Stands inkvisitionen i Argentina!
HVAD får udtrykket „inkvisition“ dig til at tænke på? Hos mange vækker det tanken om en tid for flere hundrede år siden da man uretfærdigt nægtede folk retten til frit at udøve deres religion. Man kommer også til at tænke på hvad inkvisitionen medførte, nemlig forfølgelse, tortur og mord.
I vort „oplyste“ århundrede vil man vel nærmest betragte inkvisitioner som hørende til i den mørke middelalder. Vi vil helst tro at menneskeheden for længst har lagt den slags handlinger bag sig.
Det er imidlertid ikke tilfældet. Mens du læser disse linjer foregår der en form for inkvisition i Argentina. Den er rettet mod et folk hvis fredelige, lovlydige og gudfrygtige adfærd er velkendt overalt i verden.
Denne moderne inkvisition tog sin begyndelse med udstedelsen af dekret nr. 1867, underskrevet af præsidenten og dateret 31. august 1976. Dekretet var et forbud mod Jehovas Vidners virksomhed overalt i landet. Og selv om der er rettet mange henvendelser og ført mange retssager, og selv om Argentinas højesteret har truffet en afgørelse til gunst for Jehovas Vidner, fortsætter inkvisitionen.
En følge af forbudet
En af de direkte følger af dette forbud har været at børn er blevet bortvist fra skolerne. For nylig kunne man i dagbladet Buenos Aires Herald læse følgende: „Omkring 1000 børn af forældre som er Jehovas vidner, er blevet bortvist fra skolerne rundt omkring i landet, fordi de har nægtet at vise ærbødighed for de nationale symboler.“
Dette så man et typisk eksempel på den 15. december 1978. På skole nr. 35 i Bahía Blanca i provinsen Buenos Aires bestemte skoleinspektøren, Teresa E. Inchauste de Stechi, at Susana og Gladys Simón skulle bortvises og nægtes adgang til samtlige skoler, offentlige såvel som private. Inspektøren udtalte: „De er underlagt sanktionen om bortvisning fra skoleinstitutionen og fra enhver anden form for undervisning, ligesom det er dem forbudt at få eksaminer som selvstændigt studerende.“
Hvorfor? Som skoleinspektøren sagde, skyldtes det „børnenes indstilling“; de „nægtede at ære fædrelandets symboler og de nationale helte samt at fejre nationale festdage og synge nationalsangen og fædrelandssange“.
De der kender Jehovas Vidner, ved at domstolene i demokratiske lande har fastslået skolebørns ret til ikke at deltage i handlinger som krænker deres bibeloplærte samvittighed. I disse lande forlanger man derfor ikke at de skal bøje sig for eller hilse symboler når de betragter sådanne handlinger som en del af en religiøs ceremoni der er i modstrid med deres tro.
Man tilsidesætter rettens afgørelse
Ironisk nok er det i modstrid med Argentinas forfatning når skolebørn bortvises på grund af deres religiøse opfattelser. Da det skete, indbragte Jehovas Vidner derfor sagen for Argentinas højesteret.
Højesteret behandlede sagen og afsagde en kendelse der gik imod bortvisning af skolebørn på grund af deres religiøse overbevisning. Retten gav Jehovas Vidner medhold i at en bortvisning var i strid med forfatningen.
Højesterets afgørelse burde have løst problemet øjeblikkelig. Man burde ikke have bortvist flere børn, og de elever som var blevet bortvist burde have haft adgang til skolerne igen. Selv den offentlige presse gav udtryk for dette. For eksempel bragte forsiden af Buenos Aires Herald følgende overskrift den 9. marts 1979: „SKOLER FÅET ORDRE TIL AT TAGE JEHOVAS VIDNERS BØRN TILBAGE.“ En anden publikation, Somos, bragte en artikel om emnet med overskriften: „RETTEN TIL UNDERVISNING.“
Men fik højesterets afgørelse den ønskede virkning? Nej, det gjorde den ikke. I maj 1979, mindre end to måneder efter højesterets afgørelser, blev to piger, hvor utroligt det end lyder, bortvist fra Cura Brochero-skolen i Barrio Residencial América, Córdoba. Disse to, Alejandra D. Brentan og Veronica L. Barrionuevo, blev vist ud af skolen fordi de ikke „ærede“ de nationale symboler.
Disse symboler blev imidlertid kaldt „billeder“ i den kendelse som højesteret afsagde. Og da Jehovas Vidner også betragter sådanne symboler som billeder, vil de ikke udføre det der i deres øjne er en ærbødigheds- eller tilbedelseshandling over for dem. De tror på Bibelens ord, for eksempel det der står i Anden Mosebog 20:4, 5: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller nogen som helst afbildning af hvad der er i himmelen oventil eller hvad der er på jorden nedentil eller hvad der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at tjene dem, for jeg, Jehova din Gud, er en Gud der kræver udelt hengivenhed.“ (NW) Jesus nægtede selv at gå med til at udføre en „tilbedelseshandling“ der stred imod hans religiøse overbevisning. — Matt. 4:8-10; se også Daniels bog, kapitel 3.
Det er hykleri når skoleembedsmænd, der har pligt til at lære børnene respekt for loven og myndighederne, selv med overlæg tilsidesætter højesterets afgørelse! Ved at bortvise børnene viser de foragt for højesteret.
En kendt retslærd, dr. German J. Bidart Campos, er fremkommet med nogle udtalelser som er af interesse i forbindelse med skolemyndighedernes krav om at børn skal „ære“ nationale helte og symboler. Tidsskriftet El Derecho, der udgives af Argentinas katolske universitet, gengiver hvad han har sagt: „’Tvungen ærbødighed’ over for ’heltene’? Findes der nogen officiel liste over hvem disse helte er? Det er ikke statens opgave at opdigte ikke-gejstlige helgener. Hvad vil tvungen ærbødighed sige? Vil det sige at man ikke kan nægte at vise denne ærbødighed, at man ikke må kritisere ’heltene’, eller at man ikke kan tillade sig at misbillige hvad de har gjort eller sagt? Skal man forstå det sådan at de er ufejlbarlige? Hvor stammer denne skinhellige dogmatisme fra? For mig var Rosas [argentinsk diktator der herskede med grusomhed, men som bragte landet fred og udvikling] en tyran, og for andre var han en helt.“
Videre forfølgelse
Forfølgelsen af Jehovas Vidner er ikke endt med at børn bortvises fra skolerne. Man har også udstedt forbud mod alle Jehovas Vidners bibelske skrifter. Desuden har man lukket alle deres mødelokaler, ligesom deres afdelingskontor er blevet lukket.
I Awake! for den 22. september 1978 (Vågn op! for den 8. december 1978) bragtes en artikel om denne inkvisition over for Jehovas Vidner i Argentina. Millioner af eksemplarer af denne udgave blev spredt til offentligheden overalt i verden. Mange hævede røsten i retfærdig harme over at man så skamløst havde nægtet et mindretal de elementære rettigheder.
Breve fra alle dele af verden er strømmet ind til regeringsembedsmænds kontorer. Aviser og tidsskrifter har bragt mange artikler der talte til gunst for Jehovas Vidner. Men indtil nu har alt været forgæves! Argentinas regering har ikke ændret holdning. Den nægter fortsat Jehovas Vidner religionsfrihed.
Da Jehovas Vidners religiøse virksomhed blev forbudt, blev over 600 rigssale lukket og dørene forseglet. Det samme skete med Jehovas Vidners afdelingskontor den 7. september 1976. Disse forseglinger er stadig ikke fjernet. Når man forseglede dørene var det for at hindre at lokalerne blev brugt som hjemsted for gudsdyrkelse og udsendelse af bibler og bibelhåndbøger.
Bibler og bibelhåndbøger konfiskeres
Endnu et eksempel på regeringens inkvisitionsmentalitet sås den 21. september 1978. Den dag trængte fire civilklædte toldbetjente ind på det der før var Vagttårnets selskabs afdelingskontor. De efterlod en tilsigelse til den ansvarshavende, der skulle være til stede den næste dag.
Og ganske rigtigt vendte de tilbage den næste dag for at ransage en af bygningerne. Det var tydeligt hvad de ledte efter: personlige eksemplarer af alle bibler samt importerede bibelhåndbøger.
De fjernede disse bøger fra private værelser og anbragte dem i et tomt lokale. Dette lokale blev derpå forseglet. Blandt bøgerne var der også personlige eksemplarer af katolske bibler.
Der var mere i vente. Den 13. november 1978 mødte kriminalpolitiet atter op på afdelingskontoret. Denne gang havde man ordre til at konfiskere alle de bibelhåndbøger der fandtes på stedet. I løbet af de næste tre dage kørte kriminalpolitiets lastvogne væk med 3000 kartoner bibelsk læsestof! Kartonerne indeholdt 225.000 bibler, og bøger der forklarer Bibelen, såsom de spanske udgaver af Er Bibelen virkelig Guds ord?, Den gode nyhed der gør os lykkelige, og Er dette liv alt? Alle disse bøger og hvad der ellers var af bibelske brochurer og blade — alt sammen Jehovas Vidners ejendom — skulle ødelægges, sendes til papirmøllen!
Dette foregik på trods af at det i artikel 17 i Argentinas forfatning hedder at „konfiskation af ejendom for altid er slettet af Argentinas straffelov“! Eftersom aktionen var en krænkelse af denne lov, forelagde vi næste dag indenrigsministeren en anmodning om at få bøgerne tilbage. Men man skred ikke ind over for den inkvisitoriske fremfærd, der var en krænkelse af Argentinas forfatning.
Hvad man har gjort
I bekymring over hvordan det skal gå åndeligt med de flere end 30.000 Jehovas vidner i Argentina og de mange tusinder som har studeret Bibelen sammen med dem, har vi gang på gang rettet henvendelser igennem de juridiske myndigheder. I retten har vi draget i tvivl hvorvidt præsidentens dekret, som ophævede Jehovas Vidners organisation, var forfatningsmæssigt.
Forbundsretten, og siden appelretten, afsagde en kendelse i Jehovas Vidners favør. Men regeringen appellerede afgørelsen til højesteret. Den 13. september 1978 afviste højesteret sagen. Dommerne fremførte at ’alle administrative muligheder ikke var udtømt’ og at det derfor ikke ville være rigtigt af dem at tage sagen op til behandling.
Det betød at Jehovas Vidner på ny måtte anmode om at blive optaget i registeret over sekter. En anmodning blev sendt, men vi blev atter nægtet status som et ikke-katolsk trossamfund. Dette afslag blev appelleret til ministeriet for udenrigske anliggender og sekter. Sagen er endnu ikke afgjort.
Hvis ministeren for udenrigske anliggender afviser appellen og nægter Jehovas Vidner at blive optaget som lovligt trossamfund, må vi begynde forfra og igennem hele retsprocessen en gang til. Det kan tage flere år. Og i mellemtiden nægtes Jehovas vidner den grundlæggende menneskeret frit at kunne tilbede den almægtige Gud og komme sammen for at studere Guds ord; ja måske nægtes de endda retten til at tale med andre om Bibelen.
Hvad får de argentinske myndigheder til at øve et sådant pres mod gudfrygtige kristne? Tror man at nutidens kristne er anderledes end det første århundredes kristne, der modstod romerrigets pres? Forventer man at Jehovas vidner vil afsværge eller fornægte deres tro, når de første kristne ikke gjorde det? Eller bifalder regeringen Inkvisitionen, hvor mange blev lemlæstet og dræbt for den „forbrydelse“ at eje en bibel?
Der er mere du kan gøre
Det har gjort indtryk på nogle af myndighederne at folk mange steder i verden har givet udtryk for deres harme og bekymring, og Jehovas Vidner er meget taknemmelige for denne støtte. De påskønner ligeledes de gunstige afgørelser som retsinstanser og enkelte regeringsembedsmænd har truffet.
Der er imidlertid stadig noget man kan gøre hvis man ønsker at give udtryk for hvad man mener om denne fortsatte krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder. Man kan skrive og give udtryk for sine synspunkter angående denne moderne inkvisition. Fortæl embedsmænd hvad du mener om den praksis at ødelægge store mængder af bibler og bibelhåndbøger, som det sker i Argentina nu. Fortæl dem hvad du mener om den handlemåde som fanatiske skolefolk lægger for dagen når de lader hånt om Argentinas forfatning og højesterets afgørelse og stadig bortviser børn fra skolerne.
Du kan skrive til den argentinske ambassade i Danmark og til myndighedspersoner i Argentina.
Argentinas Ambassade
Store Kongensgade 45
1264 København K
President of Argentina
Jorge Rafael Videla
Balcarce 50
1064 Capital Federal
Argentina
Commander and Chief of the Army
Teniente General Roberto Eduardo Viola
Balcarce 50
1064 Capital Federal
Argentina
Commander and Chief of the Navy
Almirante Armando Lambruschini
Balcarce 50
1064 Capital Federal
Argentina
Commander and Chief of the Air Force
Brigadier General Omar Domingo Graffigna
Balcarce 50
1064 Capital Federal
Argentina
Minister of Foreign Affairs and Cults
Carlos Washington Pastor
Arenales 761
1061 Capital Federal
Argentina