Argentina: For frihed eller religiøs intolerance?

„JEHOVAS VIDNER FORBUDT I ARGENTINA!“ Gennem aviser, radio og fjernsyn blev dette budskab udråbt i Argentina og mange andre lande i begyndelsen af september 1976.

Jehovas Vidner indbragte forbudet for de argentinske domstole. Sagen gik sin gang, og omsider, i februar 1978, forelå resultatet, idet nyhedsmedierne forkyndte: „HØJESTERET STADFÆSTER DEKRET OM FORBUD MOD JEHOVAS VIDNER.“

I mange lande i den vestlige verden, hvor Jehovas Vidners kristne virksomhed er velkendt, gav denne chokerende nyhed anledning til protester — og spørgsmål. Mange spurgte: ’Hvad er grunden til en sådan religiøs forfølgelse og diskrimination i Argentina?’ ’Garanterer Argentinas forfatning ikke religionsfrihed?’

svar fra officiel side

Hvad svarede militærregeringens officielle talsmænd? Disse talsmænd, og mange aviser med, var hurtige til at forsikre at religions- og samvittighedsfrihed fortsat var traditioner som Argentina værnede om — til trods for at det totale forbud mod Jehovas Vidners kristne virksomhed netop var blevet stadfæstet!

Et eksempel på dette forbavsende svar fra officiel side forekommer i et duplikeret brev som er blevet udsendt fra argentinske ambassader i mange lande, således også fra ambassaden i København. Brevet lyder i uddrag: „Argentinas forfatning og love har indtil nu garanteret fuld samvittighedsfrihed og gør det fortsat. . . . ’Jehovas Vidner’ har, som andre religiøse samfund, . . . mødt fuldstændig frihed til at udøve deres tro.“ Og på det tidspunkt var Jehovas Vidner forbudt!

I brevet hed det videre: „Det har aldrig været den argentinske regerings hensigt at begrænse eller ophæve den personlige samvittighedsfrihed, og langt mindre at forfølge noget menneske på grund af dets religiøse overbevisning.“ Men da var Jehovas vidner allerede udsat for forfølgelse, og deres personlige frihed var allerede blevet begrænset eller ophævet!

mange selvmodsigelser

En af de store argentinske aviser, La Nación, hævdede i en lederartikel den 17. februar 1978: „Den argentinske nation, der med rette er stolt af sin historie, kan over for hele verden pege på sine loves og sit folks tolerante indstilling til religionsudøvelse.“ Avisen skrev videre: „Som kun få steder i verden . . . beskytter og tillader loven ’uhindret trosudøvelse’, i henhold til forfatningens fornuftige bestemmelser.“

Det påstås at ’Argentinas forfatning indeholder bestemmelse om’ religiøs tolerance. Men bemærk følgende:

Forbudet fra september 1976 har, sammen med højesteretsafgørelsen fra februar 1978, berøvet Jehovas vidner i Argentina friheden til at dyrke Gud;

Mødesale der benyttes af Jehovas vidner til deres kristne gudsdyrkelse og bibelstudium er blevet lukket ved lov;

Jehovas Vidners udgivelse af bibler og bibelske publikationer samt udbredelsen deraf er blevet forbudt;

Hundreder af børn af Jehovas vidner er blevet bortvist fra skolerne, både fra de mindre og fra de større klasser. Voksne vidner ansat ved stat og kommune samt i offentlige bygninger og skoler er blevet afskediget uden løn;

Et stigende antal politirazziaer er foregået i private hjem tilhørende Jehovas vidner. Vidnerne er blevet arresteret og holdt tilbage i timer, dage, ja uger;

Offentlige myndighedspersoner har krænket, slået og forsøgt at skræmme Jehovas vidner. I visse tilfælde er vidnerne endog blevet nægtet fysiske fornødenheder.

Er alt dette et udslag af den religiøse tolerance som ’Argentinas forfatning indeholder bestemmelse om’?

hvad siger forfatningen?

Hvad siger Argentinas forfatning helt konkret om de rettigheder og friheder landets borgere har? Bemærk følgende uddrag af nogle af lovens artikler.

I artikel 14 hedder det: „Alle landets borgere nyder følgende rettigheder, i overensstemmelse med de love der gælder for deres anvendelse; . . . at udbrede deres opfattelser i pressen uden forudgående censur; . . . at samles til nyttige formål; frit at udøve deres tro; at undervise og at blive undervist.“ (Kursiveret af os)

I artikel 19 hedder det: „Private handlinger der på ingen måde støder an mod offentlig orden og moral eller skader tredjemand, er alene underlagt Guds dom og unddraget øvrighedens myndighed.“

I artikel 20 hedder det: „Udlændinge . . . kan . . . frit udøve deres tro.“

hvad har de gjort?

Hvorfor har man da forbudt Jehovas Vidner — på trods af disse tydeligt erklærede friheder? Hvad har de gjort siden de har pådraget sig regeringens uvilje? Hvilken lære har de udbredt i Argentina i de forløbne 54 år? Lad os se.

I alle disse år har Jehovas vidner i Argentina, ligesom alle andre steder, nøje fulgt det princip der fremholdes i Guds ord i brevet til Titus, kapitel 3, vers 1. Det lyder: „Bliv ved med at minde dem om at underordne sig og adlyde regeringer og myndigheder som herskere.“

Lyder disse ord som et revolutionsmanifest, en opfordring til at omstyrte den bestående orden? Tværtimod. De tilskynder klart alle bibeltroende, som for eksempel Jehovas vidner, til at adlyde enhver regerings love. Kristne skal ikke ved menneskelige midler søge at styrte de bestående regeringer.

Dette hører med til den lære Jehovas vidner har udbredt i Argentina siden 1924. I det år begyndte Juan Muñiz, der kort forinden var ankommet fra Spanien, at forkynde „den gode nyhed“ i landet for mennesker der så frem til at Guds rige måtte komme, i overensstemmelse med bønnen fadervor, som Jesus Kristus lærte sine disciple at bede. — Matt. 6:9, 10.

Siden det år er befalingen om at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’, som blev fremsat af kristendommens grundlægger, også blevet efterkommet i Argentina. (Matt. 28:19, 20) Det argentinske folk har med iver og glæde modtaget bibler og bibelstudiemateriale på mange sprog og i store mængder. Der har også uden vederlag været holdt bibelske foredrag i lokaler rundt om i landet og i radioen. Og i 1946 blev selskabet La Torre del Vigía (Vagttårnets selskab) dannet og, senere, officielt anerkendt af den argentinske regering.

anerkendelsen ophævet i 1950

I 1949 oprettede regeringen et kirkeligt departement under udenrigsministeriet. Her skulle alle religiøse samfund indregistreres. Men den 26. maj 1950 blev denne indregistrering nægtet Jehovas Vidner! Og den 12. juli samme år blev deres juridiske anerkendelse ophævet!

I alle de 28 år der siden er gået, har Jehovas Vidner gentagne gange appelleret til myndighederne. De har appelleret til udenrigsministre, til guvernører, ja endog til præsidenter. Blandt andet har de bedt om i det mindste at få lejlighed til at forklare deres stilling. Men de har kun talt for døve ører! Man har dømt Jehovas vidner uden overhovedet at høre deres sag!

Hvordan har man begrundet denne behandling? Jehovas vidner har fået at vide at deres samfund „er imod Magna Chartas hellige principper, da det fører en lære som går imod de væbnede styrker og imod den respekt der bør vises de nationale symboler“.

samvittighedsspørgsmål

Det gælder overalt i verden at Jehovas vidner ikke tager del i ceremonier som at hilse flaget og at synge nationalsange. Grunden er at dette i deres øjne ville være at udføre en tilbedelseshandling som direkte er i strid med det første og det andet af de ti bud. — 2 Mos. 20:3-5.

De forholder sig ligesom de tre hebræere i Babylon. (Se Daniel, kapitel 3.) Det betyder at skolebørn som er Jehovas vidner, viser respekt under sådanne ceremonier ved blot at stå stille og se til. Og de prøver aldrig på at hindre andre i at tage del i sådanne ceremonier.

Et andet punkt der ofte bliver peget på, er at mandlige Jehovas vidner af religiøse samvittighedsgrunde nægter at udføre tvungen militærtjeneste. De unge Jehovas vidner er dog hverken desertører eller anarkister. Når de indkaldes, møder de op hos de militære myndigheder. Men så beder de om fritagelse på grund af deres tro, der bygger på Bibelen. Og i mange lande, især i den vestlige verden, indrømmes der dem denne frihed.

Når de nægter at bære våben grunder de deres holdning på adskillige bibelske principper. Et af disse findes i Mattæus 22:39, hvor Jesus siger til sine disciple: „Du skal elske din næste som dig selv.“ Jesus siger også i Mattæus 5:21: „I må ikke myrde.“ Og i Esajas’ bog i Bibelen, kapitel 2, vers 4, siges der at Guds folk skal smede deres sværd til plovjern og ikke mere lære krig.

historien og Bibelen taler

Både historien og Bibelen viser at de kristne i det første århundrede forfægtede samme tro som Jehovas vidner gør i dag. De nægtede at udføre hvad de betragtede som en tilbedelseshandling over for kejseren og kejserens statssymboler. De nægtede også at tage del i militærtjeneste og i krig.

At de første kristne indtog dette standpunkt er blevet bekræftet af mange historikere ned gennem tiden. En af disse er Juan Bautista Alberdi, der var med til at udforme Argentinas forfatning. I sit værk El Crimen de la Guerra (Krigens forbrydelse) siger han: „Det nuværende samfund er sammensat af to typer: den krigeriske eller hedenske, og den fredelige eller kristne.“

På grund af denne sammensætning kommer det ikke uventet for de kristne at de møder modstand. Jesus Kristus advarede med rene ord om at verdens regeringer ville søge at gøre indgreb i de sande kristnes gudsdyrkelse. Det var grunden til at den kristne apostel Peter sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apg. 5:29.

en gavnlig indflydelse

Den lille skare kristne i det første århundrede blev mishandlet, bagtalt og forfulgt. Og dog øvede de med deres holdning en gavnlig indflydelse på menneskeheden.

Uden at ty til vold eller krigsvåben udvirkede den sande kristendom positive forandringer i folks liv. Når folk blev kristne hørte de op med handlinger hvorved de skadede sig selv og deres medmennesker, og begyndte at følge de højeste principper og moralnormer — til deres egen og deres medmenneskers gavn.

Om Jehovas vidner i Argentina skrev Buenos Aires-avisen Herald den 31. marts 1978: „Hvor irriterende Jehovas Vidners form for gudsdyrkelse end virker på regeringsembedsmænd, må det dog siges at de gennem årene har bevist at de er flittige, ædruelige, sparsommelige og gudfrygtige borgere af den slags landet ganske givet har brug for.“ En højtstående flådeofficer har udtrykt det på denne måde: „Hvad vidnernes moral og hæderlighed angår hersker der slet ingen tvivl.“

Men selv om Jehovas vidner er kendt for deres ærlighed, gode moral, retskaffenhed og lovlydighed, er de blevet udsat for en grusom og umenneskelig behandling. Intolerancen imod dem er taget til. I den følgende artikel vil vi berette om noget af det der har fundet sted.