Musik fra fire strenge og en bue

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

DA DEN italienske violinvirtuos Nicolò Paganini optrådte i Wien i 1828, blev hele hovedstaden omgående betaget af hans utrolige dygtighed og teknik. Digtere skrev om hans musikalske „trylleri“. Restauranter opkaldte madretter efter ham. Bagermestre frembragte fantastiske, violinformede konditorkager. Og Paganinis billede kunne ses på alt lige fra pudderdåser og slips til piber og billardkø’er.

En violinist der spiller klassisk musik fremkalder måske ikke helt den samme begejstring hos dig. Men så kan det være at du føler dig revet med når en sigøjner lader sine sørgmodige men lidenskabelige toner lyde fra violinen. Det kan også være at du synes godt om det når spillemanden griber sin fiol og spiller gammeldags dansemusik. Men hvis du hører en der stadig er ved at øve sig på dette vanskelige instrument, tænker du måske snarere at det lyder som en kat der er ved at blive stranguleret.

En violin kan, når den spilles rigtigt, komme til at udtrykke alle mulige stemninger og følelser, næsten som den menneskelige stemme. Ja, violinen har i århundreder været til glæde for mange, og virket fængslende på mange. Ikke så få i tidens løb har viet hele deres liv til at bygge dette instrument, til at spille det, eller blot til at samle på sjældne eksemplarer af det. Hvad violinens oprindelse angår, står mange spørgsmål dog stadig ubesvarede.

Vidste du at der den dag i dag spilles på violiner som blev bygget for over 300 år siden? Og skønt man i de mellemliggende år har eksperimenteret, analyseret og beregnet, kan selv gode violiner der fremstilles i dag ikke komme på højde med, endsige overgå, de 200-300 år gamle mesterstykker i kvalitet og tone.

Violinen og dens forløbere

I sin nutidige form begyndte violinen at blive fremstillet omkring midten af det sekstende århundrede. Men mange af dens typiske kendetegn kan findes på instrumenter der blev til længe forinden.

Fra middelalderen hører man således om giger (tysk: Geige). De var forsynet med strenge som var anbragt på en hals; kassen var stærkt hvælvet, og resonansbunden kunne være oval eller pæreformet. Strengenes antal kunne variere, men i det mindste var der to eller tre, og de var ofte stemt i kvinter. (En kvint er et toneinterval på fem toner, som fra C op til G.) Mange af middelalderens strygeinstrumenter blev enten holdt ved skulderen eller lodret op fra knæet. En fidel kunne have fem strenge, og der var forskellige måder at stemme den på. Den havde ingen „bånd“ på gribebrættet. Og den kunne spilles med en bue. De muhamedanske landes rebab (eller rabab), den såkaldte rebek (som endnu kan høres i østeuropa), rottaen, som på gælisk kaldtes crowth, og den gamle græske lyre — alle disse instrumenter har noget tilfælles med violinen. Men det vides ikke med sikkerhed hvem der har forenet de forskellige træk ved instrumenterne til violinens endelige form — en form den i store træk har beholdt i omkring 400 år.

I sidste halvdel af det 16. århundrede byggede norditalienske mestre som Gasparo da Saló og Andrea Amati (grundlægger af et helt dynasti af violinbyggere), meget smukke violiner. I det 17. og 18. århundrede nåede violinbygningens kunst op til et punkt der aldrig er blevet overgået.

En stor violinbygger

Kan du forestille dig at en violin kan koste halvanden million kroner? I 1972 blev dette beløb virkelig betalt for en violin, men den var også fremstillet af mesteren Antonio Stradivari (1644-1737), der almindeligvis regnes for at være Italiens største violinbygger. Efter Nicolas Amatis død i 1684 skete der en tydelig udvikling i formen af de violiner Stradivari byggede, for Stradivari eksperimenterede hele tiden med små forbedringer i dimensioner, form og byggemåde. Hans instrumenter var fremragende stykker arbejde og besad en ganske særlig klang og kraft.

Stradivari menes at have bygget omkring 1100 instrumenter (han arbejdede lige til han døde i en alder af 93); deraf vides 540 violiner, 50 violaer og 10 celloer stadig at eksistere. Af alle disse smukke instrumenter, som er skabt til at glæde øret og endnu er i stand til at gøre det, er det kun omkring 50 der bruges i dag. De øvrige regnes sikkert for at være så kostbare eller smukke at man aldrig, eller næsten aldrig, spiller på dem; de opbevares nu i glasmontrer.

Der var også andre fremragende instrumentbyggere. Særlig kendt er Giuseppe Antonio Guarnieri (1683-1745). Kvaliteten varierer imidlertid, både blandt de forskellige violinbyggere og blandt de enkelte instrumenter bygget af samme mester. Der findes endda mere eller mindre gode stradivarius’er. Men det skal dog siges at selv en „mindre god“ stradivarius er et usædvanlig godt instrument.

Hvad er det der afgør om én violin er bedre end en anden? Det er svært at svare på. Man har gjort forsøg hvor man har bedt violinister spille på forskellige instrumenter og ladet eksperter prøve at lytte sig frem til hvilket instrument der var bygget af en sand mester. Det er sjældent dommen er faldet med fuldstændig sikkerhed. Hvilken violin der er den bedste afhænger nemlig også af violinistens egen smag, og af hvilken type musik den skal benyttes til.

Ændringer i violinens og buens form

Siden Stradivaris tid er violinens hals blevet sat lidt skråt i forhold til den øvrige del af violinen, i stedet for at være parallel med denne. Dens stemning er også blevet hævet, stolen er blevet højere, og gribebrættet længere; der er også foretaget andre mindre ændringer. Dette har givet større muligheder i fingersætningen og givet violinernes tone større klang og kraft.

Violinens bue gennemgik en rivende udvikling i begyndelsen af det 18. århundrede. Parisermesteren François Tourte (1747-1835) introducerede den konkave bue, det vil sige en bue hvor selve stokken buede ned mod hårbræmmen, og desuden fastlagde han buens standardlængde. Han opdagede at den ideelle træsort til fremstilling af buer var fernambuktræ fra Brasilien og fandt frem til reglerne for udvælgelsen af hårene til buen (150 til 250 hår fra hvide heste). Der blev også ændret andre detaljer, såsom stokkens tykkelse og placeringen af dens tyngdepunkt.

Musikere indså hurtigt betydningen af de fremskridt Tourte havde gjort, og bestillingerne strømmede ind. Det er ham der har dannet skole for fremstillingen af buer lige siden. Den dag i dag benyttes hans violinbuer. En guldindlagt Tourte-bue kan i dag være omkring 120.000 kroner værd. De buer der benyttes i dag kan i den erfarne musikers hånd med større kraft eller lethed „slå ned“ på strengene eller danse hen over dem. Der er dog visse typer musik hvor det er en fordel at anvende buer af ældre modeller.

Violinbyggeri i dag

Hvad er den vigtigste faktor ved fremstillingen af en god violin? Hvorfor kan nutidens instrumentbyggere ikke efterligne de gamle mestres violiner og måske gøre tonen endnu bedre? Mange mener at nogle af de vigtigste faktorer er træsortens kvalitet, instrumentets dimensioner og mesterens egen dygtighed. Andre mener imidlertid at lakken er den vigtigste enkelte faktor. De gamle instrumenters store fortrin skulle efter deres mening ligge i opskrifterne på de gamle mestres uforlignelige lak, opskrifter som nu er gået tabt.

Nutidens violinbygger er, som sin kollega i fortiden, yderst omhyggelig med udvælgelsen af træ til violinkassen.a Træet skæres ud i plader på halvanden tommes tykkelse og lagres tørt i op til 10 år. Instrumentets overside, dækket (som er violinens egentlige resonansbund), basbjælken og stemmestokken fremstilles som regel af blødt gran- eller fyrretræ med lige, regelmæssige årer. Bunden, siderne, halsen og hovedet, foruden stolen, bliver sædvanligvis lavet af ahorntræ, som er noget hårdere. Gribebrættet og strengeholderen er af ibenholt.

Dækkets og undersidens omrids markeres efter en skabelon og skæres ud med en fin løvsav. Ved hjælp af hulmejsler og specialhøvle giver violinbyggeren med største omhu og præcision træet den ønskede tykkelse, nogle steder helt ned til to millimeter. Siderne — der er så tynde som træet i en tændstikæske — opvarmes og bøjes i den rigtige form. Hjørnerne sammenføjes ved gering, og der fastklæbes stykker af fyrretræ eller piletræ til afstivning af siderne i hjørnerne. Langs kanterne af undersiden og dækket indlægges der tre tynde striber af ibenholt og æbletræ. Dette kaldes „belistning“, og formålet med det er både at dekorere og at modvirke at træet flækker. Lydhullerne, de såkaldte „f-huller“, i oversiden eller dækket bliver omhyggeligt udskåret, og nu limes alle stykkerne sammen. Der bruges hverken søm eller skruer.

Den samlede violin skal lakeres. Hvis den ikke blev lakeret ville den miste sin tone i løbet af en halv snes år, mens et instrument der har den rigtige lakering bevarer tonen på ubestemt tid. Det kan tage to til tre uger at bygge en violin, men lakeringen kan tage to til tre måneder. Lakkens beskaffenhed og den måde den påføres på kan være med til at sætte prikken over i’et på et instrument der er godt bygget — eller ødelægge det. Hvis lakken er for tyk eller for sej, kan det gå ud over tonen.

Først bliver instrumentet bejdset, og så „grundlakeres“ det tre gange. Derefter lakeres det igen otte gange, samt endnu en gang med en særlig farvelak, og til sidst med et „finish“-lag.

Om at spille violin

Man kan undre sig over at et så skønt instrument kan lyde så uskønt når det kommer i en nybegynders hænder.

Men man må forstå at nybegynderen har meget at lære når han går i gang med at spille violin. For det første er en vis grad af musikalitet nødvendig. Dernæst skal violinen anbringes rigtigt mellem hagen og skuldrene, fingrene skal sættes ned det rigtige sted på strengene (og husk at violinen ikke er forsynet med gribebånd til at angive hvor tonerne ligger), og buens bevægelsesretning og tryk skal være under fuld kontrol. Det kræver megen tid og udholdenhed at lære at mestre alt dette. Og selv når man har fået fat i det, er der endnu meget man må lære før man med lethed kan lade et væld af skønne toner strømme ud af instrumentet. For dem der har tid til det, og vil ofre en indsats, kan violinspil være en kilde til mange glæder.

Næste gang du lytter til en dygtig violinist, prøv da at tænke på den kolossale indsats musikeren har gjort for at lære at beherske instrumentet, de mange violinbyggere der i århundredernes løb har ofret hele deres liv på at gøre violinen og buen perfekt til sidste detalje, og den der har bygget det instrument du netop lytter til. Og hvis du en dag på dit pulterkammer opdager den gamle violin din bedstemoder plejede at spille på, husk så at det kan være et hidtil forsvundet mesterstykke du står med i hænderne; det kan være mange penge værd. Og hvis ikke? Ja, så kan det måske alligevel give dig lyst til selv at lære kunsten at spille violin.

[Fodnote]