Ozonlaget må omgås med respekt

SPRAYDÅSER med fluorcarboner som drivmiddel er for alvor kommet i søgelyset. På grund af en risiko for globale klimaændringer og øgning af hudkræfttilfældene indførte U.S.A., med virkning fra 15. december 1978, et forbud mod fremstilling og import af aerosolbeholdere med fluorcarboner.

Andre lande har taget tilsvarende skridt. I Sverige trådte regeringens forbud mod fluorcarbonaerosolbeholdere i kraft den 1. juli 1979. I Norge har produktkontrolrådet besluttet at anbefale et forbud som skal træde i kraft den 1. juli 1981. I Danmark fastslog miljøstyrelsen i en pressemeddelelse den 12. september 1977 at teorierne om de mulige skadevirkninger nu var tilstrækkeligt underbyggede til at fluorcarboner i aerosolbeholdere kun burde anvendes i strengt nødvendigt omfang.

Den 30. maj 1978 blev der vedtaget en EF-resolution om fluorcarboner som opfordrer til en frivillig nedskæring og øget forskning i problemerne. Spørgsmålet er også blevet drøftet ved en international regeringskonference i München i december 1978, hvor U.S.A. pressede på for at få et egentligt forbud igennem i EF.

Bag disse skridt ligger en øget erkendelse af den fare der truer ozonlaget i stratosfæren. „Risikoen for nedbrydning af ozonlaget ved anvendelse af freon-drivmidler i spraydåser må nu tages alvorligt,“ siger bladet Ingeniøren for 19. januar 1979. Enkelt sagt virker ozonlaget som et filter der beskytter os mod skadelige stråler fra solen. Ødelægger man filteret, ødelægger man livet på jorden. I Åbenbaringen 11:18 kan man læse om „dem der ødelægger jorden“. At stå med en spraydåse i hånden som tillægges en sådan virkning — det er sandelig en skræmmende tanke!

Er drivmidlet giftigt?

I praksis er fluorcarbonerne forbavsende ufarlige og ugiftige. De indgår ikke kemisk forbindelse med noget — hverken med fødemidler, drikkevand eller menneskets legemsvæv. Af den grund nedbrydes de ikke, men bliver hængende i atmosfæren. Ja, netop denne egenskab, der bevirker at drivmidlet er så ufarligt ved jordens overflade, er årsag til at det efterhånden kan nå et sted hen hvor det kan være skadeligt for os. I løbet af nogle år føres fluorcarbonerne med den normale luftcirkulation op i stratosfæren, hvor forholdene er ganske anderledes.

I stratosfæren er sollyset, ifølge mange forskere, tilstrækkelig energirigt til at nedbryde fluorcarbonerne så der frigøres kloratomer. De frie kloratomer kan derefter nedbryde ozon (som er en særlig aktiv form for ilt) til almindelig ilt. Kloren „forbruges“ ikke ved denne proces. Den optræder blot som en katalysator, en „igangsætter“, og kan af den grund fortsætte processen i næsten det uendelige. Deri ligger den mulige fare. Det er en sådan langsigtet nedbrydning af ozonlaget forskerne frygter — som et resultat af kortvarige tryk på millioner af fluorcarbonspraydåser.

Tiden spiller en stor rolle i denne teori. Efter forskernes mening varer det 10-15 år før fluorcarbonerne når op i stratosfæren. Og det kan tage 100 år eller mere før ozonlaget genopbygges efter de skader der allerede er sket. Skal truslen tages alvorligt, er det fremtidige generationer det vil gå ud over.

Det naturlige ozonlag, der ligger i 20 til 45 kilometers højde, filtrerer en del af solens varmestråler (infrarøde stråler) fra. Ekstra varmestråler fra solen kunne forårsage drastiske ændringer i jordens klimaforhold. Men vigtigere er det at ozonlaget også beskytter os mod hovedparten af solens ultraviolette lys. De ultraviolette stråler i normalt sollys forsyner os med D-vitamin og giver mange af os en solbrun kulør. Men for kraftig ultraviolet stråling øger faren for hudkræft, muligvis også den sjældne, ofte dødelige, melanoma. Nogle eksperter regner med 2 procent flere kræfttilfælde for hver procent ozonlaget mindskes, andre siger 4-5 procent. Desuden er visse former for alger yderst følsomme over for ultraviolet lys. Hvis en forstærket stråling skader denne planteproduktion i verdenshavene, kan det påvirke hele fødekæden i havene. Ozonlaget yder afgjort en beskyttelse vi ikke kan tillade os at være ligeglade med.

Hvorfor har vi ikke hørt om det noget før?

De ugiftige fluorcarboner blev syntetisk fremstillet for første gang i 1930rne og markedsført under navnet freon. Men ingen råbte vagt i gevær før i juni 1974. Da lød der advarende ord fra forskerne F. Sherwood Rowland og Mario S. Molina fra University of California. Andre havde foretaget matematiske beregninger (såkaldte modelberegninger) af hvordan gasser spredes i luften. Men Rowland og Molina påviste hvordan fluorcarboner i atmosfæren kunne ændre livskvaliteten på jorden. Snart foretog Michigans universitet, Harvard-universitetet og U.S.A.s nationale center for atmosfærisk forskning lignende beregninger og nåede frem til samme resultat.

Hvis du først for nylig har hørt om truslen mod ozonlaget, er du altså ikke den eneste. Det er nyt for alle. Midt i halvfjerdserne opdagede man pludselig at ozonlaget må omgås med respekt.

Et prekært spørgsmål måtte nu afgøres. Skulle man indstille en blomstrende industri på grund af en teoretisk — om end alarmerende — trussel? At finde en erstatning for freons oprindelige anvendelse som køle- eller frysevæske ville være vanskeligt. Men hvert år blev der i U.S.A. fremstillet 230.000 tons freon alene til brug i spraydåser. Halvfems procent af spraydåserne var til personlige artikler som kosmetika, deodoranter og hårlak. Spraydåsernes popularitet tog til overalt i verden, og i U.S.A., hvor halvdelen af verdensforbruget af fluorcarboner blev fremstillet, fordobledes produktionen hvert sjette år.

På skillevejen

Med det begrænsede kendskab man endnu havde til luftstrømmene og fotokemien i stratosfæren, var det vanskeligt at sige om modelberegningerne af ozonnedbrydningen holdt stik. Men blot de stemte nogenlunde med sandheden var risikoen stor. Det var en mulighed man ikke kunne afvise. Nye metoder til måling af ozonlaget blev taget i anvendelse. Ved hjælp af satellitter og raketter supplerede man den ældre metode, som bestod i at man sammenlignede to af sollysets bølgelængder med hinanden. Derefter måtte resultaterne fortolkes. Var ozonlaget blevet mindsket, og stod mindskelsen i forhold til fluorcarbonudledningen?

De første modelberegninger af fluorcarbonernes indvirkning på ozonen var éndimensionale. Det vil sige, de beskrev matematisk hvad der sker når gassen stiger lodret til stratosfæren. Indvendingen mod denne beregningsmetode var at vi lever i en tredimensional verden. Der blæser vinde, der opstår sommer- og vinterstorme, og ingen gas stiger lodret op. Dertil kommer at den naturlige ozon ikke er ligeligt fordelt. Der dannes mest ozon om sommeren, og mest over den solrige ækvator. Og da ozonen konstant bevæger sig bort fra ækvator bliver ozonlaget tættere ved polerne. Af disse grunde begyndte forskerne at foretage to- og tredimensionale modelberegninger hvori der også blev taget hensyn til årstid og breddegrad.

Efterhånden som resultaterne viste sig, begyndte politikerne og de ansvarlige statslige institutioner at indse at der måtte skrides ind. I en amerikansk avis blev der for øvrigt bragt en tegning af to væsener i et rumskib. „Der må være noget i vejen med instrumenterne,“ sagde den ene til den anden. „De viser at de dernede ødelægger deres ozonlag med deodoranter.“ Teorien er ikke endeligt „bevist“ endnu. Men risikoen bedømmes til at være så stor at man ikke tør vente længere. Som nævnt har flere lande nu indført forbud mod brugen af fluorcarboner som drivmiddel i spraydåser.

Da forbudet blev bekendtgjort i U.S.A., blandt andet af levnedsmiddel- og medicinalvarekontrolrådet (FDA), bragte Federal Register denne oplysning:

„Kontrolrådet er skredet ind fordi de bedste videnskabelige skøn efter omhyggelige undersøgelser går ud på at klorfluorcarbonudledning medfører nedbrydning af stratosfærens ozonlag, at de endelige konsekvenser af en ozonformindskelse af den anslåede størrelsesorden efter kontrolrådets mening er uacceptabel, og at det er usikkert hvornår de resterende videnskabelige spørgsmål bliver entydigt besvaret.“

Hvordan vil det berøre erhvervslivet — og tegnebogen?

For den enkeltes tegnebog ser det lysere ud, fordi der nu er billigere og mere ufarlige varer på vej. Mange forbrugere har allerede i nogen tid foretrukket produkter der ikke er fyldt på spraydåser. Fabrikanter og forhandlere i kosmetikbranchen har lagt større vægt på „roll-ons“ og forstøverflasker — og det er som regel billigere for kunderne.

De mere miljøvenlige drivmidler som kuldioxid og kulbrinte er også billigere. I 1977 anslog FDA at overgangen til disse erstatningsprodukter ville betyde en årlig besparelse for kunderne på mellem 300 og 1300 millioner kroner.

Men hvad der har langt større betydning end de økonomiske aspekter, er faren for gradvis at forårsage en katastrofe for alt liv på jorden. At ødelægge vort naturlige filter mod farlige stråler fra solen, ville afgjort være den største brøler mennesket kunne begå i sin stræben efter teknologisk udvikling. Og hvor forfærdende ville det ikke være at opdage at der allerede var voldt ubodelig skade på ozonlaget, så vi bagefter stod hjælpeløse og intet kunne gøre for at afværge konsekvenserne! Der er almindelig enighed om at man i tide har lært at omgås ozonlaget med respekt. Når vi en dag ser tilbage, vil det måske gå op for os at vi kun med nød og næppe undgik katastrofen.

[Ramme/diagram på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Under indflydelse af sollys og flourcarbon nedbrydes ozonlaget i stratosfæren:

1. De ultraviolette stråler nedbryder flourcarbon og frigør kloratomer

2. Klor virker som en katalysator og forvandler ozon til almindeligt ilt

3. Resultatet er at flere ultraviolette stråler kan nå ned til jorden

SOLEN

80 kilometer

Mesosfæren

Ultraviolet lys

48 kilometer

Stratosfæren

Ozon ozon

Fluorcarbonerne kan være 10 til 15 år om at nå op i stratosfæren

16 kilometer

Troposfæren

JORDEN

[Ramme på side 14]

Ozonnedbrydningsteorien (på kemikersprog)

Forskerne anslår at de fluorcarboner — mere korrekt kaldet klorfluorcarboner — der er udledt fra spraydåser for 10 til 15 år siden, først nu er ved at nå op i stratosfæren.

Man kalder det „fotolyse“

I højder over 25 kilometer er sollyset tilstrækkelig energirigt til at frigøre kloratomer fra fluorcarboner. Denne proces, hvor en kemisk forbindelse spaltes under indvirkning af elektromagnetiske bølger (som for eksempel lys), kaldes „fotolyse“. Lad os antage at du for 10 år siden benyttede en deodorantspray med drivmidlet freon 11 (CFCl₃). Det der sker i stratosfæren med den udledte freon, beskrives af kemikeren på denne måde:

hv + CFCl₃ → CFCl₂ + Cl

hv betegner en foton, den mindste mængde lysenergi der kan udsendes. Når denne lysenergi rammer et freon 11-molekyle, opstår der (som vist ved pilen) et mindre molekyle og et frit kloratom (Cl). Hvad sker der så?

Ozon bliver til almindelig ilt

Kloratomet sønderdeler et ozonmolekyle ved at løsrive en af molekylets tre iltatomer. Kemikeren skriver det på denne måde:

Cl + O₃ → ClO + O₂

Cl står for et frit kloratom, O₃ for ozon og O₂ for ilt. Det opståede kloroxid (ClO) er imidlertid ubestandigt. Det møder ubundne iltatomer (O), som er ret talrige i denne højde.

Og dernæst:

ClO + O → Cl + O₂

Når du følger pilen, ser du at der igen opstår almindelig ilt (O₂). Kloratomet (Cl) er nu frit og kan gå på jagt efter det næste O₃-molekyle. Det betyder at den frie klor virker som en katalysator. Processen gentages igen og igen, indtil kloratomet bindes af et sjældent kemisk stof og derved „tages ud af drift“. Ifølge teorien kan en lille mængde flourcarbon altså nedbryde en stor mængde ozon.

[Illustration på side 15]

„Vil det sige at denne . . . kan føre til dette?“

Kræft