevennerne, der var kendt som et stærkt religiøst område, rejste huguenotter kaldet camisarder sig til oprør i 1702. Som svar på camisardernes baghold og natlige angreb nedbrændte regeringstropper landsbyer. Sporadiske angreb fra huguenotternes side fortsatte i nogen tid, men omkring 1710 havde Ludvig XIV’s hær nedkæmpet camisarderne.

En anden måde hvorpå huguenotterne reagerede, var ved at flygte ud af landet. Denne emigration er blevet kaldt en veritabel diaspora. De fleste huguenotter ejede intet når de rejste, for staten havde konfiskeret deres ejendele, hvoraf den katolske kirke havde fået sin part. Det var derfor ikke let for dem at flygte. Desuden tog den franske regering hurtigt sine forholdsregler. Den holdt øje med grænserne og gennemsøgte skibene. Pirater udplyndrede skibe der forlod Frankrig, for der var belønning at hente for at fange flygtninge. Huguenotter som blev grebet i at flygte, kunne vente en hård straf. Situationen forværredes yderligere ved at der rundt omkring fandtes spioner som prøvede at få fat i navnene på dem der havde planer om at flygte, og at finde ud af hvilken vej de ville tage. Opsnappede breve, falske papirer og intriger hørte til dagens orden.

Et velkomment tilflugtssted

Huguenotterne flygtede til England, Holland, Schweiz og Tyskland. Senere rejste nogle til Skandinavien, Amerika, Irland, Vestindien, Sydafrika og Rusland. Flere europæiske lande udstedte edikter som tilskyndede huguenotter til at bosætte sig i deres land. Blandt andet tilbød man fri naturalisation, fritagelse for at betale skat og gratis medlemskab af et håndværkerlav. Ifølge historikeren Elisabeth Labrousse var huguenotterne overvejende „unge mænd . . . foretagsomme og energiske borgere med en usædvanlig høj moral“. Da Frankrig stod på højden af sin magt, mistede det således dygtige håndværkere inden for mange fag. Ja, „ejendele, formuer og teknisk kunnen“ forsvandt ud af landet med dem. For de lande der tilbød at tage imod flygtningene, spillede de religiøse og politiske faktorer også en rolle. Men hvad var de langsigtede følger af denne udvandring?

Ophævelsen af Nantesediktet og forfølgelsen af huguenotterne udløste en negativ international reaktion. Vilhelm af Oranien udnyttede den antifranske stemning og blev Nederlandenes statschef. Ved hjælp af huguenottiske officerer blev han også konge af England i stedet for den katolske Jakob II. Historikeren Philippe Joutard forklarer at „Ludvig XIV’s fremfærd mod protestanterne var en af hovedårsagerne til Jakob II’s fald [og] dannelsen af Den Augsburgske Liga . . . [Disse] begivenheder markerer et vendepunkt i Europas historie og førte til at det franske overherredømme erstattedes af det engelske.“

Kulturelt kom huguenotterne til at øve betydelig indflydelse i Europa. De brugte deres nyfundne frihed til at skabe en litteratur der var med til at forme Oplysningstidens filosofi og tolerancens idéer. For eksempel oversatte en fransk protestant den engelske filosof John Lockes værker, der understregede tanken om menneskets naturlige rettigheder. Andre protestantiske forfattere lagde vægt på betydningen af samvittighedsfrihed. Den idé tog form at en undersåts lydighed over for herskeren er relativ og kunne tilsidesættes hvis herskeren brød den kontrakt der eksisterede mellem ham og folket. Ophævelsen af Nantesediktet var, som historikeren Charles Read siger, „en tydeligt medvirkende årsag til den franske revolution“.

Havde man lært noget?

Efter at have beskrevet de uheldige konsekvenser af forfølgelsen af huguenotterne og statens tab af så mange værdifulde undersåtter opfordrede Ludvig XIV’s militærrådgiver Marquis de Vauban kongen til at genindføre Nantesediktet idet han tilføjede: „Omvendelsen af hjerter tilhører kun Gud.“ Hvorfor tog den franske stat ikke ved lære og ændrede sin beslutning? Blandt grundene var uden tvivl kongens frygt for at det ville svække staten at indrømme denne fejltagelse, og at man fandt det formålstjenligt at lefle for den katolske modreformation og den religiøse intolerance i det 17. århundredes Frankrig.

Begivenhederne omkring ophævelsen af Nantesediktet har fået nogle til at spørge: „Hvor megen pluralisme kan et samfund tillade eller tolerere?“ Som flere historikere har gjort opmærksom på, er det ikke muligt at betragte huguenotternes historie uden at komme til at tænke på „magtens mekanismer og deres korruption“. I de samfund der i dag består af flere etniske grupper og forskelligartede religioner, er huguenotternes flugt til friheden en stærk påmindelse om hvad der sker når en kirkeinspireret politik går forud for folkets bedste interesser.

[Fodnote]

[Ramme på side 28]

Dragonaderne

Tvangsomvendelse

Nogle betragtede dragonerne som „udmærkede missionærer“, men blandt huguenotterne vakte de rædsel. I nogle tilfælde omvendte hele landsbyer sig til katolicismen når man hørte at dragonerne nærmede sig. Hvem var disse dragoner?

Dragonerne var sværtbevæbnede soldater som blev indkvarteret i huguenotternes huse for at de skulle intimidere beboerne. Denne forfølgelse ved hjælp af dragoner blev kaldt dragonader. For at gøre byrden tungere for de familier dragonerne blev indkvarteret hos, sendte man flere soldater til et hus end familiens ressourcer kunne bære. Dragonerne havde bemyndigelse til at terrorisere familiens medlemmer ved rå brutalitet, ved at berøve dem deres nattesøvn og ved at ødelægge inventaret. Hvis beboerne afsvor deres protestantiske tro, forlod dragonerne huset.

I 1681 gjorde man brug af dragonader i Poitou i den vestlige del af Frankrig, et område med en særlig stor koncentration af huguenotter. I løbet af få måneder omvendte mellem 30.000 og 35.000 sig. Samme metode blev taget i anvendelse i 1685 i andre huguenottiske enklavesamfund. I løbet af få måneder afsvor mellem 300.000 og 400.000 deres tro. Ifølge historikeren Jean Quéniart var ophævelsen af Nantesediktet nu uundgåelig som følge af den succes man havde med dragonaderne.

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris

[Illustration på side 25]

Denne bekendtgørelse af 1689 tilbød de franske protestanter et tilflugtssted i England

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The Huguenot Library, Huguenot Society of Great Britain and Ireland, London

[Illustration på side 26]

Nantesediktets ophævelse 1685 (Første side af dokumentet med tilbagekaldelsen)

[Kildeangivelse]

Documents conservés au Centre Historique des Archives nationales à Paris

[Illustration på side 26]

Mange protestantiske mødesteder blev ødelagt

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque Nationale de France, Paris