Under lov — nu og altid

DER er yderliggående folk i nogle lande som har en negativ og nedbrydende holdning til lovene. Skønt lovsystemerne har deres store svagheder må man dog retfærdigvis indrømme at lovene er til stor gavn for den almindelige befolkning, på trods af deres ufuldkommenhed. Lovene og domstolene tjener som et middel til at rette mange uretfærdigheder. Seriøse og samvittighedsfulde dommere har udfoldet megen visdom og stor dømmekraft til løsning af juridiske spørgsmål.

Også i Bibelen erkendes landenes ret til at indføre og håndhæve love til gavn for befolkningen:

„De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, som gør det gode, men dem, som gør det onde. . . . øvrigheden . . . er Guds tjener dig til gavn. Men gør du det onde, så frygt.“ — Rom. 13:3, 4, da. aut.

Gode samfundsborgere ved derfor at lovene er til offentlighedens bedste. Efter bedste evne hjælper de politi, dommere og andre samvittighedsfulde embedsmænd med at bevare samfundets gode ro og orden.

Undgå at belaste domstolene

Endnu en måde hvorpå den enkelte kan hjælpe, er at løse eventuelle uoverensstemmelser uden at bebyrde retsvæsenet, om overhovedet muligt. Mange stridigheder kunne undgås hvis man blot ville nedfælde sine aftaler i skriftlig form. Det er alt for let at glemme eller misforstå noget man bare har talt om. En skriftlig aftale behøver ikke at være en kompliceret kontrakt som skal affattes af en jurist. Hvis man aftaler med en håndværker (maler, snedker, reparatør, blikkenslager) at få noget gjort ved sit hus, kan man skrive et kort brev som dette: „Dette for at bekræfte vor samtale sidste torsdag, hvor De gik ind på at male mit hus udvendig med to lag hvid maling, og det udvendige træværk med grøn maling. De leverer malingen, som skal være af god kvalitet. Arbejdet skal være færdigt inden udgangen af oktober 1979, og skal koste kr. 4.000,00. Jeg betaler beløbet når arbejdet er færdigt.“ En ganske enkel „huskeseddel“ af denne art kunne forhindre mange ulykkelige og unødvendige stridigheder.

Men når der alligevel opstår en tvist, mener mange, især i De forenede Stater, at den eneste udvej er at gå til en domstol. „Kan det være sundt for et samfund at man er så hastig til at bringe skænderier for en domstol?“ spørger Maurice Rosenberg, som er professor i jura ved Columbia University. „Flere og flere amerikanere ser forurettelser og besværligheder som et spørgsmål der absolut må for en domstol, ting de før bare ville have regnet som uundgåelige sygdomme i en ufuldkommen verden.“

Mange problemer kan lovene simpelt hen ikke løse. En domstol kan godt beordre en mand at forsørge sin familie, eller at give underholdsbidrag, men den kan ikke tvinge ham til at arbejde dag for dag og tjene penge. Loven kan heller ikke tvinge en mand eller en kvinde til at vise sine børn den kærlighed, omsorg og varme som gør en familie glad og afbalanceret. Disse nødvendige menneskelige forpligtelser kan kun opfyldes frivilligt af individet selv.

Hvorfor søge hjælp hos sagførere og dommere for at afgøre spørgsmål som fornuftige mennesker selv burde kunne afgøre? Når folk går til en domstol, går de ofte uden om den grundlæggende forpligtelse vi alle har til at være retfærdige, rimelige og kærlige over for vor næste. (Matt. 22:39) Når det sker, må vi sige at der er noget sandt i følgende udtryk: „Jo flere love der er, jo hurtigere foregår samfundets forfald.“

„Mange advokater tænker med vemod tilbage på den tid hvor man ganske uformelt kunne snakke sig til rette med sin nabo eller med manden fra butikken henne på hjørnet,“ hedder det i en artikel hvor New York Times analyserede problemet. Nogle steder prøver man at vende tilbage til dette ved at lade uvildige mæglere træde til i stedet for domstolene.

Mægleren hører på begge sider af sagen og prøver at finde frem til en overenskomst som begge parter kan leve med. Hvis der ikke opnås forlig er der ofte indgået en forhåndsaftale om at mægleren kan udarbejde en løsning som han føler er retfærdig, og denne er bindende. „Det grundlæggende i denne idé er ældgammelt,“ skriver The Wall Street Journal. „I de primitive samfund har man længe ladet de lokale ledere, eller familiemedlemmer, løse stridigheder mellem enkeltpersoner.“

Tanken er at man kun henvender sig til det egentlige retsvæsen hvis alle rimelige muligheder for forhandling og kompromis er udtømte. Under sådanne omstændigheder kan man, hvis sagen er alvorlig og man mener at have gode muligheder for at få medhold, beslutte at gå til en domstol.

Men selv efter at der eventuelt er anlagt sag, er det fornuftigt at overveje et rimeligt tilbud om forlig. Den kendte amerikanske juraskribent Louis Nizer siger kort og godt: „Der er en tid til forlig og en tid til kamp, og det er en uvurderlig egenskab hos en rådgiver at kunne træffe et fornuftigt valg mellem disse to.“

Jesus Kristus gav i sin bjergprædiken nogle praktiske råd på dette område, principper som i høj grad gælder også i dag:

„Sørg for hurtigt at opnå forlig med den der fører sag mod dig for retten, . . . Og hvis nogen vil føre en sag imod dig og tage din underklædning, så lad ham også få yderklædningen.“ — Matt. 5:25, 40.

Et forlig kræver rimelighed hos begge parter. Det er sjældent at én part i en sag mellem to personer har 100 procent ret, mens den anden har 100 procent uret.

Uoverensstemmelser i den kristne menighed

I Bibelen erkendes det at der selv blandt de troende i den kristne menighed kunne opstå uoverensstemmelser, og der gives derfor kærlige men realistiske retningslinjer for bilæggelse af disse.

Jesus viste at uoverensstemmelser kan bilægges ved at parterne først prøver at tale sammen indbyrdes, og dernæst måske får hjælp af andre, nogle som er vidner eller kender sagens kendsgerninger. (Se Mattæus 18:15-17.) Det er en meget gavnlig fremgangsmåde, hvad jurister med omtanke og praktisk sans også indrømmer. Den bringer begge parter ind i en situation hvor de åbent må tale om sagens kendsgerninger. Hvis der ikke kan opnås indbyrdes enighed om kendsgerningerne, kan et udvalg af ældste inden for den kristne menighed behandle sagen.

Dette minder om de lokale landsbydomstole i det gamle Israel. Det var et hurtigt og praktisk retssystem som blev administreret af lokale mænd, der ganske vist var lægfolk, men erfarne og kloge ældre mænd fra byen. De var rede til at træffe en afgørelse mellem parterne, uden at få en vis procentdel af den eventuelle erstatning eller lignende, som det så ofte har været tilfældet siden. — 2 Mos. 18:13-26.

Er det rigtigt af kristne at bringe indbyrdes stridigheder for en verdslig domstol? Apostelen Paulus lagde vægt på at man i det kristne samfund burde afgøre uoverensstemmelser internt: „Vover nogen af jer som har en sag imod en anden, at indbringe sagen for uretfærdige og ikke for de hellige? . . . Er det sandt at der ikke er en eneste viis iblandt jer som vil kunne dømme mellem sine brødre, men broder fører sag imod broder, og det for ikke-troende? Nu er det jo i det hele taget et nederlag for jer at I har retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?“ — 1 Kor. 6:1-7.

Det betyder naturligvis ikke at det er udelukket for kristne at benytte sig af retsvæsenet. Hvis man må gå til en domstol i forbindelse med erstatning fra et forsikringsselskab, en sag med et testamente eller lignende, er det ikke nogen vanære for den kristne menighed, eftersom det ikke er en indbyrdes strid mellem kristne brødre. Men langt de fleste uoverensstemmelser mellem kristne kan behandles af menigheden selv, hvor der findes mænd som har et grundigt kendskab til Bibelens principper. Allerede nu hjælper de mange med at løse forskellige indbyrdes problemer, uden at dette kommer til offentlighedens kundskab og uden den vanære som en retssag kunne medføre. Der er tilfælde hvor man af kristen kærlighed hellere vil ’lide uret’ end skade menighedens gode omdømme i udenforståendes øjne.

Når sand retfærdighed råder

I nutidens verden udfolder den menneskelige ufuldkommenhed sig både i landenes retsvæsen og hos de enkeltpersoner der benytter sig af domstolene. Men sådan vil det ikke altid være. Skaberen har lovet snart at råde bod på de nuværende forhold hvor stater og regeringer ikke kan indføre sand retfærdighed for alle. Under Guds rige vil fuldkommen retfærdighed være mulig, fordi jorden ikke længere vil blive styret af ufuldkomne mennesker.

Jurister og retsvæsen som vi kender det i dag, vil høre fortiden til. Guds udvalgte dommer, Jesus Kristus, vil, med den overmenneskelige indsigt han har, ’ikke dømme efter hvad øjnene ser, og ikke skønne efter hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd’. — Es. 11:3, 4.

Til den tid vil man ikke savne nutidens jurister og deres ufuldkomne forsøg på at skaffe retfærdighed. Man vil glæde sig over at der til evig tid råder sand retfærdighed. „Stort bliver herredømmet, endeløs freden . . . over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid.“ — Es. 9:7.

[Tekstcitat på side 11]

„Kan det være sundt for et samfund at man er hastig til at bringe sine skænderier for en domstol?“ — Maurice Rosenberg, professor i jura ved Columbia University.

[Tekstcitat på side 12]

„Er det sandt at der ikke er en eneste viis iblandt jer som vil kunne dømme mellem sine brødre?“ — 1 Kor. 6:5.