Den religiøse intolerance tager til
TIDEN: den 9. juli 1976. Stedet: en lille landsbyskole i det nordøstlige Argentina. Anledningen: en national helligdag i Argentina.
Reportere fra nyhedsugebladet Gente var på besøg på skolen. Hvorfor? De prekære forhold på skolen interesserede dem, især fordi skolen lå i nærheden af den brasilianske grænse. Korrespondenter havde skrevet at mange kom illegalt ind i landet. Derfor aflagde de skolen et besøg for at se hvordan situationen virkelig var.
Men reporterne ville gerne gøre deres artikel mere sensationel. Så hvad gjorde de? De stillede nogle børn op med ryggen mod flaget, mens andre elever tog del i flagceremonien. I den situation fotograferede de børnene.
Artiklen udkom den 15. juli. Der blev blandt andet oplyst at børnene med ryggen mod flaget var Jehovas vidner. Var det sandt? Absolut ikke! De fire børn i skolen der var Jehovas vidner havde ikke engang været i skole den dag. Og selv om de havde været det, ville det have været i strid med deres kristne oplæring at vise en sådan respektløshed for landets flag.
Men den usande beretning om at Jehovas vidner ikke viste respekt for flaget, var blevet trykt. Og den blev hurtigt udbredt i hele landet.
en kædereaktion
Den følgende måned skete der igen noget i provinsen Misiones. En lærer, to realskoleelever og elevernes forældre blev anholdt og fængslet i 16 dage. De blev anklaget for „ringeagt“ for landets symboler.
Grunden var at eleverne havde bedt sig fritaget for at synge med på nationalsangen og San Martín-marchen. Man indledte straks bestræbelser for at forsvare deres sag juridisk.
I mellemtiden blev mange af Jehovas Vidners offentlige mødelokaler i provinserne Misiones, Entre Ríos og Formosa lukket af forbunds- og provinsmyndighederne.
Jehovas Vidner gjorde indsigelse mod dette åbenlyse overgreb på religionsfriheden. Den 23. august indbragte de sagen for forbundsdomstolen i Buenos Aires.
retfærdigheden sejrer — men ikke længe
Nogle få dage senere, den 27. august, afsagde forbundsdommer Francisco Kalicz en kendelse. Han befalede at de Jehovas vidner der var blevet fængslet i Misiones på grund af „ringeagt“ for de nationale symboler, skulle løslades. Han befalede også at de skulle renses for de anklager der var blevet rettet mod dem.
Dommeren erklærede at „ringeagt“ ville komme til udtryk i deciderede handlinger, som for eksempel at „ødelægge noget, brænde det, brække det i stykker, skære i det, tilsmudse det, spytte på det, rive det i stykker eller trampe på det“. Han nævnte også at en sådan ringeagt kunne vises „mundtligt (ved fløjten eller hyssen), skriftligt eller ved anstødelige gestus“.
Havde de pågældende Jehovas vidner gjort sig skyldige i nogen af disse ting? Dommeren bemærkede at „der ikke under sagens behandling var fremkommet vægtige vidnesbyrd om at nogen af de anklagede havde haft dette i sinde“. Han tilføjede: „Tværtimod har alle enstemmigt bedyret deres respekt for alle de nationale symboler, samt for lovene.“
Den dag vandt retfærdigheden terræn. Men sejren var kortvarig — meget kortvarig. Den varede kun fire dage.
hammeren falder
Den 31. august 1976 rettede regeringen nådestødet mod Jehovas Vidner. Den udstedte sit officielle dekret nr. 1867, underskrevet af præsidenten.
Deri hed det blandt andet: „Den religionsfrihed der erklæres af artiklerne 14 og 20 i landets forfatning begrænses naturligvis deri at religiøse opfattelser ikke må medføre at love overtrædes eller at der øves attentat mod den offentlige orden, den nationale sikkerhed, moralen eller gode sæder.“
Som dommer Francisco Kalicz gav udtryk for i sin afgørelse, har ingen af disse anklager imidlertid kunnet opretholdes mod Jehovas vidner.
Ikke desto mindre hed det videre i dekretet: „Af denne grund . . . BEFALER PRÆSIDENTEN FOR DEN ARGENTINSKE NATION:
Artikel 1: Den virksomhed der udøves af religionssamfundet ’JEHOVAS VIDNER’ eller ’VAGTTÅRNETS BIBELTRAKTATFORENING’ og alle grupper, selskaber eller foreninger der direkte eller indirekte er knyttet til denne forening, forbydes overalt i landet.
Artikel 2: Ligeledes forbydes (a) skrifter, blade og alle andre publikationer der åbent eller på anden måde fremmer den nævnte lære, samt (b) indoktrinering og hvervning af proselytter.
Artikel 3: Alle steder hvor førnævnte forening holder møder samt steder hvor det i artikel 2 nævnte materiale trykkes, distribueres eller sælges, skal lukkes.
Artikel 4: Indenrigsministeriet vil træffe foranstaltning til og sørge for at bestemmelserne i dette dekret bringes til udførelse.“
I sammenhæng med regeringsforbudet fremførtes følgende i et sagsresumé der blev udfærdiget af Indenrigsministeriets juridiske afdeling: „Det er ikke blevet bevist . . . at sekten udelukkende giver sig af med religiøs tilbedelse og at dens tilbedelse er i overensstemmelse med vore moralnormer og gode sæder.“
Men det forholder sig lige modsat. I de sidste hundrede år er det klart og tydeligt blevet bevist at Jehovas Vidner udelukkende er et religiøst samfund og at de praktiserer en gudsdyrkelse af højeste moralske standard. De blander sig heller ikke i hvordan andre vælger at dyrke Gud eller hvilke skikke andre måtte ønske at følge. Domstole over hele verden, deriblandt De forenede Staters højesteret, har for længst fastslået at dette er sandt.
I sagsresumeet forekom også denne forbløffende bemærkning: „Der kan ikke blive tale om frihed for medlemmer af et trossamfund der tillader kannibalisme, ritualmord eller polygami; ligeledes kan man ikke tillade en tro som den her omtalte, uanset hvilken form den antager.“
Erklæringens ordlyd kunne give den uoplyste det indtryk at Jehovas vidner på en eller anden måde kan sættes i forbindelse med sådanne ting som kannibalisme, ritualmord eller polygami. Men det har intet på sig. Alligevel forvolder sådanne insinuationer skade, eftersom folk der ikke kender Jehovas vidner kunne få den opfattelse at der trods alt er noget om det der siges.
retskampen fortsætter
Jehovas Vidner indbragte spørgsmålet for retten, og sagen gik sin gang. Den 10. marts 1977 afsagde dommer Jorge E. Cermesoni en kendelse. Han erklærede forbudets første artikel for lovstridig og fremholdt at den udøvende magt havde overskredet sine beføjelser ved at udstede dekretet. Han erklærede dog også at „sekten allerede er forbudt . . . eftersom den ikke er indført i religionsregisteret“.
Indenrigsministeriet appellerede denne afgørelse; det samme gjorde Jehovas Vidner. Ministeriet påstod at den udøvende magt havde ret til nærmere at bestemme de forfatningsmæssige garantier. Jehovas Vidner appellerede afgørelsen fordi forbudet imod dem ikke var blevet ophævet.
Sagen kom nu for appelretten. Den 23. juni ændrede forbundsdommerne Alberto Azcona, Juan Carlos Béccar Varela og Valerio R. Pico den lavere rets afgørelse. De erklærede at præsidentens dekret var ugyldigt!
Deres begrundelse blev offentliggjort avisen La Nación for 24. juni. Her kunne man blandt andet læse: „Religionsfrihed hører til de vigtigste menneskerettigheder. . . . følgelig kan Jehovas Vidner, hvad deres gudsdyrkelse angår, . . . ikke med nogen gyldighed forbydes medmindre udøvelsen deraf skader moralen eller den offentlige orden.“ Dommerne bemærkede at Jehovas Vidners „statutter erklærer at deres formål består i ’offentlig kristen tilbedelse af den højeste Gud og Kristus Jesus’“.
Den argentinske forfatnings høje idealer blev således respekteret og fulgt. Ifølge loven kunne afgørelsen imidlertid appelleres inden for 10 dage. Spørgsmålet var: Ville staten appellere?
for højesteret
Lige inden fristens udløb blev regeringens andragende om appel forelagt højesteret. Såvel i Argentina som i udlandet vakte sagen opmærksomhed blandt dem der interesserer sig for frihed og menneskerettigheder. Man nærede tiltro til at landets højesteret ville forsvare de forfatningsmæssige friheder.
Den 8. februar 1978 afsagde de fem højesteretsdommere deres kendelse. De nægtede at omstøde forbudet!
Afgørelsen var affattet i så spidsfindige juridiske vendinger at den for lægmanden mange steder grænsede til rene selvmodsigelser. Dommerne påstod at ’dekret nr. 1867 ikke var vilkårligt eller åbenbart lovstridigt’. Og dog var dekretet både vilkårligt og lovstridigt, eftersom det stod i direkte modsætning til forfatningen.
Dommerne gav udtryk for at der ’stod andre administrative og juridiske muligheder åbne for Jehovas Vidner hvorigennem de kunne forsvare deres rettigheder, idet de kunne lade sig registrere i registeret over trossamfundene’. Men det havde de i forvejen forsøgt ni gange, og hver gang var de blevet afvist!
Dommerne gjorde endvidere gældende at de ’ikke tog stilling til retmæssigheden af vidnernes fordring eller til lovligheden af de indgreb der var nævnt i dekretet der forbød dem; domstolen erklærede kun at Jehovas Vidner ikke kunne gå rettens vej med deres krav’. Og dog var domstolene den eneste — og den retmæssige — mulighed de havde for at blive hørt!
Hvorfor greb højesteret til sådanne argumenter? I 15 måneder var sagen nøje blevet gransket af statens juridiske eksperter, heriblandt den offentlige anklager, og af de forbundsdommere der behandlede sagen. Og IKKE EN ENESTE GANG var Jehovas Vidners ret til at få sagen behandlet på denne måde, blevet bestredet eller anfægtet!
Er sagen mon den at højesteret blot ’vaskede sine hænder’, ligesom Pontius Pilatus i sagen med Jesus? Søgte domstolen i virkeligheden at krybe uden om sit ansvar — at skulle tage stilling til et forfatningsmæssigt spørgsmål?
For hundrede år siden gav den berømte argentinske pædagog og statsmand Domingo F. Sarmiento udtryk for en helt anden holdning. Han sagde: „Hvis der er et mindretal i befolkningen, ja, jeg vil sige blot et enkelt menneske, der ærligt og oprigtigt har en anden opfattelse end flertallet, nyder han lovens beskyttelse forudsat at han ikke overtræder lovene.“ Sarmiento erklærede videre: „Det er for at beskytte hans mening . . . forfatningen er blevet udarbejdet.“
Ved at undvige sit ansvar har landets øverste domstol rettet et alvorligt slag mod friheden og mod Jehovas vidner. Den har i virkeligheden givet sin billigelse til de mange intolerante overgreb som Jehovas vidner var blevet udsat for siden forbudet blev udstedt i september 1976, og de overgreb de stadig kunne blive udsat for. Hvordan er de blevet behandlet siden forbudet er blevet offentliggjort?
[Illustration på side 8]
Denne artikel i New York „Times“ omtaler et dekret fra den argentinske militærregering i februar 1978. Det oplyses at alle kirkesamfund bortset fra den katolske kirke måtte lade sig registrere på ny eller imødese et forbud. Regeringen forbeholdt sig ret til at afvise grupper der ville registreres. Formålet var at få „effektiv kontrol“ over de ikke-katolske kirkesamfund.