Hvad en pacemaker har betydet for mig

DA LÆGEN bøjede sig og lyttede til det ufødte barns hjerteslag blev han straks klar over at der var noget alvorligt i vejen. Til tider slog hjertet kun 48 slag i minuttet — ikke 120, som er det almindelige hos et foster. Lægen tilkaldte omgående nogle af sine kolleger for at få fastslået problemets årsag. Man nåede ikke at stille en diagnose før jeg blev født den 11. september 1944, en måned for tidligt. Mit hjerte slog virkelig kun 48 til 60 slag i minuttet. Og årsagen? Ventrikulær hjerteblok.

Ventrikulær hjerteblok lyder værre end det er. I mit tilfælde betyder det at hjertets forkamre slår normalt, men at impulsen ikke altid når igennem til hjertekamrene. Rytmen i hjertekamrene bliver derved meget langsommere, omkring 30 til 40 slag i minuttet, mens rytmen i forkamrene er 60 til 80 i minuttet. Da hjertets egentlige pumpevirksomhed foregår i hjertekamrene, blev blodcirkulationen i mit legeme reduceret til halvdelen af det normale. Lægen mente at det var første gang man havde registreret denne lidelse hos et endnu ufødt barn. Min moder blev underrettet om at jeg formentligt ikke ville leve ret længe, eftersom lægevidenskaben ikke kendte noget middel hvormed man kunne afhjælpe problemet.

Efter det første meget vanskelige år begyndte der at komme mere fasthed over min krop, og jeg blev stærkere. I hele min barndom måtte min fysiske aktivitet begrænses meget. Jeg måtte tit tage en lur, og kunne ikke deltage i gymnastik og sport i skolen. Min vennekreds bestod næsten udelukkende af Jehovas vidner, der altid var forstående og tog hensyn til mine specielle begrænsninger, og alligevel tog de mig med i deres aktiviteter. Næste gang vi konsulterede en læge var jeg 17-18 år, men lægen sagde at man ikke kunne gøre mere for mig.

Jeg måtte altså finde mig i mit fysiske handicap og erkende at jeg blev nødt til at begrænse mine aktiviteter hvis jeg skulle bevare livet. Efter studentereksamen fandt jeg ud af at jeg kunne klare et deltidsjob; derved tjente jeg til mine udgifter i familiens husholdning. I cirka halvandet år var jeg „feriepioner“ hver anden måned og brugte mindst 75 timer i disse måneder til at dele min kristne tro med andre. Det var dejlige perioder i mine unge år.

Jeg får en pacemaker

I slutningen af 1965 kom min tante, der er praktiserende sygeplejerske, i kontakt med en specialist i hjerte-karsygdomme som var stærkt interesseret i den mere og mere brugte indoperering af pacemakere. Min tante henvendte sig til lægen og forelagde ham mit tilfælde. Hun spurgte om en pacemaker kunne hjælpe mig. Der blev aftalt et besøg. Efter nogle forberedende undersøgelser sagde denne usædvanlig betænksomme læge at han var ganske sikker på at en pacemaker ville forbedre min tilstand betydeligt.

Lægen forklarede at pacemakeren er et lille batteridrevet elektronisk apparat, sædvanligvis fuldstændig indstøbt i hård plastic og forsynet med et stik til elektriske ledninger der føres ind til hjertemuskelen. Pacemakeren vender hjertemuskelens elektriske poler, så muskelen trækker sig sammen og pumper blodet rundt. Disse regelmæssige elektriske impulser til hjertemuskelen udløser et slag hver gang, med det resultat at hjerteslaget bliver nogenlunde normalt.

Der findes flere forskellige slags pacemakere. De første man lavede var enheder med fast rytme. De fulgte ufravigeligt den rytme de var indstillet til, sædvanligvis 72 slag pr. minut. De mest brugte pacemakere er indrettet sådan at de kun træder i funktion når hjertets eget ledningssystem ikke fungerer. I samme øjeblik hjertet selv sender impulser igen, registrerer den kunstige pacemaker det og bryder ikke ind.

Lægen bad mig komme ind på hospitalet til nogle specielle prøver, deriblandt en hjertekateterisation. Der blev foretaget nogle små indsnit i mine arme og indført rør gennem mine vener helt ned i hjertet. Jeg var vågen og fulgte med i alt hvad der foregik!

På et tidspunkt havde jeg fire katetere indført samtidig, to i hver arm. Det gav lægerne mulighed for at undersøge mit hjertes vægge og kamre for huller eller deformiteter. De kunne oven i købet føre ledningerne fra en pacemaker lige ind i hjertemuskelen og konstatere om pacemakeren ville afhjælpe mit problem. Resultaterne viste at pacemakeren ville overvinde mit hjerteblok og bringe mit hjerteslag op på den normalrytme som pacemakeren blev indstillet på. Lægerne fandt ingen yderligere deformiteter.

En måned senere, den 23. januar 1966, skulle pacemakeren implanteres i min krop. Der blev foretaget et indsnit i min bugvæg, og den udskiftelige elektroniske enhed blev implanteret. Den blev anbragt i bugvæggen, for dér havde jeg mest fedt på kroppen; dengang vejede jeg kun 43 kilo. Et andet snit blev lagt mellem de to midterste ribben. Det var nødvendigt for at pacemakerens ledninger kunne forbindes med hjertet. Ledningerne blev syet fast til hjertekammerets væv for at sikre at pacemakerens elektriske impulser kunne nå frem.

Et nyt liv begynder

Jeg kom mig hurtigt og forlod hospitalet efter 10 dages forløb. Mine venner og min familie bemærkede hvor rød min hud var nu da der strømmede mere blod gennem mine blodkar. Efter en rekonvalescenstid på seks uger vendte jeg tilbage til min arbejdsplads, men erfarede at mit job var blevet nedlagt under mit fravær. Efter et kort stykke tid fandt jeg dog nyt arbejde, og det var ikke spor for tidligt, for nu begyndte jeg at sætte mig nye mål og at anlægge nye betragtninger.

Først af alt ændrede jeg min indstilling. Jeg tænkte ikke mere: „Nej, det kan jeg ikke,“ men: „Ja, det tror jeg nok jeg kan.“ Åh jo, jeg havde stadig væk mine begrænsninger, men grænserne lå nu noget længere ude, især hvad angår fysiske aktiviteter. Nu kunne jeg arbejde på heltidsbasis. Efterhånden fik jeg min egen lejlighed, og for første gang i mit liv tænkte jeg på at gifte mig.

Jeg havde mødt min kommende hustru aftenen før den første implantering. Hun taler endnu om at hun dengang tænkte at det var en skrøne jeg fortalte om den pacemaker, men at hun senere fandt ud af at alt var sandt. Jeg begyndte at arbejde hårdt for at kunne betale forskellige lægeregninger på i alt cirka 2000 dollars [10.000 kroner], og desuden møblere vort hjem når vi giftede os. Jeg beviste over for familie og venner at jeg kunne klare opgaven som forsørger.

Vi blev gift i 1967. Da vi senere ventede vort første barn var det ikke helt uden bekymring. Vi spekulerede naturligvis på om barnet ville arve min hjertefejl. Lægen mente at risikoen var så minimal at vi ikke behøvede at bekymre os, men det gjorde vi alligevel. Vores datter kom omsider til verden med et sundt hjerte, og vi åndede lettede op.

Pacemakeren skiftes ud

Det var en 24-måneders pacemaker jeg havde fået, og længere holdt batterierne ikke. Disse to år syntes meget korte. Jeg måtte på hospitalet igen for at få den elektroniske enhed skiftet ud. Denne gang foregik operationen meget lettere. Lægen behøvede kun at gøre et indsnit, skære kødet væk fra pacemakeren, tage ledningen ud, fjerne pacemakeren og fastgøre den nye. Så syede han mig til. Dette foregik under helbedøvelse og varede en times tid. Jeg tilbragte tre dage på hospitalet og kunne vende tilbage til mit arbejde i løbet af en uge.

I begyndelsen føltes pacemakeren som et stort bæltespænde i min talje, og den stak lidt frem på min mave. Da jeg med tiden tog på i vægt og kom op på 59 kilo, kunne lægen placere apparatet lidt dybere i kødet, så det var mindre synligt.

Den næste udskiftning foregik stort set på samme måde. Men i 1972 begyndte lægen at benytte en anden fremgangsmåde, der kunne foregå ambulant. Operationen foregik mens jeg var vågen; jeg kunne følge den! Først blev jeg lokalbedøvet. Så blev der foretaget et indsnit, og det gamle apparat blev erstattet med et nyt. Det tog knap en time, og bortset fra det første snit og stikkene da jeg blev bedøvet, var der ikke noget egentligt ubehag. Men det siger sig selv at man kan blive lidt anspændt når man er vågen under operationen.

Jeg fandt noget jeg kunne holde fast i og greb så hårdt om det at det gjorde ondt i mine hænder bagefter. Jeg forsøgte at aflede tankerne fra hvad der foregik, ved at tale uafbrudt hele den time operationen stod på. Hver lille bevægelse lægen foretog, forplantede sig i min krop. Det føltes som om han flyttede rundt på mine indvolde, skønt det i virkeligheden var meget lidt der blev berørt. Da operationen var overstået, spøgte og lo vi. Så tog jeg tøjet på, gik ud til vognen og kørte hjem.

Den nye fremgangsmåde er ikke nær så bekostelig, eftersom man kun er kort tid på hospitalet. Man kommer sig også hurtigere, for kroppen skal ikke frigøre sig for virkningerne af en helbedøvelse. Jeg kunne vende tilbage til mit arbejde i løbet af tre dage.

Endnu en fordel ved de nye pacemakere er at lægen kan foretage visse justeringer uden for kroppen. For eksempel kan han ved hjælp af et lille elektronisk apparat indstille pacemakeren på den ønskede rytme, 60, 70, 80 eller 90 slag i minuttet. Styrken af den elektriske impuls kan også stilles på lav, middel eller høj. Hvis et lægeligt problem eller en periode med ekstra aktivitet kræver det, kan hjerteslaget justeres ved en konsultation hos lægen. I 1973 foretog jeg en rejse til Israel som deltager i en tur arrangeret af Vagttårnets selskab. Lægen satte min hjerterytme op til 80 slag i minuttet, og det virkede så tilfredsstillende at vi har holdt det dér siden.

Velsignelser, fulgt af tragedie

Det var en meget lykkelig tid i mit liv. Jeg havde en vidunderlig hustru, to kønne døtre, et godt sted at bo og et arbejde der gav mig masser af tid til mine kristne aktiviteter. Jeg tjente også som ældste i den kristne menighed. Mange af mine kristne brødre og søstre anede overhovedet ikke at jeg engang havde været så alvorligt handicappet, eller at mit hjerte blev styret af en pacemaker.

Naturligvis havde jeg ikke så megen energi som jeg kunne ønske. Derfor måtte jeg fordele mine kræfter — nogle på verdsligt arbejde, nogle på samvær med familien og nogle på de kristne møder samt på udarbejdelse af foredrag og deltagelse i forkyndelsen fra hus til hus sammen med mine trosfæller. Det krævede sædvanligvis en kort lur når jeg kom hjem fra arbejde og før vi skulle af sted til vore møder. Jeg var ikke helt som andre mennesker; jeg havde ingen reserver at trække på når der var noget ekstra der skulle gøres. Men jeg ændrede min indstilling hvor det var nødvendigt for at bevare et ligevægtigt syn på tingene og på alt hvad jeg skulle gøre.

En søndag eftermiddag i sommeren 1975 kørte min kone og jeg over til min svigermoder for at hente børnene. De havde været hos hende fra dagen før. En ung mand i en modkørende vogn var faldet i søvn ved rattet og kørte med fuld fart ind i os i et vejsving! Forbavsende nok blev vi ikke dræbt, men vi blev kvæstet alvorligt begge to. Mit ankelled blev knust, for jeg trykkede endnu hårdt på bremsepedalen da sammenstødet skete.

Vi blev i hast bragt til det nærmeste hospital, og jeg bad straks lægerne på skadestuen se på min pacemaker. Den slog stadig regelmæssigt og var ikke kommet noget til ved ulykken. De syede min læbe og røntgenfotograferede min fod og mit ben. Da ortopæden kom for at se på foden, spurgte jeg: „Kan De sætte den sammen igen?“

„Det tror jeg,“ svarede han.

„Kommer jeg til at gå igen?“

„Det er for tidligt at sige noget om det.“

„Kan De foretage operationen uden blodtransfusion — jeg er et af Jehovas vidner?“

„Nej,“ sagde han.

„Kender De en læge der kan?“

Vores egen læge kendte én. Da jeg stillede de nævnte spørgsmål til denne læge, fik jeg de samme svar undtagen på det tredje spørgsmål. Han svarede: „Det er lidt mere risikabelt at gøre det uden blod, men hvis De er villig, er jeg det også.“ Så sagde jeg: „Lad os komme i gang.“

Lægen kunne give sig god tid, for takket være pacemakerens regelmæssige og upåvirkede slag, var risikoen for komplikationer mindre. Operationen tog cirka fire timer, og der blev indsat to skruer og to metalsøm for at ankelen kunne holdes sammen. I kraft af at vores familie og vore venner i menigheden ordnede huset og sørgede for mad til os, skred bedringen støt og roligt frem for min kone og mig. Jeg er glad for at kunne sige at jeg kan gå igen.

Skønne fremtidsudsigter

Dengang boede vi i det sydlige Californien. Men efter at have talt med en af Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd, og efter at have overvejet sagen under bøn, besluttede vi at flytte til et landdistrikt i det nordlige Arizona, hvor vi kunne være til større hjælp i Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde. Det sidste par år har jeg af og til kunnet være med i „pionerarbejdet“, og det samme har min kone. Vi har nydt mange velsignelser ved at dele Bibelens budskab med andre og ved at samarbejde med vore kristne brødre og søstre.

Den kunstige pacemaker har uden tvivl forlænget mit liv og ubestrideligt givet det mere indhold. På grund af mine problemer med hjertet er jeg blevet bedre kendt med hjertets funktion end de fleste andre mennesker. Sandt nok kan hjertet på nuværende tidspunkt rammes af mange forskellige lidelser — og bliver det også — og en kunstig pacemaker kan i bedste fald kun midlertidigt rette op på visse svagheder. Men når man ser hvor vidunderligt hjertet er skabt, indser man at muligheden for at det kan slå for evigt er til stede.

Denne mulighed eksisterer fordi vor Skaber Jehova Guds oprindelige hensigt med menneskene var at de skulle leve evigt i lykke på jorden. At denne hensigt bliver nået er sikkert og vist, for Bibelen siger om menneskene: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ (Åb. 21:3, 4) Hvilken storslået fremtid kan vi ikke forvente! Den ny tingenes orden er nær, og i den vil alle kunne glæde sig over et godt helbred uden mindste antydning af problemer med hjertet eller andre dele af legemet! — Indsendt.

[Illustration på side 11]

Pacemaker indsat i bugvæggen og elektroder fastgjort til hjertevæggen