Sydneys nye hjemsted for kunsten

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

MUSIKERNE gør sig færdige med at stemme deres instrumenter, lysene dæmpes, publikum tier. Dirigenten løfter sin stok, og ouverturen begynder. Så går tæppet op, og første akt af operaen er i gang. I Sydney Opera House, det imponerende ny operahus i den australske millionby Sydney.

Men dette hus er langt mere end et operahus. Bygningskomplekset, der dækker et areal på 1,8 hektar, omfatter fire store sale, to restauranter, et bibliotek, en indgangshall, en udstillingssal, samt alle de nødvendige prøverum, garderober, administrationskontorer og lagerrum — alt i alt omkring 900 lokaler!

Hvordan det ser ud — hvordan det blev bygget

Der er sikkert ingen anden bygning i verden der har beslaglagt konstruktørernes datamater i så mange tusind timer. Efter at tegningerne til dette operahus var blevet udvalgt blandt de indkomne forslag, tog det omkring tre år før konstruktørerne overhovedet havde fundet ud af hvordan det kunne bygges. Seksten år efter offentliggørelsen af vinderforslaget kunne den officielle åbning af Sydneys operahus endelig finde sted; det skete den 20. oktober 1973.

Det store bygningskompleks er opført på en landtange der skyder sig ud i Sydneys smukke havn; dér minder det om en klynge kæmpestore muslingeskaller — 10 i tal der rejser sig som et brus af skinnende hvidt. Den højeste skal når samme højde som en bygning på 22 etager. Skallernes munding er lukket med store flader af ravfarvet glas — 2000 ruder i 700 forskellige størrelser!

Ved arkitektkonkurrencen til operahuset blev der indsendt forslag fra 32 lande. Der blev modtaget i alt 233 forslag. Førstepræmien gik, som bekendt, til den danske arkitekt Jørn Utzon, som dengang var 38 år gammel. Tanken med Utzons vinderforslag var at operahuset skulle virke som en genspejling af de hvide, udspilede sejl på både i havnen. Realiseringen krævede støbning af beton med et samlet areal på 1,6 hektar, og at alt dette blev ophængt så det nærmest var „svævende i luften“. Ifølge tegningerne skulle alle de ti betonskaller være formet efter uregelmæssige kurver. Et ingeniørfirma i London forsøgte sig med seks forskellige konstruktionsmetoder, som alle måtte opgives. Grundstenen blev nedlagt endnu før man vidste om det kunne lade sig gøre at opføre bygningen efter det storstilede udkast.

Endelig foreslog Jørn Utzon at man ændrede skallernes form, så de kom til at udgøre stykker af en helt regelmæssig kugleskal. Kuglens diameter skulle være 150 meter. På den måde fik alle 10 skaller den samme krumning, skønt de ikke var lige store. Denne nye udformning gav en meget betydelig forenkling af konstruktionen.

Skallerne er støttet af vældige betonribber som er bygget tæt sammen og indvendig udgør væggene og loftet. Ribberne i en skal udgår samlet fra et smalt sted ved gulvet og udfolder sig opefter, samtidig med at de buer indad, så de udgør de krumme vægge og loftet. Når man betragter væggene og loftet, ligner mønsteret nærmest bladene i en udfoldet vifte.

Udvendig er betonskallerne beklædt med over 1.000.000 glaserede teglsten. Nogle er skinnende hvide, andre er cremefarvede. Den store æggeskalshvide overbygning fremhæves yderligere af at være anbragt på en 180 meter bred underlagsbygning, som på et podium, af rød granit og med en fortrappe der hævdes at være den største udvendige trappe i hele verden.

Efter operahusets officielle åbning har over 6.000.000 gæster overværet i tusindvis af forestillinger i dette hus. Og fra alle sider har der lydt lovord om bygningens pragtfulde beliggenhed og dens smukke og spændende udformning. Akustikken i dens teater- og koncertsale regnes for at kunne måle sig med de bedste i verden. Om den store koncertsal har en musiker sagt: „Vi må passe gevaldig på hvad vi spiller her — så god er akustikken.“

Akustisk set er alle salene således indrettet at lyden hverken bliver forvrænget eller behøver forstærkning. Naturligvis har man alligevel indbygget et avanceret højttaleranlæg i hver af salene. Når det er nødvendigt kan dette anlæg fordele lyden, sådan at den fra alle siddepladser opfattes uden forvrængning og med ensartet styrke. Af hensyn til akustikken er der ingen tæpper på gulvene i de to største sale. Og sæderne er forsynet med en hydraulisk anordning der gør at tilhørerne kan sætte sig og rejse sig næsten uden at det kan høres.

De der kommer for sent til en forestilling, må blive udenfor og vente på en passende pause. Men ulykken er ikke så stor. Ved hjælp af et internt TV-anlæg kan ventende gæster, kunstnere eller personalemedlemmer til enhver tid se og høre hvad der sker i de forskellige sale.

Luften indendørs føles frisk, og temperaturen er lige som den skal være. Et klimaanlæg til omkring 23.000.000 kroner sørger for en komplet udskiftning af luften hvert ottende minut i alle salene, og hvert andet minut i køkkenerne.

Almindelige koncert- og teatergængere har ikke adgang til de mange korridorer, trapper og lokaler der findes bag scenen og i etagerne under den store sal. På sit solistværelse kan en musiker sidde og stemme sit instrument ved hjælp af det såkaldte „room-service“-modul; han trykker blot på en knap og hører så den rigtige tone. Dirigenten for et symfoniorkester kan benytte et lignende modul hvis han vil betragte sit publikum eller følge med når hans orkester er ved at stemme eller i færd med en prøve; han tænder blot for fjernsynet der er tilsluttet det interne TV-net. På skærmen kan han også følge forestillingerne i de andre sale. Efter sin egen optræden kan han, hvis han har lyst, sætte sig og slappe af med at se en film på den samme skærm. Room-service-modulet har også en telefon hvormed man kan foretage opkald til hele verden.

Der er en sådan labyrint af korridorer, trapper og værelser at nogle ligefrem kan fare vild. En dirigent siger: „Jeg er faret vild to gange på vej til scenen. Den ene gang havnede jeg i kantinen og den anden gang i et kosteskab.“

Den store koncertsal har plads til 2690 tilhørere og virker meget imponerende med sit loft der er af udskåret, hvidt birketræ og hvælver sig 27 meter over gulvet. Her kan man høre symfonier, kammermusik, korværker eller populær musik. Koncertsalen anvendes også til kongresser. Der er tolkningsanlæg for op til fem sprog. Det virker ved hjælp af radiosendere, så der skal hverken bruges stik eller ledninger til høretelefonerne.

Et godt stykke over podiet er der ophængt 21 store, ringformede „akustiske skyer“ af akryl. De hænger der for at kaste noget af lyden tilbage ned mod podiet, for at orkesteret også kan høre, uden at dette influerer på lydgengivelsen over for publikum.

Det store orgel til over 2.000.000 kroner udgør en flot og dramatisk baggrund for scenen. Det er stadig under konstruktion, og når det er færdigt vil det med sine 10.500 piber være det største mekaniske orgel i verden. For publikum vil dog kun 100 orgelpiber af blankslebet metal og 24 klokker af bronze være synlige. Orgelet er anbragt 9 meter over gulvet, og det er 15 meter højt. Når organisten betjener det må han følge dirigenten på en fjernsynsskærm.

Der er også mindre sale. Skuespilteateret, med plads til 544, har en scene der kan tilpasses efter behov. Den forreste del kan sænkes, så der dannes en orkestergrav, en ekstra indgang for skuespillere, eller flere siddepladser til publikum. Der er to koncentriske drejescener, så dekorationerne kan skiftes på nogle få sekunder. Eller skuespillerne kan simpelt hen gå fra den ene dekoration til den anden, som når man går fra et sted til et andet. Som i alle de andre sale kan lyset programmeres til at tændes og slukkes automatisk. Impulser for op til 200 lysskift kan oplagres på edb-tape og bruges igen hver gang den samme forestilling skal opføres.

Operateateret

Vi har netop overværet en operaopførelse i operateateret, der har 1547 siddepladser. Vi havde ikke besvær med at samle tankerne om scenen, for væggene og lofterne omkring os var sorte, så intet lys distraherede os. Der var fire akter med korte, mellemliggende pauser mens scenerne blev skiftet. Ude i siderne var der ikke ret meget plads, så vi spekulerede på hvor kulisserne forsvandt hen. Men vi erfarede at der er installeret en særlig løfteplatform som kan løfte alle de lettere sætstykker op i sceneloftet, eller hæve sætstykker op fra rummet under scenen, hvor der er en kælder i tre etagers højde. En stor del af scenen er drejelig og kan derfor benyttes til hurtige sceneskift midt i en operaakt.

Nyt internationalt varemærke

Også om dagen er der liv i operahuset, og omkring det. Der foregår prøver, der opføres eftermiddagsforestillinger, holdes „frokost-forelæsninger“ og vises film, der vises turister rundt, der spises frokost i den udendørs restaurant på havnekajen, og nogle anvender deres middagspause til løbetræning på den brede promenade eller „Broadwalk“.

Men aktivitetens højdepunkt indtræffer først om aftenen. Når operahusets tag med de 10 kæmpestore skinnende skaller ligger badet i hvidt lys midt i den mørke havn, der er som bestrøet med små lysende prikker, da er det som om dette kompleks hører til i en helt anden verden. Publikum ankommer, gamle og unge, nogle festklædte med juveler og pelse, andre slet og ret i T-shirts og cowboybukser, men alle kommer for i nogle timer at slippe for hverdagens hastværk og pres og begive sig ind i fantasiens verden.

Operahuset er blevet et nyt vartegn for Australien, eller et nyt internationalt varemærke, på linje med Sydney Harbour Bridge, kænguruen og koalabjørnen. Da vi nu selv har set operahuset i Sydney er vi enige om at det er et flot og fængslende bygningsværk — resultatet af en spændende idé og en forbløffende præstation af byggeteknik, og derfor en hyldest til de evner mennesket har fået af sin Skaber.