Skabt til at slå for evigt

INDE i din brystkasse banker et forunderligt organ på størrelse med en knyttet hånd — dit hjerte. Uden at holde pause pumper det blod med livsvigtige næringsstoffer rundt til dine billioner af legemsceller. Om denne pumpe siges der i bogen Your Heart: „Den er mere effektiv end en hvilken som helst maskine mennesket har opfundet.“

De kræfter der har spillet ind ved hjertets konstruktion og udformning overgår al menneskelig forstand. For eksempel er arbejdstegningen til et barns hjerte, og i øvrigt til alle legemets organer, klar allerede ved undfangelsen. Og hvor utroligt det end lyder, bliver den befrugtede celle i løbet af minutter programmeret til at danne et nyt menneske! Hvordan det går til, er der ingen videnskabsmænd der ved.

Uden synlig anvisning begynder den oprindelige befrugtede ægcelle hurtigt at dele sig og danne nye celler der er anderledes end de „gamle“. I løbet af kort tid begynder mange forskellige slags celler at dannes til forskellige organer. Efter tre uger begynder det delvis udviklede hjerte at slå, altså på et tidspunkt hvor den vordende moder måske ikke engang er klar over at hun er gravid.

Hvad får disse hjerteceller, der fra starten blot ser ud som et enkelt rør, til at begynde at trække sig rytmisk sammen? „Vi er endnu langt fra at finde det endelige svar,“ indrømmer dr. Robert L. DeHaan, der har studeret emnet i adskillige år.

Det man ved er imidlertid betagende. Det vækker ærefrygt. Tænk for eksempel på denne banken, eller sammentrækning, hvormed hjertet sender blodet ud til resten af legemet. Ved du hvad der får hjertet til at slå?

Det bemærkelsesværdige kontrolsystem

Hjerteslaget skyldes hjertets forbavsende evne til at frembringe elektriske impulser. Selv når et hjerte fjernes fra kroppen vil det fortsætte med at slå nogen tid hvis det forsynes med ilt og holdes fugtigt. I hjertet findes der et sindrigt system der frembringer og regulerer elektriske impulser. Dette fantastiske system består af specielle celler som er samlet i grupper forskellige steder i hjertet.

En meget vigtig del af dette system er en lille kommaformet knude, sinusknuden, der består af nerve- og muskelvæv. Den er hjertets hoved-pacemaker, eller dets „strømfordeler“, som nogle kalder den. Her frembringes en regelmæssig række elektriske impulser der udbreder sig gennem hjertet og udløser dets slag. Sinusknudens celler har en kontraktionsrytme på omkring 70 slag i minuttet, hvilket er det normale pulsslag hos de fleste voksne.

En anden del af hjertets kontrolsystem er atrioventrikulærknuden, eller AV-knuden. Når de elektriske impulser fra sinusknuden når hertil, reguleres de så de passer til hjertets pumpevirksomhed. Derpå ledes de hurtigt videre gennem andre specielle ledningsvæv, deriblandt det såkaldte His’ bundt, til resten af hjertet.

AV-knuden har også sin indbyggede rytme, der dog er noget langsommere end sinusknudens, nemlig cirka 50 slag pr. minut. AV-knudens impulsgivende funktion udnyttes imidlertid ikke under normale forhold, men i en nødsituation — hvis sinusknuden svigter — kan AV-knuden træde til som reservepacemaker. Desuden kan His’ bundt sammen med andet specielt ledningsvæv tjene som en sidste redningsline. Det kan fremkalde langsomme hjertekontraktioner, omkring 30 til 40 slag pr. minut, der kan være tilstrækkeligt til at holde livet i gang.

Hvordan systemet dækker legemets behov

Hvis man løber for at nå en bus, går op ad en høj trappe eller på anden måde anstrenger sig, må hjertet slå hurtigere for at tilfredsstille legemets behov for ekstra næring. Hvad er det der fortæller hjertet at det skal sætte farten op? Hvordan finder det ud af hvor hurtigt det skal slå for at dække legemets forskellige behov?

Hemmeligheden ligger hovedsagelig i at hjertet via nerveforbindelser får signaler fra andre dele af legemet. Under kraftig motionering for eksempel, trænger musklerne til ekstra ilt; de henter derfor en større forsyning fra blodet. Når blodets iltindhold falder, påvirkes sanseorganerne i pulsårerne så de sender nerveimpulser med besked til hjernen. Denne signalerer så til hjertet at det skal slå hurtigere, og på den måde sendes der mere iltbærende blod til musklerne.

Hjertet er imidlertid ikke udelukkende afhængigt af sådanne nerveforbindelser; det ser man i tilfælde af hjertetransplantationer. Ved sådanne operationer afskæres hjertet fra vagusnerven og det sympatiske nervesystem, men alligevel fortsætter det transplanterede hjerte i nogen grad med at regulere sine slag efter legemets skiftende behov. Hjertet kan reagere direkte over for kemiske stoffer, for eksempel adrenalin, som føres til det med blodet, og disse stoffer „fortæller“ hjertet om det skal sætte farten op eller ned.

Man forundres virkelig over at hjertet er konstrueret sådan at det lige nøjagtig sender så meget blod gennem legemet at det skiftende behov dækkes! Forbavsende er også de mange „sikkerhedssystemer“ der kan træde til og kompensere i nødstilfælde. Det er ikke så mærkeligt at læger siger at hjertemuskelen „er mere effektiv end en hvilken som helst maskine mennesket har opfundet“. Et blik på hjertets umådelige arbejdsevne vil uden tvivl skabe endnu større forbavselse.

Hjertets ydeevne

Et voksent menneske har cirka fem liter blod i kroppen, og 96.500 kilometer blodkar, de små kapillærer indbefattet. Med de gennemsnitlige 70 slag i minuttet pumper hjertet omkring fem liter blod hvert minut. Tænk engang! Dit hjerte presser hele din blodmængde gennem din krop på 60 sekunder! Under normale forhold pumper det altså over syv tons blod gennem dit kredsløb hver dag. Og så arbejder det vel at mærke ikke særlig hårdt.

Hvis dit hjerte er sundt, og trænes ved regelmæssig motion, kan det måske pumpe 30 liter blod eller mere i minuttet. Det vil sige at det presser hele din blodmængde gennem kroppen hvert 10. sekund! Ja, dit hjerte pumper så konstant og kraftigt at det hver dag kunne presse dit blod gennem adskillige tusind fuldstændige blodkredsløb.

Et så vidunderligt konstrueret organ kan godt få én til at spørge: Var det oprindelig meningen at mennesket kun skulle leve cirka 70 til 80 år og så dø? Vil hjertet kunne slå i det uendelige?

Bestemt til at slå for evigt

Både hjertet og det øvrige af legemet er konstrueret ganske anderledes end menneskegjorte maskiner. Mennesker konstruerer maskiner med faste dele, der naturligvis slides efterhånden. Men menneskelegemet er væsentligt anderledes i sin opbygning. For nogle år siden sagde daværende direktør for den amerikanske atomenergikommissions isotopafdeling, dr. Paul C. Aebersold:

„Førhen betragtede læger menneskelegemet som en maskine der indtog mad, luft og vand, hovedsagelig for at kunne holdes i gang. Man mente kun at en lille del gik til erstatning for slid. Undersøgelser med isotoper har vist at legemet langt snarere ligner en meget fleksibel militær enhed der kan bibeholde sin størrelse, form og sammensætning, selv om der hele tiden sker udskiftning af de enkelte soldater, idet nye kommer til, mens andre flyttes fra post til post, forfremmes eller degraderes, virker som reserve, og til sidst forlader regimentet efter endt tjeneste, der ikke altid er af samme varighed.

Sporstofstudier viser at atomomsætningen i vore legemer sker hurtigt og temmelig fuldstændigt. I løbet af en uge eller to bliver halvdelen af natriumatomerne erstattet af andre natriumatomer. Noget lignende er tilfældet med brint og fosfor. Selv halvdelen af kulstofatomerne udskiftes på en måned eller to. Og sådan forholder det sig med næsten alle grundstofferne. . . . I løbet af et år vil rundt regnet 98 procent af de atomer vi har i os nu blive erstattet med andre atomer som vi optager med den luft, mad og væske vi indtager.“

Det vil altså sige at hvad enten et menneske lever til det bliver 20, 80 eller 800 år, eller det lever evigt, er de fleste bestanddele i dets legeme mindre end ét år. Teoretisk skulle cellefornyelsen kunne holde legemet i live i det uendelige. Lægevidenskabelige forskere har fra tid til anden henledt opmærksomheden på cellernes evne til at forny sig, og fremhævet at man lettere kan forklare hvorfor menneskene skulle kunne leve evigt end hvorfor de dør.

Ikke desto mindre mister hjertet, sammen med resten af legemet, med tiden evnen til systematisk at forny sine celler før de bliver defekte og dør. Hvorfor? Cellebiologerne har mange teorier, men nogen sikker forklaring har de ikke. Åbenbart sker der efterhånden noget med cellernes funktion, og de der slides og dør, erstattes ikke altid af nye ved en celledeling. Derfor ældes og dør menneskene.

Hvis man kunne ændre dette og bevare den rette balance ved erstatning og fornyelse af cellerne, da kunne mennesket leve evigt. Men mennesket selv formår ikke at rette fejlen. Det har ikke konstrueret legemet og dets forunderlige hjerte. Kun Skaberen, Jehova Gud, kan foretage de nødvendige korrektioner så menneskene kan komme til at leve evigt, og det vil han gøre når tiden er inde, som han lover i sit ord, Bibelen. For eksempel siges der i Romerbrevet 6:23: „Den gave Gud giver er evigt liv.“ Og i Salme 37:29 hedder det: „De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“

Indtil da kan vort fantastisk konstruerede hjerte rammes af sygdom og lidelser. Ofte kan vi dog gøre noget for at afværge at disse lidelser sætter ind på et tidligt tidspunkt, og vi kan også gøre noget for at holde dem under kontrol når de opstår.

[Diagram på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Sinusknude

Højre og venstre forkammer

AV-knude

His’ bundt

Ledningsbaner

Højre og venstre hjertekammer

Purkinjestråde