Børn i en atmosfære af vold

„FYSISK og psykisk vanrøgt og mishandling af spædbørn og mindreårige er i stadig stigen over hele verden, og det er blevet et alvorligt samfundsproblem,“ skrev forfatteren, overlærer Georg V. Bengtsson i Kristeligt Dagblads kronik for den 29. april 1976.

Børnemishandling er virkelig et hjerteskærende problem. I nogle tilfælde er de børn der bliver ofre for mishandling blot svage, forhåndenværende objekter som forældrene lader deres skuffelser, misundelse og vrede gå ud over. Men i mange andre tilfælde sker mishandlingen fordi forældrene går til alt for drastiske yderligheder med noget som børn har behov for, nemlig tugt eller opdragelse. Familielivets vise og kærlige indstifter siger til os: „Tugt din søn, imens der er håb.“ „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.“ — Ordsp. 19:18; 29:15.

Under sit studium af problemet børnemishandling fandt psykologen D. J. Madden at „børn kan føle sig undertrykt hvis de får for megen tugt, eller svigtet hvis opdragelsen er alt for lemfældig“. Han forklarer: „Børn forventer at deres forældre træffer en afgørelse. Sker det ikke, bliver barnet i tvivl om hvorvidt det kan støtte sig til sine forældre. Og hvis barnet selv må træffe afgørelsen, ender det måske med at barnet bliver opdrageren.“

Vågn op! for den 8. december 1976 beskæftigede sig indgående med emnet „Børnemishandling“ og kom også ind på hvad forældre kan gøre for at sikre sig at de giver deres børn den nødvendige tugt og opdragelse uden at blive voldsomme over for dem.

Her vil vi imidlertid se på hvordan børn påvirkes når de lever i en atmosfære af vold mellem forældrene. Kan det tænkes at børn der ser den form for vold, tager ved lære af det og vil søge at undgå de samme forhold i det hjem de skaber sig som voksne?

Hvilket billede danner der sig hos barnet hvis det ser sin fader eller moder blive mishandlet? Senere, når det som voksen selv bliver vred, vil det meget let falde tilbage til det mønster det så som barn. Vold avler simpelt hen vold. Tag eksemplet med John, en 26-årig ægtemand der over for familievejlederne indrømmede at han havde slået sin kone flere gange i de syv år de havde været gift. I hans barndomshjem var vold noget almindeligt. Johns fader drak, og han overfaldt tit sin kone, undertiden med en kniv. Med faderen i tanke udbrød John hulkende: „Når jeg gik imellem dem slyngede han mig mod væggen. Jeg lovede mig selv at det aldrig skulle ske i mit hjem. Underligt, ikke?“ Tænk også på tilfældet med Sarahs mand og søn, som vi omtalte på side 5.

Ja, forskningen viser at børn der vokser op i en atmosfære af vold i hjemmet, ofte selv griber til vold. Set med modsat fortegn understreger dette den bibelske sandhed: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ — Ordsp. 22:6

I dagbladet The Canadian for den 1. april 1978 skriver dr. Elie Cass: „Et barn der vokser op i et ulykkeligt, voldspræget hjem vil bruge det forbillede med vold det har fået som medlem af familien. Når det selv bliver fader eller moder, vil det gribe problemerne an ud fra dette forbillede.“ Grundlæggeren af et tilflugtscenter for mishandlede kvinder i London siger: „Ser vi på disse mænds opvækst viser det sig at de enten selv er blevet slået som børn eller har overværet at andre blev det . . . volden gives altså videre fra generation til generation. Den bliver normen.“

Selv i tilfælde hvor den der oplever vold i sit barndomshjem ikke som voksen mishandler kone, mand eller barn, har barndommens erfaringer sin sørgelige pris. Ved en undersøgelse foretaget i North Carolina af „børn der ikke mishandles fysisk men som lever i hjem [med] voldsforældre . . . har man konstateret kronisk depression hos 37 procent af børnene. . . . Endnu 40 procent led af angst, og 25 procent havde fået psykologisk behandling.“

Det er derfor indlysende at familier med børn har ekstra grund til at gøre noget positivt for at afskaffe eller hindre vold i hjemmet. Hvis forældre ignorerer dette og deres børn er tvunget til at leve i en atmosfære af vold i hjemmet, er der stor sandsynlighed for at børnene lider følelsesmæssig skade og viderefører denne frygtelige svøbe til næste generation.