Drømmen om et forenet Europa
„BEGYNDELSEN på en drøm.“ Sådan lød overskriften til en artikel i bladet The European der handlede om „den svimlende hurtige europæiske integration“. Men hvordan er denne drøm egentlig opstået? Er der realiteter bag de store forventninger til fremtiden?
Kort efter den anden verdenskrig foreslog Winston Churchill dannelsen af et „Europas Forenede Stater“. Og siden da har alt tilsyneladende peget i den retning. Nu bliver 1992 kaldt en milepæl på vejen mod virkeliggørelsen af denne drøm. Men hvorfor netop 1992?
De 12 EF-lande har planlagt at de med udgangen af 1992 vil have oprettet en økonomisk union. Dette betyder at alle afgiftsgrænser forsvinder, at alle EF-borgere frit kan flytte fra ét land til et andet inden for fællesskabet og vil have samme rettigheder til arbejde og sociale goder som den lokale befolkning. Med tiden vil der blive indført en fælles møntenhed og oprettet en europæisk centralbank. Der vil desuden blive udstedt fælleseuropæiske pas og kørekort. Man tilstræber endvidere fælles politik i spørgsmål om miljø og kernekraft. Desuden skal en række love harmoniseres, deriblandt færdselslovene.
Dermed bliver EF det tredjestørste marked i verden. Alt i alt vil EF-landene tegne sig for en femtedel af verdenshandelen. EF’s økonomiske politik vil således få indflydelse på hele verdensøkonomien og dermed også på udviklingslandene.
Et nyligt rundspørge viste at næsten 70 procent af alle europæere støtter de planlagte ændringer. Mange ønsker endda at man skal gå endnu længere. Omkring tre fjerdedele af de adspurgte gik ind for en samlet koordinering af forskningen og lige sociale goder overalt. Mere end halvdelen gik endog ind for en fælles udenrigspolitik.
Udviklingen peger altså nu ikke blot i retning af en økonomisk men også en politisk union. Uforudsete begivenheder har med overraskende styrke sat yderligere skub i denne udvikling.
„Vi bliver ført af sted“
Den 9. november 1989 faldt Berlinmuren. Tanken om tysk genforening, som ofte havde været drøftet men blev betragtet som urealistisk, blev atter genstand for en heftig debat. En genforening syntes pludselig uundgåelig, men der var næppe nogen der vovede at forudsige hvor hurtigt den ville finde sted. Da den tyske forbundskansler Helmuth Kohl blev beskyldt for at forcere genforeningen, svarede han: „Jeg forsøger ikke at skubbe på. Vi bliver ført af sted.“ Den 3. oktober 1990 — mindre end 11 måneder efter murens fald — kunne det tyske folk fejre genforeningen. Tyskland var igen ét land.
Verden glædede sig over at den kolde krig var forbi. Men samtidig gjorde en ny uventet udvikling krav på opmærksomhed. Hvordan ville den irakiske invasion af Kuwait berøre planerne for 1992? Journalisten John Palmer skrev: „Golfkrisen virker snarere fremmende end hæmmende på fællesmarkedslandenes politiske og økonomiske integration — og vil måske fremskynde den dag hvor EF administrerer en fælles forsvars- og udenrigspolitik.“
Under krisen i Golfen og de angstfyldte dage mens krigen rasede, formåede det europæiske fællesskab imidlertid ikke at nå til enighed om en fælles politik. Bladet The European skrev herom i en leder: „Fællesskabets ubeslutsomhed under så stor en international krise har vist hvor vigtigt det er for Europa at nå til enighed om en fælles forsvars- og udenrigspolitik som vil sætte det i stand til at handle med styrke og selvtillid.“ Efter nogle rosende ord sluttede lederen: „Golfkrisen kan give Europa mulighed for at rette op på sin ynkelige optræden og tage et betydeligt skridt i retning af at vise at en politisk union kan realiseres.“
Forventningerne skrues i vejret
Flere og flere lande ønsker nu at blive medlem af EF. Østrig, Cypern, Malta, Sverige og Tyrkiet har ansøgt om medlemskab. Andre sandsynlige kandidater er Finland, Island, Norge og Schweiz. Selv tidligere østbloklande har vist interesse, deriblandt Tjekkoslovakiet, Ungarn og Polen. Ansøgninger fra disse lande vil imidlertid først blive behandlet efter 1992, når den økonomiske union mellem de 12 nuværende EF-lande er en realitet.
Der er taget store skridt i retning af et forenet Europa — og det er sket i et tempo der engang blev anset for usandsynligt og i et langt større omfang end nogen oprindelig havde turdet tro. „Vi forudser en ny europæisk orden, hvor der ikke længere vil være grænser, hvor de enkelte lande kan leve uden frygt for hinanden og hvor folk har frihed til at vælge deres egne politiske og sociale systemer.“ Sådan skrev Hans-Dietrich Genscher, Tysklands udenrigsminister, på tærskelen til 1990’erne. Og han tilføjede: „Denne vision er ikke længere en drøm. Den er inden for rækkevidde.“
Men er en sådan enhed opnåelig? Og i bekræftende fald, er der da grund til håb om at dette blot er første skridt mod noget endnu større — en forenet verden?
Ingen vil benægte at verden har behov for at blive forenet. Enhed ville i høj grad medvirke til at løse nogle af menneskehedens alvorligste problemer. Tænk hvad der kunne udrettes hvis den tid og de kræfter der bliver spildt på stridigheder kunne anvendes i forenede bestræbelser på at løse fælles problemer til fælles gavn!
Det ser ud til at mange lande er opsat på at efterprøve hinandens vilje til at samarbejde, ved at samordne deres økonomiske og monetære systemer. For eksempel har Australien, Brunei, Canada, Indonesien, Japan, Malaysia, New Zealand, Filippinerne, Singapore, Sydkorea, Thailand og De Forenede Stater i 1989 dannet en økonomisk sammenslutning, kaldet Asia Pacific Economic Cooperation, et asiatisk fællesmarked.
Drejebogen ser tilsyneladende sådan ud: Et nyligt forenet Tyskland i fællesskab med et snart forenet Europa vil i løbet af en overskuelig fremtid udvikle sig til en forenet verden. Det lyder godt, men er det realistisk at tro at det kan gennemføres?
Tysklands genforening – en vanskelig proces!
Selv om Tyskland har været forenet politisk og økonomisk i over et år, er der stadig åbenlyse modsætningsforhold mellem de fem nye delstater i det tidligere Østtyskland og resten af landet. Euforien i forbindelse med genforeningen er veget for erkendelse af at enhed koster. På den ene eller den anden måde har alle, både politikere og borgere, måttet betale en pris.
Tidligere på året talte bladet The European om „den følelsesmæssige krise“ i det tidligere Østtyskland. De barske økonomiske vilkår efter genforeningen og sammenbruddet i det kommunistiske samfund har ifølge læger medført en markant stigning i antallet af tilfælde af mentale lidelser og andre stressbetingede sygdomme.
Doktor Gisela Ehle, der er psykiater, siger at „følelsen af hjælpeløshed er epidemisk“ og at „alle man taler med er deprimerede“. Faktisk er folk udsat for samtlige af de større forandringer som vides at forårsage depression: „Arbejdsløshed, ægteskabelige problemer, usikkerhed med hensyn til fremtiden, økonomiske vanskeligheder, identitetskrise, i mange tilfælde akut tab af social status og en generel mangel på mening med livet.“ — The European.
Er det lettere at forene Europa?
Hvis det er vanskeligt at forene det tyske folk, som i det mindste har en fælles historisk baggrund og taler samme sprog, hvordan skal det så lykkes at skabe et „Europa uden grænser“, som paven i Rom har opfordret til? Det vil blive vanskeligt nok i løbet af 1992 at opbygge den union som EF-landene stræber efter — en forening af 12 økonomier på forskellige udviklingstrin og med forskellig stabilitet og af 12 lande med forskellig arbejdsløshed og inflation.
Planerne for 1992 vil give både tabere og vindere. I det store europæiske indre marked med cirka 320 millioner forbrugere vil nogle firmaer være bedre i stand til at konkurrere end andre. Nogle forretningsfolk mener imidlertid at to tredjedele af alle firmaer i EF vil blive påvirket negativt. Og mens turisterne vil glæde sig over at der ikke længere er grænsekontrol, må omkring 80.000 toldfunktionærer i Europa ud for at søge nyt arbejde.
Paul Wilkinson, der er professor i internationale studier, påpeger at selv i 1992 befinder vi os stadig i „et Europa der består af adskilte suveræne enheder“, der hver for sig har „sin egen måde at håndhæve loven på“ og „sit eget retssystem“. „Samarbejdet vil udvikle sig langsomt og smertefuldt,“ siger han advarende.
Foruden problemer af sproglig art, forskelle i social baggrund og modstridende erhvervsinteresser, er det største problem der må løses sandsynligvis de langsomt døende nationale fordomme. Som den forhenværende tyske forbundskansler Willy Brandt engang har sagt: „Sindets mure bliver ofte stående længere end de der er bygget af beton.“
Ikke desto mindre er stemningen stadig høj og forventningerne store. „Ingen tror at 1992 vil blive et let år,“ skriver en journalist, „men fremtiden tegner lys.“
Hvor realistisk?
Selv om den økonomiske og politiske union bliver en realitet, betyder det så at der er skabt grundlag for virkelig fred og sikkerhed? Overvej følgende: Selv om De Forenede Stater består af omkring 50 delstater med individuelle love og regeringer som er økonomisk forenede under en forbundsregering, har landet millioner af arbejdsløse; den økonomiske stabilitet er stadig truet af periodisk konjunkturafmatning og depression foruden en stadig inflationsbyrde. Og den relative politiske enhed har ikke kunnet forhindre at landet er kommet til at lide under voldsom forurening, kriminalitet, stofmisbrug, fattigdom og racediskrimination.
Med hensyn til uroen i Sovjetunionen siger den sovjetiske historiker Juri Afanasjev: „Det største problem i vort land kommer fra en side vi mindst havde ventet, nemlig fra de mange forskellige nationaliteter. . . . Vi var overbeviste om at vort samfund var beskyttet mod sådanne problemer. Når alt kom til alt, var vi så ikke forskånede for den slags i det ’folkenes evige broderskab’ vi levede i?“
Økonomisk og politisk enhed er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at skabe ægte enhed. Der skal mere til for at skabe et „folkenes evige broderskab“. Hvilket?
Velbegrundede forventninger
Hvor der er sand enhed vil krig være et ukendt fænomen. Det at mennesker i årtusinder har dræbt hinanden i krige er imidlertid et tydeligt vidnesbyrd om hvor håbløst splittet menneskeheden egentlig er. Vil dette vanvittige spild af menneskeliv nogen sinde høre op?
Ja, det vil det. Det er Guds erklærede hensigt at skabe en fredelig verden. Hvordan? Gennem en total afrustning. Under inspiration skrev salmisten i Bibelen: „Kom og betragt hvad Jehova har gjort, hvordan han har udført forfærdende ting på jorden. Han standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.“ — Salme 46:8, 9.
Djævelen modarbejder som en rasende den guddommelige hensigt at skabe en forenet verden. Siden den første verdenskrig har forholdene været som beskrevet i Bibelen: „Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:12.
En forenet verden, og dermed virkelig fred og sikkerhed, er baseret på forenet tilbedelse af den Gud der „standser krige indtil jordens ende“ — og ikke på den splittende tilbedelse af hans modstander, om hvem det siges at han „har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. Hvis vore forhåbninger om en forenet verden skal blive til virkelighed, må vi anerkende at Guds rige er en realitet, en bogstavelig regering der hersker fra himmelen. Denne verdensregering, som er indsat af Jehova Gud, er det eneste middel hvorved verden kan blive forenet.
Guds rige er allerede i færd med at skabe kernen til et forenet samfund på jorden som skal erstatte den splittede, stridslystne verden vi kender. I en af Bibelens profetier står der: „I de sidste dage vil . . . mange folkeslag . . . drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ . . . Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“ — Esajas 2:2-4.
Disse smukke ord står mejslet i en mur foran FN-bygningen i New York (se nedenfor). Dog beskriver denne bibelske profeti ikke en ny verdensorden som er skabt af mennesker. Denne profeti om fred og sikkerhed blandt mange folkeslag lader Gud i dag få sin opfyldelse. Jehovas vidner, der kommer fra over 200 lande i verden, erfarer dette. Blandt dem ser man tydelige vidnesbyrd om at et nyt verdenssamfund er under opbygning.
Jehovas vidner lader sig villigt lede af Guds ord. De lever efter det de lærer, deriblandt befalingen om at leve i fred ved ikke at gribe til våben. Dette bevirker at de kan glæde sig over en international enhed som ingen anden religiøs, økonomisk eller politisk organisation på jorden har erfaret. Dette blev i særlig grad demonstreret i sommer ved Jehovas Vidners stævner. Alene i Østeuropa var der ved disse stævner forsamlet 370.000 mennesker i fred og enhed!
Ingen ved i hvilken udstrækning de økonomiske eller politiske fremtidsudsigter for 1992 vil blive til virkelighed. Men der er andre fremtidsudsigter som vi kan have fuld tillid til. I 1992 vil den guddommelige nedtælling til Jehovas dom over Satans verden fortsætte med største præcision. (Esajas 55:11; Habakkuk 2:3) I 1992 vil trofaste kristne komme ét år nærmere livet i Guds lovede nye verden hvor retfærdighed skal bo.
Jehovas vidner indbyder alle der ønsker enhed i verden til nøjere at undersøge grundlaget for disse fremtidsudsigter, som bygger på Bibelens løfter. Det er vidunderlige udsigter som ikke vil forblive uopfyldte!
[Ramme på side 21]
Vejen mod europæisk enhed
1948: Belgien, Holland og Luxembourg (Benelux) opretter en toldunion som danner grundlag for en økonomisk union i 1960 og ophævelse af grænsekontrollen i 1970
1951: Aftalen om den europæiske kul- og stålunion underskrives i Paris
1957: Romtraktaten definerer Det Europæiske Fællesskab (EF) bestående af Belgien, Vesttyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland
1959: Østrig, England, Danmark, Norge, Portugal, Sverige og Schweiz danner Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)
1973: England, Danmark og Irland bliver medlemmer af EF
1979: Det Europæiske Monetære System (EMS) oprettes; første direkte valg til Europaparlamentet afholdes
1981: Grækenland bliver godkendt som medlem af EF
1986: Portugal og Spanien får EF-medlemskab
Bemærk: Navnene på de 12 EF-medlemslande er skrevet med kursiv.
[Illustration på side 23]
Når grænsekontrollen bliver fjernet skal 80.000 mennesker have andet arbejde