Papaya — meloner på et træ

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I BRASILIEN

I BRASILIEN kaldes de mamão. På nogle af øerne i Det caraibiske Hav er de kendt som fruta bomba. Mexicanerne omtaler dem som melon zapote, og australierne og beboerne på Sydhavsøerne som papaw. Andre foretrækker det latinske navn, Carica papaya. Men uanset under hvilket navn man kender dem, findes de kun i tropiske og i visse frostfrie subtrobiske områder, heriblandt Hawaii, Taiwan, Queensland og det sydlige Florida.

Det er saftige, melonformede frugter med visse helbredende egenskaber. De ligner i nogen grad meloner, idet de er runde eller pæreformede; de vejer op til 11 kilo hver, er 7,5 til 50 centimeter lange og vokser i klaser på 30 enkelte frugter eller flere, direkte på papayaplantens stamme.

Planten, hvoraf der er omkring 20 sorter, ligner et lille palmetræ med en krone af blade, men uden sidegrene, og den når en gennemsnitshøjde på tre til fire meter. Skønt den ligner et træ er den i virkeligheden en urteagtig plante, med en kødagtig snarere end en træagtig stamme. Nogle kalder den „gigantplanten“. Dens dybt fligede blade kan minde om figen- eller ahornblade, selv om de undertiden måler 60 centimeter i bredden og sidder på hule stilke.

Papayaplanterne når deres fulde størrelse på mindre end et år. Væksten begynder i de sorte, runde, rynkede, ærtelignende frø som befinder sig i det hule indre. Og planterne er rede til at bære frugt på en hvilken som helst tid af året. De fleste papayatræer er hunkønsplanter, der altid får en masse runde frugter. Men der findes også hankønsplanter med tvekønnede blomster, som får cylinderformede frugter på lange stilke. Planterne er levedygtige i fem år eller mere.

Selv om papayafrugterne ligner meloner i form og smag, er skindet glat. Det ændrer sig fra grønt til gult under modningsprocessen, som varer omkring ni måneder. Frugtkødet er normalt gult eller lidt over i det orange, men undertiden laksefarvet, og det er omkring 2,5 centimeter tykt. Det indeholder meget få trævler, og dets karakteristiske smag, der ikke minder om nogen anden frugts, er let sødlig, med en behagelig moskusagtig duft.

Papayafrugten smager dejligt som morgenmad eller dessert. Nogle kan lide den rå — når den er moden, naturligvis — med eller uden sukker eller citron. Mange brasilianere foretrækker den i en frugtsalat, sammen med banan, mangofrugt og ananas. Eller de tilbereder en herlig drik af den ved at blande det modne frugtkød i en blender sammen med ananas eller andre frugter. Andre foretrækker papaya som sovs; man koger den umodne frugt og tilsætter sukker og måske revet kokosnød.

Når det grønne frugtkød koges i saft er det også meget velsmagende. Nogle bruger den umodne papayafrugt som grøntsag (tilberedt som squash), fortrinsvis i sammenkogte retter. Man kan desuden bruge den i pier, i sorbet og som konfekt. Man laver også kompot af den grønne frugt, enten skåret i terninger eller revet. Eller man skærer frugten i terninger og lader den ligge i vand med lidt kalk (pakket ind i et klæde) til næste dag. Derefter skyller man terningerne og koger dem med sukker, eller brændt sukker hvis man ønsker karamelsmag. Kalken hærder terningernes yderside, så de bliver som på kandiserede frugter. Desværre er papayafrugten letfordærvelig og vanskelig at eksportere, undtagen som saft eller på dåse.

Helbredende egenskaber

Papayaplanten er undertiden blevet kaldt „medicintræet“, og det bestemt med god grund, da alt på den har en helbredende egenskab. Den hule, kødagtige stamme er rig på A-, B- og C-vitaminer, såvel som på kalk, fosfor og jern. I stammen på hunkønstræet har man fundet 1,5 procent protein og 7 til 10 procent sukker. Den mælkeagtige saft i stænglerne, bladene og den umodne frugt er et godt middel mod indvoldsorm. De små sorte frø optager desuden — og fjerner således — alle slags uønskede parasitter i indvoldene. Papayaen hjælper på fordøjelsen af proteinerne i kød, æg, mælk, bønner og lignende, og fremmer derfor bugspytkirtelens rette funktion. Desuden lindrer papayaen mavesmerter, den beskytter mod infektioner, hjælper diabetikere og gulsotpatienter, og den bliver brugt som klareringsmiddel til øl og vin.

Men hvad er det der gør papayaplanten så værdifuld som lægemiddel? Det kan ikke blot være vitaminerne og mineralsaltene. Men har du nogen sinde hørt om enzymet papain? Det er dette enzym der gør at papayaen er så enestående til at fremme fordøjelsen af proteiner. Papain findes kun i papayaplanten, og det ligner det animalske enzym pepsin. Medicinalindustrien har længe udnyttet papain. For øvrigt findes den største mængde af papain lige under skindet på den umodne frugt. Mens frugten endnu hænger på træet skærer man derfor lange flænger i skindet. Den hvide saft siver ud, ligesom når man udskiller mælkesaft af gummitræer, og opsamles i beholdere. Man skærer i frugterne hver tredje til femte dag. Alt imens de modnes bliver saftstrømmen mindre og mindre, og den standser helt når frugterne er fuldmodne. Den indtørrede saft er nu klar til forsendelse.

Hvis man bor i troperne eller besøger dem, vil man værdsætte papayaen, da det er her folk plages af parasitter, som for eksempel hageorm, der sætter sig fast i indvoldene og tyktarmen. Papain angriber og opløser den hornagtige overhud på de mest almindelige parasitter. Det er ganske uskadeligt, og det er tilmed det billigste ormemiddel i troperne. Hvis man ikke bryder sig om at spise papayafrugterne mens de endnu er grønne og noget bitre, kan man tygge og synke et stykke af bladene eller en spiseskefuld af frøene efter hvert måltid. Tanken er måske ikke så tiltalende, men det vil utvivlsomt beskytte organismen mod invaderende parasitter. Frøene har en skarp smag, noget lignende brøndkarse eller radiser.

Indtager man et tungt, proteinrigt måltid er det godt at spise en skive moden papayafrugt. Det vil afværge fordøjelsesbesvær. Skal man tilberede en middag, kan man pakke det rå kød ind i et stort papayablad og lade det ligge natten over. Man vil blive forbavset over den mørnende virkning det har haft. Husmødre og jægere i det brasilianske indland har længe praktiseret dette. Når de dræber et gammelt dyr pakker de det seje kød ind i papayablade, og næste dag er det så mørt som et ungt dyr. En gammel høne kan blive mør på samme måde, eller også ved at man gnider den med papayasaft. I mange lande mørnes kødkonserves med papain.

Men papayafrugten er gavnlig til endnu flere formål. Hvis nogen i den brasilianske familie en gang imellem lider af strubekatar, koger man nogle papayablomster i vand tilsat brændt eller brunt sukker, og lader saften dryppe af. Det bliver en god hostesaft. Mange lægger et stykke papayablad på deres sår, for at fremskynde helingen. De binder simpelt hen bladet direkte rundt om såret. Moset papayakød bruges desuden udvortes mod hudlidelser.

Nu da vi „kender“ papayafrugterne meget bedre, lad os da minde om hvor de findes. Selv om de kaldes „meloner“, vokser de ikke på klatreplanter nede ved jorden. Man skal derimod kigge op efter dem, for det er „meloner“ på et træ.