Er et „Europas forenede Stater“ et skridt i den rigtige retning?

I ÅRHUNDREDER var Europa kulturens og civilisationens centrum. Europa oplevede renæssancen og gav stødet til den industrielle revolution. Europa udforskede fjerne „uopdagede“ lande, koloniserede dem og gjorde „indfødte hedninger“ til kristne, i det mindste af navn. Den dag i dag gør Europa sin indflydelse gældende mange steder på jorden. Af den grund har mange givet udtryk for den opfattelse at et forenet Europa — ja måske et „Europas forenede Stater“ — ville have en positiv og gavnlig virkning på resten af verden. Kunne det måske være et skridt i den rigtige retning — i retning af verdensenhed?

Forsøg på europæisk samling

I 1849 førte den berømte franske forfatter Victor Hugo forsædet ved en kongres i Paris der gik ind for et Europas forenede Stater som skulle sikre freden. Senere stiftede den østrigske greve Richard Coudenhove-Kalergi foreningen Paneuropæisk Union med et lignende sigte, men med samme ringe resultat.

Efter den anden verdenskrig, der delte Europa i to politiske blokke, begyndte de vesteuropæiske lande på ny at overveje fordelene ved europæisk enhed. De østeuropæiske lande afviste ideen som et politisk træk, rettet mod kommunistblokken. Oprettelsen af et „Europas forenede Stater“ er altså udelukkende et vesteuropæisk mål.

Et første skridt blev taget i 1949, da 10 vesteuropæiske lande enedes om at oprette Europarådet. Dets målsætning var „at skabe større enhed mellem dets medlemslande for derigennem at beskytte og virkeliggøre deres fælles arv og fremme den økonomiske og sociale udvikling i medlemslandene“. Rådets forsamling fik ikke nogen besluttende myndighed, men kom til at tjene som et rådgivende forum hvor medlemslandene kunne fremsætte synspunkter og stille forslag.

I forbindelse med Europarådet sagde Winston Churchill: „Det første skridt er taget, og det er det første skridt der betyder noget“ — forudsat, naturligvis, at det er taget i den rigtige retning. Var det det? Det forhold at andre europæiske lande siden har sluttet sig til — rådet har nu 20 medlemmer — tyder på at i det mindste nogle lande er af den opfattelse.

Efter forslag fra den franske udenrigsminister Robert Schuman oprettede fem af de førnævnte ti lande (Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg) sammen med Forbundsrepublikken Tyskland i 1952 Det europæiske Kul-og Stålfællesskab. Derved skabte de en form for fællesskab omkring deres vigtigste ressourcer og underlagde dem en ny overnational myndighed.

Tilskyndet af de gode erfaringer tog de samme seks lande endnu et skridt i 1957. De oprettede Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab. Senere, i januar 1973, blev disse fællesskaber udvidet til også at omfatte Danmark, Irland og Storbritannien, i alt ni medlemslande. Dette fællesmarked, som det almindeligvis kaldes, blev anset for at være et yderligere skridt i retning af en fuldstændig økonomisk og (efter manges opfattelse) politisk union.

Hvad mener folk om det?

Den almindelige borgers mening om Fællesmarkedet bygger ikke så meget på de politiske aspekter som på de rent praktiske resultater i hans eller hendes egen hverdag. Husmoderen er glad for at hun har fået flere fødevarer at vælge imellem, og hun er glad for at udenlandske produkter som hovedregel er blevet billigere som følge af de gunstige handelsordninger inden for Fællesmarkedet og mellem Fællesmarkedet og andre lande.

Mange er glade for at de nu kan bevæge sig mere frit fra det ene land til det andet. Regeringerne er tilsyneladende blevet mere villige til at samarbejde om fælles problemer: terrorisme, inflation, arbejdsløshed og energispørgsmål. Et fælleseuropæisk kørekort synes at være på vej, og senere — muligvis — en fælles valuta.

Tidsskriftet Euro-Barometre, der udgives af EF-kommissionen, offentliggjorde i juli 1977 resultatet af en række meningsmålinger der var foretaget hvert halve år siden 1973. Der stod: „Holdningen i Fællesskabet som et hele har ændret sig meget lidt . . . seks af ti (57%) syntes at Fællesskabet var ’et gode’, mellem en og to af ti (14%) syntes at det var ’et onde’. . . . Holdningen varierer stadig meget fra land til land, men ikke så meget som i 1973.“ Artiklen pegede også på at 42 procent af de adspurgte syntes at bestræbelserne for europæisk enhed skulle gå hurtigere, 34 procent foretrak det nuværende tempo, mens kun 11 procent gerne så at det gik langsommere.

To nye skridt

Et af De europæiske Fællesskabers organer er Europaparlamentet (der ikke må forveksles med det førnævnte Europaråd). Dette organ tjener som en slags klangbund for Fællesmarkedets problemer. Men da det ikke er en lovgivende forsamling, er dets myndighed begrænset. Indtil nu er dets medlemmer blevet udpeget af de enkelte landes parlamenter, men i 1976 blev det besluttet at der skulle udskrives almindelige, direkte valg til Europaparlamentet i foråret 1978. På grund af vanskeligheder i forbindelse med at fastlægge en valgprocedure måtte valget imidlertid udskydes, og det er nu fastsat til at skulle afholdes den 7. til 10. juni 1979.

Interessen for de direkte EF-valg har været temmelig behersket. En meningsmåling i Forbundsrepublikken Tyskland viser at kun 28 procent af de tyske vælgere har besluttet sig til at afgive deres stemme. Ved en gallupundersøgelse i Danmark har 48 procent svaret at de „helt sikkert“ ville stemme ved et kommende valg til Europaparlamentet. (Berlingske Tidende, 24. maj 1978) Modstanderne siger at valgene kun er et politisk eksperiment uden større betydning, og at de ikke vil ændre noget ved den generelle situation. Tilhængerne føler på deres side at valgene i det mindste vil højne interessen for Europaparlamentet og indskærpe dets medlemmer at de er ansvarlige over for deres vælgere.

Et andet skridt man har drøftet er at udvide Fællesmarkedet til også at omfatte Spanien, Portugal og Grækenland. Nogle er dog bange for at dette vil svække alliancen. Selv om den spanske kong Juan Carlos i sin trontale nævnte at ’Europa ville være ufuldstændigt uden Spanien’, er der en vis tøven på begge sider med hensyn til at gå videre med ideen. Som følge af den allerede uhyggeligt store arbejdsløshed inden for Fællesmarkedet viger de nuværende medlemmer tilbage for at åbne dørene for andre lande hvis arbejdsløshedsproblem er endnu større. Nogle har talt om en tiårig forhandlingsperiode, hvilket forståeligt nok ikke kan accepteres af dem der ønsker hurtigere handling.

Mange mener tilsyneladende at en udvidelse snarere vil hæmme end fremme muligheden for europæisk enhed. I avisen The Observer udtrykker John Cole det på denne måde: „En udvidelse vil sikkert også betyde at man i mange år kan opgive ethvert håb om — eller enhver frygt for — et europæisk forbund, og enhver snarlig mulighed for en økonomisk og monetær union.“

Flere hindringer for fremskridt

Nationalisme er uden tvivl den største hindring for virkelig enhed. Samarbejde mellem politisk ligestillede partnere til fælles økonomisk gavn er én ting; at afgive sin nationale suverænitet, eller blot en del af den, er noget andet. Mange alliancer er blevet indgået under direkte forudsætning af at den nationale suverænitet skal respekteres og på ingen måde må krænkes. Historien viser med al ønskelig tydelighed at nationer og herskere sjældent er villige til at afstå deres suverænitet til andre.

Selv lande der har nogenlunde samme regeringsform og bygger på en fælles ideologi, er ikke videre interesseret i at slutte sig sammen under en fælles regering. Sovjetunionen og Kina har for eksempel udviklet hver sin form for kommunisme. Og selv om Storbritannien og Amerikas forenede Stater nok har knyttet det mest intime forhold til hinanden man nogen sinde har set mellem to stormagter, skal man næppe forvente at en eventuel plan om at forene dem politisk under et fælles statsoverhoved — enten „Storbritanniens præsident“ eller „De forenede Staters dronning“ — uden videre bliver vedtaget.

Hvis man kunne opnå politisk enhed ville man afgjort komme langt i retning af verdensenhed. Men politisk enhed ville være ensbetydende med at nationalismen måtte afskaffes, og nationalismen er utrolig sejlivet!

Noget andet er at grundlaget for enhed må være en fælles lov som alle kan acceptere og som alle uden undtagelse vil rette sig efter. Men en fælles lov forudsætter at man bygger på de samme adfærdsnormer og et fælles etisk grundlag. Kan der opnås nogen enhed så længe folk og nationer stadig hver især opstiller deres egne normer og „gør hvad de selv vil“? Denne mangel på en fælles etik og fælles adfærdsnormer gør det yderst vanskeligt at udarbejde en lov som alle vil underkaste sig. Hvem har den fornødne indsigt og myndighed til at opstille de normer som alle vil være villige til at anerkende?

I en tale i Bruxelles i februar 1978 sagde den engelske udenrigsminister David Owen at „den fuldt udviklede føderalisme“, som nogle stadig går ind for, var „et ædelt mål, men et mål der for de fleste af os englændere er urealistisk, og for nogle utopisk. Vi kan ikke rent konkret se hvordan ni lande med meget forskellige politiske, sociale og kulturelle traditioner . . . på nogen mulig måde kan sluttes sammen i løbet af nogen periode med politiske bestræbelser som det er realistisk at forestille sig“.

Og det tyske månedsblad Unsere Arbeit siger under overskriften „Morgendagens Europa“: „Vejen til en europæisk union — med egen lovgivende forsamling, regering, centralbank og alle en suveræn stats symboler — er besværlig og fuld af hindringer. Selv Fællesmarkedet, begyndelsen til en føderation, . . . fungerer ikke upåklageligt.“

Efter at Fællesmarkedet havde eksisteret i 20 år, blev det i Time beskrevet som „en tilbagestående halvvoksen snarere end en fuldt udviklet voksen“, og bladet tilføjede at „yderligere fremskridt henimod et virkelig forenet Europa måske er mere tvivlsomme i dag end ved begyndelsen af det store eksperiment. Medlemslandene viger stadig ikke tilbage for at gå uden om Fællesmarkedets institutioner når de ser en national fordel ved det“.

Så selv om der er gjort visse fremskridt, lader det til at problemerne stadig er formidable. De problemer Fællesmarkedet må kæmpe med i Europa, ligner på mange måder de problemer FN møder i global målestok. Lad os derfor rette blikket mod De forenede Nationer og se om det måske endelig er lykkedes denne organisation at bringe verdensenhed inden for rækkevidde.

[Ramme på side 6]

Samarbejde eller sammenvoksning?

Ved et møde på Christiansborg i november 1977 sagde statsminister Anker Jørgensen at der ikke i Danmark var baggrund for at fremsætte „meget vidtgående ideer om integration“ hvis man ønskede et realistisk valgprogram til EF-valget.

„Det danske socialdemokrati er indforstået med, at der i Europa skal udvikles et stadigt bedre og mere intenst samarbejde,“ sagde han, „men vi er modstandere af en ’sammenvoksning’ . . . Vi mener heller ikke, at det europæiske parlament skal tillægges lovgivende myndighed, og tanker i den retning vil ikke være acceptable for det danske socialdemokrati.“ — Berlingske Tidende, 9. november 1977.

[Ramme på side 7]

Modstanden vokset

Af alle medlemmer i EF er Danmark det land der forholder sig mest reserveret, fremgår det af en række undersøgelser som EF-kommissionen har gennemført i alle ni medlemslande. Ved folkeafstemningen om dansk tilslutning til EF, der fandt sted den 2. oktober 1972, blev resultatet at 56,7 procent af vælgerne stemte for, mens 32,9 stemte imod.

Siden er modstanden mod Danmarks medlemskab imidlertid vokset. En gallupundersøgelse i september 1977, fem år efter folkeafstemningen, gav det resultat at 43 procent nu var imod EF, mens kun 33 procent erklærede sig for, oplyste Berlingske Tidende for 29. november 1977.

[Kort på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Fællesmarkedslande

1. Italien

2. Frankrig

3. Frb. rep. Tyskland

4. Belgien

5. Holland

6. Luxembourg

7. Storbritannien

8. Irland

9. Danmark

Endnu ikke

10. Grækenland

11. Portugal

12. Spanien

Norge

Sverige

DDR

Polen

Tjek.

Østr.

Ungarn

Jugoslavien

Alb.

Afrika

[Illustration på side 5]

Winston Churchill sagde: „Det første skridt er taget, og det er det første skridt der betyder noget.“