Er der grund til optimisme?

„[Berlin]muren bliver måske mere porøs i takt med at båndene mellem Øst og Vest mangedobles. Men det vil vare år, ja generationer, før den falder. De to Tysklande vil aldrig blive genforenet.“ Sådan skrev et anset amerikansk tidsskrift i marts 1989.

Mindre end 250 dage — ikke år, endsige generationer — efter denne udtalelse, begyndte muren at smuldre. Nogle uger senere lå brudstykker af den som souvenirstumper på alverdens skriveborde.

DET gennemrustne jerntæppe var omsider flænget og vakte håb om en snarlig verdensomspændende og vedvarende fred og sikkerhed. End ikke Golfkrigen kunne nedkøle forhåbningerne om at den langvarige kappestrid mellem Øst og Vest var forbi og at en ny verdensorden stod for døren.

En ny dimension føjes til

Efter den anden verdenskrig har der været tydelige bestræbelser på at forene Europa. I 1952 dannede nogle vesteuropæiske lande Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der i 1957 blev efterfulgt af Fællesmarkedet. Dette fællesskabs 12 medlemslande (med i alt 342 millioner indbyggere) besluttede i 1987 at tilstræbe fuldstændig økonomisk enhed („det indre marked“) i 1992. Endog fuld politisk enhed forekommer nu sandsynligt. Med tanke på Europas hidtidige blodplettede historie er det en kærkommen forandring.

Men 1992 bliver mere betydningsfuldt i betragtning af de senere års politiske omvæltninger. Det drøftes mere og mere om de tidligere kommunistlande i Østeuropa en dag vil blive indlemmet i et forenet Europa.

Står Gud bag?

Nogle trossamfund ser stort på princippet om kristen neutralitet og har ladet de mange års undertrykkelse af religionen i Østeuropa forlede dem til aktivt engagement i politik. Hertil bemærker den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung at „de kristne ubestridt har medvirket til forandringerne i Øst“, og tilføjer: „Deres andel må afgjort ikke undervurderes.“ Avisen uddyber dette med nogle eksempler: „I Polen allierede religionen sig med folket, og kirken blev en hårdnakket modstander af regeringspartiet; i DDR gav kirken anderledestænkende et fristed og lod dem benytte kirkens bygninger til organisationsformål; i Tjekkoslovakiet mødtes kristne og demokrater i fængselet, lærte at sætte pris på hinanden og indledte til sidst et samarbejde.“ Selv i Rumænien, hvor „kirkerne havde været Ceauşescu-regimets trofaste vasaller“, var det arrestationstruslen mod præsten Laszlo Tökes der udløste revolutionen.

Vatikanet havde også en finger med i spillet. Tidsskriftet Time kommenterede i december 1989: „Gorbatjovs ikke-interventionspolitik var ganske vist den umiddelbare årsag til den kædereaktion af befrielse der er fejet gennem Østeuropa i de seneste måneder, men Johannes Paul fortjener en stor del af æren for den dybereliggende årsag. . . . I sine taler i 1980’erne slog han gang på gang til lyd for et genforenet Europa fra Atlanterhavet til Uralbjergene, med den kristne tro som ledetråd.“ Da han besøgte Tjekkoslovakiet i april 1990, udtrykte han sine sædvanlige forhåbninger om at hans besøg ville åbne nye døre mellem Øst og Vest. Han bekendtgjorde planer om en synode for europæiske biskopper i den hensigt at lægge en strategi der kunne realisere hans vision om „et Europa forenet på grundlag af dets kristne rødder“.

Kunne et forenet Tyskland inden for rammerne af et forenet Europa være en forløber for et totalt forenet Europa og siden en forenet verden? Tyder religionens indblanding ikke på at det er hvad Bibelen lover? Kan vi ikke vente at det snart bliver til virkelighed, nu hvor gejstlige i både Øst og Vest i politisk sammenhæng arbejder for fred og sikkerhed? Lad os se nærmere på dette.

[Kort/​illustration på side 4]

Den protestantiske Nikolai-kirke i Leipzig — et symbol på den politiske omvæltning i Tyskland

Fællesmarkedets medlemslande