Påvisning af vand med ønskekvist — er der et videnskabeligt grundlag

NOGLE af de resultater der hævdes opnået med en ønskekvist, synes at savne videnskabeligt grundlag. I visse tilfælde bevæger den gaffelformede kvist sig voldsomt opad eller nedad, og undertiden er udslaget så kraftigt at kvisten brækker. Nogle vandfindere påstår at de kan finde vand blot de har et kort over det pågældende område. Sådanne oplysninger vækker mistanke om at dæmoniske kræfter spiller ind. Emnet blev behandlet i Vagttårnet for 1. maj 1963, der bragte en artikel om de onde åndemagter og deres virke. Man drog her den slutning at dæmoniske kræfter meget vel kunne have en finger med i spillet.

Imidlertid bemærkede artiklen også: „Selv om videnskabelige undersøgelser af i dag ikke bekræfter at påvisningen af vand med en ønskekvist hviler på naturlove, betyder dette dog ikke at resultaterne af sådanne undersøgelser behøver at være helt korrekte. Det kan vise sig at nogle af naturens elementære love spiller ind.“

Seksten år senere, nemlig den 8. februar 1979, har det ansete tidsskrift New Scientist behandlet emnet i en interessant artikel. Overskriften lyder: „Ny tiltro til ønskekvisten,“ og derunder siges der: „Meddelelser fra Sovjetunionen om vellykkede videnskabelige forsøg med den gamle kunst at påvise vand- og mineralforekomster, har givet håb om en praktisk anvendelse af teknikken.“ De sovjetiske geologer „fremhævede fordelene ved en bestemt metode der for nylig er udviklet i Sovjetunionen og som kaldes ’BPM’“. Artiklen i New Scientist tilføjer: „Det viser sig at BPM (den biofysiske metode) simpelt hen er et nyt og respektabelt navn for påvisning af vand og mineralforekomster ved hjælp af en ønskekvist eller overnaturlige evner!“

Angrebet af kirken

„De første bekræftede eksempler på brug af ønskekvist,“ oplyser opslagsværket The Encyclopedia Americana, „stammer fra middelalderens Tyskland: I 1556 offentliggjorde Georgius Agricola i sit værk De re metallica en beskrivelse af hvordan germanske minearbejdere benyttede metoden for at påvise mineral- og malmforekomster. Martin Luther og andre gejstlige mente at metoden muligvis var forbundet med sataniske kræfter. På trods af kirkens forbud bredte den sig fra Tyskland til andre europæiske lande.“ Opslagsværket beskriver derefter metoden:

„Det traditionelle redskab, som stadig er det mest udbredte, er en Y-formet, gaffeldelt kvist. Med opadvendte håndflader tager man fat om kvistens to grene, sådan at enden peger fremad og kvisten holdes i vandret eller let løftet stilling. Når enden af kvisten bøjes nedefter, er det et tegn på at man har fundet det man ønsker. Før i tiden foretrak man kviste af hassel. Nu benyttes forskellige træsorter, og desuden redskaber af fiskeben, nylon og metal.“

Efter en bemærkning om at evnen til at påvise vand- eller mineralårer med en ønskekvist „var omdiskuteret fra begyndelsen og hyppigt blev angrebet af kirken som Satans værk“, sætter New Scientist spørgsmålstegn ved påstanden om at kun visse mennesker var i besiddelse af denne evne. Et forsøg med almindelige mennesker tyder på at „evnen til at opnå sådanne udslag er langt mere udbredt end man tidligere har ment. . . . Ved at benytte disse redskaber der, i lighed med den traditionelle hasselkvist, blot virker som kraftige mekaniske forstærkere af små håndbevægelser, opdagede hundreder af mennesker at de kunne føle påvisningsudslag“. Det er med andre ord ikke ønskekvisten der tiltrækkes af vandet eller malmen. Den forstærker og synliggør blot små, umærkelige håndbevægelser. I tråd hermed siger The Encyclopedia Americana: „Nogle påstår at de kan påvise ting med hænderne alene.“

Artiklen i New Scientist omtaler et forsøg der er foretaget af to oprindeligt skeptiske videnskabsmænd ved vandforskningslaboratoriet ved Utah State University. I stedet for at benytte erfarne vandfindere „prøvede de 150 nybegynderes evner. De fleste var ansatte og studerende ved Utah State University. . . . Utah-forskerne kom til det betydningsfulde resultat at over 99 procent af forsøgspersonerne havde udslag med ønskekvisten“.

Et muligt videnskabeligt grundlag?

Ifølge forskere ved Illinois’ universitet og statsuniversitetet i Moskva har visse biologiske organismer „en bemærkelsesværdig følsomhed over for meget små ændringer i omgivende magnetfelter og elektromagnetiske felter“. Ved forsøg har man påvist at brevduer er følsomme over for jordens magnetfelt og lader sig lede af det når de flyver. Honningbier kan også opfatte jordens magnetfelt, og nylige forsøg tyder på at selv visse snegle har denne evne. Kan menneskets hænder reagere på variationer i magnetfeltet? Og har dette i så fald noget at gøre med tilstedeværelsen af vand? Artiklen i New Scientist forklarer:

„Hvordan vil denne teori kunne forklare påvisning af vand og mineraler med en ønskekvist, eller BPM, som de sovjetiske geologer anvender? Både mineralforekomster og vandårer er berørt af geologiske uregelmæssigheder som forkastninger, brudlinjer, store gravsænkninger, gamle floddale, hulheder i kalksten, lavakegler i vulkanske klipper, og så videre. Disse uregelmæssigheder forårsager små geofysiske forstyrrelser, for eksempel i magnetfeltets styrke, som kunne være årsag til ønskekvistens reaktion. Det mener de sovjetiske geologer der har benyttet BPM i over ti år og hvis arbejde fortjener at blive bedre kendt i vesten.“

Ifølge denne teori er det altså variationerne i magnetfeltets styrke, fremkaldt af de nævnte geologiske formationer, der er årsag til ønskekvistens reaktion — og ikke tilstedeværelsen af vand eller metaller. Hvor de omtalte formationer findes er der imidlertid gunstige betingelser for aflejring af metalårer eller ophobning af vand. Der anføres mange eksempler på vellykkede resultater i Sovjetunionen, både med hensyn til at finde malmårer og med hensyn til at finde vandårer.

Da Utah State University foretog førnævnte forsøg, fik de 150 nybegyndere udleveret hver 30 træklodser og fik besked på at gå ad nogle fastlagte forsøgsruter. Hver gang de mærkede at ønskekvisten gav udslag, skulle de kaste en træklods på jorden. Efter at hver forsøgsperson havde gennemgået ruterne, indsamlede man de klodser der var kastet og noterede hvor de havde ligget. I temmelig mange tilfælde viste det sig at klodserne blev kastet de samme steder. Efter at have fortalt om dette fortsætter artiklen i New Scientist:

„Disse resultater tydede på at det ville være umagen værd at undersøge muligheden for at ønskekvistens udslag stod i forbindelse med små magnetfelt-variationer langs forsøgsruterne, variationer der kunne måles med cæsiumdampmagnetometre. En vis sammenhæng fandt man: Vandviserne fik hyppigere udslag langs afsnit af ruterne hvor der forekom større ændringer i magnetfeltets retning. Chadwick og Jensen sluttede at den mulige sammenhæng mellem ønskekvist-udslag og magnetfelt-ændringer i forbindelse med rindende grundvand kunne danne grundlaget for fremtidig forskning.“

Konklusion

New Scientist konkluderer: „Hvis ønskekvist-udslaget er så almindeligt forekommende som her antydet, og hvis de sovjetiske påstande om BPMs effektivitet som prospekteringsteknik skal tages for gode varer, synes der at være al mulig grund til at gøre denne form for eftersøgning af vand og mineraler til genstand for engageret forskning. . . . hvis det kunne påvises at løsningen på et ældgammelt mysterium der ofte forbindes med clairvoyance og det okkulte trods alt kun er et spørgsmål om grundig analyse, ville det være en kærkommen demonstration af den videnskabelige metodes værdi.“

Men selv om det måske kan bevises at ønskekvistens udslag skyldes forandringer i det elektromagnetiske felt, der ifølge nogle hænger sammen med forekomsten af vand, kan dette stadig ikke forklare de meget kraftige udslag nogle taler om når de påstår at det rykker meget stærkt i ønskekvisten og at den undertiden brækker på grund af udslagets voldsomhed. Der er heller ikke nogen forklaring på at nogle efter sigende kan føre ønskekvisten hen over et landkort og finde vand på den måde. I sådanne tilfælde kan forklaringen stadig være at dæmoniske kræfter står bag. Undertiden benytter de onde ånder normale reaktioner og overdriver dem fuldstændigt, eller de tager sandheden og fører den ud i en så urimelig konsekvens at den bliver et stort bedrag.