Ozonlaget — er vi ved at ødelægge vort eget skjold?
Forestil dig at du hver dag måtte udsætte dig for en livsfarlig, svidende regn uden anden beskyttelse end en paraply der til gengæld egnede sig ideelt som ly mod de dødbringende regndråber. Kan du forestille dig hvor meget du ville værdsætte denne paraply, og hvor ufornuftigt det ville være at beskadige den eller tilmed gennemhulle den? Men det er netop hvad mennesket er ved at gøre — i jordomspændende målestok.
VOR KLODE bombarderes uophørligt med en „regn“ af solstråler. De fleste af disse gør gavn ved at tilføre jorden lys og varme, men en lille procentdel, nemlig dem der benævnes ultraviolet-B, eller uv-B, er særdeles skadelige. Hvis de alle trængte ned til jordoverfladen, ville alt levende dø. Til alt held er kloden udrustet med en „paraply“ eller et skjold der beskytter os mod disse stråler — nemlig ozonlaget. Men desværre er mennesket ved at ødelægge dette skjold!
Hvad er ozonlaget? Hvordan fungerer det, og hvordan er vi ved at ødelægge det? Ozon er en ustabil form for ilt, en ilt-ion, bestående af tre iltatomer (O3) i stedet for de sædvanlige to (O2). Den forekommer naturligt i stratosfæren, hvor den opsuger de farlige uv-B-stråler, men slipper uden videre det nødvendige og ufarlige lys igennem. Desuden nedbrydes ozon let af andre luftarter, men i stratosfæren dannes den uafbrudt ved hjælp af solstrålerne. Dette beskyttelseslag vedligeholder således sig selv. Genialt, må man sige.
Problemerne melder sig når mennesket begynder at besvære dette fintmærkende system med industrielt fremstillede luftarter. Så nedbrydes ozonen hurtigere end solstrålerne kan nå at gendanne den. I 1974 fik forskerne mistanke om at CFC-stofferne, klorfluorcarbonerne (også kaldt freon), nedbryder ozon. Disse stoffer findes alle vegne. De anvendes til fremstilling af enhver form for skumplastprodukter, fra isoleringsmaterialer til fast-food-bakker og bægre. De anvendes som drivmidler i spraydåser, som kølemidler i luftkonditioneringsanlæg og køleskabe, samt som opløsningsmidler til rensning af elektronisk udstyr.
En forsker som har været med til at gøre opmærksom på faren, fortæller: „På intet tidspunkt jublede jeg over forskningsresultaterne. Jeg kom blot hjem en aften og sagde til min kone: ’Arbejdet går udmærket, men for mig at se, varsler det verdens undergang.’“ Efter at CFC-stofferne i 1930 blev fundet, har mange ellers lovprist dem som giftfri og bemærkelsesværdigt stabile. Tog de fejl?
Den forudsagte trussel
Nej. Tilsyneladende talte de kun alt for sandt. Netop stabiliteten bevirker at freons ødelæggende virkning er langtrækkende. CFC-stoffer fra kasserede køleskabe og skumplastbægre driver langsomt op mod stratosfæren, hvor de bombarderes med ultraviolette stråler og nedbrydes, hvorved der frigøres et stof som volder stor skade på ozonlaget, nemlig klor. Klormolekylet tilintetgør de skrøbelige ozonmolekyler der er så uheldige at krydse dets vej og kan på hundrede år udslette rundt regnet 100.000 ozonmolekyler.
Der lød et ramaskrig fra de foruroligede forskere over at CFC-stofferne i så vid udstrækning blev anvendt som drivmidler i spraydåser. I 1978 havde Canada, Sverige og USA forbudt anvendelsen af CFC i spraydåser, men kun få lande fulgte trop. Hvad værre var, man fandt flere anvendelsesmuligheder for disse modstandsdygtige kemikalier, hvilket gjorde at produktionen fortsatte med at stige. USA aftager stadig en fjerdedel af den årlige verdensproduktion.
Udstyret med datamodeller af jordens atmosfære fortsatte videnskabsfolkene med at advare om at kemikalieforureningen gradvis ville nedbryde ozonlaget og slippe flere uv-B-stråler igennem. Industrien og myndighederne bagatelliserede imidlertid disse påstande, idet de kaldte bevismaterialet spinkelt og slutningerne mangelfuldt underbyggede.
Tidsskriftet Discover døbte denne ordstrid „ozonkrigen“ og bemærkede at forskerne „i årevis“ havde „været tilbøjelige til at anskue problemet som et gigantisk globalt eksperiment: hvert år pumper menneskeheden endnu en million tons CFC-stoffer ud i atmosfæren og venter på at se hvad der sker“. Det der skete overraskede alle.
Ozonlaget svandt ikke støt og umærkeligt ind verden over, sådan som alle datamodellerne havde forudsagt, men mindskedes drastisk over Sydpolen! I oktober 1984 opdagede et britisk forskerhold i Antarktis at ozonmængden over dem var faldet med cirka 40 procent, hvorved det nu så berømte „ozonhul“ opstod. Til at begynde med var andre videnskabsfolk skeptiske. Det britiske forskerhold var ikke velkendt, og desuden havde ingen andre atmosfæriske måleinstrumenter registreret noget dramatisk fald i ozonlaget over Antarktis.
Det viste sig imidlertid at de edb-maskiner der modtog satellitdata, var blevet programmeret til at vurdere en nedgang i ozontætheden på over 30 procent som fejlagtig og skulle derfor lade den ude af betragtning. Maskinerne havde i årevis registreret ozonhullet men kasseret dataene!
Forskerne toppedes i nogen tid om årsagen til hullet; men instrumentbelæssede fly der fløj gennem selve ozonhullet, afslørede den virkelige skurk — klor der stammede fra industrielt fremstillede kemikalier! Over Sydpolen befinder der sig i stor højde et kæmpemæssigt hvirvelvindsområde med skyer bestående af millioner af mikroskopiske ispartikler på hvis overflade klormolekylerne har gunstige betingelser for at nedbryde ozonen endnu hurtigere.
Forskerne mener at de senere har konstateret et lignende hul over Nordpolen. Hullerne er ikke konstante; de åbner og lukker sig hvert år. Hullet over Sydpolen er på størrelse med USA, mens hullet over Nordpolen omtrent er på størrelse med Grønland.
Hvordan påvirker disse ozonhuller os? De har forbigående omfattet en del af Nordeuropa og har truet det sydligste Sydamerika, men man behøver ikke befinde sig direkte under et ozonhul for at blive påvirket af det. Nogle forskere frygter at hullerne er årsag til at ozonfattig luft breder sig over begge jordens halvkugler. Faktisk er ozonlaget over de tættest befolkede egne af den nordlige halvkugle i løbet af de seneste 17 år svundet med cirka 3 til 7 procent. Indtil da havde videnskabsfolkene ment at det ville tage hundrede år før ozonen var svundet med 3 procent!
Den øgede mængde uv-B-stråler der når jordens overflade, vil få langtrækkende virkninger. Strålerne kan blandt andet forårsage hudkræft hos mennesker, ligesom de kan forvolde skader på immunforsvaret og forårsage grå stær. Tidsskriftet Science News anslår at den øgede uv-B-stråling vil „koste 3 millioner menneskeliv blandt de nulevende og dem der fødes før år 2075“.
Som atmosfæreforskeren dr. Michael Oppenheimer udtrykker det: „Disse forandringer kommer til at berøre hvert eneste menneske og hvert eneste økosystem på jordens flade, og vi kan kun gisne om hvad disse forandringer vil bestå i.“ En øget uv-B-stråling vil udslette de små krillorganismer og øvrige former for plankton der lever i nærheden af havoverfladen, og derved beskadige verdenshavenes fødekæde. Masseødelæggelse af plantelivet, formindskede afgrøder og tilmed meteorologiske forandringer verden over, er andre mulige følgevirkninger af ozonlagets svækkelse. Virkeliggøres blot én af disse dystre eventualiteter inden for en overskuelig fremtid, har mennesket og dets miljø strenge tider i vente.
Hvilket håb findes der?
I Montreal undertegnede nogle og tyve nationer i september 1987 en aftale der pålagde de mere udviklede lande at fastholde 1986-niveauet for fremstilling og anvendelse af CFC-stofferne, samt at halvere niveauet inden 1999. Udviklingslandene fik friere tøjler, da CFC-stofferne anses for uundværlige i moderniseringsprocessen.
Traktaten har virkning fra 1989 hvis mindst 11 nationer ratificerer den, og den er blevet hyldet som „skelsættende“. En amerikansk politiker har triumferende sagt: „For første gang er verdens nationer blevet enige om at samarbejde i et miljøspørgsmål før der har vist sig udbredte skadevirkninger.“
Ikke alle delte hans begejstring. Det bekymrede nogle forskere at der blot to uger efter underskrivelsen blev offentliggjort nogle afgørende beviser for at CFC-stofferne er årsag til ozonhullet. Traktatunderskriverne havde endda fået besked på at udelade ozonhullerne af deres overvejelser. En ekspert har udtalt: „Hvis forhandlerne i Montreal havde haft disse resultater foran sig, ville de være blevet enige om fuldstændig at afskaffe CFC-stofferne.“
Men hvad værre er, den freon der for øjeblikket er på vej op gennem troposfæren, vil først nå stratosfæren om syv til ti år! Det betyder at det nuværende CFC-niveau i stratosfæren uundgåeligt vil blive fordoblet. Som det hedder i avisen The German Tribune: „Selv hvis man nedlagde et forbud med øjeblikkelig virkning, ville det tage 80 år før atmosfærens tilstand atter var som i 1920’erne.“
I mellemtiden arbejder de store kemikalieproducenter under højtryk på at finde erstatninger for CFC-stofferne. Nogle forsøg tegner allerede lovende. Men det tager tid at afprøve nye stoffer og sætte dem i produktion. „Det er nu vi behøver dem, ikke i morgen,“ lyder det indtrængende fra Joe Farman, den forsker der som den første opdagede det antarktiske ozonhul. „Vi sender CFC-stoffer ud i atmosfæren fem gange hurtigere end de naturlige processer kan nedbryde dem.“ Der er dog også gode grunde til ikke forhastet at markedsføre erstatninger. „Ingen ønsker at stå med et produkt der vil finde vej ind i alles køkkener, for så at finde ud af at det er giftigt,“ advarer et kemikaliefirmas miljøtekniske direktør.
Skønt der altså findes håb om en løsning, er forskerne uhyggeligt til mode. De har erfaret at jordens atmosfære er en særdeles sammensat og følsom mekanisme; den reagerer pludseligt og uforudsigeligt på forurening fra mennesker.
Dr. Oppenheimer sammenfatter situationen på denne måde: „Vi flyver blindt ind i en særdeles uvis fremtid.“ Og overfladiske løsninger på en så dybtgående krise vækker kun moro. Da en amerikansk embedsmand slog til lyd for at man beskyttede sig ved at gå med hat og solbriller, spurgte kritikerne hvordan man gav en sojabønne sombrero på eller udstyrede vilde dyr med solbriller.
Alt tyder på at kun en gennemgribende løsning vil vinde respekt eller være tilstrækkelig til at løse problemet. Magter mennesket at råde bod på de utallige skader det har forvoldt kloden? Næppe. Mennesker er sjældent villige til at bruge penge på at skaffe deres eget affald af vejen før de praktisk taget sidder i det til halsen. Var det ikke mere fornuftigt at se hen til den der har udtænkt vort komplicerede miljø, efter en løsning? Det var tydeligvis med vor problemfyldte tidsalder i tanke at han lovede at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:18.
[Ramme på side 25]
OZONPARADOKSET
Du har måske hørt ozon beskrevet både som et livreddende beskyttelseslag og som et ildelugtende, forurenende stof. Hvilken beskrivelse passer? Det gør de begge! I stratosfæren, hvor ozonen hører hjemme, er den livreddende. Men hernede i troposfæren frembringes ozon som biprodukt af forurening. Vi udleder store mængder kulbrinter i luften, for det meste i forbindelse med benzinmotorers forbrænding. Sollyset omdanner så disse kulbrinter til ozon.
Vi mennesker er ikke skabt til at indånde ozon; den forårsager lungeskader. Faktisk har forskerne for nylig erkendt at den er mere sundhedsfarlig end hidtil antaget. Nogle har kraftigt opfordret til at der sættes strenge begrænsninger for ozonforureningen — dog uden nævneværdige resultater.
Kan du se ironien? Deroppe hvor ozonen er nødvendig, tilintetgør vi den. Hernede hvor ozonen er giftig, frembringer vi den!
Måske spekulerer du på om man ikke bare kan sende ozonen herfra op til stratosfæren hvor den er nødvendig? Nej, for ozonen er for ustabil til at klare turen; den ville blive nedbrudt længe før den nåede så højt op. Nogle forskere har fantaseret om at transportere ozon derop ved hjælp af luftskibe, jetfly eller raketter. De indrømmer imidlertid beredvilligt at udgifterne ville være gigantiske. Det lader til at den eneste virkelige løsning er at undgå at ødelægge ozonen deroppe ved at lade være med at frembringe den hernede.
[Diagram på side 26]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Stratosfæren
Ultraviolette stråler
Ozonlag i stratosfæren
Troposfæren
Spraydåse
Jorden
△ CFC
→ Klor
● Ozon