Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g84 22/3 s. 13-15
  • „Den naturlige fødsel“ — et realistisk alternativ

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Den naturlige fødsel“ — et realistisk alternativ
  • Vågn op! – 1984
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Den naturlige fødsel“
  • Hvad går „forberedelsen“ ud på?
  • De gavnlige virkninger
  • Et nærmere forhold
  • Hvor får man undervisning?
  • Behøver det at være så smertefuldt at føde børn?
    Vågn op! – 1981
  • Børnefødsler gennem tiderne
    Vågn op! – 1973
  • Jeg fødte hjemme
    Vågn op! – 1976
  • Den dag vi fik vores barn
    Vågn op! – 1979
Se mere
Vågn op! – 1984
g84 22/3 s. 13-15

„Den naturlige fødsel“ — et realistisk alternativ

CAROL begyndte at få veer klokken fire om morgenen. Hendes mand, Brian, kørte hende dog først på hospitalet da veerne var taget til i styrke og hyppighed.

Da de var ’checket ind’ på hospitalet kom veerne hvert femte minut, og Carol begyndte på „fase 1“-vejrtrækning, i overensstemmelse med det hun havde lært om fødselsforberedelse. Da der var to minutter mellem veerne, skiftede hun til „fase 2“-vejrtrækning. En læge der tilså hende på dette tidspunkt, fortalte at det ville vare nogen tid endnu før fødselen gik i gang. Han var imidlertid knap kommet ud af stuen før Carlos veer tog til. Hun gik over til „fase 3“-vejrtrækning.

Hvor var Brian, hendes mand? Gik han nervøst frem og tilbage på gulvet? Var han blevet nægtet adgang til fødestuen? Nej, slet ikke. Brian var hos Carol for at hjælpe hende gennem fødselen, og, hvad der sandsynligvis var vigtigst, give hende moralsk støtte.

Nu var tiden for fødselen kommet. Brian stod lige bag sin kone og støttede hendes hoved og skuldre mens hun fulgte lægens opfordring til at presse. Før der var gået mange minutter havde en pige på ni pund meldt sin ankomst. Og Carol var hverken blevet bedøvet eller havde fået anden medicin. Brian og Carol havde sammen forberedt sig på fødselen og øvet sig i forvejen. At fødselen foregik på et hospital gav dem en forvisning om at der var lægehjælp til rådighed hvis der skulle indtræde komplikationer.

Denne fødsel kunne slet ikke sammenlignes med deres første barns fødsel omtrent ti år tidligere. Carol havde dengang været helt uforberedt på at hun ville få så voldsomme veer. Da hun opdagede at hun ventede sig igen, tænkte hun at der måtte findes en anden og bedre måde at føde på.

„Den naturlige fødsel“

Dette ægtepar fandt at den bedste måde for dem var en teknik udviklet af den franske fødselslæge Fernand Lamaze. Nogen tid efter at han havde overværet en gynækologisk konference i Paris i 1952, rejste han til Rusland for at lære mere om de metoder til begrænsning af fødselssmerter man netop havde udviklet dér. Efter at have foretaget nogle få ændringer, som for eksempel at tilføje en vejrtrækningsteknik som den Carol benyttede sig af, indførte han disse metoder i sin egen lægepraksis.

Siden da har stemningen i stigende grad vendt sig imod den avancerede hospitalsteknologi (med brug af bedøvelsesmidler), der benyttes ved fødsler i mange dele af verden. Hvorfor? Jo, nogle forældre er blevet foruroligede over den forholdsvis høje spædbørnsdødelighed — det gælder i Nordamerika og andre steder hvor der er tradition for hospitalsstyrede fødselsmetoder. Nogle er meget bekymrede ved udsigten til at skulle føde, og vil gerne have mere oplysning. Andre vordende forældre er simpelt hen interesseret i at spille en mere aktiv rolle i forbindelse med deres børns fødsel. Og mange læger har anerkendt betydningen af at forældrene engagerer sig i fødselen. Som dr. Murray Enkin siger: „Det er jo ikke lægerne der føder børnene — det er kvinderne.“

De naturlige fødselsmetoder har derfor ført til noget af en revolution i fødestuerne. I 1956 skrev professor Lamaze en bog med titlen Painless Childbirth, hvori der blandt andet siges: „En kvinde lærer at føde på samme måde som hun lærer at svømme, læse eller skrive.“ Mange læger ser nu værdien af at kvinden fysisk, følelsesmæssigt og mentalt forbereder sig på fødselen — og hjælpes af sin mands tilskyndelser og opmuntring.

Hvad går „forberedelsen“ ud på?

Et ægtepar kan forberede sig til fødselen ved at gå til særlige kurser. Kvinden lærer dér at betragte fødselen som en positiv oplevelse. Hun lærer ikke blot noget om sin egen anatomi, men også om hvordan fødselen foregår. Hun øver sig i den åndedræts- og afspændingsteknik som Carol brugte med så godt resultat.

Disse metoder tjener under fødselen blandt andet til at aflede kvindens opmærksomhed og dermed lindre en del af smerterne ved livmoderens sammentrækninger. Kvinden bør naturligvis være forberedt på en vis smerte eller et vist ubehag ved fødselen. Bibelen viser at sådanne smerter har været knyttet til fødsler lige siden der første gang fødtes mennesker. (1 Mosebog 3:16) Men fødselsforberedelse hjælper kvinden til at få en mere positiv indstilling til fødselen. Smerterne vil så i mange tilfælde virke mindre foruroligende, og ofte bliver det kun i begrænset grad — eller slet ikke — nødvendigt at anvende bedøvelsesmidler.

De gavnlige virkninger

Den gamle forestilling om den nervøse fader der slider gulvtæppet i venteværelset op, er ikke længere aktuel. Mange ægtemænd indser nu at hvis de støtter deres hustru moralsk bliver det ikke alene lettere for hende at føde, men på langt sigt gavner og styrker det også ægteskabet. En taknemmelig hustru siger: „Jeg synes det er vidunderligt når en mand kan være sammen med sin kone på fødestuen. Min mand overværede vores søns fødsel, og det taler han om den dag i dag.“

En undersøgelse har vist at der i Holland, hvor over 80 procent af kvinderne anvender den teknik de har lært på kurser i fødselsforberedelse, er færre end 5 procent der får brug for nogen som helst form for bedøvelsesmidler under fødselen. Den der har størst gavn af dette er måske den nyfødte. Børnelægen T. Berry Brazelton har bemærket: „I en undersøgelse af en gruppe spædbørn der fik bryst, opdagede vi at de børn hvis mødre ikke havde fået medicin, kom til kræfter og begyndte at tage på 24 til 48 timer før den gruppe spædbørn hvis mødre havde fået medicin. Dette beviste for mig at moderens mælkedannelse begrænses så længe medikamenterne virker.“

Om eftervirkningerne af den medicinske behandling der gives til fødende kvinder, skriver dr. N. J. Eastman ligeledes i en lederartikel i Obstetrical and Gynecological Survey: „Åndedrættet træder som regel ikke så hurtigt i funktion og er svagere når der er givet bedøvende midler, end når der ingen er givet.“

Nogle undersøgelser der er blevet offentliggjort i Johns Hopkins Magazine viser desuden at enhver form for medicin der gives under fødselen — det være sig beroligende midler eller en form for lokalbedøvelse — muligvis kan påvirke fosteret. Disse undersøgelser viser at så godt som alle medikamenter kan hæmme et enzym der binder ilt, og således begrænse ilttilførslen til barnet gennem moderkagen. Den naturlige fødsel, i forbindelse med både faderens og moderens forberedelse, kan imidlertid gøre bedøvende midler unødvendige.

Et nærmere forhold

Forskere har bemærket endnu en tydelig og gavnlig virkning af at forældrene forbereder sig til fødselen: Et nærmere forhold mellem forældrene og den nyfødte. Først og fremmest gør fødselen ofte hurtigere og lettere, selv om man ikke bør forvente at alle fødsler vil være lige lette og problemløse. En moder der har født sit barn uden større besvær vil måske hurtigere og lettere kunne vise sine positive følelser over for det, end en der har haft en vanskelig fødsel. Og når faderen overværer fødselen får også han mulighed for at opleve et enestående nært forhold til sit barn. En fader har udtrykt det på denne måde: „Jeg har følt mig nært knyttet til min søn lige siden han blev født. Det er naturligt for mig at tage aktivt del i pasningen af ham, og jeg tror at det vil få en betydelig indflydelse på vort forhold til hinanden når han er blevet ældre.“ En anden fader har ligeledes sagt: „Jeg var forbløffet over hvor virkningsfuld undervisningen [i fødselsforberedelse] var. Min kone og jeg har fået et forbavsende nært forhold til barnet.“

Hvor får man undervisning?

Det bør naturligvis betones at hvad man vælger at gøre i denne henseende er en helt personlig afgørelse som hvert enkelt forældrepar selv må træffe. Børn er en velsignelse uanset om de fødes efter traditionelle metoder eller moderen benytter sig af en teknik hun har lært på et kursus i fødselsforberedelse. (Salme 127:3) Men hvis du har fået lyst til at lære mere om den naturlige fødsel og den teknik man har udviklet på dette område, kan det lokale hospital eller din læge måske hjælpe dig. Statistikken viser at det er de færreste vordende forældre der udnytter den undervisning der tilbydes dér hvor de bor. Nogle vælger måske at lære fødselsforberedelse ved hjælp af de glimrende bøger om emnet der er på markedet i øjeblikket. Det var på denne måde Brian og Carol lærte at forberede sig til den forestående fødsel.

Der er et stort ansvar forbundet med at føde og opdrage et barn, men man behøver ikke at være bange eller gøre sig unødige bekymringer. For nogle vil kurser i fødselsforberedelse være en hjælp, og „den naturlige fødsel“ et realistisk alternativ.

[Tekstcitat på side 14]

„Jeg synes det er vidunderligt når en mand kan være sammen med sin kone på fødestuen“

[Tekstcitat på side 15]

„De børn hvis mødre ikke havde fået medicin, kom til kræfter og begyndte at tage på 24 til 48 timer før den gruppe spædbørn hvis mødre havde fået medicin“

[Tekstcitat på side 15]

Når faderen overværer fødselen får han mulighed for at opleve et enestående nært forhold til sit barn

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del