Hvorfor sættes jurister under anklage?

EN DOMMER fra Pennsylvanien i U.S.A., Lois G. Forer, skrev i 1978 en artikel med titlen „Loven: Overdådige løfter, utilstrækkeligt opfyldt“. I artiklen sagde dommeren: „Advokatstanden har i dag nået en bundrekord med hensyn til offentlighedens agtelse . . . Skuffelse og utilfredshed med retfærdighedens forvaltning rammer os lige i hjertet af vor nations velbefindende og livskraft.“

Også i England rejses der alvorlig kritik. I indledningen til en afhandling om det britiske retssystem hævdes det:

„Vi er oplært til trygt at sætte vor lid til britisk retfærdighed . . . Vi indvender at der er nogle som aldrig opnår retfærdighed.“

Jurister har indflydelse på ethvert niveau af et lands styre — i lovgivningen, i forvaltningen, og som dommere, forsvarere eller anklagere. Jurister har desuden monopol på udøvelsen af deres praksis. Hvis der kan rettes visse anklager mod dem, kan de altså ikke sige sig helt fri for ansvar. Her er nogle af de mest almindelige anklager der rettes mod dem:

’Én lov for de rige, en anden lov for de fattige’

I 1905 sagde den amerikanske præsident Theodore Roosevelt:

„Mange af de mest indflydelsesrige og bedst betalte advokater . . . udtænker dristige og snedige metoder hvorved deres rige klienter . . . kan omgå love som er indført for at skabe begrænsninger til offentlighedens vel.“

Næsten 60 år senere var der åbenbart ikke meget der havde forandret sig, for daværende justitsminister Robert Kennedy sagde: „Sagførerne må tage ansvaret for at to forskellige former for lovpraksis er opstået og stadig findes — én for de rige, og en anden for de fattige.“

Det er naturligvis ikke juristernes skyld at der både findes rige og fattige i verden. De er for øvrigt heller ikke den eneste profession hvis tjenester koster mere end almindelige lønarbejdere har råd til. Men i hvert fald betyder de høje honorarer i mange lande at de der er fattige eller bare har en gennemsnitsindkomst, ikke har retfærdighed inden for rækkevidde.

Som udtrykt af en journalist der skriver om juraspørgsmål i New York Times: „Både inden for og uden for denne stand er der kritikere som hævder at der er for mange love og for mange sagførere, og at sagførerne med deres høje priser er ved at slå sig selv ud af markedet.“ Charles D. Breitel, som er præsident for staten New Yorks appelret, siger at der findes advokater som bare „skraber til sig“ og siger advarende at de „måske er ved at slå den høne ihjel som lægger guldæg til dem.“

For at rette lidt op på skævhederne tilbydes der i mange lande retshjælp til mindrebemidlede. Men resultatet af dette kan blive at man skaber nye skævheder, mens man søger at rette op på andre. I England og De forenede Stater er det ofte gået sådan at kun de allerrigeste og de allerfattigste har råd til at gå til en domstol. Middelklassen, der ikke er berettiget til retshjælp, får ikke råd til juridisk bistand.

Langsommeligt og indviklet

Det moderne samfunds komplicerede struktur og det stigende antal love betyder i forening at problemerne mangedobles og domstolene belastes som aldrig før. Systemets langsommelighed virker afskrækkende på dem der har brug for domstolenes hjælp. Præsidenten for De forenede Staters højesteret, Warren Burger, har sagt: „Folk der har problemer ønsker hjælp, ligesom folk der har smerter, og de ønsker den så hurtigt og så billigt som muligt.“ Men disse mål opnås sjældent — og det bidrager til at love og retsinstanser kommer under kritik.

Bladet Time henleder opmærksomheden på endnu et klagepunkt ved at citere en tidligere rådgiver for U.S.A.s præsident, advokaten Fred Dutton: „Sagførere får deres betaling for at gøre tingene komplicerede, holde liv i stridigheder, og gøre alting teknisk.“ Han fortæller at en enkelt retssag angående teksten på etiketterne til nogle krukker med jordnøddesmør trak ud i 12 år og omfattede et dokumentmateriale på 75.000 ark, foruden at retsforhandlingerne fyldte 24.000 sider i afskrift! Det betyder ikke at alle advokater bevidst benytter sig af forhalingstaktik, men kedelige tilfælde forekommer dog ofte nok til at det skader offentlighedens generelle indtryk af standen.

Nogle advokater påtager sig måske for mange sager og gør derefter ikke mere ved dem, medmindre klienten rykker for et resultat. En praktiserende jurist indrømmer: „Hvis klienten hele tiden er efter sin sagfører, kan det godt betyde at han sparer flere måneders ventetid.“ Hvis man har en sådan advokat og ønsker sin sag gennemført hurtigt, kan det åbenbart blive nødvendigt at ringe eller besøge ham ret ofte. Men det kan også være at advokaten har brug for større samarbejde fra klientens side for at kunne gennemføre sagen hurtigere. Har han fået alle de nødvendige oplysninger? Får han sin betaling til tiden?

En samvittighedsfuld sagfører der arbejder effektivt og til rimelige penge for sine klienters interesser, kan faktisk bidrage betydeligt til klienternes sindsro, og er samtidig en anbefaling for professionen. Men selv jurister af en sådan støbning må arbejde inden for rammerne af ufuldkomne retssystemer som måske, ifølge selve deres natur, virker fremmende på moralske uretfærdigheder.

Systemets udformning — en hindring

Har du nogen sinde oplevet den følelse af skuffelse og håbløshed det giver når man hører om et tilfælde hvor domstole synes at have afsagt en åbenlyst uretfærdig dom? At noget sådant kan ske, skyldes muligvis at mange landes retspraksis er bygget på den teori at man kan finde frem til en retfærdig løsning af en strid, ved at overvære et sammenstød mellem fortalere for de to modstridende synspunkter. Angående dette ’modstandersystem’ har advokaten Abraham Pomerantz fra New York fremsat følgende betragtning:

„Vi praler af det, men det er et yderst vildledende system som ikke medvirker til at man finder frem til sandheden, men snarere forhindrer dette. Fra hver side fremdrager man de oplysninger der bekræfter, og ignorerer dem der ikke gør det. Resultatet af dette bliver forvirring og forvrængning; den smarteste vinder.“

På hver side er der en advokat som kæmper for en klient. I mange sager er der ikke tale om at den ene af parterne har klart ret eller uret i moralsk forstand. Men det gældende system har tendens til at skubbe det moralske aspekt i baggrunden og tilskynde advokater til at kæmpe for den der er i stand til at betale deres honorar.

„Advokaterne, der tilhører en offentlig profession med et stort socialt ansvar, proklamerer at loyalitet mod klienten er deres højeste pligt (mens det i virkeligheden er honoraret fra klienten de omfatter med den største loyalitet),“ skriver Jerold S. Auerbach, som er professor i jura ved Wellesley College. Han påviser derefter at dette understreger en fundamental fejl ved det gældende system: „Det er dårligt udrustet til at tilgodese det sociale vel, hvis man ser bort fra den underforståede antagelse at enhver retstvist og enhver vinder er til samfundets vel.“

Dette hjælper en til at forstå hvordan der, set med en lægmands øjne, kan afsiges urimelige domme. De ophøjede idealer i lovene, hvis hensigt er at give de uskyldige og de ærlige enhver mulig beskyttelse, kan lige så vel benyttes af dygtige jurister til at beskytte de skyldige og de uærlige. Skylden for dette paradoks ved de menneskelige retssystemer ligger ikke alene hos juristerne. Idealet er den fuldkomne retfærdighed, men blandt ufuldkomne mennesker bliver resultatet ofte at den moralske opfattelse af ret og uret erstattes af spørgsmålet om hvad der er „lovligt“. Jerold Auerbach fortæller hvordan han som professor i retsvidenskab selv oplever dette:

„Hvert år lærer man næsten 100.000 [amerikanske] studerende at tænke som jurister. Det er ikke nogen ringe bedrift at lære én der i 21 år har tænkt som menneske, at tænke som jurist. For at lære lektien må han afskrive sin tro på at begrebet ret og uret har nogen som helst betydning ud over hvad der afgøres af en proces mellem to modstandere og af selve retssystemet.“

Juristens dilemma

Et sådant syn på de moralske normer inden for det juridiske studium anbringer de samvittighedsfulde jurastuderende i et dilemma. „Det bekymrer mig at [det juridiske fakultet ved] Harvard-universitetet kun lægger meget ringe vægt på det etiske i uddannelsen af fremtidige jurister,“ skrev en afgående jurastuderende i en afhandling der blev trykt i New York Times. „På den juridiske og den personlige etiks område overlades vi til vore egne instinkter — i mit eget tilfælde: dårligt analyserede instinkter.“

Endnu en side af juristens moralske dilemma nævnes af en New York-advokat ved navn Seymour Wishman, der er beskæftiget med kriminalsager: „At kæmpe så energisk og opfindsomt som muligt for at vinde klientens sag, nyder traditionelt den højeste anseelse inden for denne stand. Jo mindre klienten fortjener det, jo ædlere er bestræbelserne.“

Advokater som går ind for dette princip kan altså forsvare en anklaget, selv om de véd at denne er en forbryder af værste slags, og fremme økonomiske eller andre interesser for klienter hvis mål er moralsk set tvivlsomme. „Mange af mine klienter er rene uhyrer som har foretaget sig uhyrlige ting,“ vedgår ovennævnte advokat. „Skønt de undertiden ikke har været skyldige i den forbrydelse de har været anklaget for, har næsten alle mine klienter været skyldige i et eller andet.“ Mange af den slags mennesker kan altså leve højt på at de har fundet en „god“ sagfører.

Om en sådan advokat siger en anklager i Texas: „Han er dygtig, han er meget dygtig. Men det er hans skyld at vi her i Texas har over en snes mennesker gående på fri fod som uden at blinke ville skyde hovedet af en anden. Han er en fare for samfundet.“

Den kendte advokat der hentydes til, svarer på en måde der illustrerer den moralske svaghed ved vore ufuldkomne retssystemer: „Jeg sover glimrende om natten. Jeg skal hverken være dommer eller jury, det er ikke mit arbejde; jeg skal kun gøre mit bedste for den borger der står anklaget.“ Men naturligvis findes der andre jurister som har moralske betænkeligheder i forbindelse med disse spørgsmål.

Imidlertid ser det ud til at mange jurister finder det rigtigst at de ikke personligt fælder nogen moralsk dom, men overlader det til selve retsprocessen at være den endelige dommer om ret og uret. Det er et af advokatstandens dilemmaer om dens medlemmer, med deres særlige indblik i klienternes forhold, egentlig bør forsvare mennesker som de ved har uret.

Nogle finder at den praksis der anvendes, har tendens til altid at benytte de forsvarsmuligheder der rent „teknisk“ står åbne for en klient, uanset om denne er skyldig eller ikke-skyldig. Hertil kan juristerne sige: ’Hvorfor skulle det være forkert af os at benytte de regler der er fastsat ved lov?’ Svaret på denne indvending ligger i det moralske dilemma som alle jurister står over for.

Det må dog tilføjes at sådanne „tekniske“ forsvarsmuligheder sikkert har reddet mange ærlige og uskyldige mennesker fra at blive ofre for uretfærdig retsbehandling. Der har været tilfælde hvor en forsvarer har været overbevist om at hans klient var uskyldig, og af den grund har benyttet ethvert juridisk middel til at hjælpe klienten. Ellers ville denne måske være blevet dømt skyldig.

Ikke desto mindre føler mange at situationen er som den amerikanske højesteretsdommer Harry Blackmun har sagt: „Vi har manglet balance. Kompasset har været misvisende.“ Dommeren opfordrer advokatstanden til at forny sin troskab mod „det der er retfærdigt og moralsk rigtigt, foruden blot at være lovligt“.

Imidlertid kan mange have behov for at benytte sig af nogle af de mange forskellige tjenesteydelser jurister udfører. Hvordan er det bedst at gå frem når man har behov for juridisk bistand? Derom vil den næste artikel handle.

[Tekstcitat på side 5]

„Folk der har problemer ønsker hjælp, ligesom folk der har smerter, og de ønsker den så hurtigt og så billigt som muligt.“ — Præsidenten for U.S.A.s højesteret, Warren Burger.